Putin-regimet bliver mere og trængt, i takt med at det russiske militær oplever en alvorlig svækkelse i Ukraine. Hertil kommer den politiske virkning af de omfattende protester i Rusland imod mobiliseringen af 300.000 soldater-reservister – samt af 10.000’ers flugt ud af landet. Hele denne svækkelse er den særdeles håndfaste baggrund for, at han ville kunne blive uhyggeligt fristet af til enten at true med eller rent faktisk til at indsætte atomvåben – og dette ville igen kunne udløse et vestligt svar, som også ville kunne indebære en meget farlig optrapning. – Vi kan roligt sige, at verden har ikke oplevet noget lignende i 60 år.
Nedenfor undersøger vi mere præcist risikoen for atomkrig. I skrivende stund må vi heldigvis sige, at risikoen er forholdsvis beskeden – men selvom Putin er alt andet end dum, så er han imidlertid ved at blive militært og politisk så trængt, at det ikke er utænkeligt, at han i et svagt øjeblik ville kunne blive djævelsk fristet af at tage hans stærkeste våben i brug i et desperat håb om at kunne overvinde hans tiltagende svaghed …
Skulle denne situation opstå, vil det blive bydende nødvendigt, at millioner af mennesker overalt i Europa, Nordamerika og resten af verden øjeblikkeligt mobiliseres til at gå på gaden. Heldigvis vil det i en sådan situation næppe være svært, og derfor vil det være realistisk at få enorme menneskemasser til at demonstrere. Dette vil netop være realistisk, for langt de fleste almindelige mennesker vil i en sådan situation øjeblikkeligt forstå, hvilken dødelig fare en virkelig optrapning med atomvåben vil indebære. Almindelige mennesker vil med det samme forstå denne fare, også selvom de overfladiske borgerlige mainstream-medier lige siden den Kolde Krigs ophør nærmest har ladet atomvåbnene gå i glemmebogen.
En sådan enorm mobilisering ville ikke blot være rettet imod Vladimir Putin – men indirekte så sandelig også imod de vestlige magthavere: De skal have klar besked på, at det store flertal absolut ikke vil kunne acceptere, at også Vesten ville enten true med eller rent faktisk indsætte atomvåben imod Rusland.
Lige nu og her – hvor det er “stilhed før stormen” – vil det måske kunne føles uvirkeligt at skulle forholde sig til atomvåben, og hvad vi i givet fald skulle gøre, såfremt dette uhyggelige scenarie skulle blive til virkelighed. Men med Ruslands militære svækkelse er vi kommet ind i situation, som vi ikke har været i i årtier.
Så det er vigtigt at forstå alvoren i situationen – og forsøge at forholde sig nøgternt til den.
Ruslands meget alvorlige militære vanskeligheder i Ukraine
Sommerens gang med krigen i Donbas har i praksis demonstreret, hvordan den russiske hærs evne til både at gennemføre angreb – og forsvare dens stillinger – er stort set fuldstændigt forsvundet. I skrivende stund i begyndelsen af oktober er den russiske hær ved at lide nogle alvorlige tilbageslag – og flere vil kunne ventes. Den russiske hærs spektakulære svækkelse skyldes de meget betydelige tab af soldater og materiel. Den russiske hær oplever en skrigende mangel på soldater – hvilket ukrainerne ikke gør. Hertil kommer, at de russiske soldater er stærkt demoraliserede og derfor for en stor dels vedkommende ikke opviser nogen større kampvilje. Og herudover har den massive korruption skadet den russiske hær meget voldsomt. Efter et halvt års krigsførelse er alle de utrolige mangler, som korruptionen har medført, overhovedet ikke blevet overvundet. Hertil kommer en ineffektiv militær ledelse, der højst sandsynligt skyldes, at det har været vigtigere, at generalerne skulle være loyale overfor regimet end militært dygtige. Og som en ekstra belønning kunne disse inkompetente militære ledere endda få mulighed for at berige sig. Den dårlige militære ledelse har gang på gang vist sig på krigsskuepladsen. Hertil kommer en logistik, der er dårlig. Tilbage ved starten af krigen troede alle, at den russiske hær ville være overlegen i forhold til den ukrainske – men hele denne “overlegenhed” er fuldstændigt forsvundet.
10.000’er af russiske soldater betaler den højeste pris – og andre 10.000’er bliver invaliderede og traumatiserede for livstid. Tabene er meget betydelige.
Putins mobilisering af 300.000 reservister (dvs. hjemsendte tidligere værnepligtige) vil rent militært vise sig at være et slag i luften. For Rusland har ikke siden år 2008 rådet over et apparat, der effektivt vil kunne uddanne og træne sådanne genindkaldte. Dette apparat har endvidere vist sig at være skandaløst inkompetent og bureaukratisk. Det tager minimum et halvt år at få uddannet dygtige og rutinerede soldater og få militære enheder til virkeligt at arbejde sammen. Dårligt uddannede soldater i militære enheder, der ikke rigtigt fungerer, og ledet af officerer uden erfaring, er af ringe værdi for Ruslands krigsførelse – for at sige det mildt.
