Den nationale fortælling om Danmark som et lille, fredeligt, besindigt og ”nøjsomt” land, der i det store og hele foretrækker at være neutralt og lade ”de store” om at føre sig frem i verden, er en fortælling, der lever i dag, selv mens den går i modstrid med andre sideløbede nationale fortællinger og endda aktuelle politiske diskussioner.
Den nationale fortælling
Jeg kan huske selv at have tænkt det som barn, ikke så meget som national stolthed, som en national identitet, som en del af det, at jeg var fra Danmark – før jeg for alvor begyndte at tænke kritisk over den slags.
Jeg kan huske i tiden omkring den såkaldte Muhammed-krise, at velmenende folk fra mine forældres generation igen og igen begræd, at unge backpackers nu ikke længere stolt kunne bære et Dannebrog påsyet deres rygsække som et adelsmærke for deres fredelige, ordentlige, humanistiske ophav – et mærke, som signalerede det jævne, joviale og åbne, snarere end en blodig historie.
Fra den nationale folkeligheds alfader i Danmark, Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, hed det i 1820:
Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord
Man har, end hvor Bjerg kun er Bakke;
Men gjerne med Slette og Grøn-Høi i Nord
Vi Dannemænd tage til Takke;
Vi er ikke skabte til Høihed og Blæst,
Ved Jorden at blive, det tjener os bedst!
Her i første vers af sangen, der meget sigende bærer titlen ”Til Danmarks trøst”, udmaler Grundtvig den tanke, som på trods af at have 200 år på bagen ikke er en fremmed tanke for mange danskere. En idé, der blødte fra toppen til bunden og ind i afkrogene af det danske samfund, ind i kultur og kunst gennem det 19. århundrede: i Danmark er vi jævne og jordnære, i Danmark stræber vi ikke højt og langt; vi er ikke skabt til det; i Danmark nøjes vi; der er et samlet ”vi”. Og hele denne selvtilstrækkelige, nationale enhedsånd afspejles i det grønne, bakkede, frugtbare og ikke-truende danske landskab, som kunne og kan ses i utallige malerier, som bekræfter fortællingen. Smukt.
Naturligvis er dette en konstruktion af dimensioner. De herskende klassers historie i Danmark er så overordentligt ikke en historie om først vilde og heroiske vikinger efterfulgt af 1000 års fred, grønne marker og nøjsomhed.
Det er en lang og blodig erobringshistorie, hvor Danmark har spillet rollen som en yderst aggressiv imperialistisk aktør i verdenshavene og på kontinenterne; hvor den herskende klasse akkurat som dem i England, Frankrig, Holland og Spanien, invaderede og erobrede verden i jagten på nye markeder og profit. Det danske imperium har, som vi ved, talt Sverige, Norge, Færøerne, Island, Grønland og Dansk Vestindien i Caribien, samt kolonier i Asien og Afrika.
Historien om dansk imperialisme er ikke kun historien om fortids storhed og siden fald. Den danske nations blodige historie er i kernen af den nuværende nationale fortælling om Danmark, selv når den glimrer ved sit fravær.
Grundtvigs ovenfor nævnte digt og den mentalitet, det abonnerer på, er en ”trøst”, en direkte respons på de første to årtier af 1800-tallet, hvor det danske imperium oplevede sine første store knæk – tabet af verdens næststørste flåde i 1807 og det endegyldige tab af Norge i 1814, for ikke at tale om den såkaldte statsbankerot i 1813.
Vi kender udtrykket: ”Hvad udad tabes skal indad vindes.” De ”indadskuende” tendenser i det 19. århundrede kommer ud af den krise, der ramte den danske stat. Og den resulterende fortælling var én, som det nye, fremadstormende, nationalliberale borgerskab, der snart for alvor skulle erstatte kongen og adlen som den nye herskende klasse, kunne bruge med stor effekt.
Imperialisme – det at udvide en stats magt og indflydelse gennem kolonisering og brug af militær magt – er for socialister et aspekt af kapitalismen, hvilket vi løbende skal vende tilbage til.
En af de vigtige grunde til at diskutere det, ikke mindst i dansk sammenhæng, er, hvordan imperialismen og kolonihistorien tjener som et oplagt lærred at se de uløselige sammenhænge mellem f.eks. kapitalisme, krig, racisme og nationalisme. Imperialisme bliver et skæringspunkt, en intersektion om man vil, hvor kapitalinteresser kaster de herskende klasser ud i verden efter dominans, profit og kontrol, hvorved nationale og racegørende narrativer fødes og styrker det kapitalistiske projekt.
