Dette er den vigtigste kamp i Europa lige nu: Historien om den franske arbejderklasses kamp er en god historie! Den følger i rækken af de opmuntrende historier om oprør i store dele af verden. Her er historien om arbejderklassens potentiale til at forandre verden!
Billedet foroven viser det blokaderamte atomkraftværk Gravelines ved Dunkerque ved den Engelske Kanal. Med 6 reaktorer er det et af verdens største. Det leverer elektricitet til Europas største aluminiums-smelteværk, til Frankrigs største stålværk, der forsyner den franske bilindustri med stål, samt til en kæmpe kemisk fabrik, der producerer 100.000’er af tons polyetylen til plastik. Det er et virkeligt industrielt kraftcenter, de franske arbejdere blokerer.
Teksten her er et lettere bearbejdet udsnit af en tale, som Charlie Kimber, redaktør af Socialist Worker UK, holdt den 16. januar.
Kampen i Frankrig handler om præsident Macrons afgørende alt-eller-intet angreb på arbejdernes pensioner. Det er et knusende angreb på arbejderbevægelsen. De hidtidige statslige pensioner skal erstattes af et privat-finansieret forsikrings-baseret system. De penge, staten sparer ved at slippe for pensionsudbetalingerne, skal i stedet bruges til skattelettelser til de rige. Der er tale om det mest afgørende angreb på arbejdernes rettigheder og den største omfordeling til gavn for de rige i årtier.
Det har siden den 5. december affødt kæmpemæssige strejker og demonstrationer. Hvad vi har været vidne til her, er fuldstændigt ekstraordinært!
For det første er kampens omfang usædvanlig: Tre gange i den forløbne måned har 1,3 til 1,5 mio. mennesker taget del i massedemonstrationer.
I centrum for denne massebevægelse står en tidsubegrænset strejke ved de franske statsbaner SNCF samt ved Paris-regionens offentlige trafikselskab RATP. Disse strejker begyndte den 5. december. Det er den længste jernbanestrejke i Frankrigs historie.
Også et stort antal lærere strejker. Og et større antal ansatte i sundhedssektoren har strejket på skift. Brandmænd, postarbejdere, raffinaderi-arbejdere, ansatte ved elselskaberne, ansatte ved den offentlige forvaltning – og mange flere.
Arbejderne står sammen i en helt ekstraordinær grad
Den 12. januar erklærede den franske premierminister Edouard Philippe, at han vil trække regeringens krav om at sætte pensionsalderen op fra 62 år til 64 år tilbage. Normalt ville et sådant forslag have været tilstrækkeligt til at stoppe strejkerne og protesterne. Men ikke denne gang, hvor arbejderne afviste regeringens udspil, fordi der var andre elementer i regeringens pensionsudspil, som de var modstandere af. Kun politiforbundet accepterede det.
I massebevægelsen er der en helt usædvanlig vilje til at yde modstand og en følelse af sammenhold imod præsident Emmanuel Macron.
Noget af det, der virkeligt kan indgyde os håb, er, at disse begivenheder finder sted efter præsidentvalget i 2017, et valg der var en fuldstændig katastrofe for venstrefløjen, der blev marginaliseret. Valget stod mellem den nyliberale Macron og den fascistiske Le Pen !!
Men dette har ikke fået nogen indflydelse på den massebevægelse, der finder sted i det franske samfund, kun et par år efter præsidentvalget:
Blot 18 måneder efter valget af Macron opstod de Gule Vestes bevægelse i oktober – november 2018. De Gule Veste har gennemført den mest ekstraordinære modstand – og har mødt den mest forfærdelige politi-undertrykkelse. Mængden af tåregas er langt højere end i Hong Kong, mængden er meget, meget større … Dusinvis af mennesker har mistet et øje pga. politiets ikke-dræbende flashguns med gummikugler, som blev indsat imod demonstranter. 6 mennesker har fået en hånd revet af. Et antal mennesker er døde under de Gule Vestes demonstrationer.
Og i hælene på de Gule Vestes oprør kommer så massestrejkerne og demonstrationerne imod forringelserne af pensionerne.