Putins indkaldelse af reservisterne er derfor mere en skrivebordsbeslutning og en ønskedrøm fra hans side, for hans inkompetente bureaukrati har svært ved at skabe slagkraftige styrker ud af disse genindkaldte soldater. For at gøre sagen værre, så er der slet ikke moderne våben og udrustning nok til alle disse soldater. Så mobiliseringen af disse 300.000 (hvoraf mange er flygtet til udlandet) er i høj grad noget, der ikke vil kunne overvinde den russiske hærs store mangel på soldater.
Hertil kommer den politiske skade på Putins regime, som masseflugten af 10.000’er af unge mænd og deres familier til udlandet har medført.
En af de vigtige årsager til den russiske hærs markante svækkelse er, at den under krigen har mistet en stor del af dens mest betydningsfulde våben: Således er en større del af de militært vigtige krydsermissiler med høj præcision (bl.a. “Kalibr”-missiler) forlængst blevet affyret – og disse særdeles vigtige våben mangler russerne nu, og de vil ikke lige med det samme kunne skaffes til veje. Det er præcisionsvåbnene, som er helt afgørende, når man vil ødelægge kommandocentre, ammunitionsdepoter og centrale militære installationer. I og med at russerne forlængst har affyret en større del af deres præcisionsvåben, er de ved at miste evnen til at kunne gennemføre angreb – eller bare holde en stilling.
Som erstatning for de virkeligt betydningsfulde præcisions-krydsermissiler er russerne i stedet blevet tvunget til at bruge meget mindre egnede missiler fra luftværnssystemet S-300 – missiler, som slet ikke er beregnet på den militære opgave at angribe mål nede på jorden (Dette sovjetiske luftværns-missilsystem er beregnet på at nedskyde især fly højere oppe i luften – og hertil er systemet særdeles velegnet). Da russerne nu har alt for få præcisionsvåben, er de i stedet blevet nødt til at skyde “med spredehagl” med lidet præcise missiler og artilleri. Med denne “spredehagl” prøver russerne at ramme den ukrainske civile infrastruktur såsom kraftværker – ligesom de terroriserer den ukrainske civilbefolkning. Herved slår de naturligvis en hel del ukrainske civile ihjel – men den militære betydning heraf er beskeden, for hertil er disse angreb alt for tilfældige og spredte. Ganske vist er russerne begyndt at anvende droner til bombeangreb, droner som er mere præcise og som ukrainerne har sværere ved at bekæmpe. Men i realiteten er der tale om nålestik, hvis reelle militære betydning er beskeden.
Også på landjorden er en stor del af russernes vigtigste angrebsvåben blevet ødelagt. Således har det russiske artilleri ikke længere den styrke, som det havde endnu i foråret 2022 – den russiske artilleriild er klart aftaget. Samtidig har russerne mistet et utroligt antal kampvogne og pansrede køretøjer. Dette kan aflæses af, at de derfor som kompensation forsøger at hente ældgamle våben frem fra depoterne, såsom mere end 50 år gamle T-62 kampvogne. Så stærkt forældede kampvogne er ikke velegnede, da de er særdeles sårbare overfor ukrainerne. Da kampvogne udgør en spydspids i hæren, har den russiske hær således stort set mistet evnen til at angribe, eller blot holde en stilling …
Samtidig er det russiske luftvåben i forbløffende grad blevet tvunget til at undlade at flyve ind i kampzoner. Det gælder både jagerfly og kamphelikoptere. Og når russerne forsøger, bliver de skudt ned i et betydeligt antal. Det russiske luftvåben har mistet luftherredømmet – og dette er af den største betydning for russernes krigsførsel også på landjorden. Dette bemærkelsesværdige faktum er et “vink med en vognstang” om, i hvilken elendig tilstand det russiske luftvåben befinder sig. Der er som udgangspunkt ikke noget i vejen med jagerflyene og kamphelikopterne, men hele luftvåbenets organisation fungerer dårligt og med en alt for ringe uddannelse og træning af piloter og det øvrige personel. Mange af disse mangler skyldes igen, at pengene er forsvundet til korruption. – Ligeledes er den russiske flåde i Sortehavet blevet tvunget til at søge ly i flådebaserne, som den ganske enkelt ikke tør forlade. Det skyldes, at ukrainerne ud fra et tidligere sovjetisk missil til bekæmpelse af krigsskibe havde videreudviklet et eget, “Neptun”, som de som bekendt på den mest spektakulære måde anvendte til at sænke den russiske sortehavsflådes flagskib, krydseren “Moskva”. Siden har ukrainerne med stor succes bekæmpet de russiske fly, der fra luften skulle beskytte den russiske sortehavsflådes krigsskibe, som derfor nu i høj grad er sat ud af spillet. Det er virkeligt et militært sviende nederlag for Putin-regimet.
