Mandag den 17. august blev landets diktator Lukashenko pebet ud fra fabrikken МЗКТ. Men tre dage senere er han fortsat ved magten. Regimets seneste våben er todelt: Dels har det indledt en offensiv imod den organiserede opposition. Dels forsøger det igennem alle dets kanaler at gøre landets oprørske arbejdere usikre ved trusler om fyringer og retsforfølgelse for at strejke “ulovligt”.
Billedet ovenfor viser arbejdere fra Minsk Traktor Fabrik (МТЗ ) i demonstration for nogle dage siden. Denne fabrik, der fremstiller “Belarus” traktorer er landets største med 16.000 ansatte. Bannerets “работники МТЗ” betyder “arbejdere ved MTZ” (Minsk Traktor Fabrik).
En diskussion af begivenhederne: “Bliver oprøret i Hviderusland til en revolution?“ – Socialistisk Arbejderavis 19. august 2020: http://socialister.dk/bliver-oproeret-i-hviderusland-til-en-revolution/
En gennemgang af opstandens første uge – med mange videoer: “Hvideruslands arbejdere har overvundet angsten og udfolder arbejdermagt !” – Socialistisk Arbejderavis 18. august 2020: http://socialister.dk/nyt-hvideruslands-arbejdere-har-overvundet-angsten-og-udfolder-arbejdermagt/
Regimet forsøger et come-back
Diktatoren Lukashenko forsøger i disse dage at bruge alle regimets undertrykkelses metoder til at klamre sig til magten. Samtidig forsøger styret at mobiliserer sig selv gennem ”støtte”-demonstrationer, hvor arbejderne bliver betalt for eller truet til at deltage i pro regime-demonstrationer.
Samtlige regimets repræsentanter – politifolk, borgmestre og direktører for statslige virksomheder – er udpeget oppefra og kan takke Lukashenkos styre for deres job og privilegier. Bliver regimet væltet, er alle disse marionetter bange for, at de også vil ryge med i faldet. Dette lag af folk, som er tilknyttet den herskende klasse, bruges i disse dage offensivt til at tilbagerulle protesterne og arbejderklassens afgørende rolle i dem. Nøglen til Lukashenkos og regimets overlevelse er netop arbejderklassen.
Stor diskussion i arbejderklassen
Det foregår en stor diskussion lige nu i arbejderklassen i Hviderusland. De første dages spontaneitet og oprør er afløst af en refleksion over, hvad der skal ske nu. Forståeligt nok føler mange almindelige arbejdere sig usikre: Har de styrke nok til at vælte styret – eller vil det være håbløst, og hvad så? Den herskende klasse vil forsøge at udnytte sådan en situation: Den prøver at spille “tough” og lade som om, at den skulle have styrken til at fortsætte med at regere, som om intet skulle være hændt. Derfor truer styret med bøder, fængsling og tab af pension ved ”ulovlige” aktiviteter. Herved håber regimet at kunne vende stemningen i arbejderklassen til at gå imod yderligere strejker og aktioner. Som altid er ved denne specifikke udfoldelse af klassekampen tale om en kamp indenfor arbejderklassen: Dvs. imellem dem, som vil bryde den herskende klasses magt – og dem, som er usikre og bange og derved reelt kommer til at bakke op om den herskende klasses magt. Således også nu.
Samtidige indledes en række retslige angreb igennem statsanklageren på den organiserede, politiske opposition. Denne har nedsat et koordinationsråd, som har til formål at gå i dialog med regimet om reformer og afholdelse af nyvalg. Dette er i øjeblikket uspiseligt for Lukashenko, så han forsøger i stedet at brug statens magt til at knuse oppositionen. Det er betegnende for situationen, at en repræsentant fra ”strejkeudvalget” fra landets største arbejdsplads, Minsk Traktor Fabrik (MT3), Sergei Dylvesky, også sidder i koordinationsrådet. Næste træk kunne sagtens være, at koordinationsrådets medlemmer smides i fængsel. Men dette trak ville være farligt for Lukashenko lige nu, da landets oprørske befolkning har fået nok af diktaturet – og det kunne sparke gang i en ny runde af protesterne.
