Dette er et såkaldt Long Read.
Billede tekst: Charlie Chaplin i Modern Times. Repræsenterer maskinens magt over mennesket. Foto: Laura Loveday, Flikr.
Begrebet har en broget historie. Fra dets undfangelse i hans De Økonomiske og Filosofisk Manuskripter 1844 (Marx 2007), bedre kendt som Parisermanuskripterne, til dets senere brug i Marx værker, herunder særligt Grundrids (1973) og Kapitalen (1976, 1981).
Jeg abonnerer ikke på teorien om et skarpt epistemologisk brud, som nogle tænkere, for eksempel Louis Althusser (et punkt jeg vender tilbage til senere), gør. Jeg ser tværtimod en kontinuitet i teoriens udvikling. Jeg vil dog primært benytte mig af fremmedgørelses-teorien, som den er defineret i Marx’ senere skrifter Grundrids og Kapitalen.
Dette gælder både hvor fremmedgørelse nævnes eksplicit i Grundrids og Kapitalen, samt implicit f.eks. i de indledende kapitler om varer og penge (varefetichismen), samt kapitlerne om relativ/absolut merværdi og deraf arbejdsdagen, i del 1 af Kapitalen. Baggrunden er, at jeg mener at det er i Marx’ senere skrifter, at begrebet er mest udviklet og har sin største analytiske og praktiske anvendelighed.
Et historisk-specifik begreb
Jeg forstår fremmedgørelse, som et historisk-specifikt og relationelt fænomen, der refererer til de omvendte og forvrængede forhold, der konfronterer mennesker, men særligt arbejderklassen (heraf specielt kvinder og minoritets personer) i produktionsprocessen, og de sociale forhold under kapitalismen.
Med det menes der, at selvom fremmedgørelse har eksisteret gennem menneskehedens historie, så længe der eksisteret privat ejendom, varer og penge mv., har den aldrig været i den samme universelle form som i det moderne kapitalistiske samfund, grundet produktionskræfternes udvikling.
Af samme årsag er fremmedgørelse et rent negativt begreb, idet mindre- eller ikke-fremmedgjort ikke nødvendigvis er positive begreber i sig selv, men nødvendigvis sættes i historisk relation til sig selv. Jeg vil derfor forsøge at dække følgende overlappende områder her. For det første, begrebets historiske oprindelse og udvikling. For det andet, hvad begrebet dækker over og dets anvendelighed. Og for det tredje, dets nutidige og politiske relevans
Dobbelthed i Marx’s begreber
Jeg vil forsøge at holde abstraktionsniveauet og de teoretiske begreber, samt de historiske anekdoter, på et absolut minimum. Jeg vil dog advare om, at Marx’ fremmedgørelsesteori, ligesom alle andre af Marx’ begreber, indeholder en dobbelthed i form af både abstrakte og konkrete dimensioner. Hvorfor abstraktionsniveauet til tider er noget højt.
Fremmedgørelse som begreb har eksisteret længe før Marxs tid, specielt inden for religiøs tænkning, men den mest velkendte form fra den pre-marxistiske periode kendes uden tvivl fra Hegels filosofi, hvorfra Marx, ved hjælp af Feuerbach, overtager det.
Med det menes der, at selvom fremmedgørelse har eksisteret gennem menneskehedens historie, så længe der eksisteret privat ejendom, varer og penge mv., har den aldrig været i den samme universelle form som i det moderne kapitalistiske samfund, grundet produktionskræfternes udvikling
Citat: Julian Weiss Flensburg
I Åndens Fænomenologi (Hegel 1979) beskrives det som måden hvorpå ånden, eller rettere vores fælles og individuelle bevidsthed, bliver bevidst om sig selv gennem historiens udvikling. Dvs. at gennem at vi differentierer verdenen fra os, bliver mere og mere bevidst om den, men samtidig også mere og mere fremmedgjort. For Hegel er den materielle verden derfor først og fremmest et produkt af vores tænkning, og som følge heraf altid fremmedgjort for os. “Gud’s vilje” er dermed altid ukendt for os, idet vi aldrig er fuldt ud bekendt om vores eget potentiale i verdenen.
Hegel fik dog særligt af en af sine elever ved navn Ludwig Feuerbach kritik for denne idealistiske og religiøse opfattelse af fremmedgørelse; mennesker er ikke et produkt af religion, men religion er et produkt af mennesker.