Ukraines succesrige hær-offensiver i regionerne Kharkiv og Kherson i september og oktober har i allerhøjeste grad demonstreret Ruslands militære problemer. Russerne har derfor mistet det strategiske initiativ i krigen. Hermed menes, at det ikke længere er dem, der bestemmer, hvor det næste slag skal stå. I stedet er det strategiske initiativ nu overgået til ukrainerne: Det er nu dem, som militært “sætter dagsordenen”.
Ukrainerne satte deres offensiv ind i september på præcis det rigtige tidspunkt, da russerne i løbet af foråret og sommeren havde mistet så mange soldater og så meget materiel, at de var blevet så afgørende svækkede, at ukrainerne ville kunne angribe dem uden selv at lide alt for store tab. På netop dette tidspunkt skiftede ukrainerne fra defensiv krigsførsel til offensiv. Og deres militære resultater har siden til fulde bevist den ukrainske generalstabs dygtighed.
Omvendt er den russiske hær på kun 7 måneder gået fra en – på papiret – massiv overlegenhed til en spektakulær nedgang, også selvom det i skrivende stund endnu vil være for tidligt at sige, at Putin har tabt.
Ukrainernes forbløffende militære resultater skyldes langtfra alene de vestlige præcisionsvåben, som landet har modtaget. Langt de fleste af ukrainernes våben er sovjetiske eller egenudviklede ukrainske (hvoraf mange er videreudviklet ud fra tidligere sovjetiske). – Samtidig er det imidlertid også klart, at de vestlige præcisionsvåben har givet ukrainerne nogle militære muligheder, som de ellers ikke ville have, for at ramme russiske ammunitionsdepoter, kommandocentre, militær intrastruktur m.m. På den måde kan ukrainerne bruge de vestlige våben til at svække russerne – og så angribe dem med sovjetiske våben eller egne ukrainske våben.
Hvis vi kunne forestille os den tanke, at Putin-regimet i morgen ville blive væltet, og at det herefter ville lykkes russerne at fjerne al korruption, råddenskab, nepotisme og inkompetence og sætte fuldt tryk på at genskabe det russiske militær, så er skaderne på den russiske hær lige nu imidlertid så store, at det som minimum – og forudsat at indsatsen ville være virkeligt helhjertet, energisk og super effektiv !! – ville tage mindst et halvt til et helt år at uddanne alle de soldater, der mangler. Men det vil tage betydeligt længere tid at udvikle og fremstille alle de virkeligt betydningsfulde våben, som hidtil er mistet. For ældgamle, håbløst forældede våben fra depoterne er den dårligst tænkelige erstatning for de mistede, avancerede våben. Det er utopisk, at den gennemkorrupte og pilrådne Putin-stat, så længe den endnu er ved magten, vil kunne gennemføre en fuldstændig genopbygning af de russiske væbnede styrker og den dertil hørende militærindustri. Det sidste vil meget dårligt kunne lade sig gøre efter det “brain-drain”, som Rusland har oplevet, hvor så mange af de skarpeste hjerner har forladt landet.
Tilbage i Sovjetunionen var industrien i et ganske vidt omfang i stand til at udvikle erstatninger for avancerede komponenter og teknologier, som Vesten blokerede for. Det er der mange højteknologiske eksempler på. Men under Jeltsin og Putin var oligarkerne mere interesserede i hurtige og let tjente penge, og betydelige dele af landets industri blev derfor nedlagt.
Ukrainerne ved, hvor svækket det russiske militær er, og netop derfor har ukraines væbnede styrker i september udnyttet situationen til at slå til imod den russiske hær, inden russerne overhovedet vil få mulighed for at rejse sig igen. (Artiklen fortsætter nedenfor billederne).
Også magthaverne i andre lande indenfor den russiske indflydelsessfære har opdaget, at “storebror” er blevet alvorligt svækket. Derfor har Azerbaidjan set sit snit til at angribe Armenien, og mellem Kirgisistan og Tadsjikistan i Centralasien er der udbrudt krig, hvilket har fået 120.000 til at flygte. – Og ligeledes tør Kasakhstan og Georgien modtage et stort antal russiske mænd, der flygter fra indkaldelse – for Kasakhstan og Georgien har ikke længere nogen større frygt for russisk gengældelse.
