Socialistisk Arbejderavis har talt med Lars Hutters, mangeårig aktivist på venstrefløjen, om hans erfaringer fra 1968.
Af Charlie Lywood
Lars Hutters er pensioneret afdelingslæge. Han deltog i forreste række i studenteroprøret i kampen mod professorvældet og for en demokratisk universitetsstyrelseslov. Han deltog og var initiativtager til mange aktioner bl. a. Saga-demonstrationerne, “De Studerendes Vietnam-aktion”, Kejsergade- og verdensbankdemonstrationerne. Og var aktiv i solidaritetsarbejde for Kirunastrejkerne (1969-70) og strejker 1970-71.
SAA: Hvad betød året 1968 for dig?
1968 var ikke bare et studenteroprør, det var også et kulturelt oprør med masser af ny musik. Man sprængte rammerne og eksperimenterede. Nye boformer, som kollektiver,sprang op. Ændringerne var altomfattende.
Det var et ikonisk år. Der er begivenheder i historien som skaber bølger, som påvirker verden både nationalt og internationalt. Den Franske revolution i 1789 er et eksempel. 1968 var sådan et år. Et meget intenst og politisk år. Tet-offensiven i Vietnam i februar. Maj-oprøret i Frankrig påvirkede bevægelsen i Danmark meget.
Jeg kan huske, at jeg var med i Østerbro-afdelingen af Venstresocialisterne (VS). Vi studerede Lenin og revolutionen og hans april-teser fordi vi troede revolution var nær. 29. august gik Sovjet ind i Tjekkoslovakiet.
Jeg tog initiativ til en demonstration med røde faner foran den sovjetiske ambassade. Det var som om verden var ved at forandre sig fundamentalt.
SAA: Hvad ville du fremhæve som de væsentligste træk ved 1968?
Det der var det unikke i 1968 var, at vi gjorde det i fællesskab. Ikke individuelle heltedåde, men sammen skabte vi tingene. I foråret 1968 var vi mange som oplevede et magisk øjeblik hvor ting faktisk hang sammen. Verden hang sammen.
Kampen mod professorvældet, Vietnam-krigen, kampen mod stalinisme i Østeuropa, borgerretsbevægelsen i USA hang sammen, som en fælles kamp mod et magtsystem vi ville forandre. Og det vi oplevede var, at intet var umuligt. Hvis vi stod sammen kunne vi ændre systemet.
Der skete fantastiske spring i folks bevidsthed – nærmest fra den ene dag til den anden. Vi orienterede os internationalt, og opdagede, at vi stod for det samme. Forandring af det gamle magtsystem.
SAA: Kan du sige lidt om studenternes kamp i 1968, som du var en del af?
Studenteroprøret i Danmark startede den 21. marts, da de psykologistuderende krævede, at de fik 50 % af pladserne i de styrende organer på universiteterne incl. oprettelse af studienævn. I ugerne efter arrangeredes debatter hvor, blandt andet de medicinstuderende, som jeg, blev inviteret til at deltage. Her var en meget militant stemning.
”Vi kan godt ændre systemet” blev der råbt og understreget. Da forhandlinger om 50 % repræsentation af de studerende trak ud til midt i april valgte de psykologistuderende at besætte deres institut på Frue Plads og barrikadere sig derinde.
Jeg var medlem af medicinerrådet og tog initiativ til en demonstration den 23. april fra Nørre Allé til Frue Plads. Studerende fra medicin, matnat, kemi, fysik og geografi deltog. Det var en overvældende succes med 5 – 10.000 deltagere. Samarbejdet mellem de valgte til studenterrådene og udenomsparlamentariske aktivister skabte dynamikken i studenteroprøret.
SAA: Hvordan fik i kravet om 50 % medbestemmelse igennem?
I efteråret 1968 havde vi stadigvæk ikke fået kravet om 50 % repræsentation i et kommende studienævn igennem på medicinstudiet. Derfor måtte vi tage skrappere metoder i brug. Da vi hørte at der skulle være et møde i forhandlingsudvalget med 5 professor og 5 unge forsker så troppede vi op til mødet med 10 studerende! De smed os ikke ud, så vi forhandlede videre.
SAA: Så er vi fremme ved april 1969?
Der var stadig kun 2 studerende i fakultetets styrende organ, mens der var 40 professorer. Til næste møde mødte vi op med 40 studerende og da 20 professorer var ankommet til mødet så blokerede vi indgangen til Nørre Alle. Så kunne de ikke holde mødet.
Jeg blev efterfølgende kaldt til møde af den nye dekan Dyre Trolle. Han mente, at jeg ikke havde de almindelige studerendes opbakning til vores metoder. Vi aftalte at holde et møde for at afprøve hvem der havde ret.
Der var så mange, der kom til mødet, at man blev nødt til at inddrage et tilstødende lokale. Der blev argumenteret fra begge sider og det endte med en afstemning, som gav enstemmigt opbakning til vores kampagne og metoder. Det åbnede op for, at fortalerne for at ændre universitetsloven og demokratisere den, bl.a. rektor Mogens Fog blev meget nemmere efter dette massemøde.
SAA: Forholdt studenterne sig til andet end deres egen verden?
Ja, i høj grad! I efteråret 1969 stiftede vi De studerendes Vietnam Aktion. Vi fulgte opfordringen fra de studerende i USA til at lave sit-ins, d. 15. oktober og 15. november, som var en aktionsform, som blev brugt over hele verden. Sit-in’en d. 15. oktober var en stor succes. Det skete på næsten samtlige fakulteter på Københavns Universitet. Her blev Vietnam-krigen debatteret en hel dag mens undervisningen var suspenderet. Da vi planlagde den næste sit-in blev mødet afbrudt af en studerende som fortalte, at man havde opdaget Forsvarets Efterretningstjenestes (PETs) ”lytte-central” i Kejsergade (i en kælder under Asiatisk Institut og dermed på Københavns Universitets matrikel).
Vi lavede straks et døgnvagts blokade af kælderen. Vi opretholdt den i flere dage. En aften var vi sultne og lod en mand tilbage imens vi gik ud for at få noget mad. Imens vi var ved at bestille, kom han løbende, og sagde, at to biler var kørte ind i gården, så vi røg straks tilbage uden mad og genetablerede blokaden. Politiet kom derefter og arresterede flere af os. Rektor Mogens Fog kom og fik os ud af brummen. Og der blev Kejsergade godt og grundigt afsløret.
SAA: Har 1968 haft en værende betydning?
For det første, betød kombinationen af modstand fra bevægelsen i USA og internationalt, og nederlag på slagmarken, at USA måtte trække sig ud i 1975. Men bevægelsen i 1968 viste, at ved at stå sammen kunne man ændre tingene, som dog senere er blevet rullet tilbage. Borgerskabet blev trængt.
Men desværre fik de samlet sig, fordi vi ikke kunne sætte det afgørende stød ind, og har siden 70’erne haft held til at rulle mange af de forbedringer, der skete dengang, tilbage. Vi fik dem kun til låns. Men jeg er optimistisk omkring om det kommer til at ske igen. Der kan komme en omfattende krise i løbet af 5 år. Og denne gang skal vi føre det til ende.
Socialistisk Bibliotek har samlet forskellige artikler af og om Lars Hutters:
Og lidt om hans bedriftger under studenter oprøret:
For dem som ønsker at deltag i Lars’s begravelse: https://navne.politiken.dk/annonce/5d16a7a9b995c/lars-otto-hutters?fbclid=IwAR0qoAMzTxf67SRz7i4LKZADwxkN2bUoX-zRzSiwhyeqCMfoMvLoDZUo1Ew
