Biden administrationen har stort set fulgt Trumps og Obamas udenrigspolitiske strategi: Tilbagetrækning fra de fejlslagne krige af Irak og Afghanistan og nedtoning sit engagement i Mellemøsten for at samle kræfterne om en militær inddæmning af Kina. USA har længe forsøgt at få de europæiske NATO-lande til at give et større bidrag til NATO.
Danmark som altid med på et militaristisk eventyr
Selvom der forhandles og selvom USA ikke går efter en væbnet konflikt over Ukraine, så har Biden optrappet krigsretorikken. Danmark har som altid reageret hurtigt og positivt. Der er sendt militær assistance til de baltiske lande og placeret F16 fly på Bornholm, helt i tråd med den militaristiske udenrigspolitik fra 2001 og “krigen mod terror” Men at forsvare nationen mod russerne og mulig krig i Europa, er et strategisk skift, som måske har været på vej et stykke tid og skal forhandles i et kommende forsvarsforlig. Så fra borgerligt hold lyder der allerede nu krav om flere penge til militæret.
Midt under den spændte situation omkring Ukraine, afslører regeringen så, at den i over et år har forhandlet med USA om øget militært samarbejde med USA. Altså en aftale om at amerikanske tropper og materiel skal stationeres i Danmark og dermed Grønland.
USA har ikke råd til at fastholde større militære styrker i Europa, men ønsker hellere ikke at give plads til at EU opbygger sin egen militære kapacitet. Selvom USA og EU er tætte allierede i NATO, så udspiller der sig samtidig en imperialistisk konkurrence og konflikt mellem USA og EU om tariffer og markeder. Derfor går USA efter at lave særskilte aftaler med de enkelte EU-lande og dermed forhindre en egentlig EU-hær. Således bruger USA sin militære overmagt til at stå stærkere økonomisk over for EU.
Rusland er også en imperialistisk magt.
Krigsretorikken skal forstås inden for denne ramme af imperialistisk rivalisering. Rusland er ikke en reel trussel for USA, ej heller for Europa med undtagelse af Ukraine. Ruslands oprustning ved Ukraines grænser skal ses som et forsøg på at give Putin opbakning hjemme i Rusland som den ”stærke mand”, som forsvarer ”fortrængte og undertrykte” russere i Ukraine. Det er samtidig et forsøg på at sætte grænser for en ekspansion af vestlige imperialisme i form af NATO helt op til deres egen grænse.
Putins sabelraslen tjener dette formål. Og selv en mindre indtrængning i Ukraine er en meget risikabelt manøvre for ham. Dels kan de sanktioner, som vil komme være ødelæggende for den allerede meget svage russiske økonomi. Dels er det meget tvivlsomt om den russiske befolkning, som snart skal til valg, vil acceptere de dødstal som utvivlsomt vil komme. Specielt når mange russere opfatter ukrainer som deres ”broderfolk”. Ukraine er ingen walkover. De har en hær på 200.000 soldater, som er blevet forsynet af USA med rigeligt militær isenkram til at give solid modstand. Og endelige vil de 47 millioner ukrainere, som for en stor dels vedkommende ikke ønsker en invasion, modsætte sig en besættelse. En hær på 175.000 mænd kan umulige kontrollere så mange.
Hvad skal socialister mene om alt det her?
For det først skal vi ikke vælge side. Vi er modstander af NATO og ønsker hellere ikke at NATO bliver større og stærkere. Vi ønsker en nedtrapning af den imperialistiske rivalisering og dermed er nedrustning som den sikreste vej til fred. Derfor skal vi arbejde for Danmarks udtræden af NATO og modsætte os USA’s tropper på dansk jord. EU og NATOs udvidelse mod øst har skabte en situation hvor den tidligere sovjetiske interessesfære er blevet udhulet uden at give de nødvendige sikkerhedsgarantier for Rusland. Og dem, man gav, blev brudt under Clinton og Bush
Men vi skal heller ikke støtte Rusland. Rusland har sine egne imperialistiske interesser. I Syrien støtter de Assad-regimet og styrkede deres magt i Mellemøsten. I Hviderusland støttede de Lukasjenko mod hans befolkning fordi Hviderusland, ligesom Ukraine indgår i deres sikkerhedsbælte omkring Rusland. I Kasakhstan bliver russiske tropper brugte til at nedkæmpe et arbejderoprør. I Ukraine støtter de med militærrådgivere og økonomi, to selverklærede russisk venlige udbryderrepublikker for at destabilisere landet. Og Rusland annekterede Krim.
Nogen Ukrainske socialister foreslår en demilitariseret zone med FN tropper som fredsbevarende. Det kunne måske løse op for den nuværende krise. Dog er FN også dominerede af de store imperialistiske magter. En varig løsning kræver bevægelser på tværs af grænserne, der står op mod deres egne magthaveres krigseventyr uden at støtte andre imperialistiske magter om end de er af forskellig størrelse.
Så det først skridt for socialister er at stoppe vores egne herskeres oprustning.
Derfor siger vi hverken Washington, Bruxelles elle Moskva, men internationale socialisme.
