Valget 2022: Et skridt til højre og en styrkelse af det ekstreme centrum

Valget var et nederlag for venstrefløjen. Socialdemokratiet, som gik til valg på et samarbejde med ”midten”, gik frem. Enhedslistens tab opvejes ikke af Alternativet og SF’s fremgang. SF’s fremgang er opnået ved at klistre sig fast til Socialdemokratiet, hvilket også kan ses ved, at de ikke afviser at støtte en regering over midten. 

De Radikale blev straffet for først at ville ”vælte” regeringen for så bagefter at pege på den igen og lægge stemmer til Socialdemokratiets dans med de borgerlige.  Moderaterne stormede ind i Folketinget, men er blot gammel vin på nye flasker. Nedskæringer og ”reformer”, som rammer almindelige mennesker, bliver deres bidrag. Pensionspolitik samt klima- og landbrugspolitik bliver nok en fortsættelse af det, som den hidtidige neoliberale midte har kunnet diske op med. Selvom den foregiver at være “moderat”, vil det være en styrkelse af det ekstreme centrum, der vil køre en benhård klassepolitik igennem. 

Enhedslistens tab opvejes ikke af Alternativet og SF’s fremgang. SF’s fremgang er opnået ved at klistre sig fast til Socialdemokratiet, hvilket også kan ses ved, at de ikke afviser at støtte en regering over midten. 

Alt i alt kan vi konkludere, at Danmark har taget et skridt til højre. Ikke nødvendigvis i absolutte stemmer og endelig mandatfordeling, da der stadigvæk er et, om end spinkelt, flertal for den såkaldte røde blok, men i konsekvensen af fremgang til ideen om en slags ”national samling” på tværs af klasser.  

Socialdemokratiet har, siden Mette Frederiksens grundlovstale i år, på baggrund af pandemien og “samling” om Ukraine-krigen, besluttet, at nu var tiden inde til et kursskifte. Derfor kom Radikales ultimatum belejligt. Både S og RV ønsker at skære venstrefløjen af for at gennemføre de kommende angreb på arbejderklassen.  

Venstre og Konservative er gået tilbage, Dansk Folkeparti er langt nede, og deres tidligere vælgere har afleveret stemmer til Danmarksdemokraterne og De Moderate og til Nye Borgerliges og Liberal Alliances fremgang. 

Socialdemokratiet og en regering ”henover midten” 

Lars Løkke Rasmussen har længe lagt op til at blive tungen på vægtskålen og altså udgøre den ”modererende” faktor henover midten. Det blev ikke tilfældet. Socialdemokratiet behøver derfor ikke gå til højrefløjen af ”nød” for at få et flertal. Der var et lettelsens suk blandt de fleste socialdemokrater, da de endelige resultater blev bekendtgjort. Men det vil næppe ændre på den socialdemokratiske ledelses ønske om en regering hen over midten. 

 Alligevel kan det skabe problemer for Socialdemokratiet, fordi dets venstrefløj og fagbevægelsen kan hævde, at de ikke nødvendigvis behøver ”gå i seng” med de borgerlige. Venstre og Moderaterne vil ikke længere være en del af nødvendighedens koalition, men vil blive udstillet som et aktivt tilvalg for Socialdemokratiet. 

Alt i alt kan vi konkludere, at Danmark har taget et skridt til højre. Ikke nødvendigvis i absolutte stemmer og endelig mandatfordeling, da der stadigvæk er et, om end spinkelt, flertal for den såkaldte røde blok, men i konsekvensen af fremgang til ideen om en slags ”national samling” på tværs af klasser.  

Citat: Jesper Tholstrup og Charlie Lywood

Tilsvarende bliver Enhedslisten og SF gjort til aktive fravalg, som Socialdemokratiet ikke blot kan løbe fra. Nok vil et ”rødt” flertal muligvis være for spinkelt til en egentlig gentagelse af den afgående regering. Men S har en sårbar flanke nu, som venstrefløjen kan bide sig fast i. SF gør det næppe, men forhåbentlig Enhedslisten og Alternativet. 

Samtidig har de nu mange borgerlige partier et indgående kendskab til hinanden. Derfor vil de kommende regeringspartier øjeblikkeligt vende sig mod de nye oppositionspartier på højrefløjen og omvendt. Der er ikke en eneste høtyv, syl eller istap, der ikke vil blive spidset til det yderste. Så vi kan forvente store spændinger på begge fløje, der hurtigt kan destabilisere en regering over midten. Et nytår med et nyvalg er ikke utænkeligt. 

Hvad skal socialister gøre i den nuværende situation? 

For det første vil der være mange fra Enhedslisten, som vil efterlyse alternativer til det parlamentariske spil, der helt åbenlyst har ført til tilbagegang. Enhedslisten har blødt til De Frie grønne, som fremstod klar og konsekvent på klima og anti-racisme. De har også blødt til SF. Hvorfor ikke flytte stemmen til SF, hvis Enhedslisten ikke fremstår som et alternativ? 

