Helt overordnet kommer vi til at skulle tage stilling til to af de mest almindelige tilgange til diverse kriser og problemer:
- Enten om det system, vi lever under, stort set er perfekt (eller også bare ikke til at ændre) – hvorfor det må være mennesket, der er skyld i problemerne.
- Eller om det er det system, vi lever under (kapitalismen), der er skyld i problemerne – hvorfor vi må ændre/afskaffe systemet, for at skabe ordentlige forhold for mennesket i pagt med naturen.
Befolkningsargumentet har traditionelt været et højrefløjsargument, men har desværre kastet en skygge ind over venstrefløjen via dele af klima- og miljøbevægelserne. En tidligere landssekretær for partiet De Grønne, skrev i Politiken for midt i januar 2022: “Ud over en kovending i den økonomiske politik er der brug for et mere nuanceret forhold til udlændingepolitikken. Focus må være på reelle flygtninge, og ikke på dem, der har råd til at rejse fra deres fattige landsmænd på deres hjemstavn.” (1) En graffiti som “The human race is a nasty parasite” (2) er nok heller ikke skrevet af en borgerlig nationalist.
Da Exxon Valdez i 1989 gik på grund ved Alaska (formentlig på grund af en beruset kaptajn) og lækkede op mod 42 mio. liter råolie, indrykkede Greenpeace store annoncer med et billede af kaptajnen og teksten: “It wasn’t his driving that caused the Alaskan oil spill. It was yours” (3) Man ser også, at argumentet om det direkte forhold mellem befolkningstal og miljø kan være mainstream, af en overskrift på DR. I en kommentar til en undersøgelse i 2020, der peger på, at befolkningstallet kan være flere mia. under FN’s seneste prognose for år 2100, hed det nemlig: “Det kan være gode nyheder for miljøet.” (4)
Men overbefolkningsargumentet og debatten om det er langt fra blot et produkt af de seneste få årtiers klima- og miljødebat, så jeg vil lægge ud med et kort, historisk rids.
Thomas Malthus
I 1798 udgav økonomen og præsten Thomas Malthus “An essay on population”. Karl Marx var en udtalt kritiker og kaldte det “denne injurie mod den menneskelige race”, (5) men essayet har ikke desto mindre haft stor indflydelse.
Malthus argumenterede for, at befolkningen voksede geometrisk – altså 2-4-8-16 osv., mens fødevareproduktionen kun kunne stige aritmetisk – altså 2-3-4-5 osv. Ud af det konkluderede han dels, at sult og fattigdom altid ville eksistere og dels, at hjælp til de fattige ville være en fejl, fordi det bare ville få dem til at føde flere børn.
Friedrich Engels og andre kritiserede, at Malthus på ingen måde førte bevis for sin påstand – at det ret beset var et tilfældig valgt argument. Og går man til Darwin, så siger han, at geometrisk vækst ikke kun omhandler mennesker, men såvel dyr som planter. Nu var det så heller ikke så meget validiteten, der gjorde Malthus’ ideer populære. Det skyldtes derimod, at han, netop i efterdønningerne af den franske revolution, ”påviste”, at samfundet ikke kunne perfektioneres og især det nyttesløse ved at forsøge at opfylde de fattiges behov.
Malthus’ teorier blev en undskyldning for de elendige forhold, arbejderklassen levede under. Som Engels opsummerede: “Malthus erklærer på klart engelsk, at retten til livet er nonsens” (6), og det var ikke bare en ironisk og polemisk kommentar.
Siden 1601 havde den engelske fattiglov sikret de fattige en vis form for hjælp, men direkte affødt af Malthus’ ideer blev loven ændret i 1834, så hjælp til fattige herefter kun kunne gives i form af optagelse i (tvangs)arbejdsanstalter. Og selv om han døde i 1834, havde hans ideer også direkte indflydelse på den måde, som kolonien Irland blev styret på. Han var således medansvarlig for, at næsten ¼ af Irlands befolkning døde under kartoffelpesten i 1840’erne.
