Denne artikel blev først publiceret i Politiken, ondsag d. 4. januar. Gengivelse sker med forfatterenes godkendelse.
Mens de danske lønmodtagere har skruet ned for varmen, slukket julelysene og sparet på julegaverne, så fortsætter direktører og storaktionærer lystigt festen. For der er ingen krise i virksomhedernes overskud eller indtjeningen på første klasse.
Den ulige tilstand ser ikke ud til at forandre sig foreløbig, medmindre lønmodtagerne selv tager affære. Den nye blå regering har fra starten fravalgt lønmodtagerne og vil ikke kompensere for det enorme inflationstab, vi har lidt, gennem det sidste halvandet år. Det er lykkedes arbejdsgiverne i det private at holde lønstigningerne nede på 3,5 procent til trods for en inflation på det tredobbelte.
Derfor har lønmodtagerne på både det private og offentlige arbejdsmarked kun én mulighed tilbage, og det er at sikre reallønnen ved de kommende overenskomstforhandlinger. Det gælder i særdeleshed de lavtlønnede, som også er de hårdest ramte af inflationen, fordi størsteparten af deres løn bruges på basisfødevarer, transport, husleje, el og varme. Fagforbundene skal forhandle på det private område i løbet af januar og februar 2023, mens det offentlige forhandler et år senere, i 2024, hvor der endda også er ligeløn til kvindefagene oveni.
Overenskomsten skal dække inflationstab
Som lønmodtager og fagforeningsmedlem må det være logik for burhøns, at overenskomsten skal dække det inflationstab, som vi lønmodtagere har haft siden sommeren 2021, altså lønstigninger på minimum 10-12 procent til en start. Det må være en helt naturlig forventning, at vores faglige ledere træder ind i forhandlingslokalet med dette krav, der som minimum skal opnås. Et krav, som vil have bred opbakning blandt lønmodtagerne, og som sikkert også kan bidrage til, at flere kan se nytten i at være medlem af fagforeningerne – for hvem forlader en fagforening, som skaffer mere i løn?
Men bizart nok er alle hovedforhandlerne og toppen i fagforbundene totalt tavse om netop det. Ingen (som i ingen) af topforhandlerne vil sige noget om, hvilke krav de stiller med, når det gælder lønnen. Angiveligt er det for ikke at skabe forventninger, som de ikke kan indfri ved forhandlingsbordet, fordi de allerede har skabt fælles konsensus med arbejdsgiverne om, at det er utopi, at lønmodtagerne skal have dækket inflationstabet.
Det lyder selvfølgelig tåbeligt på forhånd at give arbejdsgiverne ret i, at medlemmerne ikke skal have reallønnen sikret, så derfor er en del faglige topfolk begyndt at synge med på en gammel sang om, at højere lønninger vil skabe en inflationsspiral. En spiral, som de mener skyldes, at de virksomheder, der sælger varer til forbrugerne, vil hæve priserne, fordi lønmodtagerne har flere penge og vil bruge dem, samt at de får større udgifter i produktionen til lønninger, og priserne derfor må hæves. Med andre ord vil lønmodtagerne selv være skyld i en fortsat inflationskrise og potentielt være skyld i en masse nye arbejdsløse.
Det er en bekvem bortforklaring fra fagtoppen, og den holder ikke i virkelighedens verden. For inflationen er ikke skabt af de danske lønmodtagere, faktisk tværtimod. Alle økonomer er enige om, at inflationen ikke er skabt i Danmark, men af udefrakommende faktorer som spekulation på de globale fødevarebørser, covid-19-relaterede produktionsbegrænsninger, ekstreme overpriser på global fragt, krigen i Ukraine og andre underliggende økonomiske faktorer. Uden dem ville de danske prisstigninger kun være på et par procent.
Lønstigninger fører ikke nødvendigvis til inflation
Samtidig er det forkert, at lønstigninger fører til prisstigninger. For det første kommer lønstigningerne som en reaktion på noget, der er sket bagud, og som altså ikke påvirker den nuværende prisdannelse nævneværdigt. Det har Den Internationale Valutafond (IMF) lige bekræftet i en historisk analyse, hvori de blandt andet skriver, at »lønprisspiraler, defineret som fortsat acceleration af priser og lønninger, er svære at finde i den seneste historiske periode siden 1960’erne. Fortsat lønprisacceleration er endnu sværere at finde, når man ser på situationer, som svarer til i dag, hvor reallønnen falder markant«.