Alligevel kan man ikke tilskrive EL’s tilbagegang deres egen gøren og laden alene, men også højredrejningen generelt. Det vil formentlig betyde, at mange både inden for partiet og blandt EL’s vælgerskare vil være åbne for mere revolutionære ideer. Men vi vil også se en ransagning af partiledelsens linie.  

Det stiller krav til socialister om at være parate til at indgå i debatter med venstrefløjen i Enhedslisten. En dynamisk, men kritisk tilgang til venstrereformismen er mere aktuel end nogensinde. Og samtidig er det vigtigt at diskutere med aktivister fra Frie Grønne og Alternativet. Nogen af dem vil være med til at bygge bevægelse og modstand uden for Folketinget. Og der vil være vigtige diskussioner om de revolutionære alternativer til det parlamentariske spil, som de jo også er en del af.  

Klimabevægelsen 

Folkets Klimamarch 2002. 25.000 foran Christiansborg to dage før valget. Foto: Charlie Lywood

Socialister skal for det andet være meget opmærksomme på, at klimabevægelsen er den største bevægelse i øjeblikket. Det er den, som kan samle folk, og den rækker længere end venstrefløjen. Klimabevægelsen er bred. Hvordan vil den reagere over for en regering over midten, som ikke gør noget drastisk i forhold til klimaet? Der vil formentlig være en større debat i klimabevægelsen om strategi. Her er det vigtigt, at Extinction Rebellion (XR) kender deres besøgstid. Det er vigtigt, at XR, i både ord og handling, forholder sig til den “bløde” del af bevægelsen. Derfor var det en skam, at de ikke lavede en militant blok under Folkets Klimamarch i København to dage før valget. Måske ville protesterne under partilederdebatten også have haft mere vægt, hvis der var organiseret en demonstration uden for DR Byen, mens det skete? 

OK23 

For det tredje er det nærmest utænkeligt, at der ikke kommer en større ballade i forbindelse med OK23. Selv om fagbureaukraterne ser ud til have kontrol over det lige nu og “Arbejdere i Bevægelse” ikke er i stand til selvstændigt at udfordre dem, er realiteten den, at folks realløn er styrtdykket. Danmark har en af Europas største inflationsprocenter, nemlig 11 %, og en betragtelig del kommer fra større profitter til danske virksomheder. Det misforhold kan ikke holdes nede af nok så mange formaninger om, at man ikke må “smide brænde på bålet”.  

Valget var skidt, men nu kommer virkeligheden, og det er der, styrkeprøven vil foregå. Socialisters opgave er at styrke alle tegn på modstand med politiske svar og være med til organisering af den

Citat: Jesper Tholstrup og Charlie Lywood

Det er netop ikke lønstigninger, som er skyld i inflationen, og lønstigninger vil ikke skubbe til inflationen, men alene ændre fordelingen af overskuddet mellem løn og profit. Det er faldet alvorligt ud til profittens fordel de seneste tyve år og accelereret de sidste to år. Og det er de største danske virksomheder, som står for næsten hele forøgelsen i profitterne.  

Disse kendsgerninger kan ikke skjules for evigt. Socialister kan ikke spil nogen større rolle i dette på grund af vores ringe styrke, men vi skal være meget opmærksomme på de områder, hvor balladen kommer fra. Vi skal følge OK23 tæt og være parate til at støtte der, hvor det kommer til konkrete handlinger.  

Sundhedsområdet og de “nødvendige reformer” 

For det fjerde kan det ikke udelukkes, at der igen bliver uro blandt sundhedsarbejderne, selv om det til i øjeblikket ser ud til, at enhver forsøger at klare sig selv bedst muligt. Men når lønkommissionen for de offentligt ansatte kommer med deres betænkning, og der skal realiteter på bordet, kan der sagtens ske ting og sager. Især når det går op for folk, at Mette Frederiksens tre milliarder først skal indfases fra 2024 og fuldføres i 2030! 

For det femte ville en ny regering over midten gå til angreb på arbejderklassen bredt gennem de såkaldte reformer, som handler om nedskæringer i den offentlige sektor, reducering af dagpengemuligheder, kontanthjælpens størrelse og pensionsalderen. Netop derfor vil Socialdemokratiet have en “regering herover midten” og ikke være begrænset af at have venstrefløjen som parlamentarisk grundlag. Disse angreb kan udløse en reaktion fra dele af fagbevægelsen. Hvor dette oprør eller modstand kommer fra, kan vi ikke forudsige. Men ét er sikkert, vi går en fortumlet og oprørsk tid i møde, hvor både socialisters politik og evner til at forbinde sig med folk i bevægelse vil blive testet. 

Valget var skidt, men nu kommer virkeligheden, og det er der, styrkeprøven vil foregå. Socialisters opgave er at styrke alle tegn på modstand med politiske svar og være med til organisering af den.