Billede tekst: Rådhuspladsen under krigen. Et ikke ualmindeligt syn under besættelsen, selvfølgelig forstærket under de store strejkebølger. Foto: Arbejdermuseet/AAB
Dels var levevilkårene blevet så utålelige, at det affødte utilfredshed og et ønske om at gøre noget ved det. Dels opstod der enkelte eksempler på, at kamp nyttede. Og endelig havde det almene krigsbillede en betydning. De tilsyneladende uovervindelige tyske hære, var ikke bare gået i stå ved Stalingrad. De begyndte også at blive tvunget på tilbagetog i både Rusland og Nordafrika. Og i foråret 1943 gik de allierede i land på Sicilien.
Som tidligere nævnt, var strejketallene ekstremt lave i de første besættelsesår. Men i 1942 kom det alligevel til 9.000 tabte arbejdsdage – ikke et imponerende tal, men dog 6 gange 1941 tallet og mere end 20 gange tallet for 1940. Og i 43 stiger det til næsten 30.000 dage – endda uden at strejkebølgen i august er talt med.
Strejkesejre
Et par markante sejre i december 42 havde nok en betydning. Dels strejkede B&W imod nazistiske vagter, og da strejken bredte sig til Nordhavnsværftet, blev deres krav indfriet. Samtidig gik 500 arbejdere ved befæstningsbyggeriet ved Nymindegab i strejke for et lønkrav, som efter 2 dages strejke blev vundet.
Noget satte det i gang, for alene i løbet af januar 1943 nåede antallet af tabte arbejdsdage på grund af strejker, alene inden for jernindustrien, at overstige det samlede tal for hele 1942.
Strejkerne drejede sig om alt fra lønkrav over krav om bedre beskyttelsesrum og betaling for luftalarmer til krav om faretillæg samt krav rettet imod nazister på arbejdspladserne. Ligeledes var strejkernes varighed vidt forskellig, fra halve dage til de københavnsk trælosseres 3 ugers strejke og 4 ugers-strejken på fabrikken Hess i Vejle.
Noget satte det i gang, for alene i løbet af januar 1943 nåede antallet af tabte arbejdsdage på grund af strejker, alene inden for jernindustrien, at overstige det samlede tal for hele 1942
Citat: Freddie Nielsen
Ikke mindst trælosserstrejken viste, hvad man var oppe imod. Arbejdernes forbund, Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF), erklærede arbejdet for frit (= opfordring til skruebrækkeri) og lukkede a-kassen efter krav fra arbejdsgiverne. Arbejdsgiverne gik videre, som det illegale blad “Klassekamp” (udgivet af Revolutionære Socialister) skrev: ”… for at manifestere det nationale samarbejde sendte arbejdsgiverforeningen [DA] en skrivelse til politidirektøren med anmodning om at indlede en undersøgelse angående tiltale imod havnearbejdernes ledelse. Meningen var, at bestyrelsen skulle sættes fast for kommunistisk virksomhed.”
Fagbureaukratiet
Fagbureaukratiet var ikke til megen hjælp i arbejdernes kampe, nærmere det modsatte. I november 1942 afholdtes en nordjysk (oppositionel) arbejdsmandskonference, hvor 107 ud af 410 mulige nord- og midtjyske DAF-afdelinger deltog, men det var meget mod DAF’s ønske.
I sommeren 43 skabtes kontakt mellem alle skibsværfternes fællesklubber, og man enedes om et krav om 40% generelt faretillæg. Men allerede i april havde Eiler Jensen, DsF’s formand, gjort bureaukratiets stilling klart, da han på et møde på B&W sagde: ”Desværre er ulemperne ved en krigstilstand absolutte og uafvendelige, og man kan ikke forvente at få en aflastningspræmie for det.”
Nu starter der virkelig noget: I en stemning af utilfredshed med at blive holdt nede af såvel den tyske besættelsesmagt som af den danske regering samt i utilfredshed med de stadigt forringede leveforhold breder kampmodet sig i, først og fremmest, den fynske arbejderklasse
Citat: Freddie Nielsen
I august 1943 går det helt store slag så i gang. En strejke på Odense Stålskibsværft mod tyske vagter, der fører til solidaritetsstrejker på 12 metalarbejdspladser, og en strejke på 2 af Aalborgs cementfabrikker imod nazistiske sabotagevagter, vindes begge. Den 9. august starter en strejke i Esbjerg imod et 22-05 udgangsforbud (som tysk hævn for en vellykket sabotageaktion), og efter 3 dage, hvor byen er totalt lammet, vindes strejken.
