Mainstream-mediernes måde at rammesætte konflikten på er konstrueret for at sidestille den vestlige blok af liberale, kapitalistiske stater med det ”internationale samfund”. Det er også en måde at nægte vestblokkens rivalers interesser deres berettigelse, fordi de udspringer af disse autoritære regimer. Dette er dog hurtigt glemt, når det for eksempel kommer til det morderiske autokrati i Saudi-Arabien.
Er der så nogle bedre teoretiske rammer at forstå konflikten inden for? En måde kommer fra idéen om imperialisme. Putin virker til at være stærkt opsat på at genetablere det gamle tsar-imperium, der blev knust af den Russiske Revolution i oktober 1917.
Det er dog vigtigt at være helt klar i forhold til, hvad vi mener med imperialisme. Vi kan forstå den som et fænomen, der spænder over flere historiske epoker som den måde, hvorpå magtfulde stater hersker over, erobrer og udbytter nabosamfund.
Dette har været et træk ved klassesamfundene i tusinder af år, helt tilbage til oldtidens persiske, kinesiske og romerske imperier. I dag fører Rusland sig helt klart frem som en imperialistisk magt i denne forstand, idet det med vold forsøger at underlægge sig den ukrainske stat og opdele dens territorium. Men er det nok at forstå konflikten inden for disse parametre?
Vil en Ukrainske sejr svække Vesten?
Det mener den libanesiske marxist, Gilbert Achcar. Han har fremlagt, hvad han kalder en ”radikal anti-imperialistisk position”, der udelukkende fokuserer på kampen mellem Rusland og Ukraine.
”En succesfuld, russisk magtovertagelse i Ukraine ville tilskynde USA til at vende tilbage til sin kurs mod at erobre verden med magt i en kontekst af skærpet, ny-kolonial splittelse i verden og forværring af globale stridigheder, mens et russisk nederlag – oven på USA’s nederlag i Irak og Afghanistan – ville forstærke, hvad der i Washington kaldes ’Vietnam-syndromet’”, skriver Gilbert Achcar.
Og han fortsætter: “Endvidere virker det for mig ret åbenlyst, at en russisk sejr i væsentlig grad ville forstærke krigsmageri og presset for øgede udgifter til militæret i NATO-landene, hvilket allerede har fået en flyvende start, mens et russisk nederlag ville give langt bedre forhold for vores kamp for generel nedrustning og opløsningen af NATO.”, mener Gilbert Achcar.
Det ville virkelig være godt, hvis det ukrainske folk ville være i stand til at drive de russiske angribere ud. Men der er et lille problem med Achcars argument om, at dette ville svække USA og NATO. De støtter entusiastisk ukrainerne, sender mængder af våben denne vej og øger deres egne militærbudgetter.
Hvis Rusland skulle blive besejret, takket være ovenstående bestræbelser og de ukrainske kæmpendes tapperhed, ville USA og dets allierede så reagere ved at afvæbne og opløse NATO? Selvfølgelig ville de ikke det. De ville fejre dette udfald af kampen som deres sejr og booste NATO yderligere. USA ville føle sig styrket i sin verdenshistoriske konkurrence med Kina, den sande udfordrer af USA’s herredømme.
Marxistiske forståelse af imperialisme
Hvad der mangler i Achcars tilgang og i tilgangen hos mange andre på venstrefløjen, som viger uden om spørgsmålet om NATO (som Paul Mason), er den mere historisk specifikke forståelse af imperialisme fremsat af marxismen. Man kan se rødderne til denne teori dukke frem i Karl Marx’ Kapitalen fra 1860’erne, men den blev udviklet mere systematisk i det tidlige 20. århundrede, i tiden omkring første verdenskrig.
Marxister dengang stod over for en virkelighed, der ligner vores i dag. Den radikal-liberale økonom, J. A. Hobson, skrev: ”Nybruddet i den aktuelle imperialisme […] består først og fremmest i mange nationers accept af den. Idéen om et antal konkurrerende imperier er i alt væsentligt moderne.”
Denne geopolitiske konkurrence fandt udtryk i konflikter om territorium – de kolonier og halv-kolonier, som de største stater stræbte efter at herske over – og i et accelererende våbenkapløb. Den marxistiske teori om imperialisme blev udviklet for at kunne forklare disse rivaliseringer, som ledte til de to verdenskrige i 1914-18 og 1939-45 og druknede verden i blod.
Imperialisme er kapitalismens konkurrence på verdensplan
Det var en teori om kapitalistisk imperialisme. Den russiske revolutionære, Vladimir Lenin, kaldte imperialismen for kapitalismens højeste stadium. Hans polsk-tyske kammerat, Rosa Luxemburg, skrev: ”Imperialismens essens består netop i ekspansionen af kapital fra de gamle, kapitalistiske lande ind i nye regioner og den konkurrenceprægede økonomiske og politiske kamp om de nye områder mellem disse lande.”
For at sige det på en anden måde: Kapitalistisk imperialisme repræsenterer skæringspunktet for økonomisk og geopolitisk konkurrence. Økonomisk konkurrence er drivkraften i kapitalismen – rivaliserende firmaer kæmper mod hinanden og investerer i optimering og udvidelse af produktionen for at kunne sikre sig en større markedsandel.
I slutningen af det 19. århundrede blev den geopolitiske kamp mellem stater indordnet under den konkurrerende akkumulations kapitalistiske logik.
Dette afspejlede forandringer i både krigsførelse og kapitalismen som sådan. Krig blev industrialiseret, idet militærmagt blev afhængig af masseproduktion for at kunne bevæbne, understøtte og transportere enorme hære. Stater måtte derfor søge at fremme industriel kapitalisme.
