Hvem støtter Israels krig? Det gør dansk våbenindustri

Sådan lyder et af de mange slogans, når solidaritetsbevægelsen med Palæstina går på gaden. Der tænkes helt konkret på Terma, som  producerer dele til et af de mest avancerede kampfly, F35, som Israel benytter i den indtil nu ti måneder lange massakre på Gaza og dens befolkning.

Blokade mod Terma i mandag d. 11.03.24 i Århus. Foto: Blokade mod Terma i mandag d. 11.03.24 i Århus. Foto. Blokade mod Terma i mandag d. 11.03.24 i Århus. Foto. Léonard Holzer

Aktivister har demonstreret og blokeret Termas fabrik og lager i Lystrup og Søborg flere gange med krav om stop for våbensalg til Israel. 

Studerende både på Aarhus og Syddansk Universitet har været opmærksomme på, at universiteterne enten har samarbejdet eller stadig samarbejder med Terma, og de kræver, at dette samarbejde ophører.

Information og DanWatch har afsløret, at Danmark har slækket på kontrollen med Termas våbeneksport, og dermed er på kant med både FN’s våbenhandelstraktat og EU’s Fælles Regler for våbeneksport. Reglerne forpligter Danmark til at sikre, at eksport af våben og militært udstyr fra danske virksomheder ikke bidrager til krigsforbrydelser. Er der en klar risiko, skal eksporten stoppe.

Vi må kræve, at vores skattekroner og pensionsindbetalinger anvendes til gavn for de mange. Som arbejdere må vi kollektivt stille krav om at producere det, som opfylder menneskers behov

Citat: Lene Junker

Da dette ikke er sket, har Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International og Oxfam Ibis som konsekvens heraf anlagt sag mod den danske stat.

Dansk Metal hylder Terma

Når der er arbejdspladser og gode penge at tjene, stilles der ikke spørgsmålstegn ved, hvad der produceres. Den holdning gennemsyrer store dele af fagbevægelsen, særligt Dansk Metal, som i marts 2024 dedikerede hele 6 sider i deres medlemsblad til at hylde Terma, medarbejdernes gode løn og arbejdsforhold og deres bidrag til dansk sikkerhedspolitik. Dansk Metal understreger samtidig, at forsvarsforliget fra 2023, der øger forsvarets budgetter med 18 milliarder de næste 10 år, varsler gyldne tider for forsvarsindustrien. 

ATP investerer i Terma og indtræder i Termas bestyrelse

Ingen tvivl om at ATP også gerne vil have del i de mange skattekroner, som er på vej til forsvarsindustrien. I 2023 indgik Terma en 30-årig rammeaftale med forsvarsministeriet. Trods de fine etiske målsætninger meddelte ATP i juni 2024, at de vil investere et milliardbeløb i Terma og indtræde i Termas bestyrelse.

ATP, Arbejdsmarkedets Tillægs Pension, er en kollektiv pensionsordning, som stort set alle lønmodtagere i Danmark automatisk har indbetalt til siden 1964, da den blev gennemført ved lov. I dag er ATP et af Europas største pensionsselskaber med 5,6 mio. medlemmer og en pensionsformue på 712 mia. kroner. 

Invester og producer for de mange

Det er altså ikke blot vores skattekroner, som bruges på oprustning. Det er nu også vores pensionsopsparing. Vi har ingen indflydelse på ATP.  Det har Finanstilsynet og Beskæftigelsesministeriet. Så igen står vi overfor en regering og et flertal i Folketinget, som vægter oprustning og skattelettelser til de rigeste frem for en fredelig fremtid med velfærd og klimaløsninger.

Vi må kræve, at vores skattekroner og pensionsindbetalinger anvendes til gavn for de mange. Som arbejdere må vi kollektivt stille krav om at producere det, som opfylder menneskers behov.