Mens Pape og Samuelsen så måbende til, begyndte Løkke at give sig på de tre væsentligste områder. Velfærd, klima og indvandring. Og i valgets sidste fase række ud efter en regering ud over midten.

Pludselig kunne der lettes på det økonomiske jerngreb om udgifterne til den offentlige sektor. Eksemplificeret med opgivelse af uddannelsesloftet. Ligesom Socialdemokratiets italesættelse af klimamål  tvang Venstre ud i et panisk forsvar for deres klimapolitik.

Pludselig kunne der lettes på den umenneskelige skrue for afviste asylansøgerne på Sjælsmark, og kvoteflygtninge kunne godt komme på tale allerede i 2019. Det sidste fik Politiken til at omtale de nye signaler som en ”paradigmeskift” væk fra at valg i Danmark kunne vindes på en ”stram udlændingepolitik”.

DF’s nedsmeltning, som allerede var tydelig ved EP valget, afspejler ikke blot at de har bundet sig til VLAK på velfærdsområdet og derfor har mistet deres image som velfærdens beskytter, men også at der er sket en reel ændring i holdningen til flygtninge og indvandring. Lige pludselige taler man ikke om stramning og hårdhed med kager der fejrer det, men om hvordan børnene har det, og hvorfor man ikke kan få sin ægtefælle til Danmark. De borgerlige var på retræte på alle fronter. Liberal Alliances deroute signalerer den samme tendens, da de om nogen har stået for skattelettelser og nedskæringer. Det har kostede både  Samuelsen selv og Joakim B. Olsen deres politiske liv.

Almindelige menneskers daglige erfaringer har fremtvunget nye dagsordener

Det utvivlsomt største politiske skift er i forhold til klima. Det var nr. 1 i alle meningsmålinger. Og allerede ved EP valget så man, at de miljøpolitiske frontløbere fik 36 % af stemmerne (EL, RV, Å, SF og Folkebevægelsen). Men også velfærd var lige pludselig tilbage som et emne der dominerede. Et årti med nedskæring efter nedskæring på uddannelserne, daginstitutionerne, sundhed og ældreplejen har afsløret en velfærdsstat på krykker.

Arbejderklassens daglige erfaring med velfærd har afsløret, at politikernes forsikringer om, at de forsvarer velfærden blot er ord.  De oplever, at der er ikke nok pædagoger i daginstitutionerne, at ældre får ikke den omsorg og pleje der er nødvendig og tilbagetrækningsreformens virkelighed er gået op for folk.

Fagbevægelsens Hovedorganisationen (FH) har slået på budskabet om det ulige og uretfærdige Danmark i deres annoncekampagne på busserne, ved stoppestederne og i aviserne. Dette koblet sammen med at folk oplever, at de rige rager til sig gennem skattelettelser og høje lønninger til topchefer, har skabt et billede af et uretfærdigt og ulige samfund. Danske Banks hvidvaskningsskandale og de fleste topbankers samt det største danske advokatfirmas deltagelse i skatteunddragelse, har understøttet billedet af en rådden moral i toppen af samfund. Og de store bonusser og aktieoptioner til topledere i milliardklassen har bare yderligere understøttet billedet. Selv de borgerlige har måtte tage afstand. En af de konservatives valgplakater hed ”Stop frås”.

http://socialister.dk/derfor-gaar-finansverdenens-naalestribede-amok-i-kriminelle-aktiviteter/

Feel free to use this image, just link to www.SeniorLiving.Org This microstock required lots of post processing to get the blue tint. I also needed a bounce card to get more detail in the glasses.

Den mest aktivistiske valgkamp siden 70’erne

Men valgkampen var ikke bare præget af et stemningsskift med fokus på klima og velfærd, den var også domineret af protester på gaden. Det er den mest aktive valgkamp denne skribent har oplevet siden begyndelsen af 70’erne.

Der var næsten ikke en dag uden, at folk var på gaden. Den største protest var utvivlsomt den 40.000 store klimamarch i København og mange andre byer. Derudover har der været massive protester op til valget ved de tilbagevendende ”Fridays for Future”, hvor tusindvis af skoleelever har strejket. Samtidige var der mere militante protestaktioner over Påsken arrangerede af ”Extinction Rebellion”, hvor trafikken blev standset og symbolske bygninger blev besat. Og op til valget standsede aktivister fra Extinction Rebellion morgentrafikken i Århus i protest mod olie- og gasdepoter på Århus Havn.

