”We are the Stonewall Girls”

Værtshuset var blevet et natligt hjemsted for folk fra det voksende LGBT-miljø i kvarteret – særligt drag queens og kings, transkvinder og helt unge homoseksuelle mænd. Det var USA’S multi-marginaliserede urbane arbejder- og underklasse – i tilgift til deres status som ”seksuelle afvigere” var mange gade-sexarbejdere eller havde de mest lavtlønnede og ustabile job. En stor del af stamkunderne tilhørte racegjorte minoriteter. 

Stonewall Inn og dens klientel var et let og yndet mål for politiet, der lavede jævnlige razziaer. Under påskud af at opstøve ulovligheder i driften af baren, samlede politiet de mest ”afvigende” og ”feminine presenting” sammen, chikanerede og krævede ID, selvom ingen af gæsterne brød nogen love ved at opholde sig i baren. 

Den 28. juni 1969 opstod slagsmål, da flere stamgæster fik nok, modsatte sig politiets behandling og blev slæbt afsted til politibiler. Inden længe blev der kastet mursten, og gaden var i brændende oprør. 

Gay Liberation 

Stonewall-optøjerne skulle blive kendt som begivenheden, der begyndte Gay Pride-traditionen og blev startskud for Gay Liberation Front og andre aktivistgrupper, der kom til at omforme betydningen af ungdomsoprørets seksuelle frigørelse og vinde fundamentale rettigheder de følgende årtier. 

Som alle andre skelsættende begivenheder skete Stonewall naturligvis ikke i et vakuum. Faktisk gik en række andre lignende spontane kampe mod politiet forud, f.eks. optøjerne i Compton Cafeteria i San Francisco så tidligt som i 1966. 

Men andre vinde blæste i 1969. Massive protester mod Vietnam-krigen havde rystet USA, da politiets voldelige respons kulminerede i 1968. Black Panther Party havde markeret sig som en radikal respons på racisme og social ulighed. Der blev trukket i trådene, så Stonewall fik eksponering i medierne, og protesterne voksede med stor selvtillid over de næste to nætter. 

”We are the Stonewall girls/We wear our hair in curls/We wear no underwear/We show our pubic hair” sang oprørerne, mens de dannede en dansekæde foran politiet. Det blev en de undertryktes festival.

Andre aktivistiske initiativer blandt primært bøsser og lesbiske gik forud for Stonewall, f.eks. i grupper som The Mattachine Society (MS) og en håndfuld andre. MS var progressiv i 1950’erne og 60’erne, søgte at skabe netværk mellem homoseksuelle i en ofte barsk og ensom verden og påpegede, parallelt med borgerrettighedsbevægelsens fødsel, ligheder i undertrykkelserne af homoseksuelle og andre minoriteter. 

Hvad der adskilte de nye grupper, som blev født efter Stonewall – Gay Liberation Front, Street Transvestites Action Revolutionaries, Gay Activists Alliance og siden andre flere steder i verden – var et fokus på synlighed uden skam, en radikal identitetspolitik. MS og lignende sigtede på mange måder efter en assimilation ind i normen. De var også overvejende middelklasse og hvide, med ressourcer og fordele, som Stonewall-generationen ikke havde. 

På den måde trådte ideen om stolthed mod ydmygelsen, fest mod undertrykkelsen og iøjnefaldende opvisning mod usynliggørelsen ind i LGBT-aktivismen, idet årsdagsdemoen for Stonewall i 1970 blev den tidligste Gay Pride. 

Ungdomsoprørets outcasts

Stonewall kan ikke ses som adskilt fra det, vi kan kalde 1968-ånden. Det var en tid, hvor oprøret kom fra alle kanter, og arbejderbevægelse, kvindebevægelse, Black Power, antikrigsbevægelse, borgerrettighedsbevægelse og mange andre overlappede. Stonewall er endnu et oplagt eksempel på spontan udløsning af opmagasineret vrede, som blev kanaliseret ind i et ægte håb om forandring. 

Stonewall og GLF tilføjede en ”Gay Power”-dimension til ’68. Samtidig var det også et opgør med og en implicit kritik af tidens venstrefløj med både hippierne, den seksuelle frigørelse og marxisterne.

