Billede tekst: Kina præsident Xi Jinping. Foto: Pete Souza.
Fra diplomatiske boykotter og udvisninger af journalister, til racistisk retorik ovenpå COVID-19 pandemien, handelstariffer, ballonkrige, og militære provokationer af Taiwan. Konflikten mellem Kina og USA har stort set omfattet alt undtaget regulær militær konflikt.
Den er også en faktor i de globale reaktioner på Ukrainekrigen, og truer med at umuliggøre håndtering af klimakrisen.
Da Kina styres af et “Kommunistisk Parti”, og stadig associeres med Mao Zedongs kommandoøkonomi, er det forståeligt nok, at mange ser konflikten som et eksempel på en bredere “kamp mellem ideologierne”, og at nogle endda har udråbt en ny kold krig.
På trods af USA’s svækkede magt, og på trods af vestlig propaganda omkring Kina, er USA stadig Kina langt overlegen, når det kommer til økonomi, geopolitisk indflydelse, og især militær magt
Citat: Asbjørn Valhøj
Dette er dog af flere årsager en forfejlet analyse. For det første, tager det ikke højde for den asymmetri, der findes mellem de to lande. På trods af USA’s svækkede magt, og på trods af vestlig propaganda omkring Kina, er USA stadig Kina langt overlegen, når det kommer til økonomi, geopolitisk indflydelse, og især militær magt.
For det andet, har Kina langt mere tilfælles med, er mere sammenfiltret med, og har historisk haft en langt bedre relation til de vestlige magter, end man skulle tro. En bedre historisk parallel er rivaliseringen mellem Storbritannien, Frankrig og andre europæiske magter før Første Verdenskrig.
Fra Mao til Xi
Kina har siden den Kinesiske Revolution i 1949 været et meget omdiskuteret land for venstrefløjen. For nogle var den et eksempel på en vellykket revolution, der formåede at skabe et levedygtigt, omend ikke perfekt, alternativ til den kapitalistiske samfundsmodel. Andre, såsom marxisten Nigel Harris, har analyseret Maos Kina som et statskapitalistisk samfund i stil med dets allierede og senere rival Sovjetunionen. Altså et samfund, der ligesom de markedskapitalistiske stater, udbytter arbejderklassen, bare gennem statslig kontrol over nationaliserede produktionsmidler frem for privat ejendom.
Uanset ens holdning står det klart for alle seriøse iagttagere, at landet efter Maos død påbegyndte omfattende og gennemgribende forandringer, som betød økonomisk liberalisering, privatisering, samt integration med resten af den kapitalistiske verdensøkonomi. Et vigtigt skridt var Kinas medlemskab af WTO (World Trade Organisation) i 2001. Det blev hyldet i Vesten, fordi det ville give dem adgang til de store mængder billig arbejdskraft i Kina.
De tætte bånd, der eksisterer mellem kinesiske virksomheder, stat, og parti, hvis topfolk ofte skifter fra den ene til den anden, var en stabiliserende faktor, som gjorde virksomhederne eftertragtede for vestlige investorer. Fra kinesiske kapitalisters side var integrationen i det globale økonomiske system særligt en fordel, fordi det gav dem adgang til den teknologi, som Vesten på det tidspunkt forrest med, samt nem adgang til vestlig kapital.
Efter Maos død påbegyndte (Kina) omfattende og gennemgribende forandringer, som betød økonomisk liberalisering, privatisering, samt integration med resten af den kapitalistiske verdensøkonomi
Citat: Asbjørn Valhøj
Resultaterne af denne liberalisering ses let. Kinas eksport steg fra 10 milliarder dollars i 1978 til 1.430 milliarder i 2008, og i dag stammer omkring 60% af landets BNP og 90% af dets eksport – fra privat kapital. Der er flere kinesiske virksomheder på Fortune’s Global 500-liste end amerikanske, og kapitalisterne er stærkt repræsenteret i Kinas Kommunistiske Parti, som formelt tillod dem medlemskab i 2002.
Det betyder dog ikke, at de helt styrer partiet, og dermed staten. Marxisten Adrian Budd beskriver, hvordan Xi Jinpings regering har været præget af et forsøg fra statens side på at inddæmme private kapitalister. Dette blandt andet gennem en omfattende antikorruptions-kampagne, og i 2020 gjorde de et eksempel ud af Jack Ma og hans virksomhed Alibaba, efter dennes kritik af statens politik, ved at aflyse en planlagt børsnotering, og begynde en undersøgelse af firmaet for monopoldannelse. Alligevel er det klart, at kinesiske kapitalister nyder stor indflydelse i staten, som i stor udstrækning støtter deres interesser, både overfor arbejderklassen og konkurrenter fra andre lande.
Kinesisk imperialisme?