Da emner er dansk imperialisme, vil det følgende primært være et historisk overblik over de største og vigtigste punkter og lægge mindre vægt på den mere avancerede del af den marxistiske teori om imperialisme. Dog, idet vores forståelse af imperialismen er en del af vores marxistiske historieforståelse, vil det være en indbygget tråd, og en del af det teoretiske grundlag vil blive berørt i slutningen af denne artikel.
Dansk Vestindien
Danmark og dets herskende klasser gennem både feudalisme, enevælde og borgerligt demokrati, har i den grad stræbt højt og langt, er ikke blevet ved jorden og har ikke taget til takke.
Det danske imperiums storhedstid strækker sig fra 1300-1800-tallet. De danske konger erobrede Norge og dele af Sverige i middelalderen og tjente betydeligt på told på skibe, som sejlede gennem Øresund. Det er en ”simpel”/feudal version af imperialisme: snarere end et marked eller en ”opdagelsesrejse” sigtede man efter at kontrollere et geografisk område for at kunne kontrollere og dermed beskatte bevægelsen af kapital og varer gennem dette område. Man brugte militær magt til at sikre fortjenesten.
I 1492 blev de amerikanske kontinenter som bekendt ”opdaget” af de hvide, europæiske kongehuse, og dette markerer et skift i det globale system. Verden bliver større; handelskapitalismen tager mere fat i denne ”tidlige modernitet”. Plyndring for rigdomme og råstoffer samt handel med for europæere ”eksotiske” varer som rørsukker, tobak, kaffe – og mennesker – bliver yderst indbringende.
Da danske krigsskibe kom til St. Thomas i 1665 og anlagde en koloni-fæstning, havde spanierne næsten udryddet hele øens indfødte befolkning. Til at begynde med gik indtægterne til det danske kongehus primært gennem told i den anlagte havn på samme måde som i andre, mindre koloni-befæstninger i Afrika og Asien.
Men som vi ved, skulle de danske koloniherrer fra slutningen af 1600-tallet til 1848 ”genbefolke” St. Thomas foruden St. John og St. Croix, som kom til at udgøre Dansk Vestindien, med slavegjorte sejlet over fra Guldkysten på den afrikanske østkyst.
Det danske kongehus og Danmark som nation var og er fuldstændigt impliceret i historien om slaveriet, ikke bare som en europæisk stat, som eksisterede i perioden, var påvirket af den racistiske rangordning af mennesker, som resulterede af det og ”lod det ske” – men som en betydelig aktør i det, der kaldes den afrikanske diaspora – oprykningen med rode og spredningen af mennesker fra det afrikanske kontinent til resten af verden gennem slavehandel – og dermed den globale kapitalismes udformning og omformning af verden. De danske sejrherrers historie er slaverihistorie.
Under de 150 års trekantshandel, hvor man sejlede med mennesker, sukker, tobak og rom mellem København, de caribiske kolonier og Guldkysten, sejlede danske skibe omtrent 200.000 mennesker væk fra deres hjemlande til et liv i slavegjort helvede. Man brugte slaverne til plantagedrift og solgte videre til andre landes kolonier. Trekantshandlen var god profit for det danske kongehus.
I kolonitiden før den omfattende industrialisering beroede denne profit på maksimal udnyttelse af menneskelig arbejdskraft, og slaverne i Dansk Vestindien levede et hårdt og undertrykt liv.
Dette betød også, at oprør konstant truede de danske herskere. I 1733 vandt et slaveoprør magten på øen i fem måneder, før det blev slået ned og herredømmet genoprettet på blodig vis med hjælp fra franske militære styrker – en anden imperialistisk magt, som havde store interesser i opretholdelsen af den koloniale kontrol.
Slaveriet blev første gang forbudt i 1792 følgende den franske revolution. Dels var slaveriet efterhånden en ineffektiv produktionsmetode på grund af den teknologiske udvikling, dels bragte revolutionen en skærpet humanisme og nye idéer om menneskerettigheder med sig.
Napoleon trak dog belejligt forbuddet tilbage allerede i 1802, og oplysningstidens udryddelse af det mest basale barbari skal jo altså tages med store forbehold. Godt 50 år senere var den danske stat bekvemt klar til at ”afvikle” slaveriet over yderligere 12 år. I 1848, året før indførelsen af de første skridt til borgerligt demokrati i Danmark, var det igen et oprør blandt den slavegjorte befolkning på St. Croix, der satte et ultimatum for den danske generalguvernør, Peter von Scholten, og frigjorde slaverne.
