Billede tekst: Poul Dam og Morten Lange fra SF’s højrefløj, har været til møde i statsministeriet: Foto. Arbejdermuseet/ABA
I november 1966 ændrede det sig i princippet. Ved valget 22. november, gik SD nok 7 mandater tilbage, men SF vandt 10, og fordoblede sit mandattal til 20.
Det første arbejderflertal i Danmark var en realitet. Langt om længe. Men resultatet var at SD og SF, på mindre end 13 måneder, satte det hele over styr. Nu kan socialismen selvfølgelig ikke indføres gennem Folketinget, men end ikke små forbedringer hentet fra partiernes programmer blev det til.
SD ville hellere tryne SF, mens SF med Aksel Larsen i spidsen mest ønskede bare at få lov til at være med
Citat: Freddie Nielsen
Og selv om SF blev gjort til syndebuk, må det konstateres at SDs mangeårige argument var rent mundsvejr. End ikke deres eget, eller dele af deres eget program ønskede de at gennemføre, hvis det skulle ske med SFs stemmer. Den såkaldte Krag-doktrin.
SD ville hellere tryne SF, mens SF med Aksel Larsen i spidsen mest ønskede bare at få lov til at være med.
I 1969 udgav VS-forlaget Røde Hane en antologi, ”Arbejderflertallet”, her hed det indledningsvis: ”Tilegnet Aksel Larsen »vor tids største taktiker«, der på sit livs højdepunkter i 1945, i 1956 og i 1966, aldrig har forsømt at få det mindst mulige ud af situationen.”
Boligforliget 1966
SDs tilbagegang fortsatte tendensen fra kommunalvalget tidligere på året. Det var en protest mod SDs samarbejde med de borgerlige, og især at de i begyndelsen af 66 indgik et boligforlig, der over 8 år ophævede det regulerede boligmarked til et frit boligmarked, dvs. huslejer på markedsvilkår.
Forligspartierne bildte hinanden ind, at markedet kunne løse boligmanglen. Argumentet er fremført gang på gang, men har aldrig kunnet bevise sin værdi. Derimod betød forliget en enorm pengeoverførsel fra lejere til ejere.
Forligspartierne bildte hinanden ind, at markedet kunne løse boligmanglen. Argumentet er fremført gang på gang, men har aldrig kunnet bevise sin værdi
Citat: Freddie Nielsen
Forliget mødte stor modstand, også fra SDere som f.eks. de ledende folk i lejerbevægelsen, og selvfølgelig også fra SF. Derfor var en fremgang for SF også ventet, men at den førte til et arbejderflertal, kom nok bag på mange, og var heller ikke noget SD-toppen var glade for.
I begyndelsen fastholdt J.O. Krag, at regeringen ikke ønskede at gennemføre noget, hvis det alene skete på SF-stemmer. Men dét medførte protester fra dele af fagbevægelsen, og krav om, at SD skulle bruge flertallet.
Krag-doktrinen falder
Selv om højrefløjen med Per Hækkerup i spidsen ikke kunne lide det, endte Krag med at indlede forhandlinger med SF. Det var i den anledning, at han udtalte de berømte ord: ”Man har et standpunkt til man tager et nyt.”
Et er så forhandlinger og aftaler. SD opstillede et regeringsprogram, som SF lovede at støtte, men meget imod Aksel Larsen og højrefløjens vilje, sagde SF-flertallet nej til at deltage i regeringen. Noget helt andet er så, hvad der kom ud af det.
Og dét må siges at være meget lidt. SDs skattereform med kildeskatten blev gennemført. Kildeskatten betød, at lønmodtageren, når kronen var tjent, fik trukket skatten med det samme, og kun udbetalt restbeløbet. Hidtil havde man fået hele lønnen ud, og så selv indbetalt skatten i rater.
Kildeskatten var ikke noget større stridspunkt, det var da også den efterfølgende VKR-regering, der implementerede den. Derimod var skattefradragsreglen – det at man havde fradragsret for den skat man betalte året før – noget som SF havde stået hårdt på at få afskaffet. Men SD havde allerede op til valget rykket sig, så det var en billig sejr.
