Billede tekst: Arbejderne i byen Soligorsk, Belarus stemmer om at strejke – med et stort flertal i 2020. Foto: tut.by.com
Klassekampen under kapitalismen er ofte blot en række enkelte, isolerede kampe imod bestemte uretfærdigheder eller for konkrete krav – som så enten bliver vundet eller tabt. For eksempel skraldemændenes kamp for menneskelige arbejdstider i København.
Men andre gange antager kampene en mere generel karakter, ikke mindst når systemet er i krise. Det ser vi lige nu udspille sig i Frankrig mod Macrons ”reformer”. Kampen om pensionerne inddrager lige pludselig andre uretfærdigheder – kvindernes kamp og antiracisme. Dvs. demonstrationerne og punktstrejkerne begynder at få en dynamik som udfordrer selve den franske magtstruktur og de underliggende undertrykkelsesmekanismer, som folk ellers almindeligvis affinder sig med. Med andre ord et oprør imod selve systemet.
Det er særligt der, hvor den regerende herskende klasses legitimitet er svækket, at massekampene kan udvikle sig til et reelt oprør. Sådan en situation eksisterer i Frankrig i dag.
Udvikling af alternative magt strukturer
Dynamikken i enhver lidt større kamp er, at der ret hurtigt opstår et behov for koordinering af kampene, ellers er de for nemme at isolere og inddæmme for magthaverne. Derudover er der et behov for at række ud til andre arbejdspladser. I Frankrig ses en spirende opblomstring af militante netværk, som begynder at arbejde på tværs af de hierarkisk opbyggede fagforeningsstrukturer. Om det kan nå at udvikle sig, før fagbureaukratiet lægger sin tunge hånd på strejkerne, er endnu ikke afgjort.
Det er særligt der, hvor den regerende herskende klasses legitimitet er svækket, at massekampene kan udvikle sig til et reelt oprør. Sådan en situation eksisterer i Frankrig i dag
Citat: Charlie Lywood
Hvis strejkerne fortsætter i Frankrig på ubestemt tid, vil der på den enkelte arbejdsplads sandsynligvis blive valgt strejkekomitéer, som holder daglige eller ugentlige strejkemøder for alle. Hvis strejkerne spreder sig, vil der opstå behov for by- og regionale strejkekomitéer. Og senere til en landsdækkende strejkekomité (som vi så i Polen i 1980-81 under Solidarnosc).
Generalisering
Det kan virke som en lidt teknisk eller bare “praktisk” ting, at man begynder at koordinere på den måde. Men i virkeligheden er det det første skridt i to vigtige processer.
Den ene er, at de strejkende er nødt til at se kampen som mere end blot en kamp for pædagoger, skraldemænd eller kontorfolk på en bestemt arbejdsplads, i en bestemt by eller i en bestemt branche. I stedet er det en kamp for alle.
Udviklingen i kampen tvinger de strejkende til at se sig selv som en del af en generel arbejderklasse. De er nødt til at generalisere og kigge på klassens fælles interesser, ikke kun deres egne lokale eller branchemæssige interesser. Det er denne proces, som Marx beskrev som en udvikling i bevidsthed hos arbejderne som en ”klasse i sig selv” til en ”klasse for sig selv”. Altså fra et tænke, at man er det, man er – en arbejder (objektivt set) – til at være en del af en klasse, som kan forandre verden omkring sig (subjektivt set).
Demokrati
Den anden proces er, at tusindvis af arbejdere får deres første erfaringer med at være en del af et reelt arbejderdemokrati. Man lærer i praksis at overvinde modsætninger mellem forskellige arbejdergrupper: Faglærte og ufaglærte, kvinder og mænd, unge og gamle osv. Hvis det ikke lykkes, kan man ikke vinde.
Man tvinges til at lære, hvordan man skaber krav og kampformer, der kan samle på tværs af arbejdspladser eller blandt forskellige grupper på den enkelte, større arbejdsplads. Men man opdager også, at der altid står faglige ledere eller andre klar i kulissen til at “overtage” arbejder-demokratiet.
De vil fortælle, at de er mere “effektive” eller har “mere erfaring” end det arbejderdemokrati, der især i starten måske ser lidt kaotisk og skrøbeligt ud.
At fastholde strejkemøderne for alle på den enkelte arbejdsplads er arbejderdemokratiets basis, og det sker ikke af sig selv. Det er en kamp, en politisk kamp. Den læreproces er en forudsætning for, at man kan se sig selv som nogen, som kan forandre verden til det bedre.
Arbejderråd
De fælles strejkekomiteer opstår på baggrund af konkrete, praktiske behov for koordinering, overvindelse af interne modsætninger og fælles handling. Og for at udfylde en rolle som fagbureaukraterne ikke kan (eller vil).
Men når kampen begynder at omfatte mange flere og lamme større dele af samfundet, så begynder disse komiteers opgaver at antage en mere udvidet karakter. De bliver nødt til at forholde sig til, hvordan samfundet kan fungere, når så mange strejker.
De (arbejderrådene) er i bund og grund en udfordring af magten i samfundet. Er det kapitalen og dens stat eller er det arbejderrådene?
Citat: Charlie Lywood
Hvordan sikrer man, at folk kan komme rundt, hvis alt bus- og togpersonale er i strejke? Eller at børn og ældre kan få mad og blive passet, når sosu assistenter, pædagoger og lærere strejker? Og hvordan gør man det uden at lette presset på magthaverne?
Fælles strejkekomiteer, der for det første har opbakning og loyalitet hos flertallet i arbejderklassen, og for det andet varetager funktioner i samfundet, der rækker ud over de simpelt “strejkemæssige” – disse komiteer kalder vi arbejderråd. De er i bund og grund en udfordring af magten i samfundet. Er det kapitalen og dens stat eller er det arbejderrådene?
Vejen til en dobbeltmagts situation
Der er altså en “dobbeltmagt” i samfundet: De gamle magthavere, som er ved at miste kontrollen, på den ene side. Og arbejdermagten, som er ved at tiltage sig mere kontrol, på den anden side.
Det er i sin natur en ustabil situation, hvor den ene magt må smadre den anden for selv at overleve. Udfaldet af denne kamp bestemmes af, hvorvidt ”the old shit returns”, eller at menneskeheden træder ind i en anden æra med sig selv i centrum.
