Billede tekst: Fra den store Vietnamdemonstration i april 1968. Politiet ser ud til at træne amerikansk fodbold. Foto: Arbejdermuseet/ABA
Så meget for statistikken, men den skal tages med et gran salt. Det var også en periode med gør-det-selv-reformisme. Enten på den individuelle måde, hvor man skiftede arbejde – ”der er røg i andre skorstene” som det hed. Eller også gennem kortvarige strejker, eller måske bare trusler om at nedlægge arbejdet. Bortset fra et mindre tilbageslag ‘67-68, var der højkonjunktur, og mange arbejdsgivere ville hellere betale lidt mere end mistet produktion.
Imens det var begrænset hvor meget væsen arbejdspladserne gjorde af sig, så steg kampniveauet i sidste del af 60’erne, fra gaden, fra universiteterne og blandt ungdommen i det hele taget
Citat: Freddie Nielsen
Statistikken omfatter kun strejker med mindst 100 tabte arbejdsdage, og mange småstrejker er nok ikke blevet indberettet. F.eks. fortæller Preben Møller Hansen, den senere formand for Sømændenes Forbund, der dog ikke er kendt for at underdrive, at i de 7 år fra slut 50’erne , hvor han var tillidsmand på Scarlett-Bådene, havde de 42 overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Han blev også, stadig ifølge ham selv, fyret 15 gange, og hver gang nedlagde kollegerne arbejdet, og han kom tilbage. Næppe mange af de strejker er med i statistikken.
Imens det var begrænset hvor meget væsen arbejdspladserne gjorde af sig, så steg kampniveauet i sidste del af 60’erne, fra gaden, fra universiteterne og blandt ungdommen i det hele taget.
Vietnambevægelsen
Et vigtigt omdrejningspunkt var modstanden mod USA’s krig i Vietnam, noget der ikke var begrænset til DK. Det begyndte med en DKU-demonstration ved den amerikanske ambassade i august ‘64.
Bevægelsen tog så småt form fra ‘65 med oplysning og jævnlige demonstrationer, der voksede. En af de største fandt sted i april ‘68 med 25-30.000 foran ambassaden. Politiet mødte talstærkt op, 6-700 betjente + civilbetjente angreb demonstrationen, så snart den var forbi.
Bevægelsen radikaliseredes (og voksede) gennem årene. Det ses f.eks. gennem udviklingen i parolerne fra ”Stop bomberne” over ”USA ud af Vietnam” til ”Bekæmp USA-imperialismen”.
Det officielle Danmark tog dog ikke del. Udenrigsminister Per Hækkerup (S) sagde i 65, at Danmark ”på kritiske tidspunkter må lukke øjnene”, da han mente at ”magtbalancen” stod på spil, og at det var i DK’s interesse, at USA ”gennemfører sin politik i Vietnam.”
Da Russell-tribunalet om amerikanske krigsforbrydelser skulle finde sted i DK, forsøgte statsminister Krag først at få det forbudt, og siden at sabotere det. Han havde været i Washington, hvor præsident Johnson gjorde det klart, at det at lægge hus til tribunalet ville ses som en ”uvenlig handling over for USA.”
Kort sagt stod vi overfor en socialdemokratisk regering, der havde mere travlt med at indrette sig efter sine NATO-allierede, end at lytte til sin befolkning.
Ungdomsoprør
Men der var dele af befolkningen, især af ungdommen, der ikke indrettede sig. Anden halvdel af 1960’erne var præget af studenterprotester verden over, også i DK. Her er det meget rammende blevet kaldt ungdomsoprør frem for studenteroprør. For det var ikke bare et generationsoprør, det havde en materiel basis.
Med uddannelsesboomet var det ikke bare “professorvældet”, der var modstand mod, men også utidssvarende faciliteter og mangel på boliger. De tidligste protester var ikke på universiteterne, det var blandt lærlingene.
Efterhånden som de fleste gik længere i skole, påbegyndte færre og færre et lærlingeforhold som 14-årige. Det betød at i den sidste del var det voksne mennesker, der skulle klare sig selv, men det var lønnen ikke indrettet efter. Og endnu værre, gang på gang var det lærlingene, der blev overset ved OK-forhandlingerne.
Med uddannelsesboomet var det ikke bare “professorvældet”, der var modstand mod, men også utidssvarende faciliteter og mangel på boliger. De tidligste protester var ikke på universiteterne, det var blandt lærlingene
Citat: Freddie Nielsen
I efteråret 66 arrangerede lærlinge demonstrationer ved flere forbundskongresser, for at gøre opmærksom på deres problemer – noget pinligt for fagbevægelsen. Selv om LO var imod, støttede nogle forbund lærlingene, og OK-67 blev faktisk temmelig god for lærlingene.
