Mens minkavlerne forgyldes med milliarder i kompensation, spises arbejdsløse af med nada. Socialdemokratiet synes ikke lige der er råd til at forhøje dagpengene, som i dag kun dækker gennemsnit 46 % af den tidligere løn. Ej heller en forøgelse af dagpengeperioden.
Klasseinteresser i kroner og øre
Under kapitalismen udgør erhvervslivet samfundets lim, da økonomiske transaktioner af penge, tjenesteydelser og arbejdskraft udgør fundamentet for samfundets sociale relationer. Så når der opstår en sundhedskrise, som da pandemien ramte, bliver det også til en økonomiske krise, som må løses. Kun staten kan gøre det, og derfor bliver det et politisk spørgsmål. Økonomisk og politisk krise er i kapitalismen et sammenhængende fænomen, hvorfor nationalstatens interesser bliver lig med borgerskabets interesser.
Martin Luther King brugt ofte udtrykket “Socialisme for de rige, kapitalisme for de fattige”. Dvs. når lokummet brænder, så reddes de rige via midler som kunne være brugt til at ændre samfundet, så det var bedre for alle. Hvorimod de fattige må nøjes med de “barske realiteter”. Hvilket kendetegner statens håndtering af kriser generelt, ikke mindst under Covid-19.
Som Morten Granzau Nielsen, underdirektør i Dansk Industri så fint forklarer: “Det er godt at regeringer de seneste 15 år har trimmet den offentlige sektor for eksempelvis dagpengereglerne og pensionsalderen, således at investorer er mere villige til at låne den danske stat penge” (ved køb af statsobligationer, red.) til at dække udgifterne for Covid-19.
Morten Nielsens argument er klart; den danske stat skal låne penge af privat kapital, så staten har råd til at holde hånden under erhvervslivet og give fordelagtige lån til privat kapital. Det giver da mening ikke? Socialisme for kapitalen, kapitalisme for arbejderne.
Husk lige at i opgangstider er argumentet, at virksomhedernes profitter er ‘velfortjente’, fordi virksomhederne er ”risikovillige”. I praksis står staten altid klar til at hjælpe kapitalen når det så går galt. Tænk blot på de enorme bankpakker under finanskrisen i 2007/8. Under Covid-19 har staten været villig til at løbe en risiko for erhvervslivet og bankerne for over 280 milliarder kr.
Pengene er gået til:
- 60 mia. kr. i statsgaranterede lån, hvor staten garanterer for 70% af lånet, vel og mærke mens banken tjener på renten. Imidlertid har virksomhederne mellem marts og september indbetalt mere til bankerne end de har lånt, og samlet set er virksomhedernes formue steget med 17 %. En del af årsagen hertil findes ved den udskudte moms og A-skat, der kan anskues som et indirekte rentefrit lån af staten på 165 mia. kr.
- Samlet betyder det at virksomhederne i Danmark pt. ikke har en likviditetskrise. Små og mellemstore virksomheder (SMV’er) har endda fået tilbudt yderligere 7 mia. kr. i en rentefri A-skats låneordning. Men hvor er investeringerne?
- 40 mia. kr. er afsat i tilskud til virksomhedernes faste udgifter. Det er vel og mærke ikke et lån men en ‘gave’. Indtil videre er der blevet udbetalt næsten 8 mia. kr.
- 19 mia. kr. er blevet givet i lønkompensation, heraf knap 13 mia. kr. i almindelig lønkompensation og 6 mia. kr. til selvstændige.
Overvurderet behov
Staten har været så positive over for erhvervslivets kvaler, at de ligefrem har overvurderet behovet for økonomisk kompensation til nogle af landets største virksomheder. I september tilbagebetalte over 200 virksomheder mere end 150 millioner kr. tilbage i lønkompensation, heriblandt Bestseller, Telenor og Jysk, fordi de ikke har hjemsendt det antal medarbejdere, som de har søgt kompensation til.
