Billede tekst: Nellikerevolution i Portugal smid fascismen på porten men førte desværre ikke til en socialistisk revolution. Foto. Ukendte:
Og i løbet af dagen faldt det fascistiske diktatur, der havde været ved magten siden 1928, fuldstændig sammen.
Det var officerer i De Væbnede Styrkers Bevægelse, MFA (Movimento das Forcas Armadas), der stod bag oprøret/kuppet, men de havde store dele af den portugisiske kapital bag sig. Som Europas sidste kolonimagt, udkæmpede militæret siden begyndelsen af 1960’erne en krig mod oprørsbevægelser i Angola, Guinea-Bissau og Mozambique. Krige der ikke kunne vindes, og som i 74 nåede op på at koste 50% af Portugals statsbudget.
Det var det siddende regime, der ville bevare kolonierne. Storkapitalen ønskede en neokolonial løsning, og militæret ville bare ud af den endeløse krig, der siden 1961 havde kostet 13.000 portugisiske soldater livet. Derfor adlød de menige soldater, der med 4 års tjenestetid havde gode chancer for at blive sendt til Afrika, da også gladelig deres officerers ordrer.
Situationen d. 25. april, må altså betegnes som en krise og et opgør inden for den herskende klasse. Befolkningen blev da også kraftigt opfordret til at holde sig væk.
Nellikerevolutionen var de undertryktes festival
Det var ikke en ordre, der blev adlydt. Hurtigt kom folk på gaden, først forsigtigt, men snart begyndte fraterniseringen mellem soldater og befolkningen. Nogen fandt på at købe nelliker, og give dem til soldaterne, der stak blomsterne i geværløbene, som symbol på fred og solidaritet. Officererne forsøgte, uden held, at stoppe det.
Nu fulgte en uge, der i bogstaveligste forstand kunne kaldes ”de undertryktes festival”. Men det stoppede ikke her, langt fra. Det er i sådanne situationer med kriser, hvor magthaverne er splittet og søger nye måder at regere på, at revolutionære situationer kan opstå. Og det var netop, hvad der skete i Portugal, her i foråret 1974.
Det, der startede som et militærkup for at omfordele magten mellem forskellige kliker blandt magthaverne, udviklede sig til en revolution. Desværre, som i så mange andre revolutioner, uden at blive fuldbyrdet i et endeligt magtopgør og arbejderklassens overtagelse af magten.
Men det tog borgerskabet og deres allierede 19 måneder at få stabiliseret styret og arbejderklassen pacificeret.
I 1928 blev der indført totalt strejkeforbud, og først i 1970 blev det lempet en anelse. Den 25. april var der en enkelt strejke i gang, men det ændredes fuldstændig i løbet af de næste dage.
Det er i sådanne situationer med kriser, hvor magthaverne er splittet og søger nye måder at regere på, at revolutionære situationer kan opstå. Og det var netop, hvad der skete i Portugal, her i foråret 1974
Citat: Freddie Nielsen
Selv om NATO-landet Portugal var Vesteuropas mest tilbagestående land, var der store moderne industriområder omkring Lissabon, Setubal og Porto, og arbejderklassen udgjorde en langt større befolkningsandel end i Rusland i 1917.
I løbet af maj var der mindst 158 større arbejdskampe, af disse udviklede 35 sig til fabriksbesættelser, og i fire tilfælde blev ledelsen tilbageholdt som gidsler. Der var mange krav bag strejkerne, men to gik igen. Dels en kraftig forhøjelse af mindstelønnen – mange af de store arbejdspladser var filialer af multinationale eller resultat af udenlandske investeringer, tiltrukket af Portugals meget lave lønninger.
Organisering fra neden
F.eks besatte Lisnaves 8.400 arbejdere værftet med krav om en mindsteløn på 7.800 escudos om måneden, mere end en fordobling af lønnen.
Det andet gennemgående krav var ”saneamento”, udrensning af fascister, angivere og PIDE agenter. PIDE var regimets hemmelige, forhadte og frygtede politi. Det var især arbejdsledere og folk højere oppe i virksomhedernes hierarki, det drejede sig om, hvorfor kravet ofte førte til ret hårde kampe.
På de fleste virksomheder blev der valgt komitéer, ofte kaldet arbejderkommissioner. De var demokratiske og medlemmerne kunne hurtigt skiftes ud. De stod for aktivitet og gejst, f.eks. insisterede samtlige 188 medlemmer af kommissionen på Plessey på at deltage i den første forhandling med ledelsen.