I skrivende stund er det for tidligt at proklamere Putins militære nederlag. Men selve Putins slet skjulte trussel, som han udtalte den 21. september (se billedet øverst, som er et skærmbillede af TV-Avisen), om at kunne indsætte atomvåben, afspejler i sig selv den alvorlige svækkelse, som den russiske hær befinder sig i. Der er så sandelig en grund til, at Putin spiller ud med denne trussels-antydning.
Selve Putins trussel om at kunne indsætte atomvåben
afspejler i sig selv den alvorlige svækkelse,
som den russiske hær befinder sig i
Vesten frygter den russiske atomslagstyrke
Krigen mellem Rusland og Ukraine er i realiteten en interimperialistisk stedfortræderkrig mellem Vesten og Rusland. Uden en stor vestlig støtte i form af penge og våben ville Ukraine forlængst have måttet opgive. Uanset den ukrainske hærs beviselige dygtighed og mange sovjetiske våben. Så i realiteten optræder Ukraine ganske langt hen ad vejen som den vestlige verdens stedfortræder i en krig rettet imod Rusland. Netop fordi Nato imidlertid med rette er bange for den russiske atomtrussel, har alliancen hidtil været særdeles påpasselig med ikke at gå ind i krigen som en direkte part. Derfor må det i stedet ske igennem stedfortræderen Ukraine (på engelsk taler man om en “proxy war”). For såfremt Nato ville deltage som en direkte krigsførende part, ville Rusland naturligvis føle sig så truet på sin eksistens, at det ville være nærliggende for det at optrappe med atomvåben.
Er den russiske atomslagstyrke lige så svækket af korruption og inkompetence som det konventionelle russiske militær? Dette spørgsmål vil naturligvis være noget, som den amerikanske militære efterretningstjeneste Defense Intelligence Agency (DIA) undersøger – men tjenesten kunne naturligvis ikke drømme om at afsløre, hvad den har fundet ud af.
Vi kan imidlertid aflæse, at USA og Nato rent faktisk ser ud til at frygte de russiske atomvåben – så det må jo betyde, at Defense Intelligence Agency indtil videre må konkludere, at den russiske evne til at bruge atomvåben ikke er bluff, men derimod noget, der skal tages meget alvorligt (artiklen fortsætter under billederne):
Således er det yderst betegnende, at Nato hele tiden har undgået skridt, der ville kunne bringe alliancen på direkte kollisionskurs med Rusland. Således nægtede Nato i starten af krigen at etablere en flyveforbudszone rettet imod russiske fly over Ukraine – for det ville reelt have været et skridt, der ville have betydet krig med Rusland.
Indenfor Nato har der været uenighed om, hvor aggressivt alliancen skulle gå frem imod Rusland. Masser af vestlige politikere har villet “pudse glorien” og score billige points på hjemmefronten ved at føre sig meget krigerisk frem imod Rusland. Men især Tyskland – et af de virkeligt vigtige Nato-lande – har i en periode trukket i bremsen ved at være tilbageholdende med at give Ukraine de mere stærke konventionelle våben. For forbundskansler Olaf Scholz var bange for at udfordre russerne for meget. Såfremt han af den militære efterretningstjeneste ville have fået at vide, at de russiske atomvåben reelt kun ville være bluff, ville han imidlertid næppe have holdt sig så meget tilbage, som han rent faktisk har gjort.
Det næste bevis på, at USA virkeligt frygter de russiske atomvåben, er, at landet “kun” har leveret våben med en forholdsvis kort rækkevidde såsom HIMARS raketkasterne, hvis missiler “kun” kan række 80 km. Til gengæld med en utroligt høj præcision, der kan ramme kommandoposter, våbenlagre og ammunitionsdepoter med pinpoint accuracy. På den måde er HIMARS blevet et yderst vigtigt våben for ukrainerne. Biden-regeringen har derimod sagt nej til Ukraines anmodning om at få ATACMS raketkastere, hvis missiler har en rækkevidde på 300 km. Hermed vil Washington udsende det meget klare signal til Rusland, at Ukraine “kun” skal have støtte til kortrækkende våben til at pulverisere det russiske angreb indenfor den besatte del af selve Ukraine plus Krim-halvøen – men ikke til at true Rusland som sådan uden for Ukraines grænser og Krim.
USA vil ikke give langtrækkende våben til Ukraine (på engelsk)
Ukraine har netop ansøgt om optagelse i Nato – men det ser ud til, at alliancen ikke vil optage Ukraine for netop ikke at provokere Rusland unødigt. – Rusland har lige siden 90’erne oplevet, at Nato meget aggressivt rykkede frem til dets grænser. I den vestlige propaganda hedder det naturligvis, at Nato angiveligt skal “forsvare sig” – men Rusland har oplevet det klart anderledes. Nato er rykket frem i de baltiske republikker, i Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien. Rusland ville imidlertid opleve det som endnu mere aggressivt, hvis Ukraine ville blive optaget som Nato-medlem og blive forvandlet til en fremskudt “forsvars”-base. Det er betegnende, at Nato indtil videre ikke tør optage Ukraine som nyt medlem.
