Billede tekst: Atommarchen 1961 på vej fra Holbæk til København. Foto. Arbejdermuseet/ABA
Fredsspørgsmålet og krigsmodstanden har altid været til stede i arbejderbevægelsen, også selvom Socialdemokratiet (SD) på afgørende tidspunkter er sprunget i målet, og DKP’s linje ofte mest afspejlede USSR’s interesser.
“Det nye venstre”
Det nye initiativ var startet med SF’s dannelse og gik frem med parolen ”Afrust nu”, ubetinget af, om det skete i øst og vest samtidig. Det var en idé, Aksel Larsen tidligere havde rejst i DKP, men som både traditionalisterne i partiet og Moskva skød ned.
KmA’s fremkomst viser to vigtige ting. For det første var kampagnen sammen med SF udtryk for ”det nye venstre”, der bredte sig internationalt ‒ en venstrefløj uafhængig af Moskva, omend ikke helt fri for stalinismens måde at tænke på.
For det andet begyndte studerende og folk med længere uddannelser at vælge side til venstre i større tal, og det sås særligt i KmA. Vi er i 1960’erne langt fra de privilegerede studerende i 1920’erne, der meldte sig frivilligt som strejkebrydere i ”Samfundshjælpen”. Med kapitalismens udvikling og behov for mange flere uddannede, der skal sikre arbejdsgiverne et jævnt flow af den nødvendige arbejdskraft, begynder flere og flere af disse grupper at have forhold, der ligner arbejderklassens eller kun er marginalt bedre.
Det betød ikke, at KmA var uden forbindelse til den traditionelle arbejderklasse, men sidstnævnte var i klart mindretal i kampagnen
Scharnberg agiterer
Højskolelærer og medlem af ”Aldrig mere Krig” (AmK) Carl Scharnberg havde været med til at arrangere demonstrationer i Aarhus i ‘59 og ‘60 mod losning af amerikanske raketsystemer. Og i ‘60 deltog han som AmK repræsentant i CND’s (Campaign for Nuclear Disarmament) Aldermaston Marches i UK. Hjemme igen startede han agitation for en dansk march mod atomvåben fra Holbæk til København. Holbæk blev valgt som start, fordi der her stod et amerikansk NIKE-batteri, et raketsystem, der kunne omstilles til atomvåben. Ideen blev ikke modtaget med den samme entusiasme, som Scharnberg leverede den i, men han holdt fast, og det lykkedes at skabe KmA.
Da den første atommarch startede d. 21. oktober ‘60, var der 8-900 deltagere, og tre dage senere på Rådhuspladsen lyttede 5.000 til taler af højskolelærerne Scharnberg og Tage Hind samt fagforeningsformand Svend Jensen.
Støtten kom fra mange sider: Kulturpersonligheder, pacifister, Frit Forum, Radikal Ungdom, enkelte fagforeninger m.fl. Også f.eks. Demokraten, Land og Folk og SF-Bladet var positive, men regeringsorganet Aktuelt kaldte i en overskrift marchen for ”100.000 skridt – og så kommunistpropaganda.”
”Marxistiske medløbere”
Andre af de toneangivende dagblade bragte en udtalelse fra Konservative Studenter, hvor det bl.a. hed: ”… Marxistiske medløbere og den defaitistiske skare ønsker hellere en skæbne under totalitært styre… ”
KmA arrangerede yderligere to marcher fra Holbæk i påsken ‘61 og ‘62. Her voksede en march på knap 1000 begge gange til demonstrationer i København på hhv. 25.000 og 30.000. Den sidste march i ‘63 skulle gå fra Haderslev og møde en tysk march ved grænsen, men de tyske myndigheder nedlagde forbud mod danske aktivister i Tyskland. Det tyske socialdemokrati (SPD) støttede forbuddet og truede partimedlemmer, der deltog i atommarcher, med eksklusion. SD var knap så rigoristiske ‒ de støttede ikke KmA, men mange partimedlemmer gjorde. Omvendt ville DKP gerne have haft indflydelse på KmA, men det var svært, fordi kampagnen så USA og USSR som to supermagter, der var lige ansvarlige for atomoprustningen.
