Billede tekst: Studenter protester i Iran på Amir Kabir Universitet. Foto: Darafsh
Det var mordet på den 22-årige Jina Mahsa Amini under det iranske moralpolitis varetægt den 16. september 2022, der markerede starten på den revolutionære bevægelse, vi ser idag. Men hvor kravene til at starte med gik ud på at afskaffe moralpolitiet og løsne de strenge restriktioner på kvinders påklædning, udviklede de sig hurtigt til at kræve en fundamental omvæltning af regimet – en revolution. Som mange andre før hende var Amini ved sit drab blevet et symbol på al den lidelse, som den Iranske befolkning har været udsat for.
En revolutionær dynamik
Siden har hele verden fulgt med, mens mange tusinde iranere marcherede i alle landets byer imod regimet, og trodsede dødelig vold og risiko for henrettelser, tortur og voldtægt i myndighedernes varetægt. Protestbevægelser er på ingen måde en nyhed i iransk historie, men den nuværende bølge adskiller sig alligevel fra tidligere på flere punkter:
For det første dets omfang og bredde. Hvor bevægelserne i 2017 og 2019 hovedsageligt var drevet af arbejderklassen, der led under fattigdom og prisstigninger, og middelklassens reformbevægelse i 2009 krævede politiske rettigheder, repræsenterer den nuværende bevægelse en koalition mellem de to grupperinger og en effektiv fusionering af socioøkonomiske og politiske krav. Resultatet er blevet, at titusinder af iranere fra alle dele af samfundet er gået på gaden i byer over hele landet, selv mere konservative byer som Qom og Mashhad, og det viser ingen tegn på at tage af.
Det ser ikke ud til, at regimets sædvanlige virkemidler har nogen virkning. Hverken beskyldninger om vestlige magters orkestrering af demonstrationerne eller sekterisk retorik har formået at dæmpe den revolutionære kampgejst
Citat: Asbjørn Valhøj
For det andet den nuværende oprørsbølges vidtgåenhed og ambitioner. Som menneskerettighedsadvokat Shadi Shar skriver, har reformismen en lang historie i Iran, men da præsidenter som Rouhani og Khatami hverken formåede at skabe varig forandring eller at stå på befolkningen side, da det gjaldt, er der i dag næsten ingen, der endnu tror på, at systemet kan reformeres. Hele systemet må afskaffes. Det har udmøntet sig i radikale slagord og symbolske handlinger, der udfordrer regimets legimitet – fra afbrændinger af den påtvungne hijab, til brandsættelse af regeringsbygninger, og angreb mod andre symboler på dets autoritet, heriblandt afbildninger af Khomeini, Soleimani og Khamenei.
For det tredje ser det ikke ud til, at regimets sædvanlige virkemidler har nogen virkning. Hverken beskyldninger om vestlige magters orkestrering af demonstrationerne eller sekterisk retorik har formået at dæmpe den revolutionære kampgejst, og det har udtalelser om at give sig på bestemte områder heller ikke.
Også værd at bemærke er, at regimet ikke har slået nær så hårdt ned på bevægelsen, som den kunne gøre. Ifølge menneskerettighedsorganisationen HRANA er 506 demonstranter blevet dræbt fra bevægelsen begyndte til den 20. December. Det kan sammenlignes med den blodige massakre i 2019, hvor 1500 mennesker blev dræbt på 2 uger. Den revolutionære trussel er kun større nu, så forskellen kan kun være tegn på frygt fra regimets side – frygt for den reaktion, en så blodig magtanvendelse vil bringe fra befolkningen.
Overalt i Iran er der en fornemmelse af, at der ikke er nogen vej tilbage. Hvis bevægelsen ophører uden at regimet er væltet, vil det afgjort intensivere sin repression og overvågning, af ren paranoia og frygt for, at bevægelsen vil komme tilbage. Indsatsen kunne ikke være højere, og Iran sidder nu fast i en revolutionær dynamik.