Nu starter der virkelig noget: I en stemning af utilfredshed med at blive holdt nede af såvel den tyske besættelsesmagt som af den danske regering samt i utilfredshed med de stadigt forringede leveforhold breder kampmodet sig i, først og fremmest, den fynske arbejderklasse.
Odense som centrum
Den 18. august 1943 udbrød der strejker i Odense flere steder, og de bredte sig som en steppebrand. Først til Odense, der blev totalt lammet, og var det i 6 dage, men også til de fleste byer på Fyn, med afstikkere til Fredericia, Vejle og Korsør. De fleste kortere og mindre omfattende end i Odense. – Nyborg, Bogense og Middelfart er dog stort set lukket ned i 3 dage, og Svendborg i 4.
Inden strejkebølgen ebber ud på Fyn, bliver Nordjylland et nyt centrum, hvor Aalborg, Nørresundby og Frederikshavn var fuldstændigt strejkelammede fra den 23. til den 29. august. Og flere andre nord- og midtjyske byer var i mindre omfang også med.
Kampviljen virkede ikke til at være slukket, men da regeringen gik af den 29. august og besættelsesmagten overtog styret, indførtes undtagelsestilstand med dødsstraf for strejkedeltagelse. På den baggrund besluttede strejkeledelsen at opfordre til at genoptage arbejdet, fordi man frygtede at sammenholdet ikke ville holde. Og opfordringen blev fulgt. Men i løbet af de 3 uger strejkebølgen varede, var 22 byer helt eller delvis strejkelammet fra 1 til 7 dage.
Historikeren Hans Kirchhoff fortæller, at da han samlede materiale til sin disputats “Augustoprøret 1943”, kunne han ikke komme ind i et arbejderhjem uden at møde ”manden der havde sat strejkebølgen i gang.” Det er nok lidt overdrevet, men det fortæller to ting: For det første noget om den stolthed, der opstår blandt arbejdere, der langt om længe har taget kampen op imod en uretfærdighed. Og for det andet at i en tilspidset klassekamp er der mange ledere. Der er mange, der pludselig påtager sig et ansvar for, at kampen ikke er forgæves.
Organisering
Det er klart, at det var af central betydning, at der fandtes medlemmer af det forbudte DKP på mange arbejdspladser. Der er på enhver arbejdsplads arbejdere, som har en større klassebevidsthed end deres kolleger. Og det er af afgørende betydning, at de organiserer sig sammen.
Især strejkernes selvstyrende form afskrækkede både arbejdsgiverne og fagbureaukratiet. Da nogle af Odenses mindre arbejdsgivere, i sympati med sagen, ville betale løn for strejkedagene, fik de besked fra DA om, at det var det farligste, de kunne gøre. Det kunne animere til flere strejker, og de faglige ledere kunne miste grebet, hvilket var det ”fagligste af alt farligt”, som DA’s næstformand formulerede det.
Men selv om undtagelsestilstanden i august 1943 satte en stopper for strejkebølgen, så betød det ikke, at nu var arbejderklassens kampgejst fuldstændigt smadret.
København 1944
I slutningen af juni 1944 indførte besættelsesmagten en 20-05 spærretid i København, hvilket fik B&W arbejderne til at gå tidligt hjem. Dels var de utilfredse med at skulle være spærret inde i små lejligheder i sommervarmen, og dels argumenterede de for, at de pga. varemanglen skulle passe deres kolonihaver.
Strejken bredte sig hurtigt til en generalstrejke i København, med sympatistrejker i mange andre byer. Denne generalstrejke er senere blevet kendt under navnet “folkestrejken”, selvom det var en klar arbejderstrejke. Politikerne og fagbureaukratiet forsøgt at stoppe strejken, og tyskerne satte hårdt imod hårdt. De lukkede for gas og vand og lagde en ring omkring København, samtidig med at de terroriserede byens befolkning. Befolkningen svarede så igen med at bygge barrikader mange steder.
Til forskel fra 1943 var Frihedsrådet opstået i mellemtiden som et organ, der gerne ville samle og styre modstanden imod den tyske besættelse. Og kampen udviklede sig til ikke bare en styrkeprøve mellem Københavns arbejdere og besættelsesmagten, men også til en kamp mellem Frihedsrådet og politikerne. Efter få dage vandt arbejderne og Frihedsrådet. Men det kostede ca. 60 københavnere livet og 350 sårede.
Læs de første 14 afsnit af serien her