Parisermanuskripterne
Det er således herfra, at Marx i 1844 første gang forsøgte at formulere sin teori om fremmedgørelse. I Parisermanuskripterne identificerer Marx fire former for fremmedgørelse, som arbejderen oplever; 1. Fremmedgørelse fra sit produkt og værdien i det, 2. Fremmedgørelse fra arbejdsprocessen, 3. Fremmedgørelse fra menneskets artsvæsen (gattungswesen) og 4. Fremmedgørelse fra andre mennesker. Manuskriptet beskriver desuden kommunisme som en syntese mellem “fuldt udviklet humanisme” og “fuldt udviklet naturalisme” og ser privat ejendom som en forhindring for dette (Marx 2007).
Netop dette manuskript er således fødselsattesten for den “humanistiske marxisme”, som voksede frem i efterkrigsperioden i 1950’erne og 1960’erne. Efter at manuskriptet havde været gemt i næsten 90 år, før sovjetiske forskere fik det samlet sammen og udgivet i 1932, hvor det efterfølgende i stigende grad blev tilgængeligt for flere kredse rundt om i verden.
I takt med at rædslerne under Stalin blev mere og mere kendt, blev det for mange i det, der kaldtes Det Nye Venstre, en ny ung Marx, og en ny marxisme som alternativ til et brutalt sovjetisk diktatur. Særligt i Frankrig var dette udgangspunktet for en kontrovers startet af den franske filosof Louis Althusser.
Brud i Marx’ tænkning?
Althusser (2006) hævdede, at der var tale om skarpt brud mellem den unge og den gamle Marx, hvor Althusser hovedsageligt benytter Den Tyske Ideologi, herunder særligt Feuerbachteserne (oprindelig fra 1845) som bevis for denne påstand. I disse skrifter kritiserer Marx, sammen med Engels, ung-hegelianernes brug af fremmedgørelse samt Feuerbach for at abstrahere menneskelig natur ud af dens historiske og sociale kontekst. Tilsyneladende et meget skarpt brud med Feuerbach, efter at Marx i Parisermanuskripterne roste ham for at have opdaget menneskets artsvæsen, og hvordan kapitalismen fremmedgør denne essens.
Men har Althusser ret? Det er tydeligt, når man læser igennem Marx’s værker fra midten af 1840’erne, at brugen af fremmedgørelse bliver mindre og mindre, og endda helt forsvinder i slutningen af 1840’erne. Man skal således langt op i 1850’erne, før Marx igen begynder at benytte begrebet i sit store manuskript Grundrids, som udgør hans første forsøg på en systematisk analyse og kritik af kapitalismen.
Selvom fremmedgørelse igen optræder flere gange i manuskriptet, er det dog forskelligt fra og meget mere veludviklet end i Parisermanuskripterne. Hvor fremmedgørelsen i Parisermanuskripterne har et klart antropologisk og subjektivt udgangspunkt i menneskets artsvæsen, er det i Grundrids et klart historisk og objektivt udgangspunkt. Derudover er det ikke længere kun kritik af privat ejendom, men specifikt kapitalistisk privat ejendom, ligesom forståelsen af den progressivt voksende fremmedgørelse, er beriget af en forståelse af økonomi og teknologi, samt hvordan disse forhold påvirker arbejdsprocessen.
Samtidig taler Marx ikke længere om menneskets fremmedgørelse fra sit “artsvæsen”, men i højere grad om en kontrast mellem kapitalismens “private individ” over for socialismens “sociale individ”, og han advarer eksplicit mod mere ensidige og romantiske former for anti-kapitalisme. Dette kommer særligt til udtryk i følgende lidt lange citat;
“Faktisk, når den begrænsede borgerlige form er strippet væk, hvad er rigdom andet end universaliteten af individuelle behov, kapaciteter, fornøjelser, produktivkræfter osv., skabt gennem universel udveksling? Den fulde udvikling af menneskets herredømme over naturkræfterne, den såkaldte natur såvel som af menneskehedens egen natur? Hans absolutte udfoldelse af kreative potentialer, uden andre forudsætninger end den tidligere historiske udvikling, hvilket gør denne helhed af udvikling, dvs. udvikling af alle menneskelige kræfter som sådan er målet i sig selv, ikke som målt på en forudbestemt målestok? Hvor han ikke reproducerer sig selv i en specificitet, men producerer sin helhed? Stræber efter ikke at forblive noget, han har været, men er det i tilblivelsens absolutte bevægelse? I borgerlig økonomi– og i den produktionsepoke, den svarer til – denne fuldstændige udarbejdning af det menneskelige indhold fremstår som en fuldstændig tømning, denne universelle objektivering som total fremmedgørelse, og nedrivningen af alle begrænsede, ensidige mål som ofring af det menneskelige mål i sig selv til en helt ydre ende. Det er derfor, antikkens barnlige verden fremstår på den ene side som højere. På den anden side er det virkelig højere i alle spørgsmål, hvor lukkede former, former og givne grænser søges. Det er tilfredsstillelse fra et begrænset synspunkt; mens det moderne giver ingen tilfredsstillelse; eller, hvor den ser ud til at være tilfreds med sig selv, er den vulgær.” (Marx 1973:488)
