Bernie Sanders har større vælgertilslutning end Trump – og det har udløst et chok i den borgerlige lejr. – Hvor går USA hen?
Billedet foroven viser Bernie Sanders omgivet af arbejdere, der demonstrerer for en mindsteløn på 15 dollars i timen og retten til at indgå i en fagforening – #UnionsForAll. Billedet er taget i byen Cedar Rapids i staten Iowa den 19. juni 2019 – Sanders’ kampagne har været igang i hele sidste år.
Langt de fleste meningsmålinger viser, at Bernie Sanders har større vælgertilslutning end præsident Donald Trump. Da de borgerlige medier og det nyliberale establishment indenfor det Demokratiske Parti ikke bryder sig om det, bliver det derfor forsøgt forbigået – og derfor hører vi heller ikke ret meget om det i de danske, borgerlige medier – der stort set gentager de amerikanske. For de borgerlige i USA er det et chok, at Bernie Sanders’ venstreorienterede politik oplever en så stor tilslutning, som tilfældet er. Faktisk har Bernie Sanders været foran Trump i et halvt år – men det har været fejet fuldstændigt ind under gulvtæppet:
Bernie fører over Trump i langt hovedparten af de meningsmålinger, som RealClearPolitics gengiver – en oversigt, der hele tiden bliver opdateret: https://www.realclearpolitics.com/epolls/2020/president/us/general_election_trump_vs_sanders-6250.html
Opionsundersøgelse gennemført af analyseinstituttet Ipsos for nyhedsagenturet Reuters: https://fingfx.thomsonreuters.com/gfx/mkt/13/1950/1919/Topline%20Reuters%202020%20Election%20Tracker%2002%2010%202020.pdf
Ligeledes ligger Bernie Sanders foran de øvrige præsidentkandidater indenfor det Demokratiske Parti – se oversigten fra RealClearPolitics. Dette har fuldstændigt overrasket det amerikanske borgerskab, både indenfor og udenfor Demokraterne:
Dette er aldrig sket før
Hvad der sker lige nu i USA med Bernie Sanders’ spektakulære fremgang er fuldstændigt uden fortilfælde i mere end 100 år: Sidste gang en erklæret socialist deltog i præsidentvalget var i 1912, hvor Eugene V. Debs fik 6 pct. af stemmerne. I 1920 blev han fængslet og måtte føre kampagne fra fængselscellen. Siden da har socialistiske standpunkter været trængt stærkt tilbage, og har kun haft en forsvindende lille opbakning i det store land: Under 30’ernes krise lykkedes det den borgerlige præsident Franklin D. Roosevelt at få arbejderklassens opbakning igennem anti-krisepolitikken New Deal. Efter 1945 kunne borgerlige politikere udnytte den Kolde Krig til en heksejagt imod alt venstreorienteret. Denne politiske virkelighed tilpassede den amerikanske faglige landsorganisation AFL-CIO sig til, og igennem årtier samarbejdede den med det borgerlige Demokratiske Parti – og bremsede aktivt alle politiske og faglige initiativer fra venstre. Samtidig har de to store partier Demokraterne og Republikanerne kunnet forhindre, at andre partier fik fodfæste i amerikansk politik. Og i stigende grad var det pengene, der i et ganske vidt omfang kom til at bestemme, hvem der blev præsident: Naturligvis var der altid politiske årsager til, hvilke præsidentkandidater der hhv. tabte og vandt – men pengene til at finansiere valgkampagnerne kom til at spille en uforholdsmæssig stor rolle for, hvem der havde bedst råd til at kunne trænge igennem til en bredere vælgeroffentlighed med kostbare reklamekampagner. Det har naturligvis været til stor skade for venstreorienterede outsidere uden ret mange penge udenfor de to store, borgerlige partier.
I over 100 år har “den frie verdens leder” de Forenede Stater derfor været totalt domineret af borgerlig politik – og i samme omfang har mere venstreorienterede synspunkter været anset for at være yt. Selv kravet om et offentligt sundhedsvæsen, som sagtens kan realiseres indenfor det kapitalistiske samfunds rammer – ligesom i Vesteuropa siden 1940’erne – har derfor i et vidt omfang i USA været anset for at være meget “yderligtgående”, “radikalt” og i lange perioder nærmest utænkeligt.
