Imperialismens dynamik i Mellemøsten

Mere end seks måneder inde i den største krise i Mellemøsten i en generation er det nogle gange svært at finde ord, der tilstrækkeligt beskriver dens omfang og intensitet. Under alt dette ligger en frygtindgydende følelse af, at ikke kun Mellemøsten tipper mod en periode med endnu mere langvarige og bitre krige, men at disse konflikter risikerer at blive til endnu en aktiv frontlinje i den globale interimperialistiske konflikt, som vores magthavere synes desperate efter at styre os hen imod.

Foto: www.montecruzfoto.org

Denne artikel blev først publiceret i International Socialist Journal. nr. 182. Her er den engelske orginal version.

Der er således en presserende opgave: at opbygge en bevægelse, der står sammen med palæstinenserne og lægger grundlaget for massemodstand mod krig og militarisme. 

Denne artikel argumenterer for, at effektive strategier til at udvikle modstand skal være forankret i en forståelse af imperialismen, der rækker ud over en analyse af stormagternes globale konkurrence. Vi må også dykke længere ned i systemet for at afsløre, hvordan drivkraften mod krig er forankret i selve den globale kapitalakkumulations dynamik.

Der er således en presserende opgave: at opbygge en bevægelse, der står sammen med palæstinenserne og lægger grundlaget for massemodstand mod krig og militarisme

Citat: Anne Alexander

Jeg vil skitsere, hvordan skift i tyngdepunktet for global fremstilling og fossilkapitalens kredsløb ikke kun understøtter den skiftende balance mellem stormagterne, særligt USA’s historiske tilbagegang og Kinas fremgang, men også har arbejdet sig ind i den eskalerende imperialistiske konkurrence mellem de regionale magter i Mellemøsten. 

Det er vigtigt at lokalisere drivkræfterne bag denne regionale imperialistiske konkurrence, hvor hovedaktørerne i øjeblikket er Israel, Saudi-Arabien, Iran, De Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet. For at undgå den forståelse, at disse blot er marionetter i stormagternes konkurrence, er vi nødt til at se på, hvordan også regionale magter stræber efter at blive uafhængige centre for kapitalakkumulation og forsøger at konkurrere i den kapitalistiske verden. Den verden, som Karl Marx og Friedrich Engels kaldte “banden af ​​stridende brødre”.

Ujævn og kombineret udvikling 

Leon Trotskijs kortlægning af lovene om ujævn og kombineret udvikling kan give nøglen til at forstå resultaterne af asymmetriske konkurrencer i dette system af flere stater, som er låst i mønstre af gensidig interaktion og konkurrence.

At gribe de muligheder, som er forårsaget af historiske sårbarheder hos stormagterne, har længe været en afgørende taktik for nationale befrielsesbevægelser og væbnede oprør. Men jeg argumenterer her for, at vi kan tænke ujævn og kombineret udvikling på en anden måde: som det, der skaber grundlaget for at bygge modstand, der er forankret i kampen mod kapitalen selv. Det er et stærkere grundlag for kampen mod imperialismen end eksisterende eller aspirerende herskende klassers skiftende alliancer til fremme af egne interesser. 

Leon Trotskijs kortlægning af lovene om ujævn og kombineret udvikling kan give nøglen til at forstå resultaterne af asymmetriske konkurrencer i dette system af flere stater, som er låst i mønstre af gensidig interaktion og konkurrence

Citat: Anne Alexander

Dette kræver, at man bygger videre på Trotskijs indsigt om, at ujævn og kombineret udvikling skaber muligheder for arbejderklassen til at påtage sig ledelsen af ​​revolutionære, antikapitalistiske bevægelser selv i sammenhænge, ​​hvor arbejderne ikke er flertallet. Det kræver også en udvikling af radikale, politiske strømninger inden for de brede antikrigs- og antiimperialistiske bevægelser. Strømninger, som insisterer på at bevare deres politiske og organisatoriske uafhængighed, først og fremmest fra deres egen stat, men også fra en hver afhængighed af andre stater.

Regionale magters rolle i den imperialistiske konkurrence

Der er tre nøgleaspekter af imperialismens seneste udvikling i Mellemøsten og resten af ​​verden, som kan være med til at belyse svagheder og modsætninger og dermed skabe muligheder for kamp nedefra mod krig og imperialisme.

Handelskrigen Kina – USA

For det første fortsætter den langsigtede tilbagegang for USA, den centrale magt i den vestlige verden, både på globalt plan og i Mellemøsten. Der er mange nøgleindikatorer på, at dette fald kan accelerere, vigtigst af alt i Ukraine, hvor Rusland har overlevet Vestens sanktioner og massive militære støtte til Ukraine. 

