Billede tekst: EDF elektriker i fagforeningen FO var med i sidste uges gigantiske marcher i Frankrig. Foto: F. Blanc/FO Flickr
Det faglige landsforbund CGT rapporterede, at 800.000 marcherede i Paris og 3,5 millioner over hele landet. Mange medier rapporterede om et stort fremmøde af især unge mennesker – arbejdere og studerende.
Da præsident Emmanuel Macron i sidste uge beordrede brugen af forfatningens artikel 49.3 til at presse forhøjelsen af pensionsalderen igennem parlamentet, knækkede han ikke modstanden. I stedet blev den optrappet til et højere niveau, og den fik en mere aggressiv karakter. Nu konfronterer mange strejkende ikke bare et angreb på deres pensioner, men de er i krig med regeringen og systemet.
Sophie Binet, en repræsentant fra teknikernes fagforening, fortalte avisen Liberation: “49.3 var ikke blot et elektrochok, der rystede mange mennesker”, men som også giver et håb for fremtiden. “Sammensmeltningen mellem unge menneske og lønmodtagere er en af de hovedingredienser, der skal til forat kunne vinde mobiliseringen”.
Der var 250.000 demonstranter i Marseille ifølge fagforeningerne, 110.000 i Bordeaux, 55.000 i Lyon, 50.000 i Clermont-Ferrand, 24.000 i Tarbes, 24.000 i Bayonne, 15.000 i Puy-en-Velay.
Mange steder var der hidtil usete antal på gaderne. I Toulon rapporterede fagforeningener om 30.000. I Avignon 30.000, Agen 6.000, Nice 40.000. Alt dette er rekordtal for demonstrationer.
Tidsubegrænsede strejker fortsatte i sidste uge på fire af de syv store raffinaderier og blandt skraldemænd i Paris og nogle andre byer. Store bunker affald prægede dele af hovedstaden.
Blandt skraldemænd og kloakarbejdere i Paris-demoen sagde Christophe: “Der er bjerge af affald. Folk bliver opmærksomme på, at vi eksisterer, når vi ikke er der. Først da”.
Fra tidligt torsdag morgen besatte aktivister fra “den døde by” rundkørsler og vejkryds for at lukke områder for al trafik. Sådanne aktiviteter fandt sted i byerne Lille, Lyon, Chambery, Lorient og Toulouse.
Der er bjerge af affald. Folk bliver opmærksomme på, at vi eksisterer, når vi ikke er der. Først da
Citat: Christophe, skraldemand
På Fos-Sur-Mer-raffinaderiet i Sydfrankrig kæmpede arbejdere onsdag mod uropolitiet CRS og slog dem tilbage, i det mindste for en tid. Hugo fortalte Socialist Worker: “Det var storslået. Som fagforeningsfolk bad vi folk om at komme til vores blokade, og flere hundrede kom. Vi tvang CRS tilbage, fordi vi var mange flere end dem.
“Så slog CRS tilbage med masser af tåregas og knipler. De kørte os væk fra en bro, vi havde besat, men strejken fortsætter. Vi følte os mere selvsikre bagefter, vi kan stå fast, og vi kan få støtte fra andre”.
Arbejdersolidaritet
Arbejdernes solidaritet og militans afværgede også et forsøg på at bryde strejken på det største raffinaderi i Frankrig onsdag aften. Regeringen havde ved dekret rekvireret nogle af de strejkende på raffinaderiet i Normandiet, hvilket gav Total magt til at beordre dem tilbage på arbejde eller risikere bøder og fængsel. Disse betyder, at hvis strejkende ikke ophæver deres blokader og vender tilbage til arbejdet, kan de stå over for store bøder eller fængsel.