Et “demokrati”, der nægter at repræsentere halvdelen af befolkningen
I årtier har millioner af amerikanere – især de fattigste – derfor haft en stærk oplevelse af, at det borgerligt parlamentariske system i Washington rent ud sagt pissede på dem. For ved valgene var der jo ingen troværdige politikere med en rimelig vinder-chance, der gengav deres synspunkter! Hvorfor så stemme ved valget, når der ikke var nogen politikere, der reelt repræsenterede en ?! Resultatet var derfor, at andelen af stemmeberettigede vælgere, der vendte valgene ryggen, har været højere i USA sammenlignet med andre vestlige lande: Siden 1970’erne har i gennemsnit omkring 45% til 50% af de stemmeberettigede vælgere afholdt sig fra at stemme. Det er næsten halvdelen af de stemmeberettigede, der ikke har stemt – et rekordhøjt antal !! De, der har stemt, har især været de mest velhavende vælgere, hvis interesser i størst omfang er blevet varetaget af systemet. Men ser vi på de stemmeberettigede vælgere med de laveste indkomster, er det betydeligt flere end gennemsnitstallene viser, der har afholdt sig fra at stemme. Og hvorfor: Fordi der ikke hidtil har været en eneste politiker, der på en troværdig måde har repræsenteret de mindrebemidledes og forskelsbehandledes interesser, der har stillet op.
Ganske vist har socialdemokratiske og erklæret socialistiske partier deltaget i valgene i USA – men disses chancer for at trænge igennem de borgerlige medier til arbejder-vælgerne og blive valgt var så små, at de færreste stemte på dem.
De borgerlige mediers forherligelse af USA som et demokrati er derfor en “sandhed” med meget store modifikationer: Wikipedia om valgdeltagelsen ved USA’s præsidentvalg: https://en.wikipedia.org/wiki/Voter_turnout_in_the_United_States_presidential_elections
Her har vi ÅRSAGEN til Bernie Sanders’ succes !
Bernie Sanders er for det første gået ind og repræsenterer de synspunkter hos milioner af arbejdervælgere, som hidtil har været blokeret af de borgerlige politikere. Og for det andet har han ud fra en platform som senator i 2016 formået at opbygge en kampagne, der gjorde ham kendt i hele USA. Her i 2020 fremstår han derfor som en præsidentkandidat, der har en realistisk chance for at nå langt – han er ikke længere nogen outsider uden vinderchancer. Arbejdervælgerne forstår derfor, at en stemme på Bernie Sanders ikke er en spildt stemme – og derfor strømmer de til.
For første gang nogensinde – på nær under Sanders’ kampagne i 2016 – er der nu en politiker, der fremfører vigtige arbejdersynspunkter, en politiker som virkelig er trængt igennem til offentligheden.
Det nyliberale samfund skabte arbejderklassens utilfredshed – som Trump yderligere har fremprovokeret
I USA er intet mere, som det har været:
Donald Trumps knebne sejr ved præsidentvalget i november 2016 udløste chokbølger hos alle mere progressive amerikanere. Tingene blev med ét sat på spidsen: Skal USA udvikle sig i den retning, som Trump ønsker?
Udviklingen i modstanden mod Trump i årene 2017 – 18: “To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand” – Socialistisk Arbejderavis: http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=36921
USA i valgåret 2020: En opvågnen fra Trump-mareridtet? – Socialistisk Arbejderavis:
http://socialister.dk/usa-i-valgaaret-2020-en-opvaagnen-fra-trump-mareridtet/
Samtidig har “den amerikanske drøm” i vidt omfang været bristet hos den mindrebemidlede del af arbejderklassen siden Finanskrisen i 2007 – 08. Økonomen Joseph Stiglitz har påvist, at dele af befolkningen har den samme disponible realindkomst (dvs. minus inflation og efter skat) som for 40 år siden, mens den er faldet for lavt uddannede. Mange mennesker føler sig derfor provokeret af, at Trump har overøst de rigeste med store skattelettelser, som har fået den økonomiske ulighed til at blive endnu større.
Joseph Stiglitz’ artikel fra 2011, hvor han fortæller om, hvordan 1% af befolkningen har beriget sig, mens store dele af resten af befolkningen har oplevet økonomisk tilbagegang. Denne artikel blev den direkte anledning til, at bevægelsen “Occupy Wall Street” opstod: https://www.vanityfair.com/news/2011/05/top-one-percent-201105
Bliver man alvorligt syg er det lig med en katastrofe for millioner af amerikanere, som ikke har råd til den pengemaskine, som det usunde “sundheds”-system er. Her har Trump gjort alt, hvad han kunne, for at bekæmpe ethvert fremskridt.