Hvordan udspiller regimets offensivt sig?
Der foregår lige nu en nervekrig mellem Lukashenko-styret og arbejderklassen. Den handler om, hvilken af de to parter, der først mister modet og trækker sig. Oprøret står derfor i et vadested. Men det kan det ikke bliver ved med ret længe. Enten får regimet overtaget – eller også bliver det oppositionen og arbejderklassen, som går frem.
Lige nu bliver arbejderne forsøgt gjort usikre og bange ved at blive truet af ledelsen på de virksomheder, hvor de er ansatte.
På det store olieraffinaderi i byen Novopolotsk “Naftan Нафтан”, der forarbejder russisk olie, indsamles der underskrifter blandt arbejderne for en erklæring, der kræver Lukashenkos afgang, frigivelse af alle politiske fanger, stop for styrets vold og nye, retfærdige valg. Mange arbejdere skriver under – også selv om de er bange, fordi de bliver truet med, at deres ansættelseskontrakt vil blive ophævet, hvis de skriver under. På raffinaderiet har arbejderne på et stort møde besluttet, at de vil strejke fra den 29. august, hvis ikke alle deres krav er blevet opfyldt senest denne dag. Dette er et klogt træk, da man kan vinde opbakning fra andre virksomheder og de vaklende lag i arbejderklassen ved at have en bestemt dag at arbejde henimod.
Ved den kemiske virksomhed “Polymir Полимир”, der ligger lige ved siden af olieraffinaderiet Naftan, udsender ledelsen “informationsbrochurer” til alle ansatte, der “informerer” om, at en strejke er “ulovlig”, og indebærer stop for løn og kan medføre disciplinære foranstaltninger.
Det var arbejderne ved fabrikken МЗКТ, der mandag den 17. afviste Lukashenko ved at pibe ham ud, da han forsøgte at tale til dem. Virksomheden fremstiller tunge køretøjer til det russiske og hviderussiske militær. Her har arbejderne netop modtaget et brev fra statens militær-industrielle komité, der siger, at deltagelse i strejker og møder i arbejdstiden er “ulovligt”. – Samtidig er politiet dukket op ved indgangene til fabrikken og søger at skræmme dem, der uddeler stemmesedler og info-papirer til arbejderne. – Arbejderne ved МЗКТ strejker endnu ikke, men har besluttet, at hvis ikke deres krav meget snart bliver opfyldt, vil de indlede en strejke.
Ved kali-gødningsvirksomheden “Belaruskali Беларуськалий” “forsvandt” et medlem af strejkeudvalget den 20. august, Dmitrij Kudelevich. Han blev fanget af det hemmelige politi, som i Hviderusland fortsat hedder KGB (ligesom i Sovjet-tiden) – men det lykkedes ham at flygte igennem et toiletvindue og undslippe til Ukraine.
Virksomheden er så stor, at arbejderne har oprettet en egen info-kanal på appen “Telegram”, som alle med mobil derfor kan følge med i, hvad der sker.
Ved Minsk Traktor Fabrik MTZ МТЗ dukkede anti-oprørsstyrken OMON op og spredte de mennesker, der stod ved indgangen. – Samtidig er 500 arbejdere blevet nægtet adgang til fabrikken fordi de har ansøgt om ferie – og det betragtes naturligvis som en form for strejke.
Ved et af Hvideruslands store byggeselskaber Grodnozhilstroy Гродножилстрой, der er hjemmehørende i byen Grodno og har 3.800 ansatte, har en del af arbejderne fået kolde fødder og har undladt at påbegynde den strejke den 21. august, som ellers var blevet besluttet.
Arbejderne svarer igen med indsamlinger til støtte for de strejkende og nødlidende
De mest bevidste i arbejderklassen kæmper af al magt for at styrke kampmoralen blandt arbejderne.
