2019-valget var et skridt til venstre på baggrund af massive folkelige manifestationer på klima og velfærd. Forståelsespapiret bandt Socialdemokratiet til nogle progressive små skridt. Mette Frederiksens snak siden hendes Grundlovstale om en regering ”hen over midten” var og er et forsøg på at vikle sig ud af disse bindinger.
Det er pakket ind i snakken om ”national samling” på baggrund af krigen i Ukraine og de dystre udsigter til et globalt økonomisk kollaps, men bundlinjen er at frigøre sig fra venstrefløjen. I denne ligning er SF ikke en del af problemet for Socialdemokratiet. De er med på den stigende militarisering af Danmark og vil næppe gøre vrøvl over krisepakker, som angriber arbejderklassen. De støttede blandt andet indgrebet i sygeplejerskernes strejke i 2021.
Men for alle os andre er en regering ”hen over midten” et signal om, at det ”ekstreme centrum” vil blive styrket – magtpartierne, som søger at fastholde grebet i pressede tider ved at kapre højrefløjens ekstreme politik.
I praksis betyder det mere af det samme, som vi har haft gennem de seneste år med skiftende regeringer. Det betyder yderligere forsvarsbudgetter. Mette Frederiksen udtalte, at man er villig til at ”betale, hvad det koster” for at ”forsvare” Danmark. Velfærden vil ikke blive genoprettet. Den horrible tilstand, som både velfærdens service og medarbejdernes vilkår befinder sig i, vil der ikke blive rettet op på.
Klima vil blive underprioriteret endnu mere end i de foregående tre år. Den racistiske udlændingepolitik vil fortsætte. Både internt i Danmark og i forhold til verdens flygtninge.
Et styrket Enhedslisten vil måske ikke kunne stoppe denne bevægelse mod højre, men det ville give et løft til kampen mod den kommende regering. Alle Enhedslistens svagheder til trods, blandt andet deres støtte til våben til Ukraine, repræsenterer de flere hundrede tusind mennesker, som ønsker forandring. Denne sociale vægt skal forstærkes, også ved at stemme på dem d. 1. november.
Men det, som reelt kan standse Socialdemokratiets leflen for de borgerlige er, hvis kampen mod inflation, krig og racisme og for fred og velfærd igen kan blive en massebevægelse, som sætter andre prioriteringer på dagsorden, såsom krav om kompensation for prisstigninger. Det er ufatteligt, at det ikke er sket endnu. Men det kræver, at både fagbevægelsen og den politiske venstrefløj ser den vej og ikke til Folketingets bogstavlege.
