Billede tekst: “Alle som viser solidaritet med vores døde men ikke vores raketter – er hykler.” Fra en demonstration i London i oktober 2023. Foto: Guy Smallman.
En blodig udmattelseskrig rasede i Mellemøsten, udløst af Seksdageskrigen i 1967, hvor den israelske stat besatte og annekterede Golanhøjderne i Syrien, Vestbredden i Jordan samt Gazastriben og Sinai-halvøen, der hørte til Egypten. Krigshandlingerne mellem Israel på den ene side og Jordan, Syrien og Egypten på den anden skulle vare langt ind i 1970’erne og være med til at forme det trængte Palæstina-kort, vi kender i dag.
Midt i dem stod PLO og det palæstinensiske folk, og de var ikke støttet af de arabiske reaktionære regimer i den territoriale krig, for deres nationale projekt var af en revolutionær karakter. I september 1970 var det ikke Israel, der var den umiddelbare fjende, men det jordanske kongeriges styrker, som nedslagtede de palæstinensiske oprørere.
Hos dem (fedayeen) og sammen med dem observerede han, hvad han så som det nye, revolutionære, arabiske menneske blive født, en ny bevidsthed opstå
Citat: Anna Wolf
Det var blandt disse oprørere og guerillagrupper, kaldet fedayeen (arabisk for ”dem, der ofrer sig selv”) at den knap 60-årige Genet i stedet for et kort besøg i flygtningelejrene endte med at tilbringe et halvt år og siden komme tilbage flere gange. Hos dem og sammen med dem observerede han, hvad han så som det nye, revolutionære, arabiske menneske blive født, en ny bevidsthed opstå.
En rebelsk skikkelse
Genet var selv en rebelsk skikkelse og blev i de sidste 20 år af sit liv tæt affilieret med forskellige oprørsgrupper og kampen mod racisme. Han blev født i Frankrig i 1910 af en fattig mor og havnede hos en plejefamilie. Fra helt tidligt synes han at have haft en modstand i sig, et oprør mod både de bløde og hårde autoriteter i det franske samfund, en blank afvisning af det etablerede og det borgerlige.
Gennem sin barndom og ungdom og frem til han var i 30’erne, var han konstant inde og ude af først straffekolonier for ungdomskriminelle, siden fængsel. Hans kriminalitet var primært tyveri og “usædelighed”. Han var homoseksuel og skjulte det ikke – hans debutroman, skrevet i fængsel i 1942 og udgivet efter 2. verdenskrigs afslutning, skildrer en social og seksuel underverden, hvor vold og begær hersker.
I slutningen af 1940’erne blev han benådet og kom ikke i fængsel igen. Han har sagt i et interview hen mod slutningen af sit liv, at han følte, at han havde ”udtømt” fængslets verden i sin søgen efter erfaringens grænser. Dette går også gennem hans virke som kunstner; han “udtømte” og forlod romankunsten i 1950’erne og skrev herefter teaterstykker, indtil han helt forlod fiktionens verden i 1960’erne og begyndte at skrive mere essayistisk og ikke mindst engagere sig politisk; i oprøret i Paris i maj 1968, med the Black Panthers i USA ind i 1970’erne, og ikke mindst i solidariteten med palæstinenserne frem til sin død i 1986.
En antiimperialistisk kritik
Genets had til det officielle Frankrig, som forsøgte at disciplinere ham i skolen, i straffekolonien, gennem sproget og i retssystemet, kom først til udtryk som fantasier om landets nederlag under 2. verdenskrig og siden mere reflekteret politisk som en antiimperialistisk kritik. I sin første reportage fra Palæstina, Palæstinenserne, skriver han om israelernes terror:
”Hvilken europæer kan det røre?” Franskmændene terroriserer, dræber araberne i Nordafrika, befolkningen på Madagaskar, i Indokina, den sorte befolkning i Afrika. England gør det samme andre steder. Belgierne også. Holland i Indonesien, Tyskland i Togo, Italien i Etiopien og Tripolitania, Spanien i Marokko, Portugal, vi ved nok hvor. Zionisterne er skyldige og hele Europa skyldig i Zionisme.”