Det stoppede dem dog ikke. Der fandtes lærlingeforeninger tilknyttet de enkelte forbund, og i større byer fandtes der Faglig Ungdom, en slags lærlingenes fællesorganisation, der var knyttet tæt til Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), men der var ingen landsdækkende organisering.
LO for lærlinge
Det skyldtes, at LO og en del forbund var imod tanken. Men i 1970 lykkedes det, via et unikt parløb mellem DSU og DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom), at oprette LLO (Lærlingene- og ungarbejdernes Landsorganisation) på trods af modstand fra især LO, HK og Metal. Dette DSU-DKU samarbejde, der ikke var hverdagskost, skal ses på baggrund af dels DKU’s øgede styrke i lærlingearbejdet fra slut 60’erne, og dels DSU’s aktive deltagelse i Vietnambevægelsen, der havde radikaliseret dele af organisationen.
Det var dog ikke en lang kærlighed. DKU fik for stor magt og indflydelse i LLO, mente DSU, LO og flere forbund, hvilket også var rigtigt.
Derfor begyndte flere forbund at slå hånden af deres lærlingeorganisationer, hvis de fortsat støttede LLO. Og i 75 brød LO og de fleste forbund fuldstændigt med LLO. Konfrontationen havde længe været undervejs, og kulminerede da LLO i efteråret 74 insisterede på at støtte en faglig konference som Formandsinitiativet (FI) havde indkaldt. DSU og LO opbyggede et alternativ – LO-Ungdom, som ganske vist aldrig blev nogen succes.
Formandsinitiativet
Her skal det lige indskydes, at FI var en samling af storkøbenhavnske fagforeningsformænd, primært medlemmer af DKP og SF og enkelte SD’er. FI blev startet i 1963 i forsøg på at samle modstand mod Helhedsløsningen, dog uden større succes. Men i 70’erne fik FI en del betydning for de kampe der foregik, og blev en torn i øjet på SD, LO og forbundstoppene.
Fra starten af 60’erne begyndte reallønnen at stige, men i anden halvdel af årtiet, var det ikke kun inflationen, lønnen skulle hamle op med. Skattetrykket gjorde store indhug i lønnen. Og selvom den nominelle løn stadig steg, så faldt den disponible realløn igen. Det skal dog med, at i begyndelsen af 70’erne steg reallønnen igen.
Hvor skatten i 1955 udgjorde 22% af bruttofaktorindkomsten, så var den i 1970 steget til 42%. Det var noget der kunne mærkes, og OK-69 hjalp ikke på det. Med 3/4 times arbejdstidsnedsættelse til 41 3/4 time, og meget små lønstigninger, var det en billig omgang for arbejdsgiverne.
Som vanligt lykkedes fagbureaukratiets store indsats for at få trumfet deres magre OK-resultat igennem. Men denne gang kom der en reaktion fra arbejdspladserne, der ikke bare begrænsede sig til en lidt højere nej-stemme ved urafstemningen.
De vilde strejker
Allerede kort efter OK-69 brød der lønstrejker ud i større tal end længe set. Det var selvorganiserede strejker, der også må ses som en kritik af fagbureaukratiet.
Strejkebølgen er kendt som ”de vilde strejker”, både fordi de var organiseret udenom fagforeningerne, og fordi en del gik videre end bare lønkrav. F.eks. kamp mod tidsstuderede lønsystemer. Også det havde brod mod fagbevægelsen. Siden 50’erne var fagbevægelsen gået i spidsen for at indføre produktivitetsfremmende lønsystemer, hvor det var muligt.
Strejkebølgen er kendt som ”de vilde strejker”, både fordi de var organiseret udenom fagforeningerne, og fordi en del gik videre end bare lønkrav
Citat: Freddie Nielsen
Selvfølgelig var arbejdsgiverne med, men fagbevægelsen støttede lønsystemerne som et led i den socialdemokratiske strategi for at få produktiviteten i vejret.
Bemærkelsesværdigt var også strejkernes offensive karakter, der udtrykte selvtillid i arbejderklassen. Selvom eksemplet er enestående, så udtrykkes det godt i, at en del af de strejkende kvinder på Thrige-Titan i Odense besatte direktørens kontor og krævede forhandlinger.
Alene inden for metalindustrien var der 65 lønstrejker i årets løb og mange andre industrier var med i strejkebølgen.
Tidligere artikler i serien kan læses her