Von Scholten stod i mange år i historiebøgerne som en dansk helt, der var med til at frigive slaverne. I dansk national selvforståelses øjemed har det taget godt 100 år siden dansk kolonimagt i Vestindien blev afsluttet med endnu en menneskehandel ved salget af øerne til USA i 1917, at anerkende, konfrontere og mere gennemgribende inkorporere Vestindien som en del af nationens fortid. Dette gælder også i en vis udstrækning arbejderbevægelsens historie om sig selv, på trods af, at den største arbejderopstand i dansk historie skete på St. Croix i 1878 ved det såkaldte Fireburn-oprør. De frigivne slaver var nu plantagearbejdere til sulteløn, som udfordrede den danske overklasse. Oprøret vandt nogle krav om forbedringer, men blev nedslagtet med en brutalitet, der matchede slavetidens.
Grønland
Sideløbende med dette var Danmark gang med en anden variant af kolonialismen langt oppe i det globale nord.
Grønland blev koloniseret i 1721. Det var selvfølgelig ikke frugtbart plantageland og var snarere et eksempel på den form for kolonisering, der sigter efter at profitere på råstoffer som handelsvarer. Her var der et marked af fiskeri, hvalfangst og produktion af sælskind at dominere, og Grønland var den sidste brik i Danmarks kontrol af Nordatlanten med Norge, Færøerne og Island.
I 1776 blev det danske handelsmonopol, den Kongelige Grønlandske Handel, dannet, og den danske kolonimagt handlede fuldstændig henover grønlændernes livsmåde og eksistensgrundlag, da de anlagde handelsstationer og bygder og tvangsflyttede grønlænderne hertil.
Danskernes kolonisering af Grønland er på flere punkter sammenlignelig med de britiske kolonisters i Nordamerika. Grønlænderne gjorde generelt ikke modstand mod koloniseringen, fordi deres fanger-livsmåde lod ejerskab over land ude af deres verdensopfattelse og gjorde dem åbne for og ikke truede af fremmede. Ligeledes kan det sammenlignes med behandlingen af stammerne i Nordamerika, da den danske kolonimagt helt fremme i 1950’erne fjernede grønlandske børn fra deres rødder i et ”civilisationsforsøg”; børn, som skulle danne fortrop i et dansk dannelsesprojekt, blev revet fra deres familier og fik frataget deres sprog og kultur.
Danskernes rolle var således som en slags formynder. Snarere end slavegjorte var grønlænderne brikker i det danske imperiums spil, brikker, man uden videre kunne flytte rundt på, da de, såvel som slavegjorte afrikanere, sås som undermennesker, som kunne domineres. Snarere end central profitproducerende arbejdskraft (i første omgang), blev grønlænderne gjort afhængige af butikker og penge, hvor de før var selvforsynende.
Således var den danske ”civilisation” indført; Grønland var en overskudsforretning for den danske stat i 200 år, mens grønlænderne specielt indtil 1950 levede i fattigdom, dårlige boliger og elendig sundhed, der dannede grundlag for dybe sociale problemer, der stadig præger det grønlandske samfund selv efter ”moderniseringen” og hjemmestyret fra 1950 til 1980.
En lille ekskursion ud i det større billede. Som vi allerede har berørt lidt, er det i 18. og 19. århundrede, mens oplysning, fornuft, fremskridt og videnskab bliver den nye ledestjerne, der skulle gøre menneskeligheden rigere, lykkeligere og bedre end nogensinde, at racismens ideologier for alvor grundlægges, destilleres og ”raffineres”.
Det sker på skuldrene af slaveriet og koloniseringen. I ”opdagelses-” (og plyndrings-) rejsernes tidlige dage, skrev de invaderende europæere såkaldte rejsebeskrivelser, hvor man med eventyrligt sprog beretterede om eksotisk flora, fauna og de oprindelige befolkninger. Selvfølgelig ved vi, at der også op gennem 15- og 1600-tallet var militær vold fra europæernes side, men de resulterende og underliggende fortællinger er om den eksotiske anden, der nærmest er som et fabeldyr.
Ganske vist kan vi spore en vis racistisk kerne heri. Men det er i 17- og 1800-tallet, at oplysningens moralfilosoffer og naturvidenskabsmændene – den intellektuelle elite – for alvor begynder at rang-inddele mennesker inden for raceteorier; f.eks. at bruge kraniets udformning som begrundelse for biologisk indbygget intelligens og arbejdskraftpotentiale.
Man havde brug for en ideologi, der formede de koloniserede folk som undermennesker for at retfærdiggøre imperialismens virke. Racismen, og siden fascismen, går uløseligt hånd i hånd med det kapitalistiske systems konsolidering og ekspansion.