Hvis vi så laver en kort afvigelse fra tidsskemaet, så skal det også lige indskydes her, at argumenterne for at holde EU’s grænser hermetisk lukkede har en forbavsende lighed med Malthus’ argument – nemlig, at hvis vi hjælper disse dårligt stillede mennesker, så animerer vi bare flere til at følge trop.
Befolkningsteorierne udviklede sig sidenhen til at ligge mere eller mindre bag eugenik (raceforædling) og den såkaldte ”videnskabelige racisme”, altså forskellige former for idéer om raceforbedring – ikke mindst på forcerede og tvungne måder, som f.eks. valget mellem sterilisation eller evig indespærring på diverse anstalter for de såkaldt “åndssvage” i Danmark og andre lande. Man må dog sige, at nazismens barbari begrænsede den åbne brug af disse teorier efter 1945. Alligevel blev der udført tvangssterilisation i Danmark frem til 1967.
”U-landene” kan blive farlige
Men overbefolkningsteorierne forsvandt ikke af den grund ‒ de fik bare nyt indhold. Under den kolde krig blev de en del af anti-kommunismen. Ud fra en frygt for, at fattigdommen i de fleste af de nu selvstændige tidligere kolonier skulle føre folk i armene på kommunismen, blev der udviklet befolkningsbegrænsende programmer for det globale syd – nogen med direkte tvang, andre med tilbud, som man ikke kunne sige nej til – og det var selvfølgelig stadig de fattige, der skulle holde for. Og faktisk stoppede det ikke med den kolde krig. Så sent som i 1990’erne, under Fujimori-diktaturet i Peru, blev måske op mod 300.000 kvindelige medlemmer af de oprindelige befolkninger tvangssteriliseret. (7)
Og her vil det være på plads med en note om terminologien. Ian Angus og Simon Butler, der har skrevet værket “Too many people?” peger på, at det er bedre at bruge termen populationism (det kan vel kaldes populationisme på dansk) frem for malthusianisme, fordi Malthus ikke er særlig kendt i dag, og ud fra, at befolkningsargumentet på Malthus’ tid var ren højrefløj, mens det desværre i dag er blevet videre udbredt. (Angus og Butler er aktivister, økosocialister og redaktører af hvert deres miljø- og klimatidsskrift i hhv. Canada og Australien.)
Fra slutningen af 1960’erne skiftede hovedretningen i befolkningsargumentet igen. Mod slutningen af 1960’erne kom der et stort fokus på natur og bæredygtighed og ikke mindst forurening, naturødelæggelse og senere hele klimaspørgsmålet. Med den udvikling blev befolkningsargumentet nu mindre et spørgsmål om, at de fattige ville komme til sulte, fordi der ikke kunne produceres nok mad. Det var ellers et argument, der var blevet fremsat igen og igen i de forudgående mere end 150 år ‒ en période, hvor Jordens befolkning var vokset fra knap 1 mia. i år 1800 til 3,7 mia. i 1970, og hvor fødevareproduktionen stadig havde vist sig at følge fint med.
Det nye indhold var nu, at det ikke var mangel på mad der var problemet – nu var det derimod menneskets ødelæggende indflydelse på naturen, der måtte gøres noget ved. En ødelæggelse, der blev fremlagt som proportional med befolkningens størrelse og mere eller mindre bevist i påstanden selv.
Det startede med professor i biologi ved Stanford Univerity, Paul Ehrlich’ bog The Population Bomb fra 1968, der, ligesom Romklubbens bog Grænser for vækst fra 1972, pludselig fik en enorm indflydelse. Men selvom argumentet skiftede, fortsatte kampen som før, med at være imod det, at de fattige fødte børn og imod immigration. Ganske vist erkendte Donella Meadows fra Romklubben senere, at der var problemer med deres tilgang, (8) men Ehrlich holder fast. I 2015 sagde han til avisen New York Times, at det at lade kvinder få så mange børn, som de har lyst til, er det samme som at tillade alle og enhver at smide lige så meget affald i naboens baghave, som de vil. (9) Som forfatter Betsy Hartmann formulerer det: “Overbefolkning er en usædvanlig stædig trosartikel. Den holder ud ligegyldigt hvordan den demografiske virkelighed ændrer sig.” (10)
Det absolut nyeste skud på stammen, når det kommer til, hvad ideen om overbefolkning kan bruges til, har vi set efter 9/11. Teorien siger nu, at alt for mange unge mænd i en befolkning skaber vrede unge mænd, der er nemme rekrutter for terrorister.