De unge kan ikke tage en uddannelse uden at blive tynget af en kæmpe gæld, for der findes ingen statslig uddannelsesstøtte i USA.
Millioner af kvinder er rasende over Trumps skandaløse holdning til dem. – Andre millioner – ikke mindst USA’s store befolkning af latinoer – er chokerede over den måde, som han behandler de mange, der flygter fra fattigdom og forfølgelse navnligt fra Mellemamerika og Mexico.
På klimaområdet har Trump demonstreret en total foragt for de stadigt alvorligere tegn på et klimaskifte – ikke mindst de ekstreme orkaner – og har i stedet fuldstændigt bakket op om den kapital, hvis interesser er knyttet til olie, gas og kul.
Den meget ringe valgdeltagelse antyder, at utilfredsheden meget længe – i årtier – har ulmet i USA’s befolkning på 328 mio. mennesker – men præsident Trump har som ingen anden formået at kickstarte de utilfredses vrede.
Bernie Sanders’ kampagne er helt forskellig fra alle andre
Hvor milliardæren Michael “Mike” Bloomberg som Demokratisk præsidentkandidat søger at købe vælgerne ved at poste kæmpebeløb i reklamekampagner, så er Bernie Sanders’ kampagne helt forskellig.
For det første har han mobiliseret langt flere aktivister – én million ! – end alle andre præsidentkandidater. Og disse aktivister arbejder for de flestes vedkommende frivilligt – og de kan ikke købes for dollars. De brænder for Sanders’ sag på en helt anden måde, end man ser det ved de andre præsidentkandidaters stabe af ansatte og frivillige.
Og for det andet er langt flere Bernie Sanders-støtter villige til at give et bidrag til kampagnen end det er tilfældet ved nogen som helst anden præsidentkandidat. De borgerlige kandidater er især afhængige af rigmænds, store firmaers og interesseorganisationers pengestøtte – mod at sikre sig indflydelse. I USA er politisk indflydelse noget, som de rige og magtfulde i høj grad køber. Men sådan er det ikke blandt Bernie Sanders politiske støtter: Selvom disse kun giver et mindre beløb hver, er der så mange af dem, at det ikke desto mindre har resulteret i, at Bernie Sanders’ kampagne råder over større beløb end nogen anden præsidentkandidat, på nær milliardæren Bloomberg. For der skal penge til i USA – uden penge har man ikke en chance for at trænge igennem til offentligheden.
Igennem hele 2019 og her i starten af 2020 har Bernie Sanders’ kampagne kørt i højeste gear. Det store antal aktivister har derfor været ude og stemme dørklokker og tale direkte med vælgerne face-to-face. Dette giver langt større resultater end overfladiske reklamer, og dette er en af grundene til, at på grund af det høje antal aktivister er Bernie Sanders’ kampagne derfor foran de andre kandidater, som er mere afhængige af reklamekampagner og de borgerlige mediers opbakning. Bernie Sanders’ kampagne er så slagkraftig, fordi dens frivillige igennem aktiviteter ude blandt vælgerne har formået at komme udenom de borgerlige medier, som for de flestes vedkommende gør hvad de kan, for at give ham så lidt opmærksomhed og bekæmpe ham så meget som muligt.
Det har stor betydning, at Bernie Sanders i 2016 førte en succesrig kampagne for at blive nomineret som det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Han tabte kun beskedent til Hillary Clinton. Her kom han langt ud med hans politik, og han fik opbygget en meget betydelig stab af kampagneaktivister. Alle disse blev påny aktive, da Bernie Sanders i 2019 genoplivede hans forsøg på at blive Demokraternes præsidentkandidat og USA’s kommende præsident. Dermed har hans kampagne-organisation fået en flyvende start.
Ungdommen er lydhør overfor venstreorienterede argumenter som aldrig før
I årtier havde socialistiske synspunkter næsten ikke en chance under de politiske forhold, der herskede i “Guds eget land”. Men som følge af udviklingen i det nyliberale samfund samt som følge af den provokation, som Trump udgør, har det imidlertid ændret sig radikalt:
Selvom det er uklart, hvad amerikanere forstår ved “socialistisk” eller “venstreorienteret” – og selvom et synspunkt ikke skal være særligt “radikalt” for at blive stemplet som noget sådant – så har tilslutningen til “socialistiske” eller “venstreorienterede” standpunkter ikke desto mindre oplevet et bemærkelsesværdigt opsving.