Kapitalens modsigelser
Samtidigt taler Marx om at “For rigtig rigdom” er;
”… alle individers udviklede produktiv kraft. Målingen af rigdom er da ikke længere, på nogen måde, arbejdstid, men snarere overskudstid. Arbejdstid som målestok for værdi angiver rigdommen som grundlagt på fattigdom og disponibel tid som eksisterende i og på grund af antitesen til overskydende arbejdstid; eller anbringelsen af en persons hele tid som arbejdskraft tid, og hans nedbrydning derfor til ren arbejder, subsumption under arbejdet.” (Ibid.:708)
I forlængelse heraf taler Marx om hvordan at; ”Kapitalen i sig selv er den bevægende modsigelse, som den presser til at reducere arbejdstiden til et minimum, mens det på den anden side angiver arbejdstiden, som eneste mål og kilde til rigdom…”(Ibid.:706), hvilket er en ganske afgørende iagttagelse, som vi senere skal se, når Marx forklarer, hvordan fremmedgørelsen tager sig ud i Kapitalen.
I Kapitalen nævnes fremmedgørelse også eksplicit flere gange i Volume 1, særligt det tidligere upublicerede kapitel – Resultaterne af Den Umiddelbare Produktionsproces, samt i Volume 3. Særligt vigtige for forståelsen af Marx fremmedgørelsesbegreb er kapitlerne i første del af Kapitalen.
Kapitalismens dobbelte funktion
I den første del forklarer Marx omkring, hvordan at vareformen i kapitalismen har en dobbeltfunktion, idet de både kan tilfredsstille et behov, men også kan byttes til andre varer, herunder menneskeligt arbejde samt penge, idet den indeholder værdi i form af arbejdstid. Desuden defineres værdi i arbejdstid som “gennemsnitligt socialt nødvendige arbejdstid” (Marx 1976:129), dvs. den tid det gennemsnitligt tager at producere en gennemsnitlig vare. Hér objektiviserer arbejderen sin værdi i produktet, som kapitalisten tager en stor bid af og giver arbejderen mindre igen.
Dette, forklarer Marx senere, kan deles op i henholdsvis “absolut”- og “relativ”- merværdi (Ibid.:643-668), hvor absolutte merværdi kommer af, at forlænge arbejdstiden, mens den relative merværdi kommer af, at forkorte den socialt nødvendige arbejdstid, gennem at øge produktiviteten, og dermed kunne producere mere i løbet af samme arbejdstid.
Netop egenskaberne af at varer kan byttes med hinanden, antager en helt bestemt funktion i kapitalismen, hvor den bliver universel og dermed bliver den dominerende sociale relation mellem mennesker. Hvorimod mennesker i det før-kapitalistiske samfund er tvunget til at interagere mere direkte med hinanden, og producenterne af brugsartikler såsom tøj, mad osv. Dette fænomen kalder Marx for varefetichisme, hvor, som han udtrykker det “… Den bestemte sociale relation mellem mennesker, antager den fantastiske form af relationer mellem ting.”(Ibid.:165)
Netop varefetichismen og vareformen er hermed nøglen til at forstå fremmedgørelsen under kapitalismen, idet at så længe en genstand eller arbejdstid forbliver en vare, er den fremmedgjort overfor dens brugsværdi, idet den kompromitterer dens evne til at producere eller overføre kapital/værdi i form af arbejdstid.
Varefetichismen
I forlængelse heraf tales om cirkulationen mellem penge og varer, hvor det bliver tydeligt hvordan penge kompletgør fetichen, idet “Penge er den absolut fremmedgjorte vare, fordi de er alle andre varer, der er afstået fra deres form, produktet af: deres universelle fremmedgørelse.”(Ibid.:205). I øvrigt et punkt Marx viderebygger i tredje del af Kapitalen i afsnittet om division af profit, når han forklarer hvordan “Kapitalen fremstår som en mystisk og selvskabende kilde til interesse, til sin egen stigning… som pengeskabene penge” (Marx 1981: 516).