Er det mennesket, der er problemet?
Fremme ved vor tid følger det helt store spørgsmål: Er det virkelig rigtigt, at den såkaldte befolkningseksplosion er skyld i verdens natur- og klimaproblemer. Er der virkelig her, vi skal lægge vores indsats?
Til forhåbentlig de fleste socialisters beroligelse, vil jeg lægge ud med at hævde, at sådan er det ikke – og heldigvis for det. Klima- og miljøproblemerne kræver indsats her og nu, men selv med et fuldstændig stop for børnefødsler fra i dag, vil der ikke være den store effekt før om en generation. Hvilket vil sige, at hvis det er befolkningsbegrænsning, der er svaret på kriserne, så kræver det metoder, som jeg slet ikke har lyst til at tale om, eller bare tænke på.
Befolkningsudvikling er som en supertanker – det tager sin tid at vende den. Og også derfor vil et for stort fokus på befolkningstal få samme effekt som regeringens teknologifiksering – nemlig en afledning fra den sociale og politiske kamp, der er nødvendig her og nu. Måske bare med den forskel, at regeringen sandsynligvis er bevidst om, at den afleder og forhaler
Begrebsforvirring
Indledningsvis er der et par centrale ting/begreber fra statistikken, vi skal have med for at gå op imod en del af de gængse argumenter for, at det er menneskenes antal, der er skyld i kriserne. Dels spørgsmålet om sammenfald og årsag, og dels per capita-begrebet.
Mange argumenter er skabt ved at gøre sammenfald til årsag. Angus og Butler har lånt et fint eksempel på problemet ved ikke at skille tingene ad af miljøsociologen Alan Schnaiberg. Mellem 1960 og 1970 voksede USA’s befolkning med 23,8 Mio, og samtidig voksede bestanden af privatbiler med 21,8 mio. Mange populationister uddrog heraf, at befolknings- og privatbilisme-tilvækst følger hinanden.
Men det helt store flertal i befolkningstilvæksten var jo altså børn, og de hverken køber eller kører bil, så hvis den primære grund skulle være befolkningstilvækst, så ville det være nødvendigt at gå tilbage og se på dem, der var født før 1954. Der kunne jo også være kommet flere husstande til, men en undersøgelse viste, at det heller ikke var tilfældet. Derimod var der en stigning i antallet af husstande med flere biler, der stort set modsvarede faldet i antallet af husstande med kun én bil.
Det mest nærliggende svar var, at mange flere kvinder var kommet ud på arbejdsmarkedet i perioden. Og således var den mest oplagte synder i forhold til miljøet, ikke så meget befolkningstilvækst som elendig offentlig transport. (11)
Forvekslingen af sammenfald og årsag bliver også nemt til et trosspørgsmål, hvor man uden brug af alt for mange tal kan fremlægge sin påstand. Det gik Barry Commoner, professor i biologi fra St. Louis og en af de tidligste og største kritikere af Paul Ehrlich’s ideer, efter at denne havde ført befolkningsspørgsmålet ind i miljødebatten i 1968, op imod. I 1970 påviste Commoner, at USA’s befolkning siden 2. verdenskrig var vokset med 42 %, og mens levestandarden kun var steget ubetydeligt i perioden, så var forureningen på de fleste områder steget mellem 200 og 2.000% (12)
Per capita-argumenter er lige så problematiske. Et gennemsnit eksisterer nu engang kun, fordi mere eller mindre ulige størrelser klumpes sammen. Og hvis komponenterne i gennemsnittet holdes skjult, kan det ofte være til mere skade end gavn. Disse argumenter fører også ofte til cirkelslutninger: Forureningsmængden delt med befolkningstal er lig med forurening per capita. Hvilket så fører til at, forurening per capita ganget med folketal er lig total forurening. Dette fører så til denne forvrøvlede følgeslutning – at en halvering af befolkningen vil føre til halvering af forureningen.