SF under åget
Det var her, at Per Hækkerup udtalte, at nu havde SD fået SF under åget. Og det havde man. Da de borgerlige truede med at stemme imod finansloven, følte afrustningspartiet SF sig tvunget til at stemme for loven, inklusiv militærudgifter, for at redde regeringen. Det samme var tilfældet med momsen, som SF var arg modstander af, og at arbejdsanvisningen blev taget fra fagbevægelsen og lagt i den statslige Arbejdsformidling. Begge dele var SF med til at stemme igennem i deres iver for at bevare SD-regeringen.
I sommeren 67 vandt venstrefløjen HB-flertallet i SF, de kunne dog ikke styre folketingsgruppen, især højrefløjen, når den lovede Krag støtte uden at spørge i partiet først. Det skete ikke mindst i november 67. Storbritannien devaluerede, og regeringen besluttede at følge GB noget af vejen. Men en devaluering ville medføre inflation, og dermed udløse dyrtidsportioner.
Regeringen ville så indefryse (udslette) to portioner, der stod til udbetaling i januar 68. Det var et indgreb i den OK som LO og DA havde indgået i foråret. LO, tjenestemandsorganisationerne (FTF) og SF’s højrefløj accepterede det, men SF’s HB sagde nej, og blev fulgt af 8 folketingsmedlemmer.
Dog holdt kun 6 stand efter at Krag gjorde det til et kabinetsspørgsmål, og udskrev valg, da forslaget faldt.
SF splittes
SD arbejdede på at svække SF, og det lykkedes. SF var knækket og blev splittet. På kongressen i december forlod venstrefløjen partiet, og dannede dagen efter Venstresocialisterne (VS).
På få uger lykkedes det VS at gøre sig opstillingsklar, og selv om det var på et hængende hår, kom partiet i Folketinget med 4 mandater ved valget i januar 68, mens SF mistede 9 og SD 7, og VKR-regeringen – første borgerlige regering i 15 år – kom til.
Så meget for det arbejderflertal. SD ville hellere smadre det end risikere at skulle gennemføre sin politik på venstrefløjens stemmer. SD havde også noget at kæmpe for. I hovedstaden var partiet fra 1956-67 gået tilbage fra 60.000 til 35.000 medlemmer.
VS’ dannelse fandt egentlig sted på et sært tidspunkt. Det skete i en periode uden voldsomme kampe. De fleste arbejdere manglede selvtillid, og kritiserede VS for at vælte arbejderflertallet, hvor de havde parkeret håbet.
Men regeringssamarbejdet var en bremseklods. 1967 var OK år, og ganske vist blev arbejdstiden nedsat med 1½ time, efter en kraftig produktivitetsstigning. Ellers var det småt. De gamle fjender fra ølstrejken, LO og Holger Foss, opfordrede hånd i hånd til tilbageholdenhed af hensyn til regeringen.
Lidt sent brud
VS kom til at stå ret alene, og radikaliteten var begrænset. F.eks. stillede partiet op til valget i 68 på SF’s program, som man mente at SF selv var løbet fra.
Det ville have været en stor fordel for arbejderklassen, hvis nogen allerede i 1956 havde brugt opbruddet i stalinismen til et virkeligt brud. I stedet fik vi SF, der nok brød med stalinismens ydre sider, afhængigheden af Moskva og kadaverdisciplinen. Men man fortsatte folkefrontslinjen og en opfattelse af, at det ikke var arbejderklassens selvaktivitet og organisering, der var det vigtigste, men derimod et parti der kunne styre klassen og handle på vegne af den. Og det i en form, der var orienteret efter parlamentet og samarbejde med et SD, der absolut ikke ønskede det.
Det ville have været en stor fordel for arbejderklassen, hvis nogen allerede i 1956 havde brugt opbruddet i stalinismen til et virkeligt brud
Citat: Freddie Nielsen
DKP eksisterede fortsat, men var heller ikke noget alternativ. Partiet havde fastholdt rigtig mange af sine faglige bastioner, og forsøgte at udbygge dem. Men for DKP betød faglig styrke primært flere bestyrelsesposter.
Omkring arbejderflertallet var deres position knap så forståelig. DKP støttede det – det var jo noget i den stil, de havde søgt i årevis, dog med sig selv i en større rolle – men i december 67 var de i problemer. På den ene side var de aktive modstandere af dyrtidsindgrebet, men omvendt kritiserede de samtidig de senere VS’ere for at bryde arbejderflertallet. Selv om det jo ret beset var SD, der ødelagde det.
Læs hele serien her