Netop egenskaberne af at varer kan byttes med hinanden, antager en helt bestemt funktion i kapitalismen, hvor den bliver universel og dermed bliver den dominerende sociale relation mellem mennesker
Citat: Julian Weiss Flensburg
Hermed medvirker udvekslingsprocessen mellem varer og penge til at camouflere, eller “mystificere”, de menneskelige relationer og arbejdet bag, idet det bliver den primære interaktion mellem individer, hvorved varer og penge fremstår som objekter med deres egen vilje eller en før-givet værdi.
Derudover er der en klassedynamik forbundet til kredsløbet. Hvor bytteværdien for arbejdere er et middel til at få fat i brugsværdi, forholder det sig omvendt for kapitalisten, idet at varens brugsværdi er et middel til at akkumulere bytteværdi vis-a-vis værdi i arbejdstid i form af penge.
Hvilket Marx netop genbekræfter i det efterfølgende afsnit om transformationen af penge til kapital. Derfor, hvor arbejderen ultimativt har en interesse i at afskaffe vareformen, inklusive penge og privat ejendom, og dermed fremmedgørelsen over for sit produkt og produktionen heraf, forholder det sig stik modsat for kapitalisten, idet kapitalisten kun er kapitalist, så længe vedkommende kan leve af arbejderens fremmedgjorte merarbejde.
På denne måde bliver kapitalisten, som Marx senere forklarer, blot en “personificering af kapital” (Marx 1976:254). Dermed bliver fremmedgørelsen implicit i de efterfølgende kapitler om konstant og variabel kapital, arbejdsdagen samt kapitlet om maskineri og storindustri.
Klassemodsætninger
Hvor konstant kapital består af maskiner og udstyr som allerede indeholder værdi i form af “dødt arbejde”, som tilfører sin værdi til varen, består den variable kapital af det “levende arbejde” i form af at arbejderen tilfører og vedligeholder den konstante kapital. Som Marx beskriver det i det efterfølgende kapitel om arbejdsdagen;
“Kapitalen er død arbejdskraft, som vampyragtigt kun lever af at suge levende arbejdskraft og jo mere arbejdskraft den suger, desto mere lever den. Den tid, hvori arbejderen arbejder, er den tid, hvor kapitalisten forbruger den arbejdskraft, han har købt af ham. Hvis arbejderen bruger sin disponible tid til sig selv, berøver han kapitalisten.”(Ibid.:342)
Heri forklares det, hvordan arbejdsdagen består dels af den socialt nødvendige arbejdstid, dvs. den tid det reelt tager at producere en vare eller et givent antal varer, dels den overskydende arbejdstid, dvs. den ekstra tid, hvor arbejderen producerer varer ud over det umiddelbare sociale behov.
Arbejdsdagens længde afhænger af den absolutte længde, dvs. den absolutte tid arbejdsdagen og -ugen tager, den relative længde dvs. den ekstra tid, som skabes gennem en forkortelse af den socialt nødvendige arbejdstid.
Typisk vil kapitalisten således i første omgang søge at reducere den absolutte længde, for på den måde at kunne øge den relative længde, men i anden omgang også have en interesse i at vedligeholde eller endda øge den absolutte længde, for på den måde at maksimere sin produktion og profit. Dette gør kapitalisten ikke af egen fri vilje, som Marx yderligere forklarer i kapitlet; ”Under fri konkurrence, konfronterer de immanente love for den kapitalistiske produktion den enkelte kapitalist som en tvingende kraft uden for ham.”(Ibid.:381).
Dette forklarer således også, hvorfor kapitlet om maskineri og storindustri kommer i forlængelse heraf, da Marx her forklarer hvordan arbejdsprocessen intensiveres gennem introduktionen af maskiner, hvilket fremmedgør arbejderne over for produktionsprocessen. Derudover medfører den stigende specialisering af arbejdsopgaver og øget arbejdsdeling en yderligere fremmedgørelse mellem arbejderne.
Kapitalismen indeholder kimen til eget forfald
Imidlertid er dette ikke kun et problem for arbejderne, men også for kapitalistklassen selv. Forklaringen er, at der opstår et paradoks, at det er den enkelte kapitalists interesse at reducere den socialt nødvendige arbejdstid for at holde sig foran i konkurrencen, men imod kapitalistklassens interesse som helhed, idet at det sænker værdien af varerne, herunder arbejdskraften selv. Dette forhold, som Marx senere i del 3 af Kapitalen kalder “Loven om Profitratens Tendens til Fald.” (1981).