Trods det faktum, at Vesten er nødt til at affinde sig med den russiske atomslagstyrke, så er det ikke desto mindre yderst bemærkelsesværdigt, at det konventionelle russiske militær er blevet markant svækket. Samtidig fører Vesten en en meget aggressiv økonomiske krigsførelse med sanktioner imod Rusland. Styrkeforholdet mellem Rusland og Vesten er dermed klart ved at blive ændret – til Vestens ubestridte fordel. På alle måder er dette enormt betydningsfuldt.
Selvom Ukraine ikke lige med det første vil kunne blive Nato-medlem samt medlem af EU, så er landet under præsident Zelenskyj ikke desto mindre kommet massivt ind under vestlig og nyliberal indflydelse. Vi kan roligt tale om, at Ukraine er ved at blive en vasal-stat. Så alt i alt har Vesten oplevet en stor fremgang..
Artiklen fortsætter under billederne
Putin forsøger at skræmme Vesten
Hvad håber Putin i første omgang at kunne opnå med truslen om at indsætte taktiske atomvåben i Ukraine? Det er meget sandsynligt, at han hermed forsøger at øge presset på USA, Vesten og Nato, som jo netop med rette frygter de russiske atomvåben. Her håber Putin givetvis, at han vil kunne få Vesten til at bremse Kyiv, så ukrainerne stopper deres offensiv. Putin kunne formentlig også håbe på, at han vil kunne skabe splid i den “vestlige lejr”: Dvs. spille den mere forsigtige tyske forbundskansler Olaf Scholz ud imod de mere aggressive kræfter i USA og Storbritannien.
Putin håber sandsynligvis også at kunne gøre befolkningerne i Europa bange, så de lægger pres på de vestlige magthavere med henblik på at få Ukraine til at stoppe krigen. At Putin forsøger dette, er der nogle tegn på:
Ruslands nedskæring af eksporten af især gas til EU er et særdeles kontant svar på Vestens sanktioner, og denne nedskæring af gassen til Europa har udløst stor uro og frygt i de vestlige befolkninger. Sprængningen af gasledningerne Nord Stream-1 og -2 ud for Bornholm er helt åbenlyst en del i denne krigsførelse, der både skal stoppe gaseksporten og samtidig skabe frygt.
Nedskæringen af gaseksporten fra Rusland er ganske vist imødegået af en kraftigt stigende import af flydende skifergas fra USA, og her-og-nu er gaslagrene i Tyskland og resten af EU næsten fyldte inden vinterens komme. – Ikke desto mindre har manglen på gas som bekendt medført, at grådige energiselskaber kynisk har udnyttet situationen til at gennemføre ekstreme prisstigninger på el, gas og andet brændsel indenfor hele EU samt i Storbritannien.
I august var der demonstrationer i dele af Tyskland (ledet af højrefløjen) samt i Tjekkiet med krav om, at Vesten stopper krigen i Ukraine og får en aftale med Putin med henblik på at normalisere energimarkedet og få energipriserne ned: Demonstrationer i Tyskland og Tjekkiet (Dagbladet Information 8. sept 2022)
I første omgang var disse demonstrationer for små til at have nogen større betydning – men ikke desto mindre kunne EU-kommissionen tydeligvis godt se risikoen for oprør i befolkningerne, og for at forebygge langt større oprør spillede den i september ud med et forslag om en særskat, der skal inddrage superprofitterne ved de energiselskaber, der udnytter manglen til at skrue priserne vanvittigt op. De enkelte medlemslande skal anvende provenuet fra disse skatter til deres overordentligt kostbare hjælpeforanstaltninger til befolkningerne.
Energipriserne viser bossernes grådighed (Socialistisk Arbejderavis).
Alt i alt må vi anse det for sandsynligt, at Putin håber at kunne skabe frygt i de vestlige befolkninger – frygt for både energimangel, vanvittige og ødelæggende energipriser samt endelig frygt for indsættelse af atomvåben – og hele denne frygt håber Putin vil kunne lægge et alvorligt pres på de vestlige magthavere til at stoppe Ukraines succesrige krigsførsel imod den russiske hær.
Hvad kunne Putin få ud af at anvende taktiske atomvåben ?
Såfremt Putin skulle vælge at indsætte såkaldte taktiske, kortrækkende atomvåben på slagmarken i Ukraine, ville et helt umiddelbart militært formål hermed naturligvis være at stoppe den ukrainske offensiv.