Imens erhvervslivet nyder godt af pakkerne, uddeles kun håndører til arbejderklassen og samfundets svageste. I kontrast til de svimlende beløb som staten har garanteret erhvervslivet, har lempelsen af dagpengereglerne og suspenderingen af 225 timer reglen kun kostet lidt under 0,5 mia. kr. Herudover blev et engangsbeløb på 1.000 kr. givet til modtagere af sociale ydelser: pensionister, studerende, kontanthjælpsmodtagere mv. Dette beløber sig til 2.2 mia. kr. De 1000 kr. rækker dog ikke langt for lavindkomstgrupper under pandemien, hvorfor Enhedslisten da også havde foreslået det tidobbelte beløb.
Hvem betaler for hjælpepakkerne?
Direktøren SMV’er Jakob Brandt postulerede dagen derpå i det nye år, at lønmodtagere ikke oplever nogen stor økonomiske smerte af Covid-19 pandemien. “Sæt lønnen ned”, istemmer Konservative og Nye Borgerlige.
I en artikel i Berlingske Tidende fremhæver Jakob Brandt den for nylige vedtaget trepartsaftale der forlængede løn-kompensationsordningen (den der lader staten kompensere mellem 75- og 90 % af virksomhedernes lønudgifter, med henblik på at begrænse antallet af fyringer som konsekvens af pandemien). Forkvinden for Fagbevægelsens Hovedorganisation Lizette Risgaard giver Brandt svar på tiltale. Hun fremhæver at virksomhederne har nydt godt af store hjælpepakker til erhvervslivet, der vel og mærke er skattefinansieret – altså betalt af almindelige arbejdere.
Jakob Brandt opstiller og tegner et billede, hvor virksomhederne betaler for krisen og lønmodtagerne ‘bare får’. Ironisk nok da kompensationsordningen har den effekt at lønmodtagerne betaler en stor del af virksomhedernes lønudgifter gennem skatten. Erhvervslivet selv, betaler kun for en mindre del af Danmarks samlede skatteindtægter. Hovedparten af skatterne betales via indkomstskatterne og moms, der primært betales af netop lønmodtagerne (se opgørelsen fra Danmarks Statistik).
Ulighed stiger – også under Covid-19
Under pandemien har titusinder mistet arbejdet, og de ca. 140.000 nuværende arbejdsløse i Danmark har ikke ekstraordinære lånemuligheder eller kompensation til faste udgifter sådan som erhvervslivet har. Tværtimod er de offentlige ydelser blevet forringet gennem årene, og arbejdsløse må til stadighed navigere på et mere og mere usikkert og prekært arbejdsmarked, specielt den ufaglærte del af arbejderklassen. I sidste instans er det almindelige arbejdere, der betaler den største pris for Covid-19.
I den nyligt lancerede ulighed-redegørelse fra Finansministeriet fremgår det, at uligheden har været stigende i Danmark i de seneste 25 år. I en artikel fra lighedstanker.dk beskrives det, hvordan Danmark er steget med otte point på Gini-koefficienten, der er en indikator på ulighed.
Især formuer i form af indestående kapital og ikke-noterede aktier, skiller fårene fra bukkene. Hvor 2,2 % af befolkningen ejer over 690 mia. kr. De 100 rigeste danske familier ejer tilsammen næsten 850 mia. kr. Heraf tilfalder de 537 mia. kr. de 10 rigeste familier. Det svarer til, at 10 % af Danmarks befolkning ejer halvdelen af Danmarks samlede værdi.
Den rigeste ene procent har en formue tilsvarende det årlige nationale skatteindtægterne på 1000 mia. kr. Det betyder at en formueskat på blot 1 % kunne dække udgifterne til hele lønkompensation på 12 mia. kr. Man må spørge Jakob Brandt, Konservative og Nye Borgerlige om det måske var her de ekstra bidrag til finansiering skal findes?
Lizette Risgaard spørger i sin respons “Hvad vil Jakob tilbyde lønmodtagerne?” Det er jo et godt spørgsmål at stille, for under kapitalismen gælder der tilsyneladende forskellige prioriteringer af arbejdsgivere og arbejdstagere, og de eneste der ikke får direkte hjælp i tocifrede milliardbeløber, er arbejderne.
Kilder:
https://www.danskindustri.dk/di-business/arkiv/nyheder/2020/5/prisen-pa-en-coronakrise/
https://fho.dk/blog/2021/01/05/bizar-paastand-at-loenmodtagerne-gaar-fri-af-coronakrisen/
