Op til overenskomstforhandlingerne OK20 på det private arbejdsmarked er der opstået en hel del mere solidaritet blandt arbejdere nede på gulvet. De menige OK20-aktivister har lært rigtigt meget af OK18 inden for det offentlige, og tidligt i forløbet mærker de solidaritet fra de offentlige fagforeninger, f.eks. når de privat ansatte laver faneborg udenfor forhandlingslokalerne.
OK20 er den vigtigste begivenhed i Klassekampen i Danmark her til vinter og foråret. En af de vigtige opbyggere af mobiliseringen er den landsdækkende Facebook-gruppe “Arbejdere i bevægelse”.
Socialistisk Arbejderavis interviewer her Benny Allermand om udsigterne for OK20 samt om, hvordan mobiliseringen foregår. Han er opmåler i region 5 i 3F og mangeårig faglig aktivist inden for 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København og på Frederiksberg. Samtidig er han medlem af bestyrelsen for landsbrancheklubben “Fundamentet”, som er en 3F-klub indenfor bygge- og anlægsbranchen.
“Vi er klar til konflikt”-billedet foroven viser aktive foran BJMF’s bygning i Valby. Benny Allermand har privilegiet at stå forrest til højre lige over ordet “til”.
“OK20 – rigeligt råd til en langt bedre overenskomst” – Socialistisk Arbejderavis: http://socialister.dk/ok20-rigeligt-raad-til-en-langt-bedre-overenskomst/
Socialistisk Arbejderavis (SAA): Kan du sige lidt om, hvad du tror OK20 kommer til at handle om?
Benny: Det er ingen hemmelighed at det, arbejdsgiverne vil have, er mere fleksibilitet. Det er det, de råber op om. De vil have udvidede arbejdstidsområder. I vores overenskomst står der, at arbejdstiden skal være indenfor kl. 06 og kl. 18. Det vil de gerne have udvidet. Uden at der skal betales overarbejdspenge. Det er det, de efterspørger. Og det er også det, de får, når de benytter udenlandsk arbejdskraft.
Det, vi efterspørger, er, at der skal gøres noget ved social dumping. Vi vil have mindstelønnen hævet. Det er ikke noget, vi får gavn af, men det gør vores udenlandske kolleger derimod. Ved at få mindstelønnen hævet, så får vi dem tættere på vores lønniveau og dermed reduceret faren for løntrykkeri.
Vi vil også slås for kædeansvar. Dvs. at hovedentreprenøren har ansvar hele vejen ned i systemet af underleverandører. Så hovedentreprenøren kommer til at bøde for de mestre, som bryder overenskomsten. Men selv om det er en gratis omgang for arbejdsgiverne, hvis de opfører sig ordentligt, så vil de alligevel ikke have det. De henviser til EU-lovgivning, som skulle forhindre kædeansvar. Vi har påvist gang på gang, at det ikke har noget på sig, og det kan der godt laves aftaler om.
Et tredje hovedkrav er spørgsmålet om arbejdstiden, hvor der tales både om 35 timers og 30 timers arbejdsuge. Det er klart, at ved at presse tempoet i vejret bukker flere under og slides op. Så en måde at modvirke dette er at øge frihedsgraden.
SAA: Hænger spørgsmålet om arbejdsgivernes krav om mere fleksibilitet og Jeres krav om bekæmpelse af social dumping ved at hæve mindstelønnen og indført kædeansvar sammen?
Benny: Ja, i høj grad. Spørgsmålet om fleksibilitet er et spørgsmål om, at de ikke kan få det fleksibelt nok. Opsigelsesvarsel eksisterer stort set ikke mere, og arbejdstiden udvides og udvides. Så spørgsmålet om social dumping er helt afgørende. Det er det rene “vilde vesten” på det danske arbejdsmarked lige nu. Specielt i byggeriet og i rengøringsbranchen.
OK17 gav et pauvert resultat – nu forventer folk mere
SAA: Hvordan ser køreplanen ud for OK20?
Benny: Industrien, som er den største gruppe indenfor det private arbejdsmarked, slutter deres forhandlinger først. Typisk sker der det, at de protokollater, som aftales i industrien, siver ned til os i byggeriet, som er den andenstørste gruppe. Så selv om vi i byggeriet ikke rigtigt kan se os selv i disse protokollater, fordi der er store forskelle på stationære og skiftende arbejdspladser, så havner de hos os og er toneangivende. Men denne gang tror jeg, at folk er vågnet lidt op, efter at OK17 kun blev stemt igennem med et snævert flertal. Jeg kan i hvert fald mærke det i byggeriet – folk vil have noget med denne gang. Noget de kan se sig selv i. Og hvis de ikke får det, bliver der stemt nej. Derfor tror jeg, det ender i en konflikt på en eller anden måde.