For hvem var ”alle mennesker”, som skulle udvide deres bevidsthed og bygge et fredeligt, utopisk samfund? Hvem var den internationale arbejderklasse, som skulle skabe den socialistiske revolution? Hvis seksuelle frigørelse stod for døren? Disse spørgsmål så måske for nogle simple ud at besvare, men i forhold til, hvordan de forskellige bevægelser virkede, blev de ofte defineret i hvide, maskuline eller heteroseksuelle forståelsesrammer og måske en kombination af disse. Ikke altid intentionelt, men med en vis norm intakt. 

68-oprøret havde sine ufuldkommenheder og hyklerier. Med David Bowies ord fandtes der i ungdomsoprøret nogle ”kids in the back row”, nogle outcasts, som ikke altid blev inviteret indenfor i oprørets kunst, kreativitet og visioner. 

Spørgsmålet om, hvem ”vi” er, hvem der inkluderes og ekskluderes, fortsætter med at være vigtigt, både i venstrefløjens internationale historie og i fremadrettede bevægelser. Det er kun de senere år, at Marsha P. Johnson, en sort transkvinde og Sylvia Rivera, en latina transkvinde, begge nøglefigurer i aktivismen under og efter Stonewall er blevet mere kendte i mainstreamen. 

Identitet og arbejderbevægelsen 

I USA før Stonewall havde kun staten Illinois i 1962 ophævet den såkaldte ”sodomi-lov”, som kriminaliserede seksuel aktivitet mellem folk af samme køn. Det er sigende, at mange stater fulgte trop de næste par årtier fra 1971 med de nye aktivistiske miljøer, og mens Pride blev et en årligt tilbagevendende begivenhed. 

Stonewall var utrolig vigtig som igangsættende begivenhed. Det ændrede retningen for LGBT-rettigheder i USA og inspirationen spredtes til andre lande, også Danmark, som f.eks. fik Bøssernes Befrielsesfront i 1971 og Lesbisk Bevægelse i 1974. 

Og de nye, radikale aktivister fra ’69 og frem var meget bevidste om sammenhængen mellem deres kampe og de m. Som Sylvia Rivera sagde om tiden: ”Vi arbejde alle sammen for så mange bevægelser på det tidspunkt. Alle var involveret i kvindebevægelsen, fredsbevægelsen, borgerrettighedsbevægelsen.” 

Men svagheder og begrænsninger var også at føle. Selv hvis det hele blev båret frem af en stærk solidaritet, medførte spontaniteten og måske også netop de vigtige identitetspolitiske spørgsmål en fragmentering af bevægelsen. Og som Socialist Worker har bemærket var den oppe imod forandringens begrænsninger inden for det kapitalistiske system.

Hvad der kunne have styrket bevægelsen og udgjort en modstand mod den kommercialisering af Pride, som vi i dag ser i mange vestlige lande, er stærkere bånd til arbejderbevægelsen. 

Dog, når det bemærkes af Socialist Worker, at de, som forstod styrken i at forene Gay Lib med arbejderbevægelsen ikke havde indflydelse nok i den nye bevægelse, bliver vi nød til at fastholde, at dette i høj grad var en tendens i begge ”lejre”. 

Arbejderbevægelsen har, ofte i konflikt med sine egne idealer, en lang og ikke så stolt tradition for ikke at forene disse kampe. 

Så sent som 1976, da flere amerikanske stater som bekendt ophævede sodomilovene, skrev en amerikansk kommunistisk avis f.eks., at ”mens vi Kommunister opponerer mod alle bourgeoisiets angreb, inklusive på homoseksuelle, hævder vi ikke homoseksualitet som en demokratisk rettighed” og beskrev homoseksualitet som en ”social perversion”. De citerer endda Engels i en beskrivelse af ”sodomi” som et forkasteligt resultat af kvindeundertrykkelse. 

Selv hvis dette ikke repræsenterer alle arbejderpartier, illustrerer det utroligt giftige mobilisering af den marxistiske sociale teori til at bære dybt homofobiske synspunkter blandt nogle af dem, der så sig som ledere af arbejderbevægelsen. 

Black Panther-lederen Huey Newton erklærede i 1971: “Homoseksuelle er ikke folkets fjender”, noget, enhver kommunist og socialist naturligvis skulle havde fastslået meget tidligere. 

At en klar udmelding kom fra en Black Power-aktivist, som øjeblikkeligt anerkendte kampenes dybe, radikale og nødvendige sammenhæng, er ikke et tilfælde, men taler klart og tydeligt om betydningen af identitet i arbejderbevægelsen. Noget, vi bestandig må have for øje, når vi bygger for fremtiden og fortsætter kampen.