CO2-udledning er ikke ensartet
En forsker fra the International Institute for Environment and Development så nærmere på forholdet mellem befolkningstilvækst og CO2-udledning fordelt på forskellige dele af verden for perioden 1980-2005.
Overordnet fandt han, at lavindkomstlande stod for 52,1% af befolkningstilvæksten, men kun 12,8% af CO2-væksten. For højindkomstlande var de tilsvarende tal 7 og 29%. Yderligere opdelt, nåede han frem til, at Afrika syd for Sahara havde 18,5% af befolkningstilvæksten, men kun 2,4% af CO2-væksten. Tilsvarende tal for USA var 3,4% befolkningstilvækst og 12,6% CO2-vækst, og for Kina 15,3 % befolkningstilvækst med 44,5% CO2-vækst. (13)
Her træder ulighederne jo tydeligt frem. Og det er nu engang sådan, at de industrialiserede lande, der rummer 20% af verdens befolkning, er ansvarlige for 80% af den CO2, der er ophobet i atmosfæren. Men i virkeligheden er det endnu værre; noget holdes skjul,t hvis man kun bruger per capita-argumenter. Selv når vi deler verden på på forskellige områder, ser på forholdet mellem fattige og rige lande og regioner og ser, at resultatet er ret forskelligt, er der stadig problemer. For inden for hvert land og hvert område er der forskelle på, hvor stort klimatryk forskellige klasser lægger – og ikke mindst på ansvaret for det. Som Marx skrev: “Befolkning er en abstraktion, hvis vi undlader at se på f.eks. klasserne, den er sammensat af.” (14)
Nogle er mere ansvarlige end andre
Er vi f.eks. alle her i Danmark lige ansvarlige for Aalborg Portlands CO2-udledning? Nej, selvfølgelig ikke. Så kan man selvfølgelig stadig sige, jamen udledning fra transport og energiforbrug er vi da alle ansvarlige for – men er det nu helt rigtigt? Det er rigtigt, at vi hver især kører bil, flyver, forbruger strøm og varme osv., men dels er forbruget og dermed udslippet ikke ens, og dels er det jo ikke muligt for os som enkeltpersoner at gøre det store ved, hvordan el og varme produceres, eller hvordan vi får udbygget den kollektive trafik f.eks.
Per capita kan altså skjule dele af virkeligheden – og så bruges til at gøre det til den enkeltes personlige ansvar at sænke CO2-udledningen. Der sker så det, at vores blik sløres, og at vi ikke opdager, at det er store virksomheder, der fører an i udslippet ‒ for ikke at tale om militæret. En undersøgelse nåede frem til, at Pentagon i 2017, hvis det havde været et land, ville være nummer 55 på listen over CO2-udledere. (15) Og i øvrigt er det amerikanske militær verdens største forbruger af olie og én af de største enkeltudledere af drivhusgasser. (16)
Vi må, over for disse vildfarelser og udenomssnak, altså stå fast på, at problemet er kapitalismens måde at producere på, hvor det eneste, der tæller, er profit. Fokus for miljø- og klimabevægelserne må entydigt føres her hen, hvis der skal opnås resultater. Hvorimod fokus på befolkningstal kun fører til angreb på fattige, flygtninge og migranter.
Hvad med fødevareproduktionen?