Hurdlen er selvfølgelige sammenkædningsreglerne, hvor for eksempel Metal- og HK-medlemmer kan stemme en overenskomst igennem, som resten er imod. Derfor har vi prøvet denne gang at få nogle fælles krav op at stå. Noget, som vi alle sammen kunne se os selv i i de forskellige fag. Arbejdstidsforkortelse, for eksempel, kan alle se sig selv i. Det er lidt sværere med social dumping, da industrien siger, at de ikke har noget problem med det. Men det synes jeg ikke er rigtigt, da der er en masse vikar- og praktikant-problemstillinger, som også er en form for social dumping. Specielt i rengøringsbranchen er der store problemer med uorganiseret arbejdskraft og mærkelige firmaer, som ikke overholder overenskomsterne. Men det er stadigvæk en lille gruppe indenfor industrien.
SAA: Hvad er din vurdering af, om der kommer en konflikt?
Benny: Uden at jeg kan vide det, så tror jeg, at denne gang bliver der en konflikt. Først og fremmest fordi jeg ikke tror, at arbejdsgiverne vil give noget særligt. Samtidig med at jeg kan mærke, at der er en stigende utilfredshed inden for industrien, hvor flere toneangivende tillidsfolk har ytret sig om, at OK17 var lidt pauvert, og nu skal der gives noget ved OK20. Så denne gang vil de måske ikke nøjes med at henvise til, at man kan hente en bedre løn gennem lokale forhandlinger på den enkelte arbejdsplads. Man vil have noget, som giver et generelt løft. Og det er også derfor, at vi forsøgte at finde en fællesnævner, så vi kan gå samlet ind til forhandlingerne og slås for nogenlunde de samme ting.
De krav der forener alle
Arbejdstiden er selvsagt noget, som kan samle alle. Spørgsmålet om hævelsen af mindstelønnen og bedre rammer for de lokale forhandlinger kan også samle. Spørgsmålet om social dumping er selvsagt svært, men efterhånden er rigtigt mange berørt af det på forskellige vis, således at det også kan gå hen og blive til et samlende krav. – Transporten for eksempel, som er den tredje største gruppe, som forhandler overenskomster i år, er plaget af social dumping-spørgsmålet. Både i forhold til langturskørsel, men også i forhold til de mange firmaer, som entrerer med transport af varer og pakker bestilt over internettet. Der findes mange cowboyer imellem og mange uorganiserede.
SAA: Hvordan vurderer du fagforeningstoppens lyst til at stå sammen om disse krav? Har de f.eks. en musketér-ed om kravene, som vi så det under forhandlingerne om OK19 inden for det offentlige arbejdsmarked?
Benny: Der er ingen musketér-ed indenfor fagbureaukratiet. Vi prøvede at tage det op på kongressen i 3F, men der var ikke interesse for at have sådan en i 2020. Men der, hvor der er en mere interessant musketér-ed er blandt arbejderne på gulvplan. Vi har lært rigtigt meget af OK18, og hvordan vi solidariserer os med hinanden, og kan allerede nu mærke solidaritet fra de offentlige fagforeninger, når vi f.eks. laver faneborg udenfor forhandlingslokalerne. Der dukker en masse jernbanearbejdere op, pædagoger og andre. Her kan man mærke solidaritet – men fanden galeme ikke på topplan!
Fagbureaukratiet er godt klar, over at de lavede lort i det i OK17. De fik også tæsk bagefter. De har så denne gange prøvet at gøre det anderledes. De har været ude i de forskellige afdelinger og høre, hvad folk mener. Men dertil at tro, at alt er fryd og gammen, skal man lade være med. Nogle folk er skiftet ud, men grundlæggende bliver det ikke fra toppen, at tingene sker.
Landsdækkende koordinering nede på gulvet
SAA: I OK17 blev der dannet en Facebook-gruppe omkring modstanden imod en 42 timers-arbejdsuge. Denne gang ser initiativet for en god OK20 at stamme fra en Facebook-gruppe ved navn ”Arbejdere i bevægelse”. Er det de samme kræfter, der står bag?
