Billede tekst: Derna, efter vandmasserne havde skyllet igennem byen. Foto: Flikr/ Depratimento Proteczione
Stormen Daniel blev dannet i begyndelsen af denne måned og forårsagede oversvømmelser od dødsfald i Grækenland, Bulgarien og Tyrkiet. Men dens ankomst til den nordafrikanske kyst var i en anden skala, og altødelæggende for byen Derna og dens befolkning.
Stormen Daniel opstod pga. en klimatisk begivenhed kendt som en “Omega-blok”, som bliver hyppigere pga. klimaforandringer. Disse opstår, når en højtrykszone er klemt inde mellem to zoner med lavtryk. Det er forbundet med tungere og mere regn.
I Derna, der er hjemsted for 100.000 mennesker, frigav sammenbruddet af de to nærliggende dæmninger 30 millioner kubikmeter vand. Først brast dæmningen længere oppe ad floden og dennes vandmasser knuste den anden dæmning syd for byen. Bølger strømmede gennem byen i ti meters højde.
Ligesom under de tyske oversvømmelser for et par år siden, havde vandmasserne ikke andre steder at bevæge sig hen end dets oprindelige vej mod havet – og det var gennem en by med 100.000 indbyggere, bygget oven på de naturlige vandveje.
Derna – katastrofen der ventede på at ske
Lokale aktivister har i årevis råbt op om faren, uden at noget er blevet gjort. Myndighederne havde ikke vedligeholdt dæmningerne ordentligt siden 2002. Planlagt vedligeholdelse blev udskudt under oprøret og den efterfølgende borgerkrig i 2011. Men heller ikke under våbenhvilen (2020 til i dag) har der været investeret i at sikre dæmningerne.
Lokale aktivister har i årevis råbt op om faren, uden at noget er blevet gjort. Myndighederne havde ikke vedligeholdt dæmningerne ordentligt siden 2002
Citat: Charlie Lywood
Andre kritiske infrastrukturer, såsom effektiv meteorologisk service, eksisterer ikke. Vejrforholdene blev ikke overvåget, heller ikke havvandstanden, nedbøren og vindhastighederne. Så selvom små varevogne angiveligt skulle have kørt rundt på selve natten, da dæmningerne brast, og opfordret til evakuering, var det de færreste som hørte dem.
”Der var derfor ingen reel varsling i tide og ingen organiseret evakuering af familier, der boede i stormbæltet”, sagde Osama Aly, leder af Libyens ambulancetjeneste. Modsat i rige lande, hvor varslingssystemer kan redde mange menneskeliv i lignende situationer.
Libyen – en dysfunktionel stat skabt af vestlig indblanding
I 2010 og 2011 begyndte arabiske revolutioner at vælte diktatorer, og vestlige stater skyndte sig at tage så meget kontrol over begivenhederne som muligt. Også i Libyen. NATO’s militære angreb med massive bombninger, med Danmarks støtte, rev Libyen fra hinanden i 2011, da de så en mulighed for at fjerne den daværende diktator Muammar Gaddafi.
Vesten havde først dæmoniseret Gaddafi og derefter rehabiliteret ham som allieret under Irak- og Afghanistan-krigene – og for hans olie. Men imperialister skal man ikke stole på. Vesten bidrog, med deres bombninger, til at gøre det libyske oprør til en borgerkrig, og efterfølgende med støtte til forskellige militser med våben, finansiering og tropper.
Kaos og tomrum efter Gadaffi
Gaddafis fjernelse efterlod et magttomrum fyldt af stridende militser. Vestlige stater skabte en midlertidig regering, som de mente ville tjene deres interesser, uden støtte fra almindelige libyere. Men tomrummet betød, at der var rig mulighed for krigsherrer fra hele landet for at vinde områder for sig selv, da centralregeringen i Tripoli var svag og uden folkelig opbakning.
I 2014 brød fornyede kampe ud, efterfulgt af flere vestlige bombetogter mod ISIS, som havde fået en vis indflydelse efter Irakkrigen (blandt andet i Derna). To magtcentre udviklede sig. Libyen blev delt mellem en regering i øst i Benghazi og én i vest i hovedstaden Tripoli, som siden har været i konflikt med hinanden om kontrollen over Libyen.