Et andet tegn er den voksende ustabilitet i hjertet af det amerikanske politiske system, symboliseret ved den fornyede popularitet af Trumps reaktionære eventyrisme. 

Og endelig er det modsatte af amerikansk tilbagegang Kinas fremgang som både økonomisk og militær konkurrent. Det gensidige forhold mellem USA’s forfald og kinesisk vækst accelererer også tendenserne i retning af “deglobalisering”, hvor de globale produktionsprocesser skabt inden for mange industrisektorer i løbet af de seneste tre, fire årtier falder fra hinanden.

Energiblokke 

Kraften i Kinas produktionskapacitet har omformet den globale økonomi, og en af ​​virkningerne af dette er en nyorientering af Mellemøstens produktion af fossile brændstoffer og eksportinfrastruktur mod Asien. Omkring 40 procent af den globale handel med råolie gik gennem Hormuz-strædet, den smalle kanal mellem Oman og Iran, der forbinder Golfen med Det Arabiske Hav; mellem januar og oktober 2023 var omkring 70 procent af det på vej til Asien.

Meget tyder på, at der er flere indbyrdes forbundne historiske processer i gang her. De vestlige “supermajor” olieselskabers langsigtede tilbagegang, som baner vejen for nationale olieselskaber, der hovedsageligt beliggende i det globale syd; og en spirende tendens i retning af at skabe to delvist “afkoblede” energiblokke på globalt plan ‒ den ene centreret om USA og den anden om Kina.

Trods fortsat opbygning af militær kapacitet har USA ikke genvundet sin styrke efter de tvillingekatastrofer, som  krigene i Irak og Afghanistan var. I Mellemøsten var Rusland den stormagt, som fik fordel af dette. Som et resultat af sin alliance med Iran har Rusland bevaret en flådebase ved Middelhavet i den syriske by Tartus. Desuden har Rusland, delvis takket være Irans hjertelige forbindelser med Houthi-bevægelsen i Yemen, også bevaret en problemfri rute for sine tankskibe, der transporterer råolie til Indien.

Der er en direkte forbindelse her mellem krigen i Ukraine og dynamikken i den imperialistiske konkurrence i Mellemøsten. Ruslands modstandskraft over for USA’s støtte til Ukraine er forstærket af dets succes med at flytte sin olieeksport mod Asien, væk fra traditionelle eksport-destinationer til USA’s europæiske allierede, som loyalt har sanktioneret Kreml som svar på den russiske invasion.

Der er en direkte forbindelse her mellem krigen i Ukraine og dynamikken i den imperialistiske konkurrence i Mellemøsten

Citat: Anne Alexander

Et andet afgørende træk ved udviklingen af ​​imperialistisk konkurrence både globalt og regionalt er de mindre  magters voksende selvhævdelse i det globale hierarki af stater. Dette fænomen er baseret på opkomsten af ​​uafhængige centre for kapitalakkumulation uden for den historiske kerne af det kapitalistiske system. 

En lignende proces har også gentaget sig blandt magter af anden, tredje og fjerde rang på den imperialistiske scene. Sammensmeltningen af ​​økonomisk og militær konkurrence, som kendetegner den kapitalistiske imperialisme, er ikke begrænset til rivalisering mellem de største magter, men er også struktureret i, hvordan mindre stater og hovedstæder interagerer. 

Historiske processer

Et tredje træk ved den imperialistiske konkurrences politiske økonomi er den måde, hvorpå den kapitalistiske udviklings ujævne og kombinerede karakter udfolder sig, ikke kun på tværs af det globale system, men også inden for en stat.  

Denne indsigt er nøglen til den analytiske tilgang, der er skitseret her. Derudover hjælper forståelsen af, hvordan ujævnheder og kombination på tværs af sociale og politiske former er koncentreret på bestemte steder – og aktiveres af historiske processer, herunder sociale, politiske og militære kampe – med til at kortlægge potentialet for genopretning af handlefrihed nedefra.

Dette er afgørende, fordi det viser muligheden for, at handlinger foretaget af almindelige mennesker – især af arbejdere på kritiske steder i kapitalakkumulationens kredsløb (fra udvinding af råmaterialer til produktion af råvarer og deres udveksling på markedet) – kan detonere, hvad Trotskij betragter som en iboende, ustabil blanding af ældede og nutidige sociale og politiske former. Under omstændigheder, hvor sådanne eksplosioner undergraver statens forsvar, kan dette skabe muligheder for at opbygge bevægelser nedefra, der kan begynde at forestille sig udformningen af ​​ægte alternativer til kapitalismen.