De (regeringen) vil gøre alt for at få olie, hvad enten det er fra os eller fra andre raffinaderier. De er i fuldstændig panik. Fordi strejkerne fortsætter, fordi mobiliseringen bliver mere indædt og fordi kampens dynamik fortsætter blandt de unge
Citat Alexis Antonioli, generalsekretær for CGT Total Normandie
CGT Total Normandie indkaldte alle fagforeningsmedlemmer i havnebyen Le Havre til et møde foran raffinaderiet kl. 20. Over 300 strejkende fra alle industriområder i regionen – havne- og jernbane-arbejdere og andre samt studerende mødte op.
De stod uden for stedet hele natten for at stoppe enhver tilbagevenden til arbejdet og for at forhindre politiets angreb på blokaderne. Alexis Antonioli, generalsekretær for CGT Total Normandie, sagde fra raffinaderiet onsdag aften: “Vi må ikke narre os selv. Regeringen vil gøre alt for at smadre strejkerne. De vil gøre alt for at få olie, hvad enten det er fra os eller fra andre raffinaderier. De er i fuldstændig panik. Fordi strejkerne fortsætter, fordi mobiliseringen bliver mere indædt og fordi kampens dynamik fortsætter blandt de unge”.
Da arbejdsgiverne forsøgte at forhandle med de strejkende og tilbød at ophæve rekvisitionerne, hvis arbejderne gik med til at afslutte strejken, nægtede blokadevagterne. Antonioli forklarede: “Der var ingen indgriben fra politiet eller rekvisition, fordi vi forhindrede det.
“Men hvis der skulle være en indgriben fra politiet, vil det ligne det, der skete i Fos-sur-Mer, vi regner med solidaritet for at forhindre rekvisitioner”.
Macron skal gå af
Macrons håb er knyttet til politiets knipler, truslen om fængselsceller – og fagforeningslederne. De opfordrede til torsdagens mobiliseringer. Men de vil ikke presse på for at opretholde og sprede de tidsubegrænsede strejker, eller den tidsubegrænsede generalstrejke, der er den virkelige magt, der kan knække regeringen.
De var langsomme til at reagere på brugen af 49.3 og vil ikke udvide bevægelsen til at kræve, at Macron skal gå af – nu et folkeligt krav. Og de vil ikke tage spørgsmålet om løn og arbejdsvilkår op, der kan gøre det større og involvere alle dem, som endnu ikke er mobiliseret.
Bevægelsen er blevet radikaliseret, men organiseringen af et netværk af militante arbejdere, som er alternativet til de nationale fagforeningsledere, er stadig begrænsede. Det er et kapløb mellem væksten af disse militante netværk og fagforeningsledernes sløvhed, fejhed og begrænsede visioner. Hvis ikke de militante vinder kapløbet, vil modstanden kunne kvæles.
De forenede fagforeningers erklæring i sidste uge indeholdt kun spæde opfordringer til en folkeafstemning samt til, at statens forfatningsråd skulle gribe ind. Og modstandstempoet er kun accelereret en smule.
Fagforeningerne planlagde endnu en dag med strejker og demonstrationer til tirsdag i denne uge. Enkelte aktionsdage er sandsynligvis ikke nok.
Vrede imod politiet – og vrede imod toppen
Optøjer begyndte i mange byer efter Macrons brug af artikel 49.3. Demonstranter satte ild til barrikader bestående af skraldespande og bunker af affald. Det var ikke kun venstrefløjsaktivister eller studerende, der var involveret. I mange områder deltog arbejdere.
Politiet reagerede med massiv undertrykkelse og mange hundrede anholdelser. I de fleste tilfælde bliver folk ikke engang anklaget for ulovlige handlinger, men bare arresteret for at være på gaden.
Torsdag i sidste uge rev en flashballgranat fra politiet en kvindes tommelfinger af i Rouen. Fredag den 17. marts patruljerede politiet i Chatelet-distriktet i Paris og kontrollerede og arresterede dem, som de vilkårligt anså for at være demonstranter.
Lørdag den 18. marts ydmygede politiet i Paris snesevis af demonstranter og fik dem til at sidde op ad en mur, før de arresterede dem. En demonstrant vidnede på Twitter, at politiet arresterede ham igen lige efter hans 48 timer i politiets varetægt, simpelthen fordi han med deres ord lignede en “fucking venstreorienteret”.
