Angrebet på World Trade Center 11. september 2001 og USA’s militaristiske modsvar, kendt som ”krigen mod terror”, satte en helt ny international dagsorden, som alle måtte forholde sig til. Med Bushs ord: ”Enten er du med os eller også er du med terroristerne”
”Krigen mod terror” omfattede angrebskrige mod Afghanistan, Irak og Libyen. Den betød også en voldsom indskrænkning af de demokratiske rettigheder i de krigsførende lande. Og den pustede til Islamofobien i sådan en grad, at enhver muslim var at betragte som potentiel terrorist.
I Danmark udtalte statsminister, Poul Nyrup, lige efter 11. september, at Danmark var med USA hele vejen. Første krigsmål var Afghanistan, hvor Taliban-regimet mentes at skjule Al-Qaedas leder, Osama Bin Laden, som tog ansvaret for angrebet på World Trade Center.
Senere på året skiftede regeringsmagten og Anders Fogh Rasmussen blev regeringsleder. Han gik helhjertet ind i ”De villiges koalition”. Alle partier undtagen SF og Enhedslisten stemte for dansk krigsdeltagelse i Afghanistan i begyndelsen af 2002. Afghanistan-krigen førte til spontane protester i mange byer aftenen efter krigens start. Men den naturlige medfølelse med ofrene for 11. september blev groft udnyttet af USA og deres venner, som hævdede deres ret til forsvare sig med alle nødvendige midler.
Project for a new American Century
The Project for a New American Century, udarbejdet af højrefløjen i USA, var grundlaget for ”krigen mod Terror”. Fra 2000 sad mange af dem i George Bush’s administration som rådgivere mv. Analysen var, at selvom USA var gået ud af Den Kolde Krig som verdens eneste supermagt, så var USA’s økonomiske magt på verdensplan svækket. Andre økonomiske magter som EU, Kina, Indien, Brasilien mv. var kommet til og udfordrede USA´s globale dominans. Militært var USA dog stadig supermagten. Derfor skulle USA bruge sin militære overmagt til at styrke sin økonomiske magt.
D. 11 september blev den anledning, som åbnede muligheden for at realisere The Project “For a New American Century” og besættelsen af Irak i 2003 blev næste skridt.
Nato, Danmark og Afghanistan
Nato fejrede 60 års jubilæum i april 2009. Efter Den Kolde Krigs afslutning blev Warszawa-pagten opløst. Det gav anledning til et kortvarigt håb om fred, nedrustning og social fremgang. Men NATO har siden da forandret sig på to centrale spørgsmål. Gennem Partnerskaber for Fred-aftaler er en lang række centraleuropæiske lande blevet medlemmer af NATO, som nu står tæt på Ruslands grænser. Samtidig spiller NATO en afgørende rolle i Afghanistan gennem ISAF (International Security Assistance Force), som FN oprettede i 2001 og som Danmark siden har deltaget i frem til den blev opløst i 2014.
Læs: Nej Til Krigs kampagne i 2011 i forbindelse med NATO´s 60 års jubilæum.
Talibans regime brød hurtigt sammen, og USA fik kontrollen over Afghanistan sammen med Den Nordlige Alliance og andre krigsherrer. De indsatte Karzai som præsident. Denne berigede sig selv og sine venner via korruption og narkohandel. Fra 2005 voksede utilfredsheden med besættelsen, det kommer til væbnet modstand, og Taleban får comeback. Fra 2008 stod det klart, at USA og NATO var ved at miste kontrollen over Afghanistan. De vælger at sætte hårdt mod hårdt og indsætte flere soldater for at fortsætte ”krigen mod terror”. Uanset virkeligheden i Afghanistan, så fastholder den danske regering, at ”Danmarks forsvarslinje ligger i Helmand”, hvilket er blot er et ekko af USA’s præsident Obama. Men fra 2010 bliver USA og NATO tvunget til at trække sig tilbage til de største byer. Derefter udvikles en exit-strategi, som betyder at besættelsen af Afghanistan skal være slut i 2014.