Der er opstået et “nationalt strejkeudvalg” (ude fra de mange lokale strejkeudvalg), og herfra kunne Andrej Stryzhak – der har arbejdet med organisering af elektronik-arbejdere – den 18. august melde, at over en million dollars var blevet indsamlet. Pengene vil blive fordelt blandt landets strejkeudvalg.
Samtidig er der blevet indsamlet 2,6 mio. dollars til ofrene for anti-oprørsstyrkernes meget grove vold.
Smarte “italienske strejker” får de usikre til at bakke aktivt op
Ved Minsk Traktor Fabrik МТЗ – en af Hvideruslands største fabrikker med 16.000 ansatte – er mange arbejdere bange for at strejke. Koordineringsrådet har imidlertid fundet en udvej, til at få alle med. Sergei Dylevsky fra rådet fortæller den 18. august, at 20% af fabrikkens arbejdere strejker aktivt og helt ordinært.
Men de 80% af arbejderne, som er mere ængstelige, gennemfører i stedet en såkaldt “italiensk strejke” (Итальянская забастовка). Det foregår på den måde, at en del af arbejderne dukker op ved deres arbejdsplads på det tidspunkt, hvor de skal. Herefter starter de maskinerne – men arbejder bevidst langsomt og “efter reglerne”. Hvad der normalt kunne udføres på en time, er de to timer om.
Den anden del af arbejderne, som ikke deltager i den “italienske strejke”, går ud i byen og stiller sig op foran andre fabrikker og arbejdspladser og opfordrer til at strejke i solidaritet. Arbejderne, der går ud i byen, får følgeskab af aktivister og arbejdere fra andre virksomheder.
På den måde har det været muligt at overvinde angsten og få flertallet til at aktionere alligevel: “Folk er bange for ledelsens reaktion, den nuværende regerings reaktion, de er bange for afskedigelser, de er bange for fratagelse af bonusser, irettesættelser, de er bange for at miste deres job” forklarer Sergei Dylevsky fra koordineringsrådet.
Ved “Belaruskali” er der en del af arbejderne, der strejker. Den ene kali-mine er fuldstændigt stoppet. De andre miner fungerer delvist. Blandt de, der ikke strejker – eller “kun” delvist – har mange underskrevet de politiske krav. De strejkende mødes hver dag kl. 9 på det centrale torv i byen Soligorsk / Salihorsk (Byens navn på hhv. russisk og hviderussisk).
Støtte udefra vigtigt
For at overvinde angsten er støtte udefra meget vigtig, siger han: “Støtte af folk udefra og støtte i medierne er meget vigtig. Det er meget vigtigt, at når en person, der ikke deltager i en strejke, kommer hjem kan læse i nyhederne, at folk, der strejker, ikke er bange – og at de også vil deltage i morgen. Den moralske opbakning er meget vigtig lige nu”, siger Sergei Dylevsky.
Ved “Belaruskali” kommer opbakningen således bl.a. fra minearbejdernes fodboldklub “Шахтера” (“Minearbejder”): Her er den tidligere cheftræner og nogle aktive foldboldspillere gået sammen om en appel om at støtte de strejkende, som de har offentliggjort med en video på Instagram – og det viderebringes af det hviderussiske medie TUT.by
I denne sammenhænge er det glædeligt, at den Nordiske Fagbevægelse (inklusive Fagbevægelsens Hovedorganisation i Danmark) støtter både de demokratiske krav og spirerne til en selvstændig fagbevægelse i Hviderusland.
Hvordan skaffer man sig informationer om arbejdernes aktioner i Hviderusland ?
Samtlige vestlige mainstream medier er stort set tavse om den hviderussiske arbejderopstand imod regimet. Men ved at få Google Translate til at oversætte udvalgte hviderussiske medier – især det populære TUT.by – er det faktisk muligt at få et glimt af, hvad der sker. TUT.by har daglige reportager fra landets store fabrikker og taler med arbejdere. Se de allernyeste nyheder her, hvoraf mange handler om arbejderopstanden: https://translate.google.com/translate?hl=da&sl=ru&u=https://finance.tut.by/rubric/macroeconomics/&prev=search&pto=aue