Men vil den lykkes?
Lederløs og decentraliseret
Bevægelsen er ikke organiseret af noget enkelt parti eller fagforening. Den er dannet spontant, og koordinerer demonstrationer og aktioner horisontalt, blandt andet gennem medietjenester som telegram. Taktikkerne er mangfoldige, og mange af handlingerne bliver udført af enkeltpersoner eller smågrupper, der øjensynligt agerer autonomt.
Dermed indskriver oprøret sig i rækken af nye, decentraliserede og pluralistiske bevægelser, som begyndte for alvor med det Arabiske Forår i starten af 2010’erne, og som siden er gentaget utallige gange i sammenhænge så forskelligartede som Sudan, Hong Kong, Hviderusland, Chile og USA.
Det er værd at diskutere og teoretisere over styrkerne og svagheder ved denne type bevægelse, og hvad implikationerne er både for bevægelsens fortsatte udvikling, muligheden for væltning af styret, samt hvad der kommer bagefter.
Der er unægteligt fordele ved en ledelsesløs og decentral bevægelse. Var hele bevægelsen samlet bag en enkel skikkelse eller mindre organisation, ville det være relativt nemt for regimet at rette sit repressive statsapparat imod dem og uskadeliggøre dem – enten ved hjælp af mord, fængsling eller eksil, eller ved at omvende dem med bestikkelse eller løfter. I den nuværende situation er regimet begrænset af, at effekten af at gå efter enkeltpersoner er så meget desto mindre.
Dermed indskriver oprøret sig i rækken af nye, decentraliserede og pluralistiske bevægelser, som begyndte for alvor med det Arabiske Forår i starten af 2010’erne, og som siden er gentaget utallige gange i sammenhænge så forskelligartede som Sudan, Hong Kong, Hviderusland, Chile og USA
Citat: Asbjørn Valhøj
Af samme grund har de grupper og personer, som er centrale i organiseringen af demonstrationerne, en klar interesse i ikke at være synlige, for ikke at pådrage sig styrets opmærksomhed. Det medfører en stor grad af uvished for os iagttagere. Det er formentlig først efter en vellykket systemændring, at vi vil være i stand til at danne os et akkurat billede af, hvordan revolutionen var organiseret på gadeplan.
Samtidig kan den ledelsesløse struktur gøre det svært at danne sig en samlet vision for det samfund, der skal erstatte præstestyret. Kravene fra bevægelsen har indtil videre primært været negative – i den betydning at de har drejet sig om modstand imod status quo – det være sig hijab-påbuddet, moralpolitiet, dødsstraf, eller regimet som helhed.
Endnu har der været få klare formuleringer af det samfund, man ønsker i stedet for styret. Det kan have bidraget til protesternes omfang, da flere mennesker har kunnet se sig selv i dets politiske krav, men det har også klare ulemper, hvad angår den videre udvikling. Kun de færreste vil risikere liv og lemmer for en vag og udefineret vision, og man behøver kun kigge på revolutionen i 1979 for at se de farer, der er i at skyde diskussionen om det gode samfund til efter en revolution, hvor solidariteten, der eksisterede omkring modstand mod status quo, er fordampet.
Arbejderklassens rolle
Som socialister ved vi, at den iranske arbejderklasse er den vigtigste aktør for politisk forandring, både hvad angår reform og revolution, og det gør organisering på arbejdspladsen og strejker til den vigtigste genstand for analyse. Der har også været adskillige eksempler på kortvarige walkouts og sit-ins i bl. a. oliesektoren og andre industrielle arbejdspladser. Dertil kan man føje strejker af lærere, jurister, studenter, og sultestrejker i fængslerne.
Den foreløbige kulmination har været en 3 dage lang generalstrejke, der startede mandag den 5. december og sluttede onsdag d. 7. december, en dato der markerede mordet på 3 studenter i 1953. Her ser man bevægelsens brede tilslutning, da også mange små virksomheder og butikker holdt lukkede.