Således er den højreorienterede organisation “Kommunismens ofre” (“Victims of communism”) forfærdet over udviklingen: Den har bekostet en opinionsundersøgelse foretaget i 2019 af analyseinstituttet YouGov, der viser en massiv tilslutning til “socialismen” (hvad der så end menes hermed), og ganske særligt ved de unge fra årgang 0 (dem, der er født i år 2.000). Her siger YouGov undersøgelsen, at 70% af de unge sandsynligvis vil stemme “socialistisk”: https://www.victimsofcommunism.org/2019-annual-poll
Andre tilsvarende opinionsundersøgelser bekræfter et kraftigt opsving for tilslutningen til “socialistiske” standpunkter.
Denne udvikling bekræftes af, at selvom Bernie Sanders er den ældste præsidentkandidat, har han ikke desto mindre helt anderledes fat i unge og yngre vælgere end alle andre kandidater. Og det gælder både hvide unge af nordeuropæisk afstamning og unge af såkaldt “farvet” afstamning.
Minoriteterne
18% af USA’s befolkning er af latinamerikansk eller spansk afstamning – ca. 60 mio. mennesker i alt. Det er USA’s største etniske mindretal. – Det næststørste mindretal er de sorte, som udgør ca. 12% af befolkingen og tilsammen ca. 40 mio. mennesker. – Det Demokratiske Parti er meget afhængigt af stemmer fra disse to befolkningsgrupper, der tilsammen udgør ca. 1/3 af USA’s samlede befolkning.
Man kunne tro, at Sanders’ baggrund som en hvid ældre mand kunne hæmme hans gennemslagskraft. Det er imidlertid overhovedet ikke tilfældet. Det skyldes ikke mindst hans kampagne igennem adskillige år for en mindsteløn på 15 dollars i timen og retten til at indgå i en fagforening. Dette flerårige engagement – også udenfor valgårene – har virkeligt demonstreret, at han mener det alvorligt, og at det ikke er “valgflæsk”.
Samtidig har hans indsats igennem flere år til fordel for de såkaldt “illegale” indvandrere givet genlyd. Ikke mindst blandt latinoerne, som er den befolkningsgruppe, der er mest berørt af spørgsmålet. Det viste sig i februar 2020 ved primærvalget i staten Nevada: Her er 1/3 af indbyggerne latinoer – og her fik Bernie Sanders’ en tordnende høj tilslutning blandt de afgivne latino-stemmer.
Alexandria Ocasio-Cortez (“AOC”) har en puerto ricansk baggrund, og er vokset op i bydelen Bronx i New York. Denne bydel er kendt for ikke at være nogen millionær-ghetto … AOC’s kométagtige entré på den amerikanske politiske scene og kraftige støtte til Bernie Sanders har yderligere bidraget til hans opbakning bag latinoer – og blandt unge og yngre amerikanere i det hele taget uanset etnisk afstamning.
I USA’s to folkerigeste stater Californien (40 mio. indbyggere) og Texas (29 mio. indbyggere) er andelen af latinoer i befolkningen meget høj, og her står Bernie Sanders derfor meget stærkt – særligt stærkt i Californien.
Bernie Sanders er af polsk-jødisk afstamning, og han er vokset op i New York-bydelen Brooklyn. Når han siger, at han forstår minoriteterne i USA, så bliver han trods hans hvide baggrund rent faktisk i vidt omfang accepteret af latinoerne – netop fordi han har ført kampagne for minoriteterne og dermed demonstreret, at han mener det alvorligt. Af samme grund er han blevet angrebet af den højreorienterede jødiske lobby i amerikansk politik.
I USA’s sorte afrikansk-amerikanske befolkningsgruppe er holdningen i forhold til Bernie Sanders mere modsætningsfyldt: Blandt den mindre del af de sorte, som overhovedet ser nogen interesse i at deltage i valg, stemmer de ældre i et ganske vidt omfang på Joe Biden fra det Demokratiske Parti, mens de unge og yngre sorte i stigende omfang slutter op om Bernie Sanders. Hans kampagne for 15 dollars i timen og retten til at indgå i en fagforening har naturligvis hjulpet til at overvinde de yngre sortes skepsis imod ham som en hvid mand.