Men endnu vigtigere ville det være, at det først og fremmest ville udgøre en meget voldsom trussel til Vesten om at stoppe støtten til Ukraine. Både Vest og Øst antyder jævnligt overfor hinanden – men temmeligt diskret – at de besidder atomvåben. Men normalt fører stormagterne sig ikke frem med direkte udtalte trusler om at anvende disse våben. At Putin gør det nu, er helt exceptionelt, og understreger Ruslands militære svækkelse på det konventionelle område.
Tilbage i 1969 under Vietnamkrigen legede den daværende amerikanske præsident Nixon med tanken om at kunne true med atomvåben over Nordvietnam. Men han blev tvunget til at opgive, da faren for en sovjetisk gengældelse med atomvåben viste sig at blive alt for stor.
Men atomvåben er ikke et hvilket som helst våben, og der ville opstå alvorlige militære problemer for Rusland, såfremt landet rent faktisk ville indsætte taktiske atomvåben i krigen i Ukraine – f.eks. kortdistance-missilet “Iskander-M”: Ganske vist kan dette våben slå en frygtelig masse ukrainske soldater og civile ihjel. Men såfremt Ukraine og dets hær virkeligt skal knuses, vil det ikke være nok med et enkelt missil med atomsprænghovede. Der vil skulle indsættes et vist antal af disse atomvåben for at nedkæmpe Ukraine. Det vil imidlertid give problemer for russerne, for ikke blot vil det udslette de ukrainske styrker på slagmarken – men også de russiske, der er så uheldige at være for tæt på. Og bagefter vil den russiske hær skulle besætte radioaktivt stærkt inficerede landområder.
Hertil kommer, at skal Rusland som imperialistisk magt bagefter udnytte de store potentielle naturrigdomme i Ukraine, så vil det ikke så let kunne ske, hvis vigtige dele af landet er smadret og arbejdskraften tilintetgjort.
Så selv mere begrænsede taktiske atomvåben er ikke noget, som man bare lige indsætter, som om det skulle være konventionelle våben.
Putin har grund til at frygte Vestens reaktion, hvis han skulle indsætte A-våben
Men det virkeligt betydningsfulde er, at for Rusland og Putin vil de netop beskrevne problemer ved at anvende taktiske atomvåben være sekundære: For hvis Putin skulle indsætte atomvåben, ville det tvinge Vesten til et voldsomt svar – og højst sandsynligt vil det russiske regime frygte dette.
Det interimperialistiske opgør om Ukraine er så vigtig en magtkamp, at stormagten Kina naturligvis følger med fra sidelinjen. Hvis vi forestiller os den tanke, at såfremt Putin ville få held til at indsætte taktiske atomvåben i Ukraine – og hvis vi forestillede os den utopiske tanke, at han ikke ville blive straffet herfor af Vesten – så ville Kina efterfølgende naturligvis konkludere, at Vesten måtte være bange for at straffe Rusland.
Da Vesten under ingen omstændighed ønsker at fremstå som svag i forhold til Kina, betyder det omvendt, at vi må gå ud fra, at Vesten i en sådan situation absolut ikke ville tillade, at Putin ustraffet ville kunne indsætte taktiske atomvåben. Det ville kræve et særdeles håndfast vestligt svar. Et svar, der overfor atommagten Kina ville skulle demonstrere vestlig styrke.
Vesten vil dog ikke have muligheden for at kunne slå igen imod atommagten Rusland på en hvilken som helst måde: For spillet ville uigenkaldeligt være ude, såfremt Vestens svar ville føre til det helt store atombrag, hvor alt bliver udslettet. For som allerede nævnt er den russiske atomslagstyrke ikke noget, man kan løbe om hjørner med.
Derfor må vi gå ud fra, at Vesten kun vil risikere et svar, der ikke automatisk udløser en risiko for en altødelæggende atomkrig.
Netop derfor argumenterer den tidligere amerikanske general og tidligere øverstbefalende over de amerikanske styrker i Europa Ben Hodges for, at et mere behersket vestligt svar i en sådan situation forekommer at være mere sandsynligt: I form af voldsomme konventionelle angreb på udvalgte russiske militære mål i nærheden af Ukraine. USA’s konventionelle styrke er så betydelig, at man ikke behøver gribe til atomvåben for at kunne gøre alvorlig skade på det i forvejen svækkede russiske militær. – Ben Hodges gør opmærksom på, at man i Washington utvivlsomt forlængst har gennemspillet sådanne scenarier, således at USA ved, hvordan det skal reagere, såfremt situationen skulle opstå. – Hertil må vi sige, at dette lyder sandsynligt.
Læs hans velargumenterede militære vurdering her (19. sept. – på engelsk).
Kinas stilling i forhold til risikoen for indsættelse af atomvåben
I skrivende stund tyder meget på, at Kina ikke er interesseret i risikoen for en atomkrig. Årsagen er den simple, at mere krig og spænding i forhold til Vesten vil skade den kinesiske eksport. Den kinesiske leder Xi Jinping menes derfor at forsøge at moderere Putin.
