Billede tekst: Formand Mao Zedong erklærer Folkets Republik d. 1. oktober 1949
Denne artikel er en sammenskrivning af to artikler bragt i Socialist Worker i juni 2024.
Europæiske magter havde domineret Kina siden det 19. århundrede. Storbritannien, Frankrig, Portugal, Østrig-Ungarn og Tyskland havde alle “leaset” territorier af Kina. Disse inkluderede vigtige havne såsom Hong Kong, som Storbritannien indtog i 1841. For almindelige mennesker havde livet i Kina været barbarisk før 1949. Gennemsnitslevealderen lå i midt-40’erne. Kvinder var stærkt undertrykt og blev købt og solgt som “hushjælp”.
Rivaliserende krigsherrer, stammer og jordejere havde magten. Men det kinesiske kommunistparti (KKP), anført af Mao Zedong og Folkets Befrielseshær, vandt kontrollen med hele landet den 1. oktober 1949. Livet blev bedre for flertallet af almindelige kinesere i 1950’erne. KKP fordelte de store jordejeres jord til bønderne. En ny ægteskabslov betød, at kvinder ikke længere var mændenes ejendom.
Men hvilket system skabte Mao, og hvordan skal vi forstå Kina i dag?
Da KKP’s Folkets Befrielseshær marcherede ind i Beijing i 1949, strømmede arbejderne til for at byde den velkommen. Men revolutionen var ikke en socialistisk revolution – hvor arbejderne selv har den politiske magt og styrer samfundet, ligesom bønderne heller ikke selv havde den politiske magt over jorden og i landsbyerne.
Men revolutionen var ikke en socialistisk revolution – hvor arbejderne selv har den politiske magt og styrer samfundet
Citat: Socialist Worker
Maos sejr var resultatet af en mangeårig borgerkrig, der startede i 1927. Kommunistiske styrker bekæmpede Republikken Kina, der blev ledet af general Chiang Kai-sheks nationalistparti, Guomindang.
Imperialistisk rivalisering om Kina
Da Japan overgav sig i slutningen af 2. verdenskrig, brød kampe mellem KKP og Guomindang atter ud.
Men denne gang var der større kræfter på spil. Den kolde krig var begyndt. USA var desperate efter at forhindre kommunisterne i at tage magten i Kina, da de frygtede, at Kina ville alliere sig med Sovjetunionen.
Hovedparten af Guomindangs modstand var knust, da Mao udråbte Folkerepublikken i Beijing i 1949 og de måtte trække sig tilbage til Taiwan.
Statskapitalisme og maoisme
I 1949 begyndte Mao Zedong et regime, der skulle besegle Kinas statskapitalistiske vej.
“Folket har rejst sig”, erklærede han, da han 1. oktober 1949 udråbte Folkerepublikken. Over et århundredes imperialistisk underkastelse var ovre, og verdens mest folkerige land blev samlet efter årtiers splittelse.
KKP var mindre fjernt fra befolkningen end de gamle herskere, men ikke mere demokratisk. Der var ingen rigtige valg, der var ingen arbejderkontrol på fabrikkerne, og bønderne kontrollerede ikke landsbyerne.
Maos revolution handlede om at opnå økonomisk selvstændighed – ikke arbejdernes befrielse. Uligheden mellem by og land fortsatte, da regimet udnyttede landbruget til at fremme industrialiseringen.
Idéen om “selvforsyning” var nøglen til Maos økonomiske politik og dermed at sikre Kinas selvstændige position i den internationale kapitalistiske verdensorden. Det lå tæt op af den stalinistiske doktrin, “Socialisme i ét land” i Sovjetunionen. Hurtig industrialisering gennem hård udbytning for at skabe en selvforsynende økonomi, der var i stand til at konkurrere med Vesten.
En af grundlæggerne af International Socialist Tendency, Tony Cliff, skrev i 1957, at “tråden, der løber gennem hele den økonomiske og politiske udvikling af Maos Kina, er en elites indsats for at få folket til at bygge en storslået økonomisk-militær maskine på et tilbagestående, smalt landbrugs fundament.”
Det store spring fremad
I 1958 begyndte KKP at genne bønder ind i enorme ‘Folkekommuner’ på op til 30.000 mennesker, og Mao annoncerede starten på “Det store spring fremad”. KKP ønskede industriel ekspansion og påtvang bønderne at arbejde dag og nat, op til 18 timer i døgnet.
Programmet kollapsede i 1961, hvor omkring 30 millioner mennesker døde af sult. Mao havde ikke formået at drive Kinas økonomiske vækst fremad.
Han blev i en periode politisk kørt ud på et sidespor af KKP, men genvandt kontrollen med partiet. I 1966 startede han kulturrevolutionen, som reelt var et internt opgør i KKP. Det overkom dog ikke tilbagevendende kriser.
Fra Mao til Deng Xiaoping
Mao døde i 1976 og Deng Xiaoping vinder magtopgøret og bliver Kinas nye leder.
Deng åbnede økonomien for privat kapital og markedskræfterne, hvilket gjorde den mere dynamisk og kapitalistisk. Udbytningen øgedes og den private sektor voksede.
Kina blev skabt efter en stalinistisk model i 1949, hvor staten og KKP var de egentlige magthavere. Det er de stadigvæk i dag, selvom en stor del af økonomien er på private hænder
Citat: Socialist Worker
Men den nye strategi var ikke bedre i stand til at løse Kinas problemer, end Maos havde været. I 1989 var Kina i social og økonomisk krise. Landdistrikternes industrier lukkede, hvilket sendte millioner ud i arbejdsløshed, og lokale regeringer løb tør for penge til at betale bønderne for deres produkter. Det førte til en endnu større tilpasning til verdensøkonomien, og Kina blev medlem af WTO i 2002.
Kina blev skabt efter en stalinistisk model i 1949, hvor staten og KKP var de egentlige magthavere. Det er de stadigvæk i dag, selvom en stor del af økonomien er på private hænder.
Den private kapitals indtog og den enorme eksport til verdensmarkedet har gjort Kina til en økonomisk stormagt med sit eget imperialistiske projekt, også under Xi Jinping, som kom til magten i 2012.
Udbytningen af arbejderklassen har ført til strejkebølger i 1980’erne og i 2010´erne. Strejken i 2022 på Foxconns iPhone-fabrik i Zhengzhou viser, at arbejderne gør modstand mod den hårde udnyttelse. Den kinesiske arbejderklasse er ikke passive tilskuere til deres egen udbytning, tværtimod.
Læs også https://socialister.dk/kina-ny-stormagt-i-den-imperialistiske-rivalisering/