”Ny” imperialisme
Mens Vestindien har ligget nærmest begravet og gemt væk og er noget, selv de yngre årgange har lært alarmerende lidt om i den danske folkeskoles historieundervisning, er Grønland den kolonihistorie, som stadig er der gennem det danske rigsfællesskabs dominans. Historien om Grønland løfter os ind et perspektiv på den mere moderne udgave af Danmark som kolonimagt, hvor den danske stat stadig agerer efter imperialistiske interesser.
Et eksempel herpå er det, som er blevet kendt som Thulesagen. Den korte version af denne historie er, at Danmark i 1953 tvangsflyttede 127 såkaldte Thuleboere fra deres boplads på grund af dens tætte beliggenhed til den amerikanske Thule Air Base, som amerikanerne ønskede at udvide. Thuleboernes ønsker blev helt og aldeles tilsidesat, og Danmark agerede her, i anden halvdel af det 20. århundrede, som en ægte kolonimagt.
Grønland og grønlændere blev igen en brik i Danmarks imperialistiske spil og denne gang i et endnu større spil af amerikanske, imperialistiske interesser i den kolde krigs spil mellem USA og Sovjetunionen. Grønland var af central, strategisk betydning i det nordatlantiske forsvar.
Ydermere var det en overtrædelse af dansk atomvåbenpolitik. Et amerikansk flystyrt i 1968 viste, at der var brintbomber ombord, og de daværende danske regeringer fik tilsyneladende ikke mulighed for at sige fra. Dog skal det ikke ses som eksempel på, at USA-imperialismen siden slutningen af 2. verdenskrig fuldstændigt har ”overtaget” europæiske imperialistiske interesser, men snarere, hvordan f.eks. den danske herskende klasses imperialistiske interesser nu er bundet op med den amerikanske supermagts.
Som marxistiske teorier om imperialisme peger på, handler imperialisme ikke kun om ”udviklede” landes dominans over den tredje verden, men også om disse udviklede landes kontrol over andre udviklede lande. Det er verdenskrigene samt en sag som denne fra den kolde krig klare eksempler på.
En koloniseret befolkning betalte for, at det danske borgerskab kunne stå sig godt med den amerikanske supermagt og bevare en betydningsfuld position i NATO. Den kapitalistiske forordning, der hedder ”hjemmestyret” i Grønland, og som har fungeret siden 1979, er hverken kolonialisme eller selvstændighed. Danmark bevarede i et langt stykke tid retten til undergrunden, forsvaret og politiet, og danske og multinationale selskaber har specielle rettigheder på Grønland.
Krigen mod terror og den hvide mands byrde
Der faldt dom i Thulesagen i 1999 på tærsklen i til det 21. århundrede, som skulle kaste Danmark ud i krigseventyr i Irak og Afghanistan, på mange måder som en forlængelse af rollen i NATO og under USA’s vinger. Den danske herskende klasse støtter den, der ser stærkest ud: Nazityskland et godt stykke ind i 2. verdenskrig, USA under den kolde krig og fortsat. A. P. Møller-Mærsk fik en profitabel kontrakt med det amerikanske militær som tak for dansk deltagelse i Irak.
Krigen mod terror, som USA’s imperialistiske projekt kom til at hedde efter år 2001, har vakt gamle idéer fra imperialismens medfølgende, retfærdiggørende idéer til live igen i politikeres og mediers italesættelser af invasionerne i Mellemøsten.
Det har kunnet spores i afvisningen af den danske såkaldte ”aktivistiske udenrigspolitik” i 00’erne som imperialistisk.
Olieinteresser? At pynte Danmarks rolle som magtfuld international aktør, at synliggøre et bånd til USA for beskyttelse i kold krig og handelskrige og for at sikre den danske elite vigtige poster internationalt? Nej da, vi hjælper irakerne og afghanerne til demokrati! Vi hjælper dem af med diktatorer, kaos og undertrykkende regimer! Vi spreder oplysning, civilisation og fred i verden!
Begrundelser fra de danske magthavere såvel som Tony Blair og til dels George W. Bush rummer et umiskendeligt element af ”den hvide mands byrde”, et udtryk, som er blevet synonymt med det britiske imperium i det 19. og 20. århundrede.