Et markant flertal mod krigen
I 2011 er der et markant flertal mod krigen af befolkningerne i USA og NATO-landene, som ønsker at stoppe krigen i Afghanistan. Men fra SF til DF står de sammen om krigspolitikken. Enhedslisten står tilbage, som det eneste parti i Folketinget, der stemmer imod Afghanistankrigen. SF, som tidligere også var krigsmodstander, har siden 2010 været en del af det brede forsvarsforlig, hvor dansk krigsdeltagelse i Afghanistan stod centralt. Vi har nu en situation, hvor alle partier fra DF til SF ikke kun er enige om krigsdeltagelsen, men også om den samlede forsvarspolitik, herunder køb af nye kampfly.
Det svækker den aktive krigsmodstand, selvom krigsmodstanden i befolkningen faktisk vokser. Kampagnen i 2009 ”Nej til Krig – Nej til NATO – giv freden en chance i Afghanistan” havde ikke held med at omsætte krigsmodstanden i befolkningen til en aktiv og synlig protest.
Frihed og demokrati vokser ud af folks egne ønsker og egen kamp
Krigene mod Afghanistan og Irak blev ”pakket ind” i nødvendigheden af ”regime change” for at sikre demokrati, frihed og kvinderettigheder. Krigsmodstanderne derimod, mente, at frihed og demokrati skulle vokse ud af befolkningernes egne ønsker og aktiviteter – ikke påtvinges udefra med militær magt.
De arabiske revolutioner i 2011 viste netop dette potentiale, og de udfordrede det ideologiske grundlag for krigene.
Revolutionerne væltede diktatorer, men de truede også USA og EU’s interesser i Mellemøsten, hvorfor de greb militært ind i Libyen i 2012 under påskud af at stoppe en humanitær katastrofe. Et helt enigt Folketing stod bag Danmark deltagelse i Libyen-krigen, og krigen mødte kun svage protester.
Danmarks militaristiske udenrigspolitik fortsætter.
Trods tre mislykkede “krigseventyr”, så har Danmark i dag en klar strategi for at fortsætte den militaristiske udenrigspolitik og følger dermed lige i hælene på USA og NATO. Allerede i 2014 underskrev den socialdemokratiske regering NATOs hensigtserklæring om, at bruge 2% af BNP på militæret inden 2024. Dengang brugte Danmark ca. 1%, så der planlægges næsten med en fordobling af forsvarsbudgettet fra ca. 20 mia. årligt til 40 mia. De skal bruges i NATO-regi eller EU-regi, til nye kampfly og til at udruste 3 fregatter, så de kan indgå i det missilforsvar, som, USA er i gang med at opbygge i Europa.
Derfor taler den socialdemokratiske forsvarsminister, Trine Bramsen, positivt om Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan i forbindelse med tilbagetrækningen her forleden. Alligevel udtaler den daværende socialdemokratiske udenrigsminister, Mogens Løkketoft, til avisen Information at, “Afghanistankrigen var en tragedie, man må lære af”.
Den ustabile imperialistiske verdensorden fortsætter.
USA er stadig verden største militære magt, selvom ”The Project for a New American Century” blev en fiasko og har bidraget til at svække USA yderligere. Formålet var jo at indsætte nye regimer, som var venligt stemte over for USA’s interesser. Det lykkedes i første omgang, men disse regimer var så svagt forankrede og korrupte, at både Afghanistan, Irak og Libyen er gået i opløsning som stater. Krigene har både destabiliseret Mellemøsten og svækket USA. Det har givet Islamisk Stat og andre terrorgrupper de bedste muligheder for at få fodfæste, ligesom det har givet regionale stormagter, som Iran, Tyrkiet og Saudi Arabien mulighed for at fremme egne interesser. Og endelig har det givet Rusland en chance for at generobre lidt af sin gamle status som stormagt. USA er nu tvunget til at koncentrere sig om sin største konkurrent, Kina.
Håb og muligheder
Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien har lagt land og folk til denne imperialistiske rivalisering, som har kostet millioner af menneskers liv, sendt andre millioner på flugt og forårsaget enorme ødelæggelser.
De arabiske revolutioner fra 2011, efterfulgt af de globale oprør i Irak, Libanon, Algeriet, Sudan mfl. i 2019 viser potentialet for frihed, demokrati og social retfærdighed. De er slået tilbage og sat på pause, men under asken ulmer gløderne og håbet.
Herhjemme skal vi slås for at de flygtninge, som blot er en af mange “konsekvenser” af Danmarks deltagelse i de imperialistiske krige, skal have permanent ophold og ikke sendes tilbage til et krigshærget land.