Tilbage i 1930’erne førte præsident Franklin D. Roosevelt en reformpolitik, der under årtiets voldsomme økonomiske krise kom de sorte til gode – uden at han dog turde give dem de borgerrettigheder, som de havde krav på. Her skiftede de sorte over til at støtte Demokraterne. I 1964 sørgede den Demokratiske præsident Lyndon B. Johnson for (presset af borgerrettighedsbevægelsens mobiliseringer), at de sorte fik de borgerrettigheder, som hidtil var blevet nægtet dem. I dag har de sorte, som overhovedet har afgivet deres stemme ved valg, derfor igennem årtier stemt på Demokraterne. Og her har de søgt at være venner med partiets stærke mand, som de til gengæld for deres stemme på ham forventede ville støtte dem. Og derfor har de ældre sorte, som deltager i valgene, hidtil i betydelig udstrækning støttet Joe Biden fra Demokraterne, idet de indtil nu i vidt omfang har anset Bernie Sanders for at være en outsider. I staten South Carolina, hvor den sorte befolkningsdel er langt over USA-gennemsnittet, har Joe Biden derfor stået stærkere end i resten af USA – til trods for, at han er hvid og en repræsentant for det velhavende, nyliberale establishment, der ikke har rørt en finger for deres sorte vælgere i mange år.
Men nu haler Bernie Sanders ind på de sorte vælgeres støtte til Joe Biden – især de yngre sorte har forstået, at kun Bernie mener støtten til de sorte alvorligt, mens Joe Bidens “støtte” kun er overfladiske læbebekendelser udelukkende med henblik på at fiske stemmer. På det sidste har “Black Lives Matter”-bevægelsens grundlæggere Patrisse Cullors og Ari Melber offentligt i medierne udtalt deres støtte til Bernie Sanders.
Er den socialistiske revolution på vej i USA ??
Nej, det er den næppe. Det er vi nødt til at svare så klart på, som vi kan. Og det til trods for at Bernie Sanders’ spektakulære fremgang viser, at det politiske landskab i USA virkeligt er under forandring som aldrig før.
Efter at socialistiske standpunkter i ca. 100 år har været næsten borte fra offentligheden i USA, fremstår kravet om en offentlig, skattefinansieret sundhedsforsikring for alle (“Medicare for All”), som et “yderligtgående”, særdeles “radikalt” krav. Dette må ikke misforstås: “Medicare for All” er et vigtigt krav af meget stor betydning for millioner af amerikanere, som enten ingen sundhedsforsikring har overhovet – hvilket hvert år medfører 68.000 menneskers død, når de ikke kan få nogen medicinsk behandling – eller som er underforsikrede, og derfor heller ikke kan få den behandling, de har behov for. 100.000’er har ligeledes udsigt til økonomisk konkurs, når de modtager vanvittige regninger for læge- og hospitalsbehandling. “Medicare for All” er derfor et krav, der går direkte imod det nyliberale samfunds private “sundheds”-sektor – et krav med en betydelig mobiliserende virkning på millioner af mennesker, som konfronteres face-to-face med “sundheds”-sektorens brutale bagside. “Medicare for All” er således i USA et vigtigt krav – men i Vesteuropa har man i varierende omfang haft en mere eller mindre offentlig sundhedssektor siden slutningen af 1940’erne uden at det har ændret ret meget ved de berørte landes kapitalistiske system, højst modificeret det. Med mindre kravet om “Medicare for All” sætter gang i en større mobilisering indenfor arbejderklassen – en mobilisering, som virkelig truer kapitalismen – vil det kapitalistiske samfund godt kunne leve med “Medicare for All”, også selv om “sundheds”-pengemaskinen kommer ind i offentlig regi.
Efter 100 år, hvor borgerlig politik totalt har domineret og venstreorienterede synspunkter har været fuldstændigt fraværende, kan det derfor heller ikke undre, at den amerikanske venstrefløj hele tiden har været lille, og den egentligt revolutionære venstrefløj endda forsvindende lille.
Så uanset Bernie Sanders’ fremgang vil der under alle omstændigheder være enddog meget langt til en virkelig socialistisk revolution i USA.
På kort sigt har Bernie Sanders’ fremgang – der har overrasket alle – hensat det nyliberale establishment indenfor det Demokratiske Parti i en chok-tilstand. Selvom Bernie Sanders skulle vinde kapløbet om at få flest stemmer – hvilket efterhånden er rimeligt sandsynligt – til at kunne blive nomineret som Demokraternes præsidentkandidat, så tyder alt på, at det Demokratiske establishment på partikonventet i juli vil søge at fravriste ham denne nominering. Det kan ske ved, at de såkaldte “superdelegerede” – som i høj grad er tidligere delstats-guvernører samt folk, der er udpeget af partitoppen – følger det Demokratiske establishments ønske.