I og med at konkurrencen og den faldende profitrate dermed tvinger kapitalisterne til i stigende grad at udbytte arbejderne mere og mere for at holde sig foran i konkurrencen, betyder dette at arbejderen og arbejderklassen i stigende grad bliver fremmedgjort fra mere af sit eget produkt, fra arbejdsprocessen og fra hinanden.
Det bliver derfor meget tydeligt, at fremmedgørelsen består i at kapitalen i sig selv er dødt fremmedgjort arbejde, i form af merværdi, som “værdisætter” sig selv gennem produktionen og salg af varer.
Endvidere repræsenterer kapitalen en specifik social og historisk relation, som har oprindelse i Vesteuropa, specifikt England, som Marx forklarer i kapitlet om primitiv akkumulation, hvor bønderne blev fordrevet fra landet og fra deres produktionsmidler, og dermed tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at overleve.
Som Marx forklarer senere i kapitlet Resultaterne af Den Umiddelbare Produktion så; “Uden en klasse, der er afhængig af løn, det øjeblik, individer konfronteres hinanden som frie personer, kan der ikke være nogen produktion af merværdi; uden produktion af merværdi kan der ikke være nogen kapitalistisk produktion, og dermed ingen kapital og ingen kapitalist!”(Ibid.:1005).
Fremmedgjort merarbejde
Kapitalismen i sig selv er derfor grundlagt på fremmedgjort merarbejde, som den i stigende grad er nødt til at skabe mere og mere af, gennem en tiltagende udbytning af den enkelte arbejder, såvel som hele arbejderklassen.
Desuden, selvom fremmedgørelsen tydeligt har sin oprindelse i den materielle produktion under kapitalismen, er den ikke kun begrænset hertil.
I Kapitalens tredje del hvor Marx beskriver gæld og finanskapital, forklarer Marx hvordan at gæld er “profit på fremmedgørelse” (Marx 1981: 447) idet penge, eller kapital, bliver “solgt” til en højere pris end den er værd, idet man betaler ekstra gennem renter.
Det bliver derfor meget tydeligt, at fremmedgørelsen består i at kapitalen i sig selv er dødt fremmedgjort arbejde, i form af merværdi, som “værdisætter” sig selv gennem produktionen og salg af varer
Citat; Julian Weiss Flensburg
Dette medfører en yderligere fremmedgørelse indenfor klasserne selv, idet finanskapitalisterne fremmedgør en del af produktionskapitalisternes profit. Gæld og fiktiv kapital fungerer dermed som en yderligere forstærker af fremmedgørelse, idet det “låser” kapitalisten og arbejderen i den fremmedgjorte produktionsproces.
Derudover er det ikke kun mennesker som i stigende grad bliver fremmedgjort af kapitalismen, men som Marx forklarer i kapitlet om jordrenter i tredje del af Kapitalen, også naturen. På samme måde som den faldende værdi i den industrielle produktion, paradoksalt nok, tvinger kapitalisten til yderligere at øge produktionen og dermed i stigende grad at udbytte arbejderklassen, gør samme forhold sig gældende for kapitalistisk landbrug.
Investeringer i jordens produktivitet, betyder at både den enkelte kapitalist og hele kapitalistklassen i stigende grad er nødt til at inddrage mere af naturen i sin produktion. Derfor er spørgsmålet om klassekamp og social retfærdighed, uadskillelig fra spørgsmålet om klima og bæredygtighed, for som Marx siger hen mod slutningen af tredje del af Kapitalen:
“Frihedens rige begynder reelt først hvor arbejde bestemt af nød og ekstern tvang ender; den ligger naturligt uden for sfæren af materiale produktion. Ligesom urmennesket må kæmpe med naturen for at tilfredsstille sine behov, og opretholde og reproducere hans liv, så må det moderne menneske også gøre det i alle samfundsformer og under alle mulige produktionsmåder. Dette område af naturlig nødvendighed udvides med hans udvikling, fordi hans behov også gør det; men produktivkræfterne til at tilfredsstille disse udvider sig på samme tid. Frihed på denne sfære kan kun bestå i, at det socialiserede menneske, de associerede producenter, styrer det menneskelige stofskifte med naturen på en rationel måde og bringer den under deres kollektive kontrol i stedet for at blive domineret af den som en blind magt. Med det mindste energiforbrug og under forhold, der er mest værdige og passende for deres menneskelige natur.” (Marx 1981:958-959).