Men også på velfærdsområdet har protesterne afspejlet den ændrede stemning. Først og fremmest de store forældreprotester med krav om minimumsnormeringer i begyndelse af april, som blev organiseret af græsrodsforældre gennem et Facebook netværk. Her deltog op mod 50.000 over hele landet. Dette gentog sig få dage før valget. Denne gang bakket op af de etablerede forældreorganisationer og alle de relevante faglige organisationer.

Derudover har København for Velfærd holdt demonstration med over 1000 deltagere med krav om at skrotte budgetloven, som lovmæssigt underbygger velfærdsnedskæringerne. De studerende på Humaniora på KUA lavede en blokade af rektors kontor i protest mod universitetets nedskæringer. Og endelige gik fagbevægelsen i gang i den sidste uge af valgkampen, og sendte deres ansatte på gaden for at argumenterer for at stemme på de velfærdsvenlige partier.

http://socialister.dk/det-stoerste-foraeldre-oproer-nogensinde/

Racismen blev svækket

At valget kom til at dreje sig om klima og velfærd og var præget af aktive handlinger i form af protester og demonstrationer, har haft stor betydning for spørgsmålet om indvandring. Racismen har haft trange kår. Det så vi allerede i 2018 under overenskomstsituationen. Ghettoplanen var klar til at bliver skudt af i marts, men man ventede indtil OK 18 var færdig. Stemningen i arbejderklassen, som var præget af solidaritet og fællesskabet, og aktioner og demonstrationer, næsten hver dag, gjorde det umuligt for regeringen at rejse den nødvendige racistiske stemning, så den kunne understøtte sin påstand om parallelsamfund og for privatisering af den almene boligsektor.

Regeringen ventede til efter OK-forliget var i land. Så kunne man køre løs. Det samme gælder i dag. Derfor har vi ikke denne gang set den samme succes for de politikere som snakker om ”yderligere stramninger”. Tværtimod er DF blevet mere end halveret og selv om Vermund og Paludan har snuppet de mest racistiske og handlingsparate, er de samlet gået klart tilbage. Trods massiv medieomtale lykkedes det ikke Rasmus Paludans Stram Kurs at komme over spærregrænsen på 2 %. Nye Borgerlige kom kun lige ind, men deres fremgang kan slet ikke veje op for DF’s nedsmeltning.

Fascismens fare.

Det er klart at mange er forskrækkede over at Paludan og Vermund kunne få over knap 170.000 stemmer tilsammen. Og med god grund. Der er heller ingen tvivl om at faren for at der kan opstår en fascistisk organisation, som også kan gå på gaden og terrorisere folk, eksisterer. Men specielt Paludan har også givet mange af de som har støttet en ”hård udlændingepolitik” noget at tænke over. Og det har styrket det anti-racistiske bevægelse. Under valgkampen var der en betydelig anti-racistisk mobilisering, både demonstrationer, koncerter og forsamlinger mod Paludan og hans tilhængere.

Mange er blevet skræmt over hvad den racistiske tone og politik over for muslimer, kan fører til af yderligheder. De har reageret ved at forlade den ekstreme højrefløj. Det er en del af forklaringer på DF’s deroute, og at de store partier lige pludselige begynder at bløde op på de mere marginale dele af politikken, f. eks. Sjælsmark og kvoteflygtninge. Men stemningsskiftet er tydeligst at aflæse i den øgede opbakning op til den alternative blok (EL, RV, Å og SF) som tilsammen fik lige så mange stemmer som Socialdemokratiet. Der giver et øget pres på Mette Frederiksen for at give sig på dette punkt. Flere toneangivende S borgmestre har allerede advaret hende om, at hun ikke nødvendigvis kan få opbakning i partiet til hendes famøse ord om, at hvis ikke den stramme udlændingepolitik fortsætter, så ville hun ikke være statsminister.

Paludan har også haft den effekt at den anti-racistiske fløj er blevet styrket på gaden. 700 muslimer under parolen ”Ord har konsekvenser” gik samlet fra Nørrebro til Christiansborg få dage efter Paludans besøg på Blågårds Plads. Mellemfolkeligt Samvirke holdt en koncert mod racisme d. 23. maj med 3500 deltagere og der blev organiseret protestdemonstrationer i flere byer op til valget med flere tusinde mennesker på gaden. Størst i København d. 4. juni.

http://socialister.dk/fascismens-tilbagekomst/

Et stemningsskifte

Stemningsskiftet har været undervejs længe. Det er et produkt af den ”lange depression” efter recessionen i 2008/9, som vi endnu ikke er ude af på verdensplan. Væksten er stadig ekstrem lav og kan kun lige hamle op med befolkningstilvæksten. Og selv om der er fuld beskæftigelse, dækker det over mange deltidsbeskæftigede, korttids kontraktansatte eller alle mulige jobs på slavelønninger fra jobcentrene. ”Ja, du kan få et job”, men det er til en lav løn og en usikker ansættelsesform. Aktiemarkedet boomer, men det gør investeringerne ikke.