Selv da koloniprojektet flere steder holdt op med at være profitabelt på samme måde som tidligere, var der prestige i det for overklassen. En ideologi blev båret frem: tilstedeværelsen i disse fremmede lande er en byrde for ”os” – den hvide mand – men en nødvendig én. ”Undermenneskerne” kan, med vores hjælp, løftes op til vores det allerhøjeste stadie af civilisation, oplysning og samfundsmodel. Denne tankegang blev konsolideret af humanistiske intellektuelle og altruister, som tog til kolonierne ikke først og fremmest som kapitalister eller militær styrke, men i den oprigtige og dybt racistiske tro, at projektet var humanitært, godt, smukt og måske kristent.
På lidt samme måde kan man se den venstrefløj, som ender med at stemme for dansk krigsdeltagelse. Eller diverse folk fra hele det politiske spektrum, som tager muslimske kvinder som gidsler, når de retfærdiggør krigseventyr i Mellemøsten og diskriminerende love herhjemme. Idéen om, at brune og sorte kvinder skal ”reddes” fra tørklæder og brune og sorte mænd af hvide mænd (og kvinder) – en konstellation, der kan spores tilbage til koloniseringen af Nordafrika (og før) og som i den grad lever i dagens Danmark, USA, Frankrig m.fl.
”Imperialisme, kapitalismens højeste stadie”
Lad os her til slut træde lidt ud og kort overveje imperialismens kapitalistiske kerne. Hvad vi har set i gennemgangen her er, at imperialismen er drevet først og fremmest af kapitalinteresser i Danmark såvel som i andre imperialistiske magter gennem historien; disse går hånd i hånd med militær dominans; med dette følger racistiske ideologier og nationale fortællinger, og således formes et helt verdenssystem, ikke bare som kapitalismens internationale karakter, men i menneskers idéer om andre mennesker.
Internationale Socialister og store dele af venstrefløjen har generelt fremsat, at de seneste årtiers amerikanske og danske krigseventyr er udtryk for imperialisme i det 21. århundrede. Men det var ikke en entydig debat. Amerikanerne blev i 2002 fortalt, at de skulle hævne terrorangrebet den 11. september, og redde den exceptionelle amerikanske frihed; briterne og danskerne blev fortalt, at irakerne skulle reddes fra Saddam Hussein; alle blev fortalt, at Hussein havde masseødelæggelsesvåben og selv var en imperialistisk trussel.
Det er især Vladimir Lenin og Nikolaj Bukharin, som i sidste århundrede har udviklet på den marxistiske teori om imperialisme, og Lenin kalder i en pjece fra 1916 imperialismen for ”kapitalismens højeste stadium”.
Dette er kompleks teori, hvis detaljer må udforskes mere teoretisk dybdegående i en følgende artikel. Men det danner grundlag for vores kapitalistiske og antikapitalistiske læsning og forståelse af imperialismens historie og for vores ikke bare humanistiske, men antikapitalistiske modstand mod krig.
Imperialismen og den inter-imperialistiske rivalisering som den har eskaleret i 18- og 1900-tallet har i den marxistiske teori med monopoldannelse at gøre. Marx forudså allerede før det rigtigt var synligt, at store koncentrationer af kapital ville komme til at dominere hele lande.
Monopoldannelsen fører så videre til en fusion af bankernes kapital og industriens kapital, en sammenklumpning, der af Bukharin bliver kaldt finanskapital. Samtidigt med denne tendens ses tendensen til internationalisering af kapital, det, vi for det meste kalder økonomisk globalisering. På den måde bliver verden en arena for konkurrence mellem først og fremmest staternes finanskapitalfonde og fører til den rivalisering, oprustning og de handelskrige, som vi lige nu er vidne til.
Pointen her er, at imperialisme i sin kerne ikke bare er et udtryk for forholdet mellem det globale nord og syd, eller om ”udviklede landes” dominans af den tredje verden. Disse er delelementer og resultater af imperialismen. Men hvad der kun er blevet tydeligere, både siden Marx’ tid og Lenins og Bukharins tid, er at imperialisme handler om økonomisk overherredømme.
Pointen er også, at imperialismen er en fase af kapitalismen. Eller måske rettere, at forskellige imperialistiske faser afspejler forskellige kapitalistiske faser. Man kan overveje, om vi fortsat befinder os i kapitalismens højeste stadie, eller om de nuværende imperialistiske tendenser peger på en anden fase af kapitalismen forbi dens højdepunkt.
Det er egentlig sigende, hvordan et blik på dansk imperialisme ender i et internationalt perspektiv. For at vende tilbage til mit udgangspunkt og min vinkel på dansk imperialismes betydning for den nationale fortælling om Danmark: den nationale formation synes helt og aldeles bundet op på det kapitalistiske projekt, som i sine mekanismer er internationalt.