Derudover er det også muligt at tale om andre sekundære former for fremmedgørelse, for som Marx har beskrevet det, så gælder det at “hvis produktionsformen er kapitalistisk, så må reproduktionen også være det” (Marx 1976:711).
Fremmedgørelsen i øvrigt
I Lenins (2010 [1916]) Imperialismen som Kapitalismens Højeste Stadium nævner Lenin hvordan at arbejdere i den imperialistiske kerne, i hans eksempel England, kan gives indrømmelser i form af bedre løn og arbejdsvilkår, da de ekstra profitter som den engelsk imperialisme tjener på kolonierne, kan flyde delvis dertil. Håbet er at kunne “bestikke” arbejderklassen i England.
På denne måde kan man sige, at Lenin videreudvikler Marx’ betragtning om at “arbejde i en hvid hud kan ikke frigøre sig selv, hvor den er mærket i en sort hud.” (Marx 1976: 414). Racismen kan derfor ses som en overbygning på den sociale fremmedgørelse mellem arbejdere, idet kapitalistklassen forsøger at binde vestlige arbejdere til deres imperialistiske projekt.
I Friedrich Engels (2010 [1884] værk Familien, Privatejendommen og Statens Oprindelse, er den historiske forudsætning for akkumulation af privat ejendom gennem generationer, etableringen af patriarkalske familieformer, foruden statens beskyttelse heraf, som historisk har ramt kvinder og LGBT+-personer.
Denne form for undertrykkelse af kvinder og LGBT+-personer har også i moderne tid haft sin strukturelle rod i den fremmedgørelse, som er immanent i den private ejendom og klasserelationerne i kapitalismen.
I kvinders tilfælde har dette betydet, og betyder stadig i dag, at hun i høj grad skulle levere en stor del af omsorgs- og det reproduktive arbejde, for at kunne reproducere arbejdskraften. Ofte uden kompensation og til tider under truslen om direkte vold.
For LGBT+-personer har dette betydet, og betyder stadig til en vis grad (afhængig af kontekst), at blive udsat for samfundets sanktioner for ikke at overholde heteronormative seksualitets- og kønsnormer, som igen er til for at reproducere den private ejendom og klasserelationer under kapitalismen. Hvis ikke der fødes tilstrækkeligt af nye arbejdere, så vokser arbejderklassen og lønpresset på denne ikke nok, og dermed genereres mindre merværdi vis-à-vis fremmedgjort arbejde.
Fremmedgørelsen under kapitalismen indeholder derfor også relationelle og subjektive dimensioner, som derfor nødvendigvis må sættes i relation til objektive produktions- og reproduktionsforhold under kapitalismen.
Humanismen og fremmedgørelse
Hermed kommer vi således tilbage til fremmedgørelsen og humanismen, eller spørgsmålet om normativitet. For hvis jeg ikke har nogen bevidsthed om min fremmedgørelse, eller blot min uspecificerede subjektive følelse af, at noget er galt, til trods for at jeg lever med stor rigdom, viden og muligheder som aldrig før, hvordan kan jeg så begrunde min kritik heraf?
Som den polsk-sovjetiske filosof Adam Schaff bemærkede, har ethvert humanistisk system sin egen lykketeori, som kan udformes enten positivt ved at beskrive forudsætningerne for menneskelig lykke, eller negativt ved at påvise, hvordan man fjerner årsagerne til menneskelig ulykke (Israel 1969:91). Selvom begge aspekter er til stede gennem hele Marx udvikling, er det især den negative komponent, som træder frem i Marx’ senere værker.
(….)undertrykkelse af kvinder og LGBT+-personer har også i moderne tid haft sin strukturelle rod i den fremmedgørelse, som er immanent i den private ejendom og klasserelationerne i kapitalismen
Citat: Julian Weiss Flensburg
Derfor hvor fremmedgørelsen hos Hegel er en bevidsthed, som i stigende grad bliver bevidst om at den aldrig kan opnå fuldt bevidsthed om sig selv, består fremmedgørelsen hos Marx af en arbejdsproces og et sæt sociale forhold, som i stigende grad kan realisere mindre og mindre af sit eget potentiale.
Dette er i kraft af en arbejderklasse, som i stigende grad fremmedgøres fra en større del af sit arbejde, hvad end direkte i produktionen selv, eller indirekte gennem gældsætning. Fremmedgørelse er dermed et rent negativt fænomen, der ikke kan pege ud af sig selv, men som nødvendiggør behovet for at ophæve sig selv gennem de muligheder, som den teknologiske udvikling har stillet til rådighed vis-a-vis socialismen.