Firmaer køber deres egne aktier og fastholder derved værdien. Men det holder ikke i længden.

Derfor er løn og arbejdsforhold det som arbejdsgiverne kan tjene penge på, når de ikke investerer i nye maskiner. Derfor angreb DSB lokomotivførerne, som dog svarede igen med punktstrejker og dermed opnåede en aftale omkring deres arbejdstid og antallet af tillidsfolk, derfor skal skraldemændene løfte mere, og derfor strejkede de og opnåede en aftale, derfor strejkede SAS piloterne for at sikre sig et nogenlunde overskuelige familieliv. Og dette vil fortsætte under en ny regering.

Endelig kan arbejderklassen på det private arbejdsmarked se frem til sværdslag i 2020, når overenskomsten skal fornyes. Der varmes allerede op. Stemningsskiftet betyder dog, at arbejderklassen har større selvtillid til at slå igen på angrebene.

Valgets resultat afspejler den ændrede stemning i arbejderklassen. Der vil nu være forventninger til den ny regering, som den desværre ikke kan indfri. Socialdemokratiets velfærdsplan stopper nok yderligere nedskæringer, men løfter ikke velfærden. De mange års minusbudgetter på de offentlige udgifter har forringet velfærden til dens nuværende dårlige niveau.

Vi får det som før hvis ikke der flyttes langt væsentligere summer fra kapitalen til arbejderklassen.  Det samme gælder klimaet. Socialdemokratiets klimaplan om 60 % reduktion af CO2 i 2030, er slet ikke nok til at sikre Parisaftalens mål om CO2 neutralitet i 2050. Og vi ved fra FN’s klimapanel, at Paris-aftalen ikke sikrer at temperaturstigningerne holder sig under 2 %. Og endelige står S fast på ”en stram udlændingepolitik”.

https://thenextrecession.wordpress.com/2019/04/25/boom-and-then-bust/

En gunstig situation for socialister

I forhandlinger om en ny regering kan SF og Enhedslisten risikere en gentagelse af Thorning-æraen, dvs. en situation hvor venstrefløjens mandater bruges som stemmekvæg, mens den vigtigste økonomiske politik laves med det Radikale Venstre. Verdensøkonomien ser ud til langsomt at glide ind i ny recession (minusvækst). Der vil være mindre rum for forbedrende reformer og vi vil se fornyet ustabilitet. Men dels ville der være massivt modstand internt i Socialdemokratiet, hvis de binder sig for stramt til RV,s økonomiske politik. Der kommer der ikke ret meget mere velfærd ud af. Og dels ville selv sådan en regering ikke være i stand til at stoppe den understrøm af utilfredshed og vrede der eksisterer. Fremtiden ville vise om forskydningen i de to venstre-reformistiske partier til SF’s fordel kommer til at betyde at Mette Frederiksen slipper billigere. Umiddelbart skulle man tror det men der er andre kræfter på spil nu end den ren parlamentariske. Der er tusindvis af mennesker som er blevet radikaliseret og aktiveret op til og under valgkampen.

Forventningerne er nemlig ikke passive i dag. De er aktive. Derfor vil frustrationer over, at Socialdemokratiet ikke kan levere, og SF og EL ikke stå fast, ikke nødvendigvis fører til apati men snarere til vrede og yderligere kamp. Og det er derfor, at situationen er gunstig for socialister.

Der ville være en masse, især unge som vil lede efter svar. Ikke bare svar på hvorfor politikere ikke gør det nødvendige, men også på hvad skal vi så gøre. De Gule Vestes bevægelse i Frankrig og Extinction Rebellion i UK afspejler præcis denne stemning. Hvis vi forstår at rejse systemkritikken i klimabevægelsen (der allerede er godt i gang med at diskutere), omkring velfærden og blandt anti-racister, kan vi begynde at argumentere for en fælles kamp mod zombie-kapitalismen og dens ødelæggende markedskræfter, som ligger til grund for alle de problemer som folk oplever. Og det er der mange andre der har set. Vores opgave er at pege på, hvad der skal til for at ændre systemet. Og hvad der er alternativet. Her vil vi gerne begynde en diskussion om nødvendigheden af demokratisk planlægning af produktionen under den brede arbejderklasses kontrol.