I takt med at Rusland har mistet sin eksport til Vesten, er Putin blevet meget mere afhængig af at kunne sælge til hhv. Kina og Indien. Putin har brug for penge – og Kina har brug for gas og olie + russisk våbenteknologi samt atomteknologi. Nøjagtigt det samme gør sig gældende ved Indien.
Gas-rørledningen “Sibiriens Styrke Сила Сибири” mellem øst-Sibirien og Kina har været i drift fra 2019. Og flere rørledninger er under bygning.
Kina er ikke specielt interesseret i, at Rusland bukker under i forhold til Vesten. For en vestlig sejr over Rusland ville betyde et styrket Vesten. Men samtidig ønsker Kina heller ikke, at mere krig og flere spændinger ødelægger Kinas eksport til Vesten, dets hovedmarked og største indtægtskilde. Indtil videre har Kina ikke foretaget sig noget for at komme Rusland til hjælp. Set ud fra Kinas synsvinkel er Rusland en junior-partner.
Omkring Taiwan og i det Sydkinesiske Hav har vi i sommeren 2022 ganske vist set Kina være temmeligt aggressiv i forhold til USA – og det er bestemt ikke tilfældigt, at Kina tør spille med musklerne i forhold til Vesten, for Kina råder i dag over en stor militær styrke:
Den kinesiske atomslagstyrke er blevet væsentligt stærkere i forhold til USA – se artiklen “Grønlands øgede betydning under skærpet atom-konfrontation ml. USA, Kina, Rusland” (Socialistisk Arbejderavis sept. 2019).
Ikke desto mindre må vi antage, at Kina må være interesseret i, at dets forsøg på at erobre Taiwan “kun” forbliver en afgrænset, regional konflikt. Ligesom Kina ser ud til ikke at have nogen interesse i, at Putin roder sig ud i at true med eller rent faktisk indsætte atomvåben i Ukraine.
For at opsummere, så er både den russiske og den kinesiske atomslagstyrke noget, som USA, Nato og Vesten er bange for. Men omvendt er Ruslands konventionelle militær så alvorligt svækket – og selvom Putin givetvis frygter Vestens voldsomme reaktion, så ville han ikke desto mindre kunne blive så desperat og trængt, at han alligevel ville kunne finde på at indsætte atomvåben. Det er næppe det mest sandsynlige – men muligheden kan ikke afvises.
Artiklen fortsætter under billedet
Vores svar – millioner på gaden
Såfremt verden skulle komme i den situation, at der enten rent faktisk bliver indsat atomvåben – eller bliver direkte truet med det – så vil det kræve et svar fra millioner af mennesker. Og der vil næppe være tvivl om, at hvis store dele af befolkningen i Europa rent faktisk oplever, at der opstår en dødelig trussel for atomkrig, så vil det så absolut være muligt at få millioner af mennesker til at gå ud på gaden.
Selvom enorme demonstrationer måske umiddelbart ville være mest rettet imod Putin, så ville de ikke desto mindre også komme til at udgøre en meget alvorlig udfordring for de vestlige magthavere og militære chefer: Demonstrationerne ville nemlig vise, at befolkningen ikke stiltiende vil acceptere en indsættelse af atomvåben – eller blot en trussel herom. Og dette vil i så fald blive et meget alvorligt problem også for Vesten.
Sådanne demonstrationer er ikke nogen hverdagsbegivenhed: Under den Kolde Krig i efteråret 1983 demonstrerede hundreder af tusinder i vesteuropæiske Nato-lande imod den daværende oprustning med atomvåben. Dette oprør lagde dengang et meget alvorligt pres på de vestlige magthavere. Men dengang var der endnu “kun” tale om truslen fra oprustning – det kom aldrig til en virkeligt afgørende situation. Og derfor kom det heller ikke dengang til den helt store massemobilisering.
Endnu større var de verdensomspændende demonstrationer i 2003 imod Vestens krig i Irak – også selvom der dengang ikke var nogen særligt udbredt frygt for atomkrig, uanset at vestlige magthavere som Storbritanniens Tony Blair havde travlt med at påstå, at Saddam Hussein i Irak skulle råde over “masseødelæggelsesvåben” (det blev af FN’s våbeninspektører afsløret som en løgn)
Et ja til at styrke den russiske krigsmodstand
Det lykkedes i marts Putin at undertrykke modstanden i dele af den russiske befolkning, som er klart imod hans krig i Ukraine. Ikke desto mindre har modstanden været der hele tiden – og med hans forsøg på at indkalde 300.000 soldater, er modstanden blusset kraftigt op. Alt tyder på, at krigsmodstanden er blevet betydeligt stærkere overalt i den Russiske Føderation.
