Det har stået klart i maj, at energien stadig er der, selvom de store strejker fra marts og april er blevet tømt for kræfter gennem isolation og mangel på generalisering. På arbejdernes internationale kampdag d. 1. maj demonstrerede 2,3 millioner i alt i hele landet – mange steder med op til ti gange flere deltagere end 1. maj i 2022, som i Paris, hvor 550.000 gik på gaden i år.
Mellem CGT og CFDT’s (de to største faglige landsfagforbunds) seneste aktionsdage 13. april og 1. maj var der mange spontane aktioner, og en ny bølge af lønstrejker blandt særligt butiksansatte er kommet i løbet af maj. Den forhadte præsident Macron og hans ministre er blevet mødt med larmende kasserolleorkestre, hvor de end er dukket op.
Dødsdømt strategi
Derfor er det så meget mere forstemmende, om end ikke overraskende, at fagtoppen fortsætter den dødsdømte strategi med spredte enkeltaktioner og ensidigt fokus på pensionskampen. Den 6. juni er den eneste planlagte aktionsdag – over en måned efter den store 1. maj.
Det er nedslående at se energien blive spredt og spildt, idet de uafhængige strejkenetværk ikke er stærke nok til at modstille sig fagtoppens strategi. Samtidigt er det vigtigt at have de vindinger for øje, som bevægelsen faktisk har frembragt
Citat: Anna Wolf
Dette skyldes, at der er en parlamentarisk kamp for en annullering af hævelsen af pensionsalderen i gang, og det er den, fagtoppen ønsker at mobilisere bevægelsen omkring. Igen er det altså ultimativt en løsning fra oven, de faglige ledere er ude efter, med bevægelsen på gaden som kulisse og baggrundsmusik, men ikke som reel magtfaktor.
Bevidstgørelse
Det er nedslående at se energien blive spredt og spildt, idet de uafhængige strejkenetværk ikke er stærke nok til at modstille sig fagtoppens strategi. Samtidigt er det vigtigt at have de vindinger for øje, som bevægelsen faktisk har frembragt.
Ud over at bringe Macron og hans regering i generel og forlænget krise, har bevægelsen aktiveret et meget betydeligt antal arbejdere og studerende – heriblandt særligt unge, som aldrig før havde prøvet at være i strejke før. Uanset hvad er der gjort meget vigtige klassekampserfaringer til næste opsving. En yderst værdifuld bevidstgørelse i form af forbindelsen af mange forskellige kampfronter – velfærd, lønforhold, antiracisme og -fascisme, kvinde- og LGBT-kamp, modstand mod politiet og klimakamp – er sat i gang.
Særligt den antiracistiske kamp rører på sig, styrket af forårets aktivitet. 1. maj bragte en stærk forening af arbejdere organiseret i den faglige landssammenslutning CGT og demonstranter ledt af den antiracistiske gruppe Marche des Solidarités til moddemonstration mod fascisten Le Pen og hendes Rassemblement National (RN), der holdt hof ved havnen i Le Havre i Normandiet.
Modstand mod racisme og fascisme viser vejen frem
Den antiracistiske og antifascistiske modstand er et kernepunkt i klassekampen, og særligt i Frankrig i dag, hvor store dele af venstrefløjen og fagbevægelsen længe har nægtet at mobilisere mod fascismen; hvor islamofobiens gift rækker langt ind på venstrefløjen; og hvor indenrigsminister Gérald Darmanin er i gang med at klargøre en ny lov, som yderligere kriminaliserer og undertrykker migranter og giver politiet flere magtbeføjelser.
La loi Darmanin: En ny lov opkaldt efter indenrigsminister Gérald Darmanin understreger vigtigheden af antiracistisk mobilisering. Loven forværrer kriminaliseringen af migranter og giver politiet magt til at fratage opholdstilladelse ved mistanke om “manglende respekt for Republikkens leveregler”. Der er også planer om særligt tålt ophold til papirløse migranter, der arbejder i sektorer med mangel på arbejdskraft. Folk kan sendes hjem, hvis de mister jobbet. Staten kan stavnsbinde migrantarbejdere og legitimere en prekær og kontrollerbar “under-arbejderklasse”.
Macron-regeringens politik baner vejen for Le Pen og RN, der venter i kulissen. Vreden mod Macron lader ikke ligefrem til at være faldet ud til Le Pens fordel under oprøret i foråret, men en fortsat styrkelse af den antiracistiske og antifascistiske kamp i tættere samarbejde med de faglige aktivister vil blive afgørende den kommende tid.
Det er også afgørende, hvis de kommende indkaldte strejker skal være andet end symbolske, at de aktive kræfter går imod fagtoppen med en alternativ strategi for at favne bredere end pensions-spørgsmålet og generalisere strejken.