Dette invaliderer dermed på den ene side positioner som Althussers i For Marx (2006) og At Læse Kapitalen (2015), når Althusser hævder, at der er tale om et skarpt brud og senere Marx “renset” for historicisme, hegelianisme og humanisme. Men også positioner som Lukács i Historie og Klassebevidsthed (1971), når Lukács hævder at arbejdet nødvendigvis er fremmedgørende jvf. Hegel, og dvs. ingen ændring i Marx fremmedgørelses teori. Positioner, som begge teoretikere selv senere har modereret eller taget afstand fra (Althusser 2016, Lukács 1971:xxiv).
Fremmedgørelsesbegrebet hos Marx gennemgår derfor en udvikling fra 1844 og frem, i takt med at Marx’ viden om økonomi og historie vokser, og han derfor bedre er i stand til at begrunde dets historiske specifikke og materielle grundlag. Af den grund bør fremmedgørelse hos Marx altid sættes i sin historiske og relationelle kontekst, hvis ikke den blot skal reduceres til subjektivisme.
Begrebets relevans i dag
Det første område er klima, vis-a-vis fremmedgørelse fra naturen. Jeg behøver næppe at påpege den alvorlige klimamæssige udfordring, vi som menneskehed og klode står overfor i de kommende årtier. Til trods for gentagne forsøg på at dæmpe vores CO2-udledning, er den fortsat steget støt, mens advarsler fra forskere, politikere og aktivister er blevet overhørt.
Fremmedgørelsesbegrebet hos Marx gennemgår derfor en udvikling fra 1844 og frem, i takt med at Marx’ viden om økonomi og historie vokser, og han derfor bedre er i stand til at begrunde dets historiske specifikke og materielle grundlag
Citat: Julian Weiss Flensburg
Forklaringen skal hér findes i kapitalismens vækstdynamik, som betyder at kapitalismen er nødt til konstant at vokse og udvide sig ved at forbruge flere og flere af naturens ressourcer. Dermed er vi indenfor kapitalismens rammer, låst fast i et fremmedgjort forhold til naturen, hvor vi er nødt til at behandle den som et instrument.
Dette er ikke for at romantisere eller ønske en tilbagevenden til tidligere tiders mere primitive forhold, som f.eks. pointeres i Grundrids, men netop jf. Marx i del 3 af Kapitalen, et mere rationelt og ligeværdigt forhold til naturen. F.eks. producerer vi allerede i dag nok fødevarer til at kunne brødføde hele kloden 1,5 gang, samtidig med at der konstant sker revolutioner inden for medicin og dyrkning af afgrøder, som betyder at vi i praksis i mindre grad er tvunget til at dominere naturen for at kunne overleve.
Automatisering
Det andet område er vores arbejde, i form af stigende automatisering og øget gæld. Ifølge en undersøgelse fra OECD fra 2021 er 14 % af alle jobs i fare for automatisering, hvilket yderligere blev accelereret under COVID-pandemien.(1) Dette er imidlertid i Vesten en fortsættelse af den såkaldte “afindustrialisering” de seneste årtier, som betyder at jobs enten bliver automatiseret eller outsourcet til lande, hvor lønnen er lavere og arbejdsvilkårene ringere.
Samtidig har man set opkomsten af nye typer af rimeligt meningsløse servicejobs samt en usikker gig-økonomi, hvorfor udtryk som bullshit jobs og prekarisering har vundet indpas i akademiaen. I takt med faldet af værdien af jobs, jvf. social nødvendige arbejdstid, ser vi også privatpersoner være nødsaget til at optage mere gæld for at kunne gennemføre en uddannelse eller opretholde en tålelig tilværelse, idet deres jobs ikke længere indbringer dem den nødvendige indtægt.
Dette medvirker til at fastholde personer i dårlige jobs, da folk risikerer mere ved at strejke eller blive fyret. Det betyder dermed også mindre indflydelse på deres arbejde, som dermed virker mere fremmedgørende.
Sociale relationer
Det tredje område, er vores sociale relation til hinanden. Jeg behøver næppe fremhæve alle de statistikker der viser, hvordan ensomhed, stress, angst og depressioner efterhånden er blevet folkesygdomme. Vi er sociale dyr, fuldstændigt afhængige af hinanden, ikke kun for at overleve, men i høj grad også for at kunne agere og finde mening i vores liv.
En stigende arbejdsdeling med mere og mere specialiserede funktioner, en skærpet konkurrence mellem arbejdere, samt mindre tid og ressourcer at gøre godt med, medvirker til at vi bliver mere fremmede overfor hinanden og skaber en følelse af social isolation og afmagt.