Benny: ”Arbejdere i bevægelse” er noget, som er stiftet af bygningsarbejdere. Men der er masser af andre faglige aktivister med. Jernbanearbejdere, rør og blik-folk, malere, metal-folk, pædagoger, HK’er er alle med. På sin vis er det meget bredere end i 2017. Alt, hvad der bliver organiseret af mobilisering ift. OK20, kommer derfra. Der afholdes også møder i real life! En gang hver anden måned. Her koordineres tingene. De ansatte i fagforeningen som mig deltager ikke. Vi bliver informeret om det, men det er tillidsfolk og fagligt aktive ude fra pladserne, som deltager og beslutter, hvad der skal ske. Det foregår på denne måde, at vi hjælper med SMS-lister og andre praktiske gøremål i forhold til de events, som kommer til at ske. Derfor er det godt, at de, som repræsenterer ”Arbejdere i bevægelse”, er et bredt udsnit af brancher og fag. ”Arbejdere i bevægelse” er også landsdækkende, måske lige med undtagelse af Bornholm. Det er ikke kun København, der er toneangivende. For eksempel da vi holdt en faneborg for nylig udenfor Dansk Byggeri med 1000 mennesker, kom der busser fra hele landet. Folk er blevet meget dygtigere til at koordinerer ting i dag end tidligere. Men det afspejler jo også behovet for koordineret modstand.
”Arbejdere i bevægelse” er uafhængig af fagbureaukratiet
SAA: Ser vi her en slags genoplivning af en slags basis-organisering à la de tidligere “Tillidsmands Ringene” fra 80’ og 90’erne?
Benny: På sin vis ja, men også med den forskel, at hvor tillidsmands-ringe meget var afhængige af venstre-fagbureaukratiet, består ”Arbejdere i bevægelse” decideret af folk fra pladserne, som bestemmer uden indblanding. Og der er ingen tvivl om, at bevægelsen har fået fat i rigtigt mange fra byggepladserne. Det halter lidt i forhold til industrien, men det arbejdes der på.
Man kan også sige, at bevægelsen har sat skub i en række andre diskussioner, som er vigtige for samfundet. Når vi er ude for at snakke om overenskomst, så dukker der en masse andre diskussioner op. Også andre ting, end hvad der lige foregår på folks egen arbejdsplads. Blandt andet udhuling af dagpengesystemet og alle de andre fattigdomsskabende forringelser. Men derfra og til at kalde det en politisk bevægelse er for langt. Folk har mange forskellige observanser og deltager, fordi de mærker samfundets skævheder på deres egen krop. De bliver slidt op, fordi tempoet er så hårdt. Og så kan de se, hvad der sker, når man kan ansætte udenlandsk arbejdskraft til lorte lønninger. Folk ser det her som om, at de skal redde deres egen røv. Der er en masse unge med, som kan se frem til at arbejde, til de er 76. Det kan de slet ikke se sig selv gøre.
OK-historien viser, at fremgangene kun kom igennem kamp
SAA: Hvad er de videre perspektiver for ”Arbejdere i bevægelse”?
Benny: Jeg ser det på den måde, at folk slås for deres egne krav, men i den kamp afsløres det hurtigt, hvordan samfundet fungerer, og derigennem får folk en større bevidsthed om, hvad det er for et samfund, de lever i. Man kan se det på de krav, der stilles, som i stor udstrækning er krav, som er solidariske, og som rækker ud over hver enkelts egne interesser. Og hvis man samtidig faktisk vinder kampen, så giver det større selvtillid til at gå videre til andre mere samfundsforandrende krav til livet. De, som er med i det her, kan sagtens se, at den er gal på mange fronter.
Men igen skal man vælge sine kampe med omhu og ikke sprede sig for meget ud. Det her er en kamp for bygningsarbejdere i det hele taget og for den konflikt, som vi skal have, hvis vi skal vinde en sejr. Måske ikke denne gang, men efterfølgende. Historisk har man kun fået større fremskridt efter en kamp. Både den 6. ferieuge og arbejdstidsnedsættelsen til 37 timer kom begge efter større slag. Det folk håber på, er en stor konflikt og at få ryddet ud i den uorganiserede arbejdskraft. Folk håber på, at de som er udenfor en fagforening, lige pludselig kan se, at ”hov, her er noget som vi kan bruge”.