Men betyder det så, at der ikke er fare for fødevaremangel? Eller at fødevareproduktionen til den voksende befolkning er uproblematisk? Et entydigt ja eller nej som svar på spørgsmålet vil være forkert. Men at fokusere på befolkningstal vil stadig også her være forkert. Det er ikke mangel på fødevarer, der er skyld i, at folk sulter; det skyldes derimod, at de ikke har råd til at købe den mad, der er. Alle estimater peger på, at der er rigeligt med fødevarer. Det er også sådan, at mange fødevarer spildes eller bruges forkert.
Der er dog et meget stort men her: Landbrug og fødevareproduktion har vist sig at være en af de helt store skadevoldere over for klima og miljø. Så her må mængden af munde, der skal mættes, vel betyde noget? Ja, helt sikkert eller rettere sagt, det gør den i hvert fald nu. Men her er det vigtigere at se på, både hvordan og hvorfor der drives landbrug i dag.
Det er det kapitalistiske landbrug og produktionen for profit, der til overmål dominerer fødevareproduktionen. Måske nok allermest i vores del af verden, men desværre er det også sådan, at den form tvinger sig mere og mere ind på landbruget i det globale Syd. Noget, som i høj grad er sket gennem såkaldte strukturtilpasningsprogrammer, der via IMF og Verdensbanken har gennemtvunget åbning af det lokale marked som betaling for at få gældshjælp. Det har alene styrket den multinationale agribusiness.
Der er flere penge i burgere. Der er flere penge i at udpine jorden med monokultur. Og der er flere penge i at lave biobrændstof af fødevarer end i at mætte de sultne. Der kunne tales meget mere om det emne, men der er desværre ikke plads til det her. Interesserede i yderligere argumenter om spørgsmålet kan se min artikel om kapitalistisk landbrug på socialister.dk. (17)
Agribusiness er problemet
Det korte af det lange er, at kapitalistisk landbrug, kapitalistisk fødevareproduktion og agribusiness er ved at ødelægge Jorden, uden at vi hverken får bedre fødevarer, eller et bedre liv ud af det – ja, nærmere det modsatte. I stedet for sunde fødevarer, præsenteres vi ofte for industrielle produkter, der har mistet det meste af deres næringsværdi og i stedet er fyldt med tomme kalorier.
Men fra flere sider (ikke mindst agribusiness-interesser) påstås, at hvis vi ikke producerer flere fødevarer på den nuværende måde, så vil der opstå fødevaremangel. Heller ikke det er rigtigt, i virkeligheden er det modsat. Kapitalistisk landbrugs udbredelse verden over har været en katastrofe for landbrug og fødevareproduktion i meget af det globale Syd.
Også her er der kun plads til at konstatere, at sådan er det (se ovennævnte henvisning), og at der sagtens kan produceres bæredygtigt og stadig skaffes mad til verdens (voksende) befolkning. Et lille eksempel kan vi dog tage fat i: Cuba. Med Sovjets sammenbrud i 1991 stod Cuba pludselig uden de sædvanlige leverancer af pesticider og kunstgødning. Men i løbet af kort tid blev landets landbrug omlagt til økologi – tvunget af omstændighederne. Og efter få års problemer er Cuba i dag stort set selvforsynende med landbrugsvarer. (18)
Forbrugerismen
Men hvad med forbrugerismen da? Her må antallet af forbrugere da betyde noget? Det er ikke til at komme uden om, at indgrebet i verdens ressourcer hvert år, i mange år har været større, end hvad der kan gendannes – altså at det helt klart ikke er bæredygtigt. Det vil selvfølgelig sige. at vi forbruger mere end kloden kan bære.
Også her er problemet det der udefinerede vi, der atter en gang tager udgangspunkt i per capita-argumentet. Vi forbruger så og så meget, vi efterlader så og så meget affald. Ja – i gennemsnit. Men der er altså forskel på rigmanden, der ikke mener at kunne leve uden mindst én 20-værelses luksusvilla, adskillige dyre biler og privatfly og i de helt ekstreme tilfælde en rejse ud i rummet i ny og næ og så på den anden side alle os andre, almindelige mennesker og vores forbrug.