Han kalder Israel ”et blåt mærke, en blodudtrædning på den muslimske skulder” – det var ”nødvendigt” bogstaveligt at trække muslimsk blod for at oprette det
Citat: Anna Wolf
Genet var fuldt bevidst om de ting, som stadig i dag, efter mere end et halvt århundredes propaganda, udgør oplysningskampagner i Palæstina-solidaritetsbevægelsen: palæstinensernes panarabiske tilhørsforhold, det zionistiske projekt, briterne og Balfour-deklarationen, amerikanernes overtag og Israel som en udpostering for den vestlige imperialisme. Han kalder Israel ”et blåt mærke, en blodudtrædning på den muslimske skulder” – det var ”nødvendigt” bogstaveligt at trække muslimsk blod for at oprette det.
Drømmen om Palæstina
I samværet med de unge fedayeen observerer Genet, hvordan en revolutionær bevidsthed går fra at være en idé født af en materiel situation til atter at materialisere sig i form af en social væremåde, der skitserer det nye menneske og det nye samfund.
”Palæstinenserne lever”. De vil finde tilbage til Palæstina, men efter en lang omvej, som måske tvinger dem til at lave eller fremtvinge en revolution i hele den arabiske verden,” skriver han og videre: ”Et nyt menneske vil måske se dagens lys i Mellemøsten, fedayeen udgør i mine øjne en skitse til og forløber for dette menneske.”
Drømmen om Palæstina er måske nok en nationalisme, men fedayeens vej til deres forjættede land er revolutionens. Den unge palæstinenser er på dette tidspunkt det fremmeste revolutionære subjekt.
Der er noget tindrende og dragende over beskrivelsen af atmosfæren og energien i fedayinernes samvær:
”På baserne kunne måden at dele te, brød og smøger på minde om en verden overstrøet med socialisme. Dem som ved tilfældets nåde befandt sig dér var unge mennesker som under træerne for en kort stund undslap fjendens trussel, de overordnedes ordrer, men også kamphandlingernes strenghed. Diskussionerne under stjernerne, og det at sove, spise og ryge under dem, var som at deltage i en kåd fest over for de jordanske soldaters strenghed og israelernes hårdnakkede handlekraft, en måde at give fanden i det hele, lattermildt.”
Glimt af det nye menneske
De undertryktes festival er under udfoldelse. Revolutionen er i sproget, der bliver klart og præcist og smider de overflødige positurer og optrædener af sig, i fagter, der formes af en ”smidig, fleksibel krigsførelse”, i bevægelse, der både bryder den militæriske takt og den ”lidt bedagede ædelhed”, som Genet mener at observere i dele af den arabiske maskulinitet.
Man skal ikke forveksle de dragende glimt af det nye menneske eller drømmen om det frigjorte samvær med idealisme hos Genet
Citat: Anna Wolf
Det revolutionære er en eksistens i verden, der har sin egen dynamiske poesi. Som han skriver indledende i I nærheden af Ajloun: ”Ansigter og kroppe står åbne for dem, som kan læse.” – ikke som eksotiske objekter fra en fremmed kultur, men som et broder- og søsterskab, han kan komme til at kende.
Man skal ikke forveksle de dragende glimt af det nye menneske eller drømmen om det frigjorte samvær med idealisme hos Genet. Det nye menneske er ikke et ideal, men en proces, og det frigjorte samvær er en situationsbestemt følsomhed for, hvordan dynamikker, man tror fastlåste og naturbestemte, kan ændre sig på kort tid.
Jean Genet var optaget af ekstremer, af dualitet og sammenstød og ikke af synteser, kompromiser eller løsninger. Som skribent er han altid i gang med at destabilisere verden, at stille sig der, hvor de voldsomme gnidninger og løsrivelser sker.
Over for systemets brutalitet ‒ det være sig historien, zionismen eller ”maskinens autoritet over det menneske, som betjener den” ‒ stiller han altid volden, det han ser som selve livets vold. Det er en provokerende tanke for mange. Men for Genet er spiren, der bryder den hårde jord og fedayeen, som skyder på traditioner og fjender, del af samme drift.
Teksterne Palæstinenserne, I nærheden af Ajloun, Vold og brutalitet og mange flere kan læses i samlingen Det kriminelle barn fra forlaget OVO press, 2021.
