Der er dem, der mener, at det var spil for galleriet. Men om det var ægte undren eller ej, ændrer ikke på, at det var udtryk for EL’s følgagtighed overfor Socialdemokratiet (SD). En følgagtighed, der under Mette Frederiksens regeringstid har fået EL til at fremstå som mere eller mindre tandløs.
Og alligevel er det Els bud på fremtiden, at det skal fortsætte som før – for den ”røde” side har jo flertal! Bortset fra det tåbelige i at se Radikale som venstrefløj, så er det uden forståelse for, hvad SD er for et parti. Hvad det betyder, at det er reformistisk.
Reformismen er en bestemt politik
At kalde nogen på venstrefløjen for reformistisk, har gerne været et skældsord. Det er det også, men lige så vigtigt så dækker det, vi kalder reformismen, også over en bestemt politik og tilgang til kapitalismen.
I den tradition, som denne avis bekender sig til, bruger vi udtrykket et ”borgerligt arbejderparti”. Det betyder at SD i bund og grund fører borgerlig politik, men kan være nødt til at bevæge sig mod venstre af og til, fordi det er afhængigt af arbejderklassens stemmer. Men det udløses kun, hvis arbejderklassen kæmper.
Mange har i tidens løb argumenteret for, at fagbevægelsens passivitet skyldes, at SD har sat sig på fagbevægelsen, men helt så enkelt er det ikke. Den SD’ske reformisme har nemlig sin rod i fagbureaukratiet – det lag i toppen af fagbevægelsen, der siden det blev stærkt nok til, at arbejdsgiverne blev nødt til at forhandle med dem, blev til professionelle forhandlere/mæglere mellem arbejde og kapital.
Fagbureaukratiet
Fagbureaukratiet fjernede sig fra medlemmerne, med helt anderledes (og bedre) løn- og arbejdsforhold, og endte i en position, hvor de ganske vist ønskede, at de skulle skaffe de bedst mulige forhold for medlemmerne – fagbureaukratiet er jo trods alt afhængige af medlemmernes støtte.
Det betyder at SD i bund og grund fører borgerlig politik, men kan være nødt til at bevæge sig mod venstre af og til, fordi det er afhængigt af arbejderklassens stemmer. Men det udløses kun, hvis arbejderklassen kæmper
Citat: Freddie Nielsen
Men de skal også leve op til arbejdsgivernes tillid ved at tøjle medlemmerne, og i sidste ende er deres position afhængig af, at de har nogen at forhandle med. Altså er deres interesse ikke at afvikle kapitalismen, men at tvinge mest muligt ud af arbejdsgiverne under de givne forhold. Deres mange krumspring skyldes, at de er afhængige af, at kapitalismen eksisterer, og derfor bliver kapitalismens basale interesser også deres,
Allerede på et tidligt stade udviklede der sig en arbejdsdeling i arbejderbevægelsen, mellem fagbevægelsen, der tog sig af den faglige kamp, og partiet, der tog sig af den politiske (parlamentariske) kamp. Her defineres den klassiske reformisme, der deler arbejdet mellem fagbevægelse og parti, men på den måde, at begge fløje handler på vegne af arbejderklassen, der i den SD’ske forståelse er en teaterhær og stemmekvæg, der er til ubehageligt besvær, hvis den begynder at handle på egne vegne.
Hvad enten det drejer sig om fagbureaukratiet eller partibureaukratiet er de et selvstændigt lag i arbejderklassen, der nok er afhængigt af arbejderklassen, men som har store fælles interesser med arbejdsgiverne.
Forskellige ledere – same, same
Det må selvfølgelig ikke ses fuldstændig skematisk. Det er klart at en Hardy Hansen (tidligere venstreorienterede forbundsformand), selv om han var SD’er – eller DKP-forbundsformænd – lå mere eller mindre til venstre for de fleste andre fagbureaukrater. Hardy Hansen var forbundsformand for 3F’s forgænger, SiD. Men når vi skal over 30 år tilbage i tiden for at pege på den slags, så skyldes det, at det først er med virkelig aktivitet i arbejderklassen, at der vælges mere venstreorienterede ledere. Men ligegyldig hvor ærlige venstreorienterede de er, så vælger de i sidste ende altid at stå sammen med de andre fagbureaukrater.
Det samme gælder for den politiske del af reformismen. Ledere som Anker Jørgensen og Svend Auken var af en anden kaliber end Nyrup Rasmussen og Helle Thorning. Men det holder kun til lige før elastikken springer.
I 2. halvdel af 70’erne var krisen voldsom, og kapitalismen havde brug for ”reformer” og indgreb, der kunne sikre dens profit. I 1979 gik Anker Jørgensen derfor i regering med Venstre, men på grund af stor modstand i arbejderklassen, og helt op i fagbureaukratiet, holdt SV regeringen kun i godt et år. Men i 1982 gik Anker Jørgensen af som statsminister, og overlod tøjlerne til en borgerlig regering, uden at udskrive valg.
Kapitalismens overlevelse – først og sidst
Det var en handling der blev foretaget, fordi SD (og Anker Jørgensen) gerne ville gøre, som kapitalismen krævede, men de kunne ikke selv få bukserne til at holde, når de skulle skræve så langt, som det blev anset for nødvendigt.
Omvendt kan SD også gå (taktisk) til venstre, hvis det er nødvendigt. I 1966 fik SF 20 mandater, en fordobling, og helt uhørt indledte SD et samarbejde med et parti til venstre for sig, men det drejede sig om at udmatte SF og så skippe dem af igen. Manøvren lykkedes, og i 1968 blev SF nærmest halveret.
Det er noget af det samme, der skete efter valget i 2019, hvor der var massiv bevægelse uden for Folketinget på klimaspørgsmålet. Men efter at have “elsket” EL halvt ihjel, kan SD nu med de nye krisetider igen hellige sig kapitalismens overlevelse.