Ikke kun arbejdspladserne organiserede sig. Rundt om i byernes kvarterer opstod lokale organiseringer, og noget af det første de gjorde var at besætte tomme boliger, ofte nybyggeri som almindelige mennesker ikke havde råd til, og fordele dem til boligløse.
Alt hvad der hed hospitaler og sundhedsvæsen i Portugal var privat, ofte under den katolske kirkes kontrol. Også her gik kvarterkomitéerne, med støtte fra arbejderkommissionerne, i kamp. Hospitaler blev besat og gjort til offentlig ejendom.
Kapitalflugt
Mange virksomhedsejere forsøgte at trække værdierne ud af deres virksomhed eller lukke dem, men i mange tilfælde blev de besat af arbejderne og videreført, enten under såkaldt arbejderkontrol eller som kooperativer. I kampen mod kapitalflugt, lukkede de bankansatte bankerne og overtog, i samarbejde med deres fagforening, kontrollen med overførsel af kapital, især til udlandet.
Også landbruget, eller dele af det, blev inddraget. Portugals landbrug var delt mellem mange småbønder i nord og enorme godser i syd. Godser, som ejerne ofte ikke udnyttede. Og hvor der i nord ingen forandring skete, så blev mange af godserne i syd besat, og jordløse landarbejdere begyndte at dyrke jorden på kooperativ basis.
Der var også en del tilfælde, hvor soldater af deres officerer blev sendt ud for at stoppe demonstrationer eller besættelser, som, når de nåede frem, nægtede at gribe ind
Citat: Freddie Nielsen
Mange af de her tiltag blev, nødtvungent, accepteret og lovliggjort af de forskellige regeringer, frem til tilbageslaget i 75.
Omvendt var der undervejs flere kupforsøg fra højrefløjen, men de blev slået tilbage af enorme og militante arbejderrejsninger, støttet af soldater. Der var også en del tilfælde, hvor soldater af deres officerer blev sendt ud for at stoppe demonstrationer eller besættelser, som, når de nåede frem, nægtede at gribe ind.
I september 75 stiftede menige soldater SUV (Soldados Unidos Vencerao – Forenede Soldater vil Sejre), som den første selvstændige soldaterorganisering. 10. september indkaldte SUV en demonstration i Porto, hvor 1.500 soldater, på trods af deres officerer, marcherede forrest, bakket op af 30.000 arbejdere.
SUV satte fokus på forskellen mellem menige soldater og officererne, og krævede bedre forhold. Desværre skete deres organisering for sent, så da højrefløjen og de moderate dele af MFA satte hælene i 25. november, var det store flertal af soldaterne rådvilde, og ikke i stand til at reagere på andet end de ordrer, deres officerer udstedte.
Undtagelsestilstand
At det lykkedes at stoppe revolutionen her, i stedet for at den endte i magtovertagelse, skyldtes flere ting. Men arbejderklassen var ikke en af dem. Der kunne nok visse steder spores en kamptræthed, men organiseringerne var intakte. Flere steder udvidet med inter-impresas – tværgående organiseringer mellem lokale fabrikskommissioner og andre organiseringer, der kunne have udviklet sig til egentlige rådsorganiseringer.
Nellikerevolutionen er stadig en stor inspirationskilde for alle, som kæmper for frihed, lighed og social retfærdighed
Citat. Freddie Nielsen
Kampviljen var der også stadig, landarbejdernes jordbesættelser tog til i efteråret 1975. Og så sent som få dage før undtagelsestilstanden 25. november, havde strejkende bygningsarbejdere i tusindvis omringet den grundlovgivende forsamling, og taget den og regeringen som gidsel i 36 timer, indtil deres krav blev opfyldt.
Derimod var de store problemer, at ingen tog sig af de mange fattigbønder i nord, så højrefløjen og kirken fik stor indflydelse her, og at MFAs prestige betød en alt for stor tillid til officererne og militæret. Men det største problem lå i arbejderklassens politiske organiseringer. Socialdemokratiet (PS) og kommunisterne (PCP), der begge, på hver deres måde, dygtigt modarbejdede revolutionen, på den ene side. Og på den anden side at den revolutionære venstrefløj ikke gjorde nok for at bygge op i arbejderklassen.
Men Portugal var forandret for altid. Nellikerevolutionen er stadig en stor inspirationskilde for alle, som kæmper for frihed, lighed og social retfærdighed.