Imens voksede kapitalistiske firmaer i størrelse og begyndte at operere globalt. De havde brug for statens støtte mod deres rivaler. Under lavkonjunkturen og krisen i slutningen af det 19. århundrede kunne erobringen af kolonier kompensere for faldende profitabilitet.
Kapitalistisk imperialisme er altså ikke blot store stater, der tyranniserer og invaderer mindre stater – selvom der foregår masser af det. Det er et globalt system af indbyrdes kapitalistisk konkurrence. Ligesom før første verdenskrig betyder imperialisme i dag geopolitisk konkurrence i samspil med generel økonomisk globalisering.
De moderne imperialistiske magter
Konkurrenternes magt afhænger af deres position i den kapitalistiske verdensøkonomi. USA dominerer i finans- og teknologisektoren, Kina har en enorm maskine for fabriksmæssig fremstilling, og Rusland hænger på energieksport. Nu om dage kan man pege på måske seks ledende imperialistiske magter – USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland.
Det vigtigste modsætningsforhold er mellem USA og Kina, hvis ledere sigter efter at skubbe til Washingtons herredømme, til at begynde med i Indo-Stillehavs-regionen. Men russisk imperialisme skaber, idet den styrer mod et forsøg på at genoprette sin magt, en trevejs konflikt.
De store, vesteuropæiske magter trækkes i andre retninger. De er afhængige af russisk energi og er tiltrukket af det enorme kinesiske marked – men, som i øjeblikket, stiller de sig ultimativt på USA’s linje. Denne forståelse af kapitalistisk imperialisme som noget, der involverer et system af rivalisering mellem flere stater, er fuldstændigt fraværende i Achcars analyse. Han benægter, at krigen i Ukraine indbefatter en konflikt mellem imperialistiske magter:
”Hvis enhver krig, hvor hver side støttes af en imperialistisk rival, skulle kaldes en inter-imperialistisk krig, så ville alle vor tids krige være inter-imperialistiske, da det principielt er nok, at en af de rivaliserende imperialismer støtter den ene side, for at en anden støtter den modsatte side”, skriver Gilbert Achcar.
Og han fortsætter: “Dette er ikke, hvad en inter-imperialistisk krig er. Det er en direkte krig, ikke en stedfortræderkrig mellem to magter, hvor begge søger at invadere den andens territoriale og (neo)koloniale domæne,” mener Gilbert Achcar.
Dette er imidlertid en alt for snæver forståelse. USA førte en stedfortræderkrig mod Sovjetunionen, efter at sidstnævnte forsøgte at erobre Afghanistan i slutningen af 1979.
Sammen med allierede som Storbritannien, Saudi-Arabien og Pakistan bevæbnede og trænede USA mujahedin-styrkerne, der gjorde modstand mod den sovjetiske besættelse. Konflikten bidrog til at dræne Sovjetunionen for ressourcer og kampmoral i den Kolde Krigs sidste årti. Mujahedinerne havde selvfølgelig deres egne politiske agendaer. Dette stod klart efter de sovjetiske styrkers tilbagetrækning i 1989, som kulminerede i Talibans støtte til al-Qaeda og dennes modstand mod USA’s besættelse følgende 9/11-angrebene på New York og Washington.
Men USA spillede altså en afgørende, formgivende rolle i en vigtig og afsluttende udvikling i den Kolde Krig. Selvfølgelig er der meget store forskelle mellem Ukraine i dag og Afghanistan i 1980’erne. Men der er en vigtig lighed i, at de vestlige, imperialistiske magter bruger den ukrainske, nationale kamp mod russisk imperialisme i dag som instrument for deres egne interesser.
Inter-imperialistiske konflikter og nationale selvbestemmelse
Inter-imperialistiske konflikter og nationale forsvarskrige bliver ofte flettet sammen. Første verdenskrig begyndte med, at det østrig-ungarske imperium angreb Serbien, som det anklagede for snigmordet på dets kronprins, Franz Ferdinand. Rusland støttede derefter Serbien, hvilket ledte til en eskalerende proces af militære mobiliseringer, der endte i en frygtelig storkrig.
Den tjekkisk-østrigske marxist Karl Kautsky argumenterede for, at den rolle, som den serbiske kamp for national selvbestemmelse spillede, betød, at konflikten ikke kun var en imperialistisk krig. Lenin svarede: ”For Serbien, altså for måske cirka én procent af deltagerne i den indeværende krig, er krigen en ’fortsættelse af politikken’ i den borgerlige frigørelsesbevægelse. For de andre nioghalvfems procent i krigen er den en fortsættelse af imperialismens politik.” Selvfølgelig ser balancen anderledes ud i dag, siden de direkte krigshandlinger kun involverer Ukraine og Rusland. Ikke desto mindre ændrer NATO-landenes anstrengelser for at holde sig væk fra slagmarken – først og fremmest for at undgå atom-sammenstød med Rusland – ikke på, at de gør alt, hvad de kan, udover dette for at besejre Rusland. Dette er også en ”fortsættelse af imperialismens politik”.
Den marxistiske teori om imperialisme er politisk vigtig. Uden den står vi blot over for en konflikt mellem rivaliserende nationalstater. Men når vi har øje for imperialismens rolle, kan vi bedre identificere de klassemodsætninger, der er på færde. Vi kan se tråden af klasseinteresser, der ikke blot binder de russiske værnepligtige, der dør i Putins krig, sammen med deres familier derhjemme, som bliver tæsket økonomisk af de vestlige sanktioner.
Denne tråd forbinder sig også til arbejdere over hele verden, som takket være krigen rammes af inflation i fødevare- og energipriser og står over for truslen om atomar udslettelse. Den forener dem alle – os alle – mod de rivaliserende herskende klasser og deres iver efter at føde på denne frygtelige krig.
Oversat og forkortet af Anna Wolf
