Den meget markante tilslutning til partier, som vil have forandring på klima, velfærd og mod racisme, specielt SF og RV og status quo for EL, er udtryk for stor skuffelse over den forgangne periodes blå regeringer ledet af Løkke. Især foranlediget af spørgsmålet om pensionsalderen er der sket en bemærkelsesværdig vandring af arbejdervælgere fra DF til S – mens utilfredshed med Socialdemokratiets højredrejning har affødt, at tusinder af vælgere er gået fra S til SF. Socialistisk Folkeparti har på denne måde fået en meget betydelig fremgang. Enhedslisten har ikke kunnet udnytte denne vælgerbevægelse, og er endda gået noget tilbage. Trods dette har partiet dog så nogenlunde formået at fastholde den position, som det opnåede ved valget i 2015 oven på en massiv fremgang i protest mod den daværende Helle Thorning-Schmidt regering. Men det var svært både under og nu efter valget at se forskellen på SF og EL. Alt i alt et stemningsskifte til venstre. Og en styrkelse af centrum-venstre i Folketinget.
Reaktionen, når illusionerne over Mette F brister
DF’s voldsomme tilbagegang, “blå bloks” svækkelse og bevægelsen af arbejdervælgere herfra til Socialdemokratiet samt fra S til SF er altsammen udtryk for et mere udtalt og grundlæggende ønske i arbejderklassen om et opgør med den hidtil førte, stenhårde nyliberale politik. Ingen har erkendt dette tydeligere end Lars Løkke Rasmussen, der under valgkampen er vendt på en tallerken med opportunistiske forslag om en oprustning af velfærden og større indsats for klimaet – og et tæt samarbejde mellem S og V, helst en SV-regering.
Mette F mødes derfor fra arbejderklassens side ovenpå valget med ønsker og illusioner om social genopretning, stop for pensionsalderens himmelflugt samt en mere helhjertet klima-indsats. Situationen nu minder i høj grad om folketingsvalget i 2011, hvor socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt vandt efter et årti ledet af regeringer under Anders Fogh Rasmussen, som systematisk havde angrebet arbejderklassens hidtidige sociale landvindinger.
Det er meget usandsynligt, at Socialdemokratiet af sig selv vil indfri disse forventninger. Uden pres fra neden kommer de til at skuffe forventninger om at stoppe pensionsalderens himmelflugt og social genopretning. Og der vil være en masse tom snak om klimaet – hvor realiteterne er, at ambitionerne er næsten lige så beherskede som ved den hidtidige VLAK-regering.
Overladt til sig selv er Socialdemokratiets ledelse på ingen måde villigt til et opgør med den nyliberale politik, og vil derfor kun på pensionsspørgsmålet give småting til de allermest nedslidte, kun være villigt til bittesmå, symbolske “forbedringer” på det sociale område samt kun gennemføre utilstrækkelige tiltag på klimaområdet. Men Socialdemokratiet lever ikke i et vakuum: De er presset af både forventningerne til dem fra deres egne vælgere samt af venstrefløjen i Folketinget.
http://socialister.dk/pensionsalderen-en-politisk-bombe/
Et ægteskab med Løkke er risikabelt for Mette F
Mette F vil nok kunne få SF med på noget af vognen – fordi SF langt hen ad vejen er villigt til kompromisser “for at forhindre det, der er værre”. Dog er SF også gået til venstre under valgkampen og har stået i spidsen for både kravet om ”minimums-normeringer”, som bestemt ikke er billige, og at rulle nogle af besparelserne på børneområdet tilbage. Og både RV, EL og SF ønsker at få S til at investere meget mere i den grønne omstilling.
Mette Frederiksen vil, hvis hun ikke kan skabe enighed i ”rød blok”, formentligt forsøge at basere hendes S-mindretalsregering på et samarbejde med de borgerlige partier. En rundspørge foretaget af dagbladet Børsen viser, at landets erhvervsledere er stærkt interesseret i et tæt S-V samarbejde eller en egentlig SV-regering (som faktisk har opnået et parlamentarisk flertal i det nyvalgte folketing).