I takt med Kinas voksende økonomi, har landet de sidste årtier haft et stærkt voksende engagement, både diplomatisk og økonomisk, i resten af verden – særligt Latinamerika og Afrika. Deres projekter indbefatter udvinding af naturressourcer, bygning af infrastruktur, og eksport af billige forbrugsgoder. Det store “Belt and Road” er en gigantisk satsning.
Frem for at være en altruistisk forbedring af levestandarden i fattige lande, argumenterer Adrian Budd for, at Kina følger den såkaldte Washington Consensus – det vil sige, at fattige lande til gengæld for økonomisk investering og assistance pålægges en række krav, der fastsættes af nyliberale institutioner som WTO og Verdensbanken, og som sikrer kapitalistister verden over bedst mulig adgang til billige naturressourcer og arbejdskraft.
Kinas politik kan sammenlignes med neokolonialisme; et begreb der beskriver hvordan tidligere kolonimagter fastholder effektiv kontrol over tidligere kolonier gennem økonomiske institutioner og lammende gæld. Afgivelsen af kolonier efter Anden Verdenskrig betød dermed ikke et ophør af den imperialistiske verdensorden, men et skifte i den måde, den opererede på.
Imperialistisk rivalisering
Den simrende konflikt mellem Kina og USA kan ikke koges ned til en enkelt faktor, men skyldes et samspil af mange forskellige dynamikker. Joe Biden og det Demokratiske Parti har f.eks. en interesse i at fremstå ‘tough on China’ for ikke at åbne sig for opportunistiske angreb fra det Republikanske Parti. Xi Jinping og partitoppen er ikke på samme måde udsat for vælgernes pres, men har en klar interesse i at affeje kritik af deres krænkelser af menneskerettighederne – undertrykkelsen af nationale mindretal som uighurer og tibetanere, og nedkæmpelsen af Hongkongs demokratibevægelse – ved at pege på vestlige kritikeres historiske dobbeltmoral.
Mere generelt har den herskende klasse i både USA og Kina, ligesom i alle andre lande, en interesse i at splitte arbejderklassen ved at opstille modparten som en anden, en ydre og truende fjende, som “vores” stat må stå op imod, og garantere “vores” interesser.
Ikke desto mindre er de to staters kapitalistiske og imperialistiske karakter en vigtig drivkraft for konflikter om teknologi og handels, men i værste tilfælde også militær konflikt.
Det skyldes, ifølge den imperialismeteori, som Lenin lagde grunden til, at rivaliseringen mellem imperialistiske magter drives af samme kræfter som rivaliseringen mellem kapitalistiske virksomheder, navnlig nødvendigheden af kapitalakkumulation. For kapitalister, og de stater som repræsenterer dem, er adgang til ressourcer og arbejdskraft et nulsumsspil. De stater, som har nok styrke til at gennemtrumfe deres magt over andre, vil gøre det og skabe konflikten.
Det betyder ikke, at der ikke er kræfter, der trækker i den modsatte retning. Den dybe gensidige afhængighed mellem kapitalistiske økonomier skaber en så høj grad af gensidig afhængighed, der gør, at mange kapitalister vil tøve med at optrappe konflikten af frygt for, at det resulterer i økonomiske kaos og isolationisme, som vil skade dem selv.
Trumps økonomiske politik over for Kina er et eksempel på, at den slags økonomisk krigsførelse er et tveægget sværd. Men som Budd argumenterer for, er det vigtigt ikke at overvurdere denne afdæmpende effekt. Presset for kapitalistisk akkumulation vil garantere, at den overordnede tendens vil være mod mere rivalisering, uanset hvilken form dette vil tage.
Den kinesiske arbejderklasse
Hvor efterlader det så os? Her er det vigtigt at holde fast i den marxistiske forståelse af arbejderklassen som den politiske aktør, der kan skabe forandring. Kinas arbejdere er ikke en homogen masse, der passivt støtter op omkring det kinesiske styre. Tværtimod har der altid været organiseret modstand mod styret, både for liberale frihedsrettigheder, men også for arbejderrettigheder, såsom bedre løn, bedre arbejdsvilkår, og retten til at strejke.
Kinas arbejdere er ikke en homogen masse, der passivt støtter op omkring det kinesiske styre. Tværtimod har der altid været organiseret modstand mod styret
Citat: Asbjørn Valhøj
Tiananmen-massakren i 1989 og Jasichændelsen i 2011 er de mest berømte eksempler, men langt det meste falder under radaren. Organisationen China Labour Bulletin rapporterede i de første 5 måneder af 2023 om 144 strejker i kinesiske fabrikker. De strejker er for sporadiske, isolerede, og svage til for alvor at udfordre regimet, endsige vælte det i en revolution. Ikke desto mindre indeholder de kimen til at gøre det.
Med andre ord: Den kinesiske arbejderklasse er som arbejderklassen i alle andre lande, og det kinesiske styre er som alle andre kapitalistiske styrer. Første skridt mod en global socialistisk bevægelse er at anerkende dette.