Et er så de superriges overforbrug, men selv det blegner sammenlignet med det, som deres industrier forbruger, misbruger og ikke mindst spilder og sviner. Dertil kommer så det enorme forbrug og spild, som det fuldstændig unyttige militær står for. Jeg har allerede nævnt, at USA’s militær er blandt verdens største enkeltudledere af CO2, men hvis vi nu dykker lidt mere ned i det, så kan det også anskueliggøres, hvor meget det egentlig betyder.
I 2008 blev der gennemført en undersøgelse og foretaget beregninger af, hvad USA’s krig i Irak fra 2003-07 havde betydet. Her fandt man bl.a., at det CO2-udslip, krigen havde stået for, svarede til 25 millioner biler. Og at USA’s udgifter til Irak-krigen, kunne have dækket de investeringer i vedvarende energi, der havde været nødvendige 2010-2030 for at bremse den globale opvarmning.(19)
Overforbrug eller overspild
Et er så alt det militære spild, som de fleste nok kan se, men der er meget mere. Af samme karat er produktionen af overflødige produkter og ikke mindst produkter med indbygget forældelse. Det kan være indbygget slitage eller som det er med f.eks. biler og elektronik, hvor der hele tiden kommer nye modeller, der måske/måske ikke er bedre end den forrige, men i hvert fald lidt forskellig fra den. Men det er ikke noget, der er til fordel for os som ganske almindelige forbrugere.
Her vil den typiske miljøpopulationist så indvende, at netop det faktum, at vi alligevel køber disse ting, viser, at vi alle sammen er uansvarlige – hvorfor antal mennesker altså betyder noget. Populationisten vil sjældent være blandt de mest kapitalismekritiske eller antikapitalistiske dele af befolkningen, og vil derfor ofte også pege på, at det er forbrugerne, der gennem deres efterspørgsel styrer markedet – virksomhederne opfylder bare forbrugernes ønsker, vil de hævde.
Men er det nu også rigtigt? Nej, det er det på ingen måde. Det er ikke forbrugeren, der indleverer sine ønsker til industrien. Det er lige omvendt. Industrierne skaber først varen, og derefter skaber de markedet – en efterspørgsel efter deres produkter.
I 2005 beregnedes de årlige marketingudgifter i USA til mere end 1 trillion $, hvilket var dobbelt så meget, som der blev brugt på uddannelse, privat såvel som offentlig, fra børnehaver til universiteter. (20) Og det er ikke penge, der spildes unødigt; hvis ikke de kom godt igen, så ville de ikke være blevet investeret.
Atter engang må vi konstatere, at problemerne først og fremmest stammer fra den måde, som systemet er skruet sammen på. Markedet og konkurrencen med deres vækst-eller-dø-logik; vækst for vækstens skyld er hverken almindelige menneskers skyld eller ansvar. Derimod er det kapitalismens produktion for profit snarere end for behov, der er synderen på alle niveauer. Fra kunstigt skabte behov og uhensigtsmæssige måder at styre samfundet på, til forurening med såvel natur som menneskeliv på samvittigheden.
Virksomheder flytter ud, ikke bare for at spare på lønningerne, men også for at omgå miljøkrav. Det er noget, som det store flertal af menneskeheden lider under, og så vil populationisterne ovenikøbet give os selv skylden for det.