Skal vi bekæmpe Putins trusler, så er det de russiske krigsmodstandere, vi skal styrke. Vi vender tilbage hertil lidt længere nedenfor.
Og et ja til at bekæmpe Zelenskyjs nyliberale politik i Ukraine
Når den russiske hær forhåbentlig inden alt for længe vil være smidt ud af Ukraine, vil den ukrainske arbejderklasse få nye fjender: For Vesten giver ikke våben og penge til landet blot for ukrainernes blå øjnes skyld. Vesten vil tage sig dyrt betalt. Zelenskyj er derfor i fuld gang med at sælge ud af Ukraine, så vestlige firmaer vil kunne rykke ind. Zelenskyj har udnyttet krigssituationen til at forbyde fagforeningerne. EU har holdt en konference sammen med den ukrainske regering om, hvordan den nyliberale politik vil kunne sættes på skinner.
… og et nej til den danske regerings oprustning
Helt aktuelt lægger Mette Frederiksen-regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe (3. oktober 2022) op til en massiv dansk militær oprustning. Folketingsflertallets “nationale kompromis” fra den 6. marts (en aftale mellem Mette F-regeringen og blå blok) lægger op til dansk oprustning for 18 mia. kr.
Oprustnings-politikerne påstår, at det skulle handle om “forsvar” – og især imod Rusland. Men denne oprustning har intet med “forsvar” at gøre: I stedet vil dansk oprustning bidrage til et aggressivt Vesten, der ønsker at underlægge sig både Ukraine og Rusland med henblik på at kunne udnytte disse landes rigdomme. I og med at fundamentet under Putin for tiden skrider, vil Vesten øjne en historisk chance for at skaffe sig indflydelse i Rusland. Dvs. få den magt, som det ikke helt lykkedes at få i kølvandet på Sovjetunionens opløsning i 1991. Det påstås at handle om frihed, demokrati og “vestlige værdier” – men de reelle interesser vil være nogle ganske andre og knapt så pæne. Det handler om at underlægge sig store rigdomme.
I og med at fundamentet under Putin for tiden skrider,
vil Vesten øjne en historisk chance
for at skaffe sig indflydelse i Rusland
Internt i Danmark vil den kostbare oprustning underminere behovet for at styrke sundhedssektoren (herunder den kriminelt forsømte psykiatri), pleje- & omsorgsfagene, daginstitutionerne, folkeskolen, behovet for social genopretning, den grønne omstilling til gavn for klimaet osv. osv.
Det handler ikke så lidt om knald eller fald for velfærds-Danmark.
Nej til “sikkerhed” igennem en vestlig atom-paraply
At ville forsvare sig med atomvåben er ganske enkelt forbryderisk. At indgå i Nato’s atom-“forsvar” er derfor at gamble med menneskehedens fremtid, som sættes på spil med den atom-oprustning, der truer millioner af mennesker.
Derfor et blankt nej til vestlige atomvåben vendt imod Rusland. Disse våben vil ikke blot true Putin & Co., men så sandelig også den russiske civilbefolkning, hvor stadigt flere vender sig imod landets hersker. Alle modstandere af det russiske regime, modstandere fra arbejderklassen som siger nej til en nyliberal politik til gavn for de rige og den vestlige imperialisme, er vores sande venner og alliancepartnere, som vi nu skal have til at kæmpe imod Putins krigspolitik. Så vi skal ikke true vores virkelige venner, de russiske krigsmodstandere!
Ja – vi må helt klart foretrække et militært svagt, afrustet Danmark. For lige nu indgår Danmark i den imperialistiske oprustning imod Rusland, som sigter på at udskifte Putin med nye herrer, som vil være underlagt den vestlige imperialisme. Lykkes det i Danmark at få den folkelige opinion til at sige nej til dansk oprustning, vil dette politiske eksempel kunne få en international indflydelse ved at styrke modstanden imod oprustning og undertrykkelse i andre lande, herunder i Rusland.
Solidaritet med Putins flygtende modstandere: I Kasakhstan tager mange kasakher imod de de 10.000’er af flygtende russere med åbne arme, mad og husly. For russerne flygter jo fra Putin-regimet, som i januar 2022 forsøgte at hjælpe den kasakhiske diktator imod det massive folkelige oprør. Så mange kasakher ved, at de har fælles interesser med de russere, der flygter fra Putin-styret. Derfor var der også store demonstrationer i Kasakhstan imod Ruslands angreb på Ukraine. – Der er imidlertid også en del af den kasakhiske offentlighed, som generelt er imod russere, fordi de jo i Sovjet-tiden var undertrykkere af kasakherne. – Se denne video, der viser, at mange flygtende russere er blevet godt modtaget i Kasakhstan af de kasakher, der forstår den politiske betydning af at vise solidaritet med de russere, som er imod Putin – se denne video (engelske undertekster).