Hvis det ikke desto mindre skulle lykkes Bernie Sanders at blive nomineret til Demokratisk præsidentkandidat, vil vi kunne forvente en smæde- og løgnekampagne fra borgerskabets og de borgerlige mediers side uden fortilfælde.
Såfremt det hernæst – imod alle odds – virkeligt skulle lykkes Bernie Sanders at blive valgt som USA’s præsident til november, vil han blive bekæmpet af borgerskabet som aldrig før:
Bernie Sanders har ikke noget parlamentarisk flertal bag sig i kongressen – og vil næppe heller kunne regne med at få det, også selv om vi forestillede os den ønskedrøm, at han imod alle odds skulle vinde præsidentvalget til november. Kongressen ville derfor bekæmpe “præsident Sanders” med næb og klør og gøre alt for at blokere hans politik. Også udenfor kongressen ville borgerskabet bruge dets uhyre økonomiske magt til at sabotere den politik, som Bernie Sanders måtte have held til trods al modstand at få gennemtrumfet.
Det ville kræve flere år at få udskiftet kongressens medlemmer, således at en “præsident Bernie Sanders” ville kunne opnå at have et parlamentarisk flertal bag sig. Hertil kommer regeringsapparatet både på føderalt niveau samt på delstatsniveau, og her vil de borgerlige embedsmænd sabotere og bekæmpe hans politik.
Indtil videre er det en reformistisk utopi at forestille sig, at amerikanerne igennem kongressen via en “præsident Sanders” ville kunne stemme sig til en socialistisk revolution:
Det er et problem, at Sanders’ kampagne er parlamentarisk orienteret
I kongressen har Bernie Sanders været en outsider og nærmest en “trojansk hest”, som har kunnet udnytte sin position som senator til at opbygge en kampagne om at blive nomineret til Demokraternes præsidentkandidat.
At Sanders’ kampagne har fået en sådan succes skyldes i meget høj grad de samfundsmæssige omstændigheder for tiden, der har begunstiget den:
Det nyliberale samfund har for millioner af amerikanere demonstreret, at det ikke er til fordel for dem – tværtimod.
Og denne erkendelse indtræffer på et tidspunkt, hvor Trump har formået at provokere en pænt stor del af USA til at opgøre oprør imod udviklingen i en grad, som vi ikke har set siden modstanden mod Vietnamkrigen og præsident Richard Nixon i 70’erne.
Det er virkelig en historisk situation, der har begunstiget Bernie Sanders’ kampagne.
Imidlertid er det et problem, at oprøret imod det nyliberale samfund samt imod Trumps politik nu bliver opfanget af og kanaliseret igennem Bernie Sanders’ kampagne for at blive nomineret til Demokraternes præsidentkandidat.
Vi må klart erkende, at sådan som forholdene er i USA, ville oprøret ikke kunne blive samlet op på ret mange andre måde end igennem Bernie Sanders’ kampagne.
Problemet er imidlertid, at millioner af mennesker nu sætter deres lid til, at en kongresdelegeret – senator Bernie Sanders – i høj grad vil kunne føre kampen for dem. Og det er en alvorlig fejltagelse:
For sagen er, at spørgsmålet om Bernie Sanders’ succes eller fiasko i helt overvejende grad afhænger af massebevægelsens styrke – og dette kræver en massemobilisering udenfor kongressen: Dette kræver, at almindelige mennesker, der ønsker at gøre oprør, selv tager inititativet i stedet for at overlade det til Bernie Sanders.
Hidtil har det i USA vist sig svært at opbygge en samlende massebevægelse, der sammenfattede alle de mange oprør, til en massebevægelse udenfor kongressen og uafhængigt af valgkampagner. Såfremt en gennemgribende forandring af USA virkeligt skal finde sted, så kræver det en sådan udenomsparlamentarisk mobilisering. En mobilisering der finder sted uafhængigt af en Bernie Sanders eller en Alexandria Ocasio-Cortez.
Trods Bernie Sanders’ spektakulære fremgang må vi derfor være realistiske og sige, at der er lang vej til en gennemgribende forandring af de Forenede Stater i arbejderklassens interesse.
Bernie Sanders’ politiske svagheder – Socialistisk Arbejderavis: http://socialister.dk/usa-i-valgaaret-2020-en-opvaagnen-fra-trump-mareridtet/