Dette kan også være en forklaring på, hvorfor vi har set selvmordsrater som er forblevet stabile, eller endda været stigende for visse grupper, til trods for en øget opmærksomhed på og viden om problemet de seneste årtier. (2) Samtidigt kan dette også have negative politiske konsekvenser, idet det gør det sværere at mobilisere og organisere modstand, samt at folk nemmere bliver til fals for religiøs ekstremisme, fremmedhad og reaktionære politiske ideologier mv.
Intet abstrakt begreb
Fremmedgørelse er derfor ikke et abstrakt filosofisk begreb som Marx efterlader i sin ungdom, men et fænomen som vi i stigende grad i dag bliver konfronteret med både individuelt og kollektivt. Hvad der forener Marx fra Parisermanuskripterne i 1844 til det sidste bind af Kapitalen, er en grundlæggende opfattelse af, at mennesket er i stand til at forandre sig selv, gennem at forandre sine omgivelser og sine relationer.
Selvom fremmedgørelse i en vis udstrækning er umulig at undgå i kapitalismen, endda i tiltagende grad, kalder dette ikke på fatalisme eller en tilbagevenden til “gode gamle dage”, som i høj grad er blevet umuliggjort, men netop på en stigende nødvendighed af en socialistisk revolution, som vil afskaffe behovet for vareproduktion og fremmedgørelsen herved.
Afslutningsvist ønsker jeg at citere et lidt længere sammensat uddrag fra Marx’ Louis Bonapartes 18 Brumaire for at pointere dette;
“Mennesker skaber deres egen historie, men de skaber den ikke, som de vil; de gør det ikke under selvvalgte omstændigheder, men under omstændigheder, der allerede eksisterer, givet og overført fra fortiden. Traditionen for alle døde generationer tynger som et mareridt på de levendes hjerner. Og ligesom de synes at være optaget af at revolutionere sig selv og tingene, skabe noget, der ikke eksisterede før, netop i sådanne revolutionære krise epoker fremtryller de ængsteligt fortidens ånder til deres tjeneste og låner fra dem navne, kamp slogans, og kostumer, for at præsentere denne nye scene i verdenshistorien i hævdvunden forklædning og lånt sprog… Den sociale revolution… kan ikke tage sin poesi fra fortiden, men kun fra fremtiden. Den kan ikke begynde med sig selv, før den har fjernet al overtro om fortiden. De tidligere revolutioner krævede erindringer om tidligere verdenshistorie for at kvæle deres eget indhold. Revolutionen… må lade de døde begrave deres døde for at nå frem til sit eget indhold.” (Marx 2008 [1852]: 1-3).
- What happened to jobs at high risk of automation? OECD 2021
- International Association for Suicide Prevention;https://www.iasp.info/wspd/references/
Litteratur:
Althusser, L. (2006): For Marx, Translated by Ben Brewster, Verso, London.
Althusser, L. et al. (2015): Reading Capital- The Complete Edition, Translated by Ben Brewster and David Fernbach, Verso, London.
Althusser L. (2016): Essays in Self-Criticism, Verso, London.
Engels, F. (2010 [1884]): The Origin of the Family, Private property and the State, Penguin Classics, London.
International Association for Suicide Prevention: https://www.iasp.info/wspd/references/
Israel, J.(1969): Fremmedgørelse- Fra Marx til Moderne Sociologi, oversat af Peter Larsen, Bibliotek Rhodos, København.
Lenin, V. (2010[1916]): Imperialism: The Highest Stage of Capitalism, Penguin Classics, London.
Lukács, G. (1971): History and Class Consciousness- Studies in Marxist Dialectics, translated by Rodney Livingstone, Pontypool.
Marx, K. (2007 [1932]): Economic and Philosophic Manuscripts of 1844, M. Milligan, Trans., Dover Publications.
Marx, K. (1973): Grundrisse, New Left Review and Penguin Books, translated by Martin Nicolaus, London
Marx, K. (1976): Capital-Volume I, Penguin Books in association with New Left Review, translated by Ben Fowkes, London.
Marx, K. (1981): Capital-Volume III, Penguin Books in association with New Left Review, translated by David Fernbach, London.
Marx, K. (2008[1852]): The Eighteenth Brumaire of Louis Bonaparte, Cosimo Classics, New York.
Hegel, G. W. F. (1979). Phenomenology of spirit (A. V. Miller, Trans.). Oxford University Press.
What happened to jobs at high risk of automation? OECD 2021.