Lørdag den 18. marts i Nantes foretog politiet et seksuelt overgreb på nogle af de deltagende i en studenterprotest. En urobetjent svingede med et stormgevær under en demonstration. Men folk går stadig på gaden – og gør stadig modstand.
Macrons skjulte ur
Hadet imod politiet kombineres med andre grunde til, at folk sætter spørgsmålstegn ved det politiske system. Ti minutter inde i et tv-interview sidste onsdag, da han angreb fagforeningerne og demonstranterne, fjernede Macron i det skjulte et ur, han havde på.
På de sociale medier forlød det, at det var 500.000 kr. værd, og at han var bekymret for, at det pæne ur ikke ramte helt de rigtige toner, da han førte krig mod de fattige i gaderne. Hans kontor måtte skynde sig ud med møjsommelige pseudoforklaringer, der hævdede, at han havde taget det af, fordi det larmede, da han bankede i bordet, og det var “kun” knap 20.000 kr værd.
Hans interview var en fuldstændig fiasko. En meningsmåling viste, at 76 procent af befolkningen ikke var overbevist af hans præstation, hans værste score nogensinde.
Der bliver i voksende grad sat spørgsmålstegn ved demokratiet i Frankrig. “Macron får sin vilje uden en afstemning i parlamentet, og så slår hans politi folk på gaden, fordi de protesterer. OK, vi lever ikke under Stalin eller Hitler, men dette er ikke et demokrati”, sagde Noah fra demonstrationen i Paris.
“Sådan har det været i boligområderne længe, hvor unge, især muslimer og migranter, får tæsk for ingenting. Nu er mange flere klar over, at det er således.
“Hvad er vores rettigheder? Hvert femte år kan vi vælge mellem en fascistisk og en centrumpolitisk tyran. Det er fup. Vi kan jamre på sociale medier, men det er meningsløst, hvis du ikke kan få ting til at ske”.
Mange aktivister peger også på regeringens angreb på strejkeretten. Når raffinaderiarbejdere går ud og strejker, beskylder regeringen dem for voldelige blokader og bruger rekvisitionsordrer.
Macron kriminalisrer de “lavere samfundslag”
Macron har forsøgt at italesætte sit eget styre som angiveligt legitimt og sanktioneret ved en afstemning, og at det skulle være vendt imod “foule”, et nedsættende fransk ord for “pøbelvælde”. Han ønsker at kriminaliserer de “lavere samfundslag”, som ikke vil spille med i spillet om borgerlig politik. De udfordrer nemlig statens vold med deres egen militante afvisning af at adlyde politimanden, regeringsministeren og dommeren.
Folk kan gennemskue ham, og selv dele af etablissementet bekymrer sig om, hvad Macron nu har sat i gang. Charles de Courson, et højreorienteret parlamentsmedlem, der fremsatte et mistillidsvotum mod Macron, sagde: “Denne regering kan ikke længere regere. Jeg er ikke sikker på, at republikkens præsident har overvejet alle konsekvenserne af sin beslutning”.
“Landet vil blive mere og mere uregerligt. Jeg tror, at den nuværende regering er ved at dø. Vi taler om et statsministerskifte – det forekommer mig indlysende, men det vil ikke løse det grundlæggende problem”.
I Montpellier konfronterede betjente med knipler og en flash-ball granatkaster fotografen for en venstreorienteret hjemmeside. “Jeg giver ikke en skid for dit pressekort,” råbte betjenten, da fotografen fotograferede og løb. Sådan er pressefriheden.
De strejkende går også efter udnyttelse og undertrykkelse
Kvindelige arbejdere, studerende og feministiske aktivister er fremtrædende på demonstrationerne. Det er en vigtig udvikling og tydeligere end i nogle tidligere kampagner.
