De unødvendige udrejsecentre
Midt i april offentliggjort den danske regering, at den havde opkøbt grunden Holmegaard på det sydlige Langeland, som den ønskede at bruge som center for udvisningsdømte udlændinge og personer på tålt ophold.
Man ville “aflaste” lokalsamfundet omkring Bording i Midtjylland, hvor centeret Kærshovedgård lige nu befinder sig, og hvor man føler sig “utryg” – på trods af, at alle rapporter viser, at kriminaliteten i området ikke har ændret sig, siden centret blev oprettet.
Et bredt flertal fra Langelands kommune (fra DF til SF) beskyldte regeringen for bag deres ryg at “dumpe sådan et alvorligt nationalt problem på Langeland”. De citerer også en besked fra en “bekymret borger”: “Det er urimelig, at Langeland skal være regeringens skraldespand, hvor de bare smider deres problemer,” lyder det. Mere dehumaniserende retorik er det svært bare at forestille sig.
En uge efter forkastede regeringen planerne efter at have fået et Folketingsflertal imod sig. Mattias Tesfaye lovede at finde en løsning på “problemet” ved Kærshovedgård og tilbød “utrygge” private og erhvervsdrivende i lokalområdet at kunne søge økonomisk støtte.
Alle politikere, på tværs af det politiske spektrum, talte udelukkende på vegne af de danskere, der bor i nærheden af udrejsecentre. Ingen stiller det åbenlyse spørgsmål: er det nødvendigt at holde folk fanget i fængselslignende lejre, når de har udstået deres straf?
Presser man forsvarere af udrejsecentre får man typisk at vide, at de ikke har udstået hele deres straf, da de ikke har forladt Danmark. Selv hvis man ignorerer det åbenlyse faktum, at dette for mange mennesker vil betyde forfølgelse, tortur og død, er det påfaldende, hvordan det ikke lader til at gå op for folk, at de bifalder eksplicit juridisk diskrimination.
At gå ind for at nogle skal straffes langt hårdere end andre for den samme forbrydelse, bare fordi der står noget andet på deres pas, burde ikke være konsistent med Danmarks selvforståelse af at være et liberalt land, men det er det tydeligvis.
En vedholdende pandemi
Sideløbende med Covid-19 er der en anden pandemi løbsk i Danmark. Denne pandemi er psykologisk frem for biologisk, men det gør den ikke mindre skadelig. Det er hadet mod “de andre” – racismen, sexismen, transfobien, islamofobien, antisemitismen, homofobien, tykfobien m. fl.
Især racismen og islamofobien er i dag udbredt og bliver næret og gødet af den politiske klasse. En rapport fra analysebureauet Analyse & Tal dokumenterer, at 49,1% af hadefuld retorik på Facebook er rettet mod etniske eller religiøse grupper – og at muslimer er den enkelte gruppe, der hyppigste genstand for had, i 25,2% af tilfældene.
Hadet er ikke kun til stede på de sociale medier. Talrige minoritetspersoner i Danmark fortæller gang på gang om mistænkeliggørelse, skæve blikke ud, truende adfærd, overfusing og vold.
Episoden fra april med “manden i den grønne jakke”, der overfuser en familie, er ikke et særtilfælde, og at det vakte så meget postyr skyldes mest af alt, at det blev filmet.
Det er symptomatisk for racisme i Danmark af to årsager. For det første gjorde manden det klart, at hans racisme til dels skyldtes, hvordan indvandrere bliver afbilledet i medierne, da han en uge senere i Ekstra Bladet undskyldte for sin opførsel (men i øvrigt hævdede ikke at være racist…).
For det andet var et bredt udvalg af politikere ude og tage afstand fra mandens opførsel, fra Søren Espersen, til Rasmus Stoklund, til Mette Frederiksen. De selvsamme politikere, der på daglig basis bruger deres platforme til at udbrede den samme gift.
Brudte klimaløfter
Folketingsvalget 2019 blev et klimavalg. Det var i hvert fald på alles læber, da stemmerne var blevet talt op.
Ikke blot lå klimaforandringerne rekordhøjt på vælgeres liste af vigtige emner, de fleste partiers løfter var også uhørt ambitiøse. Den 6. december 2019 aftalte et flertal i Folketinget at sænke Danmarks CO2-udledning med 70% i 2030 sammenlignet med 1990. Hvis nogle klima-aktivister åndede lettede op, var det dog naivt.
Regeringens handlinger siden da viste, at den ikke agter at holde sine løfter, hvis den kan slippe afsted med det. Undskyldninger er der nok af. For eksempel bliver de økonomiske konsekvenser af Covid-19-nedlukningen brugt som årsag til at udsætte den grønne omstilling. Hockeystavs-modellen er en anden populær bortforklaring; regeringen hævder at ville udsætte de store omstillinger til slutningen af 2020’erne, for så at tage det hele på en gang.
Det vigtige for klimaets vedkommende er de kumulative udledninger, hvilket nødvendiggør handling nu. Desuden vil den regering, der kommer til at sidde på magten, når regningen skal betales, være mindre villig til at følge op på løftet, da det vil kræve langt større omvæltning, end hvis handlingen foretages nu.
Vi har brug for øjeblikkelig klimahandling. Det betyder, at vi har brug for aktiv mobilisering og organisering. Socialister må endvidere sørge for at kæde klimakrisen sammen med de andre problemer i vores samfund – fra social usikkerhed til racisme. En fælles kamp er den eneste vej frem.
Stop Fort Europa
EU er skabt for at udligne forskelle mellem lande og skabe et frit Europa, hvor alle kan handle og bevæge sig, som de vil.
Det er i hvert fald historien, vi hører fra tilhængere af EU som projekt, og dette indtryk bliver forstærket af det faktum, at mange af de mest højtråbende modstandere af EU er fra de nationale højrefløje.
Deres problem med unionen er udelukkende, at den indskrænker suveræniteten for medlemsstaterne, og at den forhindrer minoriteter og flygtninge i at blive behandlet endnu værre, end de allerede er.
Det er vitalt for venstreorienterede at kæmpe imod den grundindstilling, at man har mere til fælles med nogle folk end med andre, kun baseret på en arbitrær linje i jorden. Men det er lige så vitalt ikke at falde i den fælde, som mange liberale er faldet i, nemlig at se EU som et gangbart alternativ.
EU’s politik er lige så brutal og bygget på vold som i den værste nationalstat. Billedet af flygtninge, der er druknet i Middelhavet er efterhånden blevet et velkendt syn. Og selvom antallet af drukninger er faldet siden 2015, er raten af dødsfald steget til et niveau, hvor omkring ¼ af alle bådflygtninge omkommer.
At mennesker stadig vælger at flygte over Middelhavet skyldes, at alle andre alternativer er mere risikable. Alligevel forværrer europæiske magter situationen ved at skubbe flygtninge tilbage og samarbejde med voldelige regimer i Nordafrika.
Dette er et nødvendigt aspekt af EU’s politiske projekt. Kun ved at realisere Fort Europa, kan overklassen holde sig ved magten ved brug af deres racistiske del-og-hersk taktik. Ved at bruge skræmmebilledet af “horder” af migrerende afrikanere, kan de holde den primært hvide europæiske befolkning bag sig.
Det socialistiske svar må være at knuse den falske modsætning som dominerer debatten, og kæmpe mod EU såvel som nationalstaten. Kun radikal internationalisme kan skabe en bedre verden.