Fra 1 til 11 mia. på 300 år
Men et befolkningstal, der er vokset fra knap 1. mia. i år 1800 over 3,7 mia. i 1970 til at have rundet 7 mia. i 2011 – det er da en tilvækstrate, som vi ikke kan løbe fra. Nej, det kan vi ikke, og det er der heller ingen grund til, men også her er det nødvendigt at splitte tallene op, hvis de skal give mening. Først er der selvfølgelig usikkerheden ved de tal, der opereres med, alle fremskrivninger bygger på computermodeller, begyndende med ”Grænser for vækst” i 1972, som kritikere kaldte for “Malthus med en computer”. (21) Vi kender også problemet fra Finansministeriets regnemodeller, der altid giver nyliberalistiske resultater. Der er fordi, det er med den slags modeller, som en af verdens førende klimaforskere, James Hansen, siger om emnet: “Modeller kan højst skabe svar der er konsistente med de formodninger, der lægges ind i dem.” (22)
Og alle de tal vi møder, som siger noget om befolkningsudvikling, hvad enten det er lokalt eller globalt, er baseret på computermodeller. Derfor kan de forudsigelser, som FN jævnligt fremlægger, svinge fra 8-11 mia. (fremskrivningen i 2008) mennesker på jorden i år 2100. Et stort studie fra 2020 (vist nok det seneste) når frem til, at Jordens befolkningstal vil toppe i 2064 med 9,7 mia., og derefter falde til 8,8 i år 2100. Om det så er for mange er ikke til at sige, ja faktisk er der noget, der tyder på, at det på grund af sammensætningen af verdens befolkning til den tid, kan vise sig at blive for lidt. (23)
Her er vi så ved at nærme os noget af det, der har stor betydning. Fred Pearce, en britisk undersøgende journalist, der har specialiseret sig i miljø, skriver i sin bog ”Peoplequake” fra 2010, at man af og til støder på et argument om, at halvdelen af de mennesker, der har levet på Jorden i hele menneskehedens historien, lever i dag. Det er noget vrøvl, skriver han, men hvis man derimod sagde, at halvdelen af alle de mennesker, der i historiens løb er blevet mere end 65 år gamle, lever i dag, så kunne det meget vel være sandt. (24)
Bedre sundhed = længere levetid
De seneste 60 års voldsomme befolkningstilvækst har i høj grad været båret af større sundhed, med dels lavere børnedødelighed og dels kraftig forøgelse af menneskets levetid, snarere end det har drejet sig om en voldsom vækst i børnefødsler, selvom der også har været det sine steder. Men dødeligheden er altså stadig 1:1, altså et dødsfald pr. menneske, og inden for de næste 50 år kan det vise sig, at de lave fødselsrater gennem en årrække er et problem.
Man regner med, at en fødselsrate på 2,1 barn pr. kvinde/fødedygtig er det, der skal til for at vedligeholde befolkningen. Der er dog stadig relativt høj børnedødelighed nogle steder i verden, så vedligeholdelsesraten kræver måske stadig mange steder en fødselsrate på mellem 2,3 og 2,5. Og siden 1960, hvor befolkningstilvæksten har været ganske voldsom (verdens befolkning er minimum fordoblet i den periode), er fødselsraten på verdensplan altså faldet fra lige over 5 til omkring, eller måske endda lige under 2,5. (25)
I ganske store dele af Asien, det meste af Europa og Nord- og Sydamerika, er fødselsraten i dag under vedligeholdelsesniveau. I 1980 havde 23 europæiske lande en fødselsrate, der lå over vedligeholdelsesniveau. I 2010 var ingen af disse længere over, og syv af dem havde halveret fødselsraten på de 30 år. (26) Fødselsraten i Danmark var i 2019 på 1,7. (27)
Nogle demografer forventer, at Europas befolkningstal kan være faldet med en fjerdedel i 2060, og at Japans befolkning kan være halveret på dette tidspunkt. (28) Fred Pearce fremhæver en beregning, der vedrører Italien (der har en af Europas laveste fødselsrater), hvor landets befolkningstal – hvis ikke der sker en indvandring – kunne være faldet til under 10 mio. i år. 2100, (29) (fra lige knap 60 mio. i dag).