Pensionsangrebene rammer navnligt kvinder særlig hårdt, fordi de i gennemsnit får mindre i løn og derfor ofte har mindre pensioner. Det tager også længere tid for dem at nå det krævede antal år for at blive berettiget til pension på grund af pauser til børnepasning.
Kvindernes internationale kampdag den 8. marts kom, netop som bevægelsen tog fart. Mobiliseringerne bidrog til at udvide de strejker, der havde fundet sted på en stor dag med fagforeningsmobilisering dagen før.
Kvindefrigørelse og bredere arbejderspørgsmål bliver knyttet sammen. Det store sociale oprør kommer også efter en tumult af diskussioner og organisering i Frankrig om emner som seksuel chikane.
På nogle demoer kan du se “Les Rosies”: Det feministiske kollektiv Les Rosies begyndte i 2019 som reaktion på Macrons første angreb på pensionerne. Deres karakteristiske blå arbejdsoveralls, rødt tørklæde på hovedet og gule handsker refererer til Rosie the Riveter, det amerikanske ikon.
Eksemplet har spredt sig til andre, der iført samme dragt har blokeret jernbanespor og udtænkt deres egne sange. De bruger ofte makeup til at ligne zombier for at “symbolisere den skæbne, som denne reform har i vente for os”, som en kvindelig deltager i en af kollektivets marcher udtrykte det.
Flere steder marcherer grupper af kvindelige arbejdere og feminister og synger deres version af “Women on fire” til tonerne af hittet “Freed from desire”, sunget af gruppen Gala..
- Kvinder i brand bit.ly/FranceWomenFight
Kampen mod migranter
af Denis Godard, socialist and antiracist organiser
Den franske regering meddelte i sidste uge, at dens projekt om en ny, hårdere, racistisk lov mod indvandring ville blive udskudt. Dette tilbagetog var et symbol på magtens svaghed overfor bølgen af strejker, besættelser og demonstrationer.
Men under et tv-interview sagde Macron: “Der vil komme en immigrationslov i de næste uger”. Men for at sikre stemmerne fra højrefløjen og fascisternes parlamentsmedlem vil loven blive delt op for at få de de værste dele af den frem.
Macrons vaklen er et resultat af bevægelsens styrke. Denne kamp handler nu om, hvor samfundet er på vej hen, hvem der bestemmer – kapitalisterne eller os, Macron eller de strejkende, arbejdsgiverne eller arbejderne og de studerende. Franskmænd og indvandrere, med eller uden dokumenter. Vores klasse brug for stærk enhed og solidaritet for at vinde.
Det betyder, at kampen ikke kun handler om pensioner. Derfor demonstrerede vi lørdag over hele landet imod racisme og fascisme, mod immigrationsloven. Dette er et nyt skridt for at bringe Macron og regeringen til fald.
“Nu må det være nok med gode manerer. Bring økonomien i knæ” – Frederic Lordon
Filosoffen og forfatteren Frederic Lordon er blevet en af bevægelsens stemmer. Her er en oversættelse af en del af en tale, han holdt for nylig.
“Vi er materialister, vi ved, at psykologi ikke skaber politik – det er strukturer. Men psykologi spiller en rolle, når der blandt strukturerne er nogle, der i allerhøjeste grad koncentrerer magt i hænderne på en enkelt person, hvor man har mistet al fornuft”.
Denne person, Macron, er kapitalismens vold i en koncentreret og personificeret form. Ironien med sådanne ødelæggere er imidlertid, at de bringer ødelæggelsen så langt, at den ender med at slå tilbage på dem. Vi er nået til et punkt, hvor selv en del af borgerskabet begynder at overveje, forvirret, hvem det har bragt til magten.
Jeg siger alt dette, fordi dominans ofte får de dominerede til at undervurdere den modsatte lejrs skrøbelighed. Selvom det endnu ikke er helt tydeligt, begynder den at slå revner. Tiden er ikke inde til at give slip.