Dynamikken udgår fra basis
Vi er nødt til at forstå, at dette ikke er en almindelig faglig strid:
For det første er dynamikken i massebevægelsen i meget høj grad et resultat af de menige arbejderes engagementet. De nøjes ikke med at se på fagtoppen for at vide, hvad de skal gøre: Tværtimod er de menige arbejdere ved en række lejligheder gået videre, end hvad de faglige ledere var indstillet på.
Således finder der på en del strejkende arbejdspladser daglige strejkemøder sted, hvor man beslutter, om strejken skal fortsatte, samt hvordan den skal føres. Et eksempel er Gare du Nord-stationen i Paris, hvor 150 strejkende mødes, og hvor flagene fra fire konkurrerende faglige landsforbund, som er aktive på stedet, vajer. Her afviste alle talerne at lade sig splitte af opdelingen i forskellige faglige landsforbund. Talerne afviste også at indlade sig på forhandlinger med regeringen om kompromisser ( … hvilket især er det faglige landsforbund CFDT’s ønske … ). Afstemningen var næsten enstemmig.
Det interessante er, at dette ikke er et fagforeningsmøde, men derimod et møde for alle arbejdere på Gare du Nord, uanset om de er organiserede eller ej, og uanset hvilket fagligt landsforbund de måtte være medlem af. Og de vælger en strejkekomité, som er villige til at gå videre end de normale grænser for faglig aktivitet. Jernbanearbejderne siger: Vi kører vores strejke – og vi lytter ikke til de normale faglige ledere! I stedet opbygger vi vores egen organiseringl.
Et andet eksempel er et møde for strejkende lærere i byen Tours i midt-Frankrig. Her opfordrede mødet alle til at gå med i strejken og at bakke op om de Gule Veste.
Den 12. december besluttede arbejderne i havne- og industribyen Le Havre ved Normandiets kyst at gennemføre strejker, der lammede al aktivitet i byen.
De strejkende rammer målrettet de rige – og skåner de fattige
Dette er vigtige eksempler: Her ser vi almindelige arbejdere tage kontrol med strejkebevægelsen. Og de ser ikke opad – i stedet ser de på, hvad de selv kan gøre, og de ser på andre grupper af arbejdere. Dette er meget vigtige eksempler på arbejderdemokrati i basis.
En af de vigtige grupper i strejke har været arbejderne ved elselskaberne og på kraftværkerne. De har politisk angrebet vigtige dele af industrien og staten – og samtidig hjulpet almindelige mennesker. I f.eks. Bordeaux har arbejderne afbrudt strømmen til store selskaber som Lidl, Ikea, Frankrigs største webhandelsfirma samt busgaragerne.
Og mens de samtidig ramte de store selskaber, overførte de samtidig 80.000 menneskers elforbrug til perioder, hvor elprisen er særligt lav, så de pågældende blev sparet for store beløb! En repræsentant for de aktionerende el-arbejdere, ansat ved det statslige elselskab Electricité de France, sagde: “Vi tager de riges kilowattimer og overfører dem til de fattige!”
Her er det de aktionerende, som siger: “Vi bestemmer, hvem der får strøm, og hvem der ikke får!”
Kort før jul lukkede elarbejderne Amazons store varehus i udkanten af Paris ned.
Samtidig stoppede de med at installere de nye, elektroniske målere, som afbryder strøm-forbindelsen til folk, der ikke har betalt deres regninger. De fattige skal ikke få afbrudt julen!
Her kan vi se, hvordan der både er en massebevægelse af strejker og demonstrationer – og samtidig elementer af et basis-demokrati i fagbevægelsen. Og så er der de strejkendes beslutninger om, hvordan strejkerne skal føres, og hvem der skal rammes, og hvem der ikke skal. Der er ikke tale om egentlige sovjetter eller arbejderråd. Men ikke desto mindre kan vi se, hvordan arbejdere er i stand til at gå videre end normal faglig aktivitet, når strejker bevæger sig op på et højere niveau.
Det video-transmitterede oplæg kan i sin fulde længe ses her: https://www.youtube.com/watch?v=1kfYFzjnYpU – Udsnittet af oplægget her er oversat og bearbejdet af Jens Riis Bojsen