Ulighed i såvel fødselsrater som økonomi
Men ligesom uligheden findes i så meget andet, er heller ikke fødselsraterne ligeligt fordelt ‒ den befolkningstilvækst, der stadig ventes i dette århundrede, vil i høj grad være i Afrika. Beregningerne fra 2020 forventer, at folketallet i Nigeria (Afrikas folkerigeste land) vil overstige Kinas i år 2100, og det skyldes ikke kun høj tilvækst i Nigeria, men også, at Kinas befolkning forventes halveret på dette tidspunkt. Sjovt nok er det ikke Kinas et-barns-lov fra 1980-2015, de fleste tænker på, når Kina anklages for at se stort på menneskerettighederne. Men ikke desto mindre må loven, med dens tvangssterilisationer og tvangsaborter, regnes som et af de helt store overgreb på menneskerettighederne i nyere tid. Og så vil det formentlig snart føre til problemer, da der vil være en klar overvægt af ældre borgere.
Den store “dark horse” her er så, om arbejderklassen formår at rejse sig og kaste det kapitalistiske åg af sig verden over, for meget demografisk forskning peger på, at det bedste middel mod for mange børnefødsler hverken er prævention eller sterilisation eller mere eller mindre tvungne familieplanlægningsprogrammer – men derimod almen velstand og social sikkerhed. Det stik modsatte af Malthus’ teorier. “Kort sagt, fattigdom var grunden til den høje befolkningstilvækst i det 20. århundrede, ikke et resultat af denne”. (30)
Bekæmp kapitalismen – ikke menneskene
Jeg håber, at det er lykkedes at få splittet det forsimplede befolkningsargument op og få vist, hvordan det er et røgslør over det virkelige problem – det kapitalistiske system med sin vækst- og profitdrift, der ikke tager hensyn til andet end sig selv. Det er en yderst vigtig debat, fordi argumentet om overbefolkning som verdens største problem er så sejlivet, som det er. Som Betsy Hartmann skriver: “Når man udfordrer en så kraftig på bjerget herskende opfattelse som overbefolkning, kan det fra tid til anden føles, som om man støder hovedet mod en mur. Det er derfor meget mere effektivt at lægge mange hoveder, hænder og hjerter sammen for at skabe forandring, for at nedbryde muren sten for sten.” (31)
I sidste ende handler befolkningsargumentet for dem, der virkelig styrer det, om at bevare magten i de riges hænder, og det splitter os. Derfor må vi distancere os fra det og pege på, hvad der skal til i stedet for populationisternes afledning.
Selv om det ikke er uproblematisk, at der er så mange mennesker på Jorden, så går vejen til at gøre noget ved det over at fjerne kapitalismen og udbrede lighed. Så lad os i fællesskab starte der.
(1) Anders Wamsler: Der er vældig gode grunde til at Gud ikke gav os tre hænder. I: Politiken, 7. jan. 2022.
(2) Set på Kalvebodbroen.
(3) Cit i: Ian Angus & Simon Butler: Too many people? Chicago, 2011, s. 151.
(5) Ronald L. Meek (ed.): Marx and Engels on the population bomb. Berkeley, 1971, s. 18.
(6) Ibid, s. 70.
(7) Betsy Hartmann: Reproductive rights and wrongs. The global politics of population control. 3. ed., Chicago 2016, s. 12.
(8) Se Angus/Butler, s. 213-16.
(9) Hartmann, s. 12.
(10) Ibid, s. 10.
(11) Angus/Butler, cit., s. 38-39.
(12) Ibid, s. 15.
(13) Ibid, s. 40-41.
(14) Ibid, cit s. 40.
(16) Angus/Butler, s. 175.
(17) http://socialister.dk/kapitalistisk-landbrug-produktion-for-profit/
(18) Angus/Butler, s. 78-79.
(19) Ibid, s. 174-75.
(20) Ibid, s. 155
(21) Ibid, s. 52.
(22) Ibid, s. 50
(24) Fred Pearce: Peoplequake. London, 2010. s. 4.
(25) Martin Empson & Ian Rappel: Beyond our numbers: a socialist argument about population and environment. I: International Socialism, journal 172, s. 87.
(26) Angus/Butler, s. 67. Pearce s. 117.
(28) Angus/Butler, s. 67.
(29) Pearce, s. 105.
(30) Angus/Butler, s. 17.
(31) Hartmann, op.cit, s. 9
