Forholdet mellem USA og Israel: Sammenfaldende, men ikke identiske, interesser

Spændingerne mellem USA og Israel er blevet meget synlige, siden Joe Bidens administration undlod at nedlægge veto mod den seneste resolution fra FN's Sikkerhedsråd, der opfordrer til en våbenhvile i Gaza

Billede tekst: Gode venner i et skæbne fællesskab. Foto: Flikr

Denne artikel blev først publiceret i Socialist Worker (UK) d. 2. april 2024. Her er den engelske version.

Konflikten virker forvirrende for mange, der ser de to stater som grundlæggende identiske ‒ enten fordi Israel er en amerikansk marionetdukke, eller fordi den magtfulde Israel-lobby dominerer USA’s udenrigspolitik.

Men ingen af disse ​​forklaringer er sande. Der er et sammenfald af interesser mellem to stater, hvor den ene er meget stærkere end den anden. Men deres interesser er ikke identiske.

Israel – en kolonistat

Israel er en kolonistat for bosættere – et produkt af det zionistiske politiske projekt. Dens stiftere var helt klar over, at etableringen af en ren jødisk stat i Palæstina ville betyde en fordrivelse af den lokale befolkning.

Og de vidste, at det krævede støtte fra den dominerende magt i regionen for at opnå dette.

Storbritannien, som fik kontrollen med Palæstina i slutningen af ​​Første Verdenskrig, besluttede at støtte zionisterne.

Israel er en kolonistat for bosættere – et produkt af det zionistiske politiske projekt

Citat: Alex Callinicos

Ronald Storrs, den britiske guvernør i Jerusalem, forklarede kynisk betydningen af Balfour-aftalen fra 1917. Han sagde, at “aftalen var en, som velsignede den (Storbritannien), der gav lige så vel som den (zionisterne), der tog, ved at danne ‘et lille, loyalt, jødisk Ulster’ for England i et hav af potentielt fjendtlige arabere”.

Dette forhindrede ikke zionistiske militser i at føre terrorkampagner for at tvinge Storbritannien til at trække sig ud af Palæstina efter Anden Verdenskrig.

I 1951 skrev redaktøren af ​​det “liberale”, zionistiske dagblad Ha’aretz: “At styrke Israel hjælper de vestlige magter med at opretholde ligevægt og stabilitet i Mellemøsten, Israel kan blive vagthunden … hvis de vestlige magter af en eller anden grund nogle gange skulle foretrække at lukke deres øjne, vil de kunne stole på, at Israel vil straffe en eller flere nabostater, hvis disses adfærd over for Vesten skulle overskride grænserne for det tilladte.”

Dette var grundlaget for, at Israel, i ledtog med de britiske og franske kolonimagter, angreb Egypten i oktober 1956.

USA og Israel

Men ​​USA’s fremkomst som den nye, stærke magt i Mellemøsten blev proklameret, da præsident Eisenhower tvang Israel til at trække sig tilbage af frygt for, at “vi mister hele den arabiske verden”.

Ikke desto mindre blev Washington under 1967-krigen mellem Israel, Egypten og Syrien, Israels vigtigste leverandør af våben, hvilket gjorde det muligt for Israel at konsolidere sin position som den største militærmagt i regionen.

Dette stoppede ikke sammenstødene. I august 1982 ringede præsident Ronald Reagan til den israeske premierminister Begin for at udtrykke sin “forargelse” over Israels vilkårlige bombardement af Beirut i Libanon.

Han kaldte nedslagtning af civile et “holocaust”. Begin ringede tilbage en halv time senere for at sige, at han havde beordret en fuldstændig våbenhvile. Reagan var bekymret for, at Israels belejring af Beirut skulle destabilisere hele regionen.

Israel handler uafhængigt af USA

Men folkedrabet i Gaza i dag er værre, og alle Bidens irettesættelser har været symbolske.

Han har netop godkendt endnu en våbenpakke til Israel, herunder mere end 1.800 MK 84 – de 2.000 pund tunge bomber, der har allerede forårsaget et så frygteligt blodbad i Gaza.

USA-imperialismen er i defensiven. Dens ledere synes at føle, at de ikke har andet valg end at støtte deres fremskudte brohoveder: Ukraine i Europa, Taiwan i Stillehavet og Israel i Mellemøsten

Citat: Alex Callinicos

Sandsynligvis er den relative svækkelse af den amerikanske imperialisme hovedårsagen til, at Israel handler uafhængigt af USA. Israel er, takket være amerikansk bistand, langt stærkere nu.

Netanyahu er presset, men føler sig sikker nok til offentligt til at trodse Washington, og tillader sig endda at blande sig i amerikansk politik, for at appellere om støtte fra det kristne højre.

USA-imperialismen er i defensiven. Dens ledere synes at føle, at de ikke har andet valg end at støtte deres fremskudte brohoveder: Ukraine i Europa, Taiwan i Stillehavet og Israel i Mellemøsten. Flere katastrofer venter forude.