Hans familie, der blev spredt for alle vinde, hans møder med voldelige, korrupte russiske politibetjente og selve flugten… Selv to årtier efter hans ankomst til Danmark, kender kun de færreste mennesker til hans fortid. Men nu er han omsider klar til at fortælle sin livshistorie.
Flugt er en dansk dokumentarfilm fra 2021, der allerede har gået sin sejrsgang verden over og har været nomineret til tre Oscars i år.
Amins tidlige barndom
Amin, nu 36, fortæller skaberen af filmen (en dansk tidligere klassekammerat) om sin tidlige barndom i 1980’ernes Kabul i Afghanistan, som han senere flygtede fra. Gennem fem år levede han med sin familie i usikkerhed som flygtning i Rusland, før han efter flere forsøg lykkedes med at flygte til Danmark helt alene.
En spændende fusion af stemningsfuld 2D-animation og gamle arkivoptagelser lader historien tale for ikke kun Amins egen flygtningeoplevelse, samtidig med at den husker seeren på, at det er virkelige begivenheder, vi overværer.
Der er selvfølgelig åbenlyse besværligheder ved at genskabe og “sammenklippe” optagelser fra Amins barndom, der ikke findes. Men at han heller ikke bliver filmet i nutiden og kun fremstår som animeret gengivelse og dermed bevarer anonymitet, gjorde mig opmærksom på det mest uhyggelige i hele filmen: at Amins historie ikke er unik.
Det er realiteten for utroligt mange af verdens flygtninge, der må bruge menneskesmuglere, bestikkelse og en utrolig mængde tid, styrke og held, for blot måske at kunne bo i fred uden frygt for livet og måske blive slået tilbage til start.
Indre sorg
Amins ærlige stemme fortæller med en dyb, indre sorg om de følelser og hemmeligheder, han har måttet holde skjult i lang tid. At være homoseksuel, for eksempel, i et land der ikke engang har et ord for det. Men også løgne om hans familie, som har gjort det svært for ham at skabe nære forbindelser til andre mennesker i sit voksenliv. Selv sin forlovede, Kasper, har han svært ved at tale om følelser med. Amin står til at flytte til USA om et par måneder samtidig med, at parret kigger på huse, og han må indrømme, at han ikke ved, hvordan Kasper egentlig har det med situationen.
Selvom jeg nok aldrig vil opleve noget, der på nogen måde minder om Amins historie, lykkes filmen med at bryde glasset mellem manden på skærmen og seeren, så alle følelser vælter ud over fjernsynets ramme og stuegulvet, og jeg sidder åndeløs og stum tilbage i sofaen.
Døv politiker
Filmen og Amins brutale historie giver et perspektiv på, hvad det egentlig kan have af konsekvenser for ægte menneskeliv, hver gang den danske regering ikke lige kan overskue nogle flygtninge, som de så sender ”hjem”.
Af danskere at være, som skulle gå så forfærdeligt meget op i hygge, tryghed og samvær, burde man ellers have en anden forståelse for ordet ”hjem”. Når en dansk politiker sidder med en bog og læser ordet ”hjem”, forbinder de det næppe med krigshærgede lande, ødelagte byer, dræbte familiemedlemmer, frygt og fattigdom. Vel?