Hver gang virksomhedens ansatte skaber ny værdi, fastholdes virksomhedernes gevinst på 10 procent, men de slipper altså med at betale de ansatte 2-3 procent i lønstigning
Citat: Jakob Nerup og Jan Hoby
For det andet påvirker lønstigninger ikke produktionspriserne i samme omfang som andre omkostninger. Løn udgør under en femtedel af virksomhedernes omkostninger, så en lønstigning på 10 procent vil kun øge en virksomheds samlede omkostninger med 2 procent. Det skal sammenlignes med, at de danske virksomheder gennem de sidste fem år har haft historisk store overskud og i gennemsnit har en gevinst på 10 procent.
Hver gang virksomhedens ansatte skaber ny værdi, fastholdes virksomhedernes gevinst på 10 procent, men de slipper altså med at betale de ansatte 2-3 procent i lønstigning. Denne ulige fordeling af de værdier, som lønmodtagerne skaber med deres øgede produktivitet, har ført til en stadig større omfordeling fra løn til overskud. Det har regeringens statistikudvalg lige dokumenteret i en ny rapport, som skulle druknes i juletravlheden, fordi læsningen er skræmmende for lønmodtagerne.
Det er denne økonomiske tilstand af voksende ulighed og ikke mindst arbejdsgivernes og Folketingets forsøg på at smøre inflationskrisen af på lønmodtagerne, der skal udfordres og vendes på hovedet ved de kommende overenskomstforhandlinger.
De historiske fremskridt er opnåede gennem kamp
Kravet om inflationsdækning af reallønnen bliver med meget stor sandsynlighed ikke indfriet ved forhandlingsbordet. Det har fagtoppen allerede afskrevet, og arbejdsgiverne giver ikke frivilligt afkald på det niveau af overskud, de har tilranet sig. Derfor må lønmodtagerne sætte deres lid til sig selv og en aktiv brug af den danske model.
Kan man ikke blive enig ved forhandlingsbordet efter en tur hos forligsmanden, så varsles der storkonflikt. Bliver der enighed om et magert resultat, kan vi stemme det ned, og det vil så udløse storkonflikt. Det er den danske models ultimative regelrette styrkeprøve mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, og det skal vi sætte pris på. For alle de store gevinster i form af kortere arbejdstid, feriefridage og store lønstigninger er kommet i kølvandet på storstrejkerne i 1970’erne, 1985 og 1998.
For alle de store gevinster i form af kortere arbejdstid, feriefridage og store lønstigninger er kommet i kølvandet på storstrejkerne i 1970’erne, 1985 og 1998
Citat: Jakob Nerup og Jan Hoby
Her vil fagtoppen indvende, at storstrejker ikke i sig selv er et mål, og vi bare bliver udsat for et regeringsindgreb, og FH’s formand, Lizette Risgaard, siger, at strejkernes tid er forbi. Men de tager grundlæggende fejl af både situationen og den danske models indretning. For det står skrevet i beton, at der er brug for en styrkeprøve, hvor lønmodtagerne står sammen og løfter i flok for at vende udviklingen.
Vi får hverken sikret reallønnen, stoppet social dumping eller skabt ligeløn, hvis vi ikke tør bruge vores kollektive styrke. Og når fagtoppen ikke vil, så må vi jo selv konflikte, og vi kan lade os inspirere af landene omkring os, hvor lønmodtagerne allerede er i gang med strejke for at inflationssikre deres realløn.
Regeringsindgreb skal svares med fortsat kamp
Både fagtoppen og arbejdsgiverne ruster sig til storkonflikt, men regner med så sikkert som amen i kirken, at den blå regering redder dem med et arbejdsgivervenligt regeringsindgreb efter en kortvarig konflikt. Så må vi lønmodtagere spørge os selv, om vi passivt skal finde os i det eller fortsætte strejkerne, som vi gjorde det i 1985, hvor en million strejkede. Det væltede hverken regeringen eller overenskomstdiktatet, men det medførte massive lokale lønstigninger, og i den efterfølgende overenskomst fra 1987 fik vi en 37-timers arbejdsuge (fra 40 timer), fordi arbejdsgiverne ikke turde tage endnu en storkonflikt.
En storstrejke i det private vil også jage en skræk i de offentlige arbejdsgivere, og på den måde kan de privatansatte hjælpe de offentligt ansatte til at få dækket inflationstabet til deres OK24.
Så kære danske lønmodtagere. Op med hovedet, rank ryggen, skru op for selvtilliden, og gør jer klar til storkonflikt, hvis I vil sikre reallønnen og gøre op med ti års øget ulige fordeling af de goder, som I har skabt.
Forfatterne:
Jan Hoby, Næstformand i LFS
Jakob Nerup, Bestyrelsesmedlem i HK-privat
