En af disse slaver, ved navn Spartacus, skulle få mytologisk status, da han igangsætte et omfattende slaveoprør, der truede rigets eksistens helt indefra.
Romerrigets opståen
Langs den centrale, vestlige del af ”støvlen” som vi kender Italien som i dag, opstod der en landsby ved floden Tiber ca. 900 fvt. I starten var der ikke tale om en stat, men snarere en organisering af bondeslægter, der blev styret af storbønderne, hvis magt og privilegier gik i arv.
Byens placering langs floden Tibers sidste kryds før den løber ud i havet, gjorde Rom til et oplagt sted mellem nord-syd- og øst-vest-vendte handelsruter. Byen blomstrede og blev en større handelsby i slutningen af 600 fvt., ca. samtidig med, at romerne fik selvstændighed fra etruskerne, hvis rige lå nord for Rom.
I løbet af de næste 400 år udviklede Rom sig fra en handelsby, der havde alliancer med andre omkringliggende latinsk-talende byer, til en republik der dækkede det meste af Italien og havde kolonier rundt omkring i Middelhavet, bl.a. Grækenland og i Nordafrika.
Republikken
Hver eneste gang, republikken i denne periode ekspanderede og flyttede rigets grænser, var det på militære sejre, båret af bønder, der blev udskrevet til militæret. Men disse bønder og soldater havde, trods borgerskab i republikken, ingen demokratisk indflydelse.
Den romerske republik blev styret af tidligere storbønder, hvis rigdomme og jord voksede, hver eneste gang riget udvidede sine grænser gennem militære erobringer. Det var disse slægter, der udgjorde den romerske ”patricia”, altså Roms adel, og som dominerede senatet og den romerske republik. Alle senatspladser, dommere, konsuler og topembedsmænd blev kun valgt fra denne klasse.
Oprør
For de almindelige mennesker i riget var det klart, at det var en uholdbar udvikling. Den romerske historiker Sallus beskriver, hvordan almindelige folk fik nok af adelens ”ondskabsfulde gerninger” og ”vigtigst af alt gældsbyrden” og ”greb til våben og tog position” blot 40 år efter republikkens grundlæggelse. De fik på denne baggrund en række økonomiske bidrag og nogle juridiske rettigheder.
Men der er gentagne beskrivelser af opstande de følgende 100 år, bl.a. hvad vi i dag kender som ”sit-ins”, hvor soldaterne satte sig ned og nægtede at kæmpe.
Reform-ønsker mod slaveøkonomien
Roms mange militære sejre førte til, at en større og større andel af Roms indbyggere var krigsslaver og blev mere og mere central for økonomien. Omkring år 100 fvt. anslås det, at op mod 2 mio. indbyggere i riget var slaver ud af en samlet befolkning på 5.25 mio. Den store mængde af gratis arbejdskraft gav ikke de romerske indbyggere flere privilegier, tværtimod var det en social og økonomisk katastrofe for størstedelen af rigets bondebefolkning.
De havde ikke råd til at blive gift, hvis de blev gift, havde de ikke råd til at få børn, hvis de fik børn, havde de ikke råd til at opfostre dem, og fattige børn stak af og endte på slavemarkederne. Som resultat faldt befolkningstallet og lagde grunden for yderligere bitre og blodige kampe mellem de sociale klasser.
Også inden for eliten var der individer, der, delvist ud fra sociale hensyn, men nok endnu mere ud fra hensyn til statens overlevelse, ønskede, at reformere systemet. Nogle af disse var Gracchus-brødrene.
De talte for større omfordeling af jord fra rig til fattig, da de med forfærdelse så, hvordan hærens rygrad – de mange bønder – var i forfald, mens Sicilien netop havde været vidne til et omfattende, mangeårigt slaveoprør, hvor titusindvis af slaver sammen med grupper af frie borgere havde gjort op med deres herskere.
Gracchus-brødrene kunne se, at den romerske stat led under den elendighed, som bønderne led under. De måtte begge lade livet for deres reformønsker, men de havde ingen forestilling om, at slaverne skulle sættes fri, eller at den militære og koloniale undertrykkelse af andre folkeslag skulle høre op.
Slavernes befrielse skulle altså komme fra dem selv, og det er præcis, hvad gladiator-slaven Spartacus satte i gang, og som vil blive behandlet i næste nummer af Socialistisk Arbejderavis. Hvis du ikke kan vente så længe, kan du læse en uddybet version af denne artikel og den næste på socialister.dk
