Massive protester
På de første tre søndage efter valget deltog 200.000 hviderussere i demonstrationer i Minsk og andre større byer. Siden er tallet faldet til 100.000 de efterfølgende to søndage og til kun 20.000 søndag den 20. september (ifølge den uafhængige tut.by.com). Momentum er tilsyneladende gået ud af bevægelsen. Ikke fordi Lukasjenko lige pludselig er blevet populær, men enhver massebevægelse har brug for at se resultater af aktionerne.
Lige efter valget havde bevægelsen imod Lukasjenko momentum. Først og fremmest fordi store dele af arbejderklassen reagerede med enten at nedlægge arbejdet eller arbejde ”italiensk” – altså langsomt eller ”efter regler” i protest mod den massive voldsudøvelse mod demonstranterne. En kombination af massivt pres på de strejkende fra arbejdsgivere og de statskontrollerede fagforeninger med trusler om fyringer og andre sanktioner og fængsling eller deportering af nogle af aktivisterne fik dog stoppet strejkebølgen.
Lukasjenkos undertrykkelse
Med arbejderklassens midlertidige passivitet har Lukasjenko benyttet lejligheden til at plukke lederne af den liberale/nationalistiske opposition en for en og enten smide dem i fængsel eller deportere dem til nabolandene.
I forbindelse med de massive protester over valgresultatet nedsatte oppositionen et ”Koordinationsråd”, som også inkluderede centrale strejkeledere med klar forbindelse til folk, som ønskede nye uafhængige fagforeninger. Koordinationsrådet så sig selv som et overgangsorgan for at forhandle med regimet om nyvalg og mere demokrati, blandt andet løsladelse af alle de politiske fanger. Nu er alle medlemmer af Koordinationsrådet enten i fængsel, under anklage eller deporteret.
Blandt andet er en af medlemmerne af Koordinationsrådet, Maria Kolepnikova, blevet anklaget for statskupslignende aktivitet og risikerer fem års fængsel. Hun undgik deportation ved at rive sit pas i stykker inden grænsen. Det har afstedkommet kvindedemonstrationer specifikt til fordel for hende. Mange af kvinderne er blevet udsat for hårdhændet behandling af maskerede sikkerhedsstyrker, og hundredvis er smidt i fængsel. Senest har kvinderne optrappet deres demonstrationer ved at rive maskerne af sikkerhedsfolkene.
Heltemodige demonstranter er ikke nok
Men uanset hvor heltemodige demonstranterne er, kan de intet stille op mod et regime, som er fast besluttet på at knække dem. Kun hvis arbejderklassen igen kommer massivt på banen kollektivt, er der en chance for systemforandringer.
Men det er også vigtigt at se på, hvorfor momentum i arbejderklassen fadede ud. En af grundene var, at arbejderklassens protest var vendt mod systemets vold. Da regimet bakkede på det spørgsmål, skulle der nye krav til. Arbejderklassen bakker sikkert op om nyvalg og løsladelse af de politiske fanger, men at aktive arbejdere kaster sig ud i en konfrontation med regimet kræver, at man har egne krav at slås for. Der har været små tegn på, at det sker. Blandt andet i den meget vigtige Belaruskali kaliummalm mine har strejkekomiteen fremsat krav til arbejdsgiverne om bedre arbejdsforhold.
Det er her, at nøglen til at forandre systemet i Hviderusland ligger. En selvstændig arbejderklasse, som slås både for demokratiske rettigheder, men også sociale og økonomiske krav, som kan gøre, at flertallet i arbejderklassen kan se en mening i at slås.