Når loven er vedtaget, hvad vil fagforeningslederne så gøre – bortset fra at bemærke, at dens metode var baseret på antagelser om demokratisk anstændighed, som alle var helt forkerte? Denne metode er derfor ikke længere relevant. Vi er nødt til at komme videre.
Vi ved udmærket, hvad der er brug for. Selv manden, som bestemmer, fortæller os, ifølge en af hans rådgivere, at det, der ville få ham til at trække sig, er: “Et land i stilstand, det vil sige en vedvarende strejke, der ville skabe et økonomisk chok”.
Hvad venter fagforeningslederne på med en sådan invitation? Hvornår vil de føje kampen for løn til kampen imod pensionsreformen – det krav, der er stærkt, samlende, det, der vil kaste alle ind i den altomfattende kamp?
Demonstrationsvejene bør tag udgangspunktet her – inddrage arbejdsgivernes organisationer, de store virksomheder, de oppustede og korrupte finansfolk og banker ind. Anyway, nok af de sædvanlige kedelige ruter.
I virkeligheden, for at vide, hvad du skal gøre, skal du stadig vide, hvad der foregår, og derefter få lyst til at gøre noget ved det. Det er meget simpelt – nok er nok.
I virkeligheden vil intet fungere længere. Efter årtiers angreb, efter seks års vanvittig Makronisme, stiger ønsket om at ruske op i alt i landet. Hvem bliver ikke træt af at spørge høfligt, hvem begynder at blive træt af gode manerer?
Blandt de ting, der skal rystes op, er derfor også selskabet for gode manerer. Gode manerer forudsætter en hel række problemer, der allerede er løst, af muligheder, der allerede er afgjort, af konflikter, der er afgjort.
Men når økonomien er i knæ, er det ikke “franskmændene”, der er i knæ, det er kapitalen. Og når kapitalen er i knæ, er det arbejderne, der rejser sig
Citat: Frederic Lordon
I selskabet af gode manerer finder vi selvfølgelig kapitalisterne, den institutionelle politiske klasse – heldigvis ikke dem alle – og medieredaktørerne, deres herrers stemme. Desværre må det også siges, at vi i selskabet for gode manerer også finder fagforeningsfolk eller i det mindste fagforeningsledere.
De er for eksempel ude af stand til at formulere “Bring økonomien i knæ”. Fordi det er uhøfligt. Men når økonomien er i knæ, er det ikke “franskmændene”, der er i knæ, det er kapitalen. Og når kapitalen er i knæ, er det arbejderne, der rejser sig.
Selskabet for gode manerer er på vej mod den samme endegyldige krise som den verden, som de er opstået af.
Macron, ganske som alle fanatiske liberale, drømte om sit Thatcher-øjeblik. Han drømte om den reform, der én gang for alle ville knække arbejdernes rygrad og bringe ham ind i kapitalismens internationale panteon. Der tog han fejl!
Pludselig åbnes alle de lukkede spørgsmål igen. Arbejde – organiseret af hvem? Til hvis fordel? Med hvilken betydning?
Produktion – til gavn for hvilke interesser? Under hvilke forhold? Produktion – på bekostning af hvilken ødelæggelse? Hvilke farer er der for menneskehedens overlevelse? Og pludselig sættes der spørgsmålstegn ved hele meningen med vores form for social eksistens.
Det eneste spørgsmål på bordet er – hvem ønsker at tage kontrol over situationen, og hvem ønsker ikke? Hvem ønsker at gøre noget med denne voksende energi, og hvem ønsker at kvæle den? Hvem ønsker at åbne en mulighed, og hvem ønsker at holde den lukket?
Vi har måttet gennemleve “en lang vinter”, der har varet i flere årtier – en “vinter” med angreb, tilbageslag, resignationer, også fortvivlelse. Vi har været igennem en lang vinter, men nu er det slut. Vi får vores forår, og om foråret er der som bekendt en maj måned.”
- For hele talen (på fransk) gå til bit.ly/Lordon0323