FN, EU med Italien i spidsen og USA støttede den nationale samlingsregering i Tripoli, under ledelse af premierminister Abdul Hamid Dbeibah. Andre magter, herunder Frankrig, Egypten, Rusland, UAE og Saudi-Arabien støttede regeringen i øst, hvor Derna ligger, under ledelse af den rivaliserende premierminister Osama Hamad. Regeringen i Benghazi, som endnu ikke har afholdt et valg, bakkes op af militærkommandør Khalifa Haftar, som reelt har kontrollen, da han kontrollerer hæren i øst.
I mellemtiden er den libyske kyst blevet centrum for en blomstrende industri, der bygger på slaver, som er flygtninge, fanget i Libyen på vej til Europa, og som ikke har råd til at komme ud af fangenskabet.
EU indgår aftaler med Libyen om at bevogte sine grænser. Brutale og hensynsløse kystvagter forhindrer flygtninge i at forlade Nordafrika. Kriminelle bander spærrer flygtninge inde, som er blevet skubbet tilbage af EU, under forfærdelige forhold. Disse bruges som decideret slaver.
Våbenhvile men ingen samling
De to parter underskrev en våbenhvile i 2020. Den nationale samlingsregering blev dannet i marts 2021 for at forene de rivaliserende regeringer. Men de to regeringsledere står også begge fast på, at de vil lede Libyen alene. Bakket op af deres imperialistiske støtter, som alle vil have fingrene i Libyens olie og kontrol over denne strategiske del af Nordafrika. Status quo er bevæbnet neutralitet. En frossen konflikt.
Libyen var et af de rigeste og mest udviklede lande i Afrika i 2010, men en tredjedel af Libyens befolkning lever nu under fattigdomsgrænsen. Olie er der nok af, og dermed er der rigdom nok til at genrejse landet, men den står stille på grund af denne standoff i borgerkrigen.
Der er ikke gjort noget for at genopbygge det ødelagte land efter 2011, hverken af NATO eller Vesten. Onlinemediet Middle East Eye skrev i 2015, at eksempelvis Storbritannien havde brugt 3 milliarder kroner på at bombe Libyen og kun 150 millioner på humanitær bistand i de efterfølgende fire år.
Libyen var et af de rigeste og mest udviklede lande i Afrika i 2010, men en tredjedel af Libyens befolkning lever nu under fattigdomsgrænsen
Citat: Charlie Lywood
Og især infrastrukturen, som blandt andet vedligeholdelse af dæmningerne i Derna, har ligget stille på trods af protester fra lokalbefolkningen. Allerede i 2007, inden 2011-oprøret, var der planer om at reparere dæmninger, som var i forfald, men disse blev ikke udført. Regningen betales nu med massedød i oversvømmelseskatastrofen.
Myndighederne i Benghazi fralægger sig ansvaret
Efter 2011 har Derna været kontrolleret af regeringen i Benghazi. Reelt under General Hafters (og dennes sønners) kontrol. De har nu travlt med at fralægge sig ansvaret. Eventuel kritik fra den libyske statsanklager (et af de eneste embeder, der anerkendes af begge krigens parter) vil falde tilbage på regeringen i Benghazi.
Ifølge The Guardian har Saddam Haftars (General Hafters søn og arvtager) bestræbt sig på at få kontrol over de internationale hjælpehold, der ankommer til Derna, for at bestemme hvem, der må arbejde, og hvor. Det har bremset afgørende krisehåndtering midt i katastrofen.
Hverken lokale krigsherrer eller imperialistiske magter er svaret på de libyske tragedier – men oprør fra neden
Citat: Charlie Lywood
Saddam placerer sig som ”chefen” i Derna. Det af statsadvokaten nedsatte inspektør-team skal have fysisk adgang til ofrene og byen for at kunne levere en tilbundsgående undersøgelse. Her er de afhængige af Saddams velvilje. The Guardian citerer en ekspert; ”Langsomt orienterer tingene sig mod den konklusion, at kun embedsmænd på mellemniveau kan bebrejdes. En stor del af konklusionen er udelukket fra starten, det er ikke en åben undersøgelse.” (The Guardian, 17.09.23).
Saddam og hans hær har allerede demonstreret deres magt ved at lukke byen ned i perioder efter katastrofen. De har også bortvist lokale journalister fra byen efter, at tusinder af lokale indbyggere havde protesteret over de ansvarlige og brændt den nu afsatte borgmesters hus ned.
Det er det sidste, som giver håb midt i alt mørket. Hverken lokale krigsherrer eller imperialistiske magter er svaret på de libyske tragedier – men oprør fra neden.