Problemet for ledelsen i Socialdemokratiet er imidlertid, at Mette Frederiksen blev valgt som et skridt til venstre fra Thorning og Corydon i den økonomiske politik i forhold til velfærd (dog for kun ”danskere”). Så både i medlemsmassen og blandt partiets vælgere er der store forhåbninger om forandringer, som ikke er en gentagelse af 2011-15. Så et ægteskab med Løkke er en risikabel affære for Socialdemokratiet. Det kan føre til indre splittelser og vælgerflugt. Under Helle Thorning-Schmidt resulterede dette i spektakulære styrtdyk i tilslutningen til Socialdemokratiet: Fra ca. 40 % af vælgerne i 90’erne og ned til 16,9 % i 2012, da chokket over de massive løftebrud bredte sig.
https://www.dr.dk/nyheder/politik/meningsmaaling-giver-s-historiske-stryg
Situationen skriger på en aktiv venstrefløj
De politiske forhold lige nu lægger i dén grad op til, at venstrefløjen i Danmark udnytter den politiske situation, hvor arbejderklassens forventninger er høje og Mette F endnu ikke har svigtet. Det er i dén grad oplagt, at alle de folk, som har været på gaden ift minimumsnormeringer, klima og anti-racismen, burde bringes sammen og lægge pres på de hemmelige forhandlinger bag lukkede døre. Det er jo vores fremtid, det drejer sig om.
Der er derfor brug for at der mobiliseres, ligesom under OK18 forhandlingerne, for at lægge det størst mulige aktivistiske pres. Det er derfor glædeligt, at de meste aktive fagforeninger omkring de Københavnske Fagforeningers OK-koordinering har arrangeret en daglig ”faneborg” udenfor Folketinget, mens forhandlingerne foregår. Det burde være oplagt, at hele venstrefløjen bakker op om det og deltager i dette initiativ. Fagforeningernes krav er rettede mod social genopretning af velfærden. Men der er intet til hinder for, at både klimabevægelsen (som allerede har ugentlige ”påmindelses”-aktioner udenfor Folketinget), og det anti-racistiske netværk slutter sig til og gør det til en fælles manifestation med henblik på at øge presset. Både for at SF og EL står fast, men også for at udøve tryk på Socialdemokratiet.
https://www.facebook.com/OKkoor/
Svigt skaber vrede
Hvis ikke det lykkedes, og venstrefløjen og fagbevægelsen ikke kender deres besøgelsestid, kan resultatet blive en yderligere politikerlede, der vokser sig endnu større end selv i dag. Den vil højst sandsynligt komme til at antage et hidtil ukendt omfang. Og det kan gå både til højre eller venstre: I andre europæiske lande har politikerleden ført til, at en betydelig del af arbejderklassen nægter at afgive deres stemme ved valgene. Eller der kunne tænkes at vokse bevægelser frem à la De Gule Veste i Frankrig, og på klima-spørgsmålet kunne man forestille sig en styrkelse af de militante Extinction Rebellion-grupper, som allerede under valgkampen lavede direkte aktioner på gaden. Klimabevægelsens mere moderate dele ville sandsynligvis også bliver radikaliseret af fodslæberi på dette spørgsmål. Men det kan også betyde en større opbakning til Nye Borgerlige og Stram Kurs og faren for en fascistiske opblomstring, større end vi har set indtil nu. Det er læren fra Europa.
http://socialister.dk/fascismens-tilbagekomst/
Den største politiske åbning venstrefløjen længe har set
Men det stemningsskifte i arbejderklassen, vi har kunnet konstatere, kan også betyde en større selvtillid til at kæmpe for at stoppe angrebene på velfærden samt salami taktik-angrebene på løn- og arbejdsforhold overalt, både i den private og i den offentlige sektor.
Stemningsskiftet i arbejderklassen: ”The times they are a-changing”
http://socialister.dk/the-times-they-are-a-changing/
Derfor kan der opstå krav om mere i lønningsposen op til de kommende overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked i 2019. – Situationen inden for sundhedssektoren, ældreplejen, daginstitutionerne og uddannelsesområdet er præget af så voldsomme nedskæringer, at en eller anden form for reaktion på dette område må forventes: I dag “stemmer mange med fødderne” ved at flygte fra et uudholdeligt arbejdspres og en lav løn, der slet ikke matcher kravene. Samtidig har der fundet et oprør sted blandt forældre til børn i daginstitutionerne. Det går hellere ikke væk bare på grund af løfterne under valgkampen. Det afhængige af om en S-regering vil levere eller ej.
Pensionsalderens absurde stigning er et spørgsmål med en stor politisk sprængkraft (hvilket DF om nogen har måttet sande), og det har fremkaldt stor uro langt ud i arbejderklassen. Det vil derfor kunne fremkalde en eller anden form for oprør, som går meget længere end de 61 fagforeningsformænds nylige protest kort før valget i dagbladsannoncer.
For socialister er situationen gunstig. Ideer om fællesskab, demokratisk planlægning af produktionen og hvordan man bekæmper ulighed og racisme er både relevante for millioner og i sync med tidsånden. Men det kræver også både synlighed og organisering.
Lad os kom i gang!
