Hvis det kapitalistiske system – med alle dets mange måder at holde sig ved magten – skal udfordres, er det på arbejdspladserne dettes overherredømme skal udfordres. Som den polske revolutionære Rosa Luxemburg så malende beskrev det: ”Der hvor kapitalismens lænker er smedet, der skal lænkerne knækkes.” Derfor – hvis man kan styrke basisorganiseringen, på arbejdspladserne og uddannelsesstederne, så er den kim som fører til oprør og revolution, grundlagt.
Men hvordan gør man det alene, på en arbejdsplads eller et uddannelsessted? At stille sig op på en ølkasse i frokostpausen er næppe det første skridt. Opgaven består i, først og fremmest, at tage initiativer blandt sine arbejdskollegaer og studiekammerater, initiativer der øger selvtilliden til deres kollektive evner. Uanset hvor lille en sag det måtte dreje sig om, er det vigtigt at fællesskabet vinder. Og at man bliver set som den, som foreslår, hvordan man i fællesskab kan ændre tingene. Om det så er ”farven på toiletpapiret”!
En god solidarisk kollega
At vinde sine kollegers tillid er udgangspunktet for at kunne tale med dem, som vil noget. For at kunne snakke om at “gøre noget” ved de ting, som folk er optaget af, dér hvor de er. Derfor er det ikke nok at råbe højt, man skal også være kendt som en god kollega i øvrigt. Og som en som lytter til andres problemer. Det er denne kombination af ”god kollega” og en der ”råber op”, som gør at andre henvender sig til en og vil lytte til ens synspunkter når det drejer sig om at forandre ting både indenfor, men også udenfor arbejdspladsen.
Fra at slås om ”farven på toiletpapiret” til bredere klassesolidaritet er der ikke så stort et spring. For eksempel at rejse spørgsmålet om solidariteten med andre som er i konflikt, gennem pengeindsamlinger på arbejdspladsen/uddannelsesstedet til aktuelle kampe, invitere strejkende arbejdere til at besøge ens arbejdsplads/uddannelsessted. Det er at bryde med osteklokke-udsynet og følelsen af isolation og opgivenhed, ud fra parolen “Deres kamp er vores kamp”. Og, ikke mindst, at problemerne er fælles på tværs, og ikke denne ene dumme kommune, eller denne ene dumme arbejdsleder.
Fra at slås om ”farven på toiletpapiret” til bredere klassesolidaritet er der ikke så stort et spring
Citat: Charlie Lywood
En anden måde er, at når man er i dialog med de mest bevidste kolleger, at foreslå, at man går sammen til en demonstration om klima, velfærd eller anti-racisme. Måske lægge nogle flyers om eventet i kantinen eller frokostbordet og spørge om der er nogen som vil med. Det er også en måde at ”teste”, hvad der også kunne være et aktuelt emne for en styrket faglig indsats. Find selv på eksemplerne.
Generalisering kommer af organisering
Grundlæggende er vejen til oprør og en ændret politisk bevidsthed først og fremmest et spørgsmål om en erkendelse af, at forandring kommer kun, når man står sammen, der hvor man er. Det er essensen i socialismen fra neden. Så solidariteten med andre eller imod racisme/sexisme skal kombineres med, hvordan man selv kan styrke kollektiviteten og solidariteten der, hvor man er til daglig. Det er en forudsætning for at kunne generalisere til andres problemer og modvirke fagchauvinisme.
Selvsagt handler det om at åbne munden, når disse emner er på spil, men det handler også om organisering. Det ser forskelligt ud alt efter, hvor man arbejder eller studerer, men der er nogle fælles træk. Der hvor arbejdere eller studerende har organiseret sig lokalt i en faglig klub eller studenterorganisation på et fag, er chancen for at kunne handle solidarisk sammen i konfliktsituationer større. Her kan man i fællesskab rejse krav til ledelsen eller vedtage en udtalelse.
Der hvor arbejdere eller studerende har organiseret sig lokalt i en faglig klub eller studenterorganisation på et fag, er chancen for at kunne handle solidarisk sammen i konfliktsituationer større
Citat: Charlie Lywood
Lokale faglige organiseringer er den skole, hvor folk lærer at kæmpe sammen. Det er grundstenene i arbejderklassens aktuelle styrke. Derfor er det en vigtig opgave at få en kontinuerlig faglig diskussion op at stå på ens arbejdsplads. Et fyraftensmøde (eller i frokostpausen) en gang imellem gør underværker.
Socialistisk tillidsvalgt
Men der er også brug for flere socialistiske tillidsfolk! Revolutionære socialister afsværger ikke indflydelse, men det skal bruges til at styrke sammenholdet på basis af, hvor man er og ikke til at mele ens egen kage. Den afgørende faktor for, at en socialist lader sig vælge til tillidsposter, er først og fremmest spørgsmålet, om det øger muligheden for aktiv kamp fra neden på arbejdspladsen, på uddannelsesstederne, blandt medlemmerne – på et åbent aktivt grundlag.
Revolutionære socialister er først og fremmest revolutionære socialister. Styrken af vores indflydelse i en kommende revolutionær situation er afgørende. Kan vi matche reformistiske ideer i arbejderklassen ”when the shit hits the fan”? Evnen til at blive forankret på alle arbejdspladser og uddannelsessteder er afgørende for dette projekt. Derfor kan man ikke adskille dagens indsats for at være centrum for oprøret og modstanden i dagligdagen fra opgaven på længere sigt.