Kampagne mod Atomvåben (KmA)’s fremkomst viser to vigtige ting (…..). Kampagnen, sammen med SF, udtryk for ”det nye venstre”, der bredte sig internationalt ‒ en venstrefløj uafhængig af Moskva, omend ikke helt fri for stalinismens måde at tænke på
Citat: Freddie Nielsen
Det førte konkret til modsætninger under Cuba-krisen i 1962, hvor KmA krævede, at hverken USA eller USSR spredte atomvåben til andre lande, mens DKP stillede med parolen ”Cuba si, yankee no”.
KmA’s aktiviteter klingede af, da hovedparolens krav ”Stop for atomprøvesprængninger” (delvist) blev til virkelighed i juli ‘63. I løbet af 1960’erne begyndte flere af de aktivistiske kræfter at forholde sig mere til USA’s krig i Vietnam.
Boykot Sydafrika
Også på en anden front kom der en nydannelse. Det hvide styre i Sydafrika indførte i 1950 apartheid – raceadskillelse gennem en række love – og selv om det medførte protester og international modstand, var det først efter Sharpville-massakren i 1960, at den internationale protest begyndte at tage form.
Det tog lidt tid i DK, men i ‘63 demonstrerede unge (især organiseret af DKU eller DSU) uden for butikker, der solgte sydafrikanske varer. Det foregik i hvert fald i de fem største byer. Disse aktioner fik et afgørende twist, da havnearbejderne i Københavns Frihavn i marts ‘63 besluttede at boykotte sydafrikanske varer. De mente det og førte det ud i livet i det næste halve år.
I deres modstand mod havnearbejdernes aktion truede LO ligefrem med fritstilling af arbejdet i Aalborg og København og var med til at idømme bod i Arbejdsretten
Citat: Fredie Nielsen
Beslutningen blev aktuel i juli, da et svensk skib med last fra Sydafrika lagde til i København. Havnearbejderne nægtede at røre det, og da det og flere andre skibe blev omdirigeret til losning i andre havne, bredte aktionen sig til Aalborg, Århus og Odense. I Aalborg havn var der i en periode daglige demonstrationer mod Sydafrika.
Men havnearbejderne var oppe imod for store modstandere. LO (Landsorganisation – i dag Fagbevægelsens Hovedorganisation), DASF (senere SiD og nu 3F) og selv deres egen fagforening, lagde pres på dem for at stoppe aktionen. Først gav Århus og Odense sig, i begyndelsen af september Aalborg og i oktober Frihavnen.
LO støttede en forbrugerboykot af Sydafrika, men ville ikke acceptere, at der blev taget faglige kampskridt. I deres modstand mod havnearbejdernes aktion truede LO ligefrem med fritstilling af arbejdet i Aalborg og København og var med til at idømme bod i Arbejdsretten.
Efter OK-strejken i 1961 blev det igen småt med strejker i nogle år ‒ men 1965 skulle blive anderledes.
Bryggeristrejke
I maj ‘65 brød OK-forhandlingerne mellem bryggeriarbejderne (DBBMF) og Bryggeriforeningen sammen, og en strejke og lockout, der omfattede 6.000 bryggeriarbejdere ‒ tre fjerdedele af forbundets medlemmer ‒ brød ud.
”Ølstrejken”, der varede i seks uger, endte i et nederlag. De havde en hård modstander i Bryggeriforeningen, men det, der knækkede dem, var i højere grad, at LO og den øvrige fagbevægelse nægtede at støtte strejken. Kun typograferne smed et mindre beløb i bryggeriarbejdernes strejkekasse.
”Problemet” var, at strejken aktivt blev ledet af den mandlige københavnske afdeling af DBBMF, der var under ledelse af SF’eren Holger Foss. Den socialdemokratiske fagbevægelse ville ikke risikere at lade en sejr til en SF-fagforening give medlemmerne af andre forbund gode ideer. Bedre blev det ikke af, at den SD’ske ledelse af DBBMF mest hældte til LO’s side.
Undervejs tog en del af de strejkende arbejde andre steder, fordi forbundet uden LO’s solidaritet ikke havde råd til ordentlig strejkeunderstøttelse. Det fik DA (Dansk Arbejdsgiverforening) til at trykke en bog med navne og adresser på samtlige strejkende og lockoutede bryggeriarbejdere, som blev udsendt til alle DA’s medlemsvirksomheder. En total boykot af 6-7.000 arbejdere.
Resten af serien “Arbejderbevægelsens historie” kan læses her
