“DF vil have nye statsborgeres religion til at stå i lov,” sådan lyder overskriften på et indlæg, der popper op på min Facebook startside.
Jeg sukker tungt.
Hvor er vores dejlige land på vej hen og i hvis hænder, spørger jeg mig selv? Hvilken tidsalder befinder vi os i? Det her er slet, slet ikke det mangfoldige Danmark, jeg er født og opvokset.
Igennem de seneste år har jeg lagt øre til det ene forslag efter det andet rettet mod danske muslimer fra højreorienterede ekstreme partier. Vi bliver dag ud og dag ind beskyldt for det ene og for andet.
At vi ikke VIL Danmark. At vores plan er at overtage Danmark. At vi kun bringer det danske samfund ondskab. Beskyldninger om, at vi voldtager i Islam. Jeg kunne blive ved – listen er desværre lang.
Tonerne er og har altid været hård og respektløs, og det er derfor heller ikke overraskende at læse på nettet at flere politikere fra Dansk Folkeparti er tidligere lovovertrædere af paragraf §266. Den såkaldte racismeparagraf, som Nye Borgerlige magtfuldt kæmper for at afskaffe, da de mener den står i vejen for de danske værdier.
Hjertet er kun et organ. Der er ikke noget at sige til, at jeg simpelthen er så træt så af at høre på højrefløjen. Politikerne beder os om ikke at trække offerkortet, samtidig med at det er os, der er skydeskiven. Hvor længe skal jeg i finde mig i statslige strukturel racisme? Også ovenikøbet i mit eget land. Det er da uforgribelig.
Morten Messerschmidt er forlæggeren af forslaget, hvor han mener, at mange muslimer har problemer med at leve dansk. Er der nogen, der skal undervise mig i at leve dansk, er det i hvert fald ikke højrefløjspartier, som dårlig nok ikke ved, hvordan man skal opføre sig, snakke og reagere med sine medmennesker. Allerede der har de skudt sig selv i foden og dumpet deres egen værdi, så de skulle nødig tale.
De ejer ikke Danmark. De er ikke ‘danskhedspatruljen’, der har en facitliste over, hvornår man er dansk og ikke er. Det er OGSÅ mit land, og Amina og Muhammeds land.
Jeg vil bekæmpe højrefløjens ekstremisme på en civiliseret og menneskelige måde, for et Danmark, hvor der er plads til alle der ønsker og vil det, er det første skridt i at leve dansk for mig.