Ifølge sociologen Feyman Jafari er der dog endnu ikke nok deltagere i strejkerne til, at regimet er truet – en vurdering han blandt andet deler med Foad Keykhosravi, der skrev i Washington Post på vegne af en iransk fagforening. Jafari anser det som afgørende for revolutionens succes, at socioøkonomiske krav får en større rolle i demonstrationerne, end de har haft indtil nu. Alligevel er det opløftende, at deltagelsen i strejkerne ser ud til at stige dag for dag, efterhånden som tiltroen til revolutionens chancer tager til.
Både uafhængige fagforeninger og arbejderråd er eksempler på arbejdermagt, en fundamental og materiel ændring af den politiske magt fra toppen til bunden af samfundet, og kan fungere som et praktisk eksempel på en andet type samfund
Citat: Asbjørn Valhøj
Én forklaring på den mangelfulde strejkeaktivitet, understreger forskere som Jafari og Zep Kalb, er de arbejdsforhold med løse ansættelser, der idag er langt mere udbredte end før. Omkring to tredjedele af arbejderne i oliesektoren er således, ifølge officiel statistik, ansat under kontrakter, der ikke giver dem mulighed for at organisere sig fagligt effektivt. Kombineret med den generelle økonomiske situation, den udbredte fattigdom og mangel på såvel organisering som strejkefonde sætter det alvorlige begrænsninger på iranske arbejderes muligheder for at gennemføre en længerevarende strejke.
Selvfølgelig skal man heller ikke regne med, at de få fagforeninger, der er tilladt i Iran, er til at stole på. Det er en udbredt praksis blandt autoritære styrer at infiltrere eller på anden vis tage magten over de eksisterende fagforeninger for på den måde at komme truslen om strejke i forkøbet, og Iran er ingen undtagelse. Derfor er det afgørende, at den iranske arbejderklasse organiserer sig selvstændigt og uafhængigt, udenfor de statskontrollerede fagforeninger.
Samtidig er det værd at være på udkig efter opståen af arbejderråd, som der er en tradition for i Iran. De spillede en stor rolle i 1978-9, både i revolutionen imod shahen og i efterspillet, hvor de gejstlige bevidst infiltrerede dem, velvidende om hvor afgørende de var for magtforholdet. Både uafhængige fagforeninger og arbejderråd er eksempler på arbejdermagt, en fundamental og materiel ændring af den politiske magt fra toppen til bunden af samfundet, og kan fungere som et praktisk eksempel på en andet type samfund.
Det er fristende at fokusere entydigt på strejker i oliesektoren, taget dennes enorme betydning for iransk økonomi i betragtning, og den rolle netop disse strejker spillede i 1978. Peyman Jafari understreger dog, at selvom olieindustrien fortsat er vigtig, er den ikke lige så afgørende som den var før i tiden. Det skyldes til dels, at Irans økonomi har diversificeret sig, og ikke er så afhængig af olieindtægter mere, men også at de sidste årtiers økonomiske sanktioner har mindsket eksportmulighederne så meget, at regimet har kunnet opbygge store reserver af olie, som det kan trække på.
Jafari peger til gengæld på transportsektoren som en vigtig faktor, da den er ansvarlig for distributionen af olieprodukter. Andre vigtige industrier, hvor strejker kunne have en betydning, er fødevareforarbejdning, metal- og bilindustrien, hvoraf de sidste er de største i Mellemøsten. Endelig er servicesektoren en overset kampplads, da lærerne – der traditionelt ses som repræsentanter for middelklassen, men hvis arbejdsforhold på det seneste har nærmet sig andre arbejderes – kan agere som bindeled mellem de to grupperinger.
Splittelse i regimet
Et sidste fænomen, som det er vigtigt at være på udkig efter, er splittelse eller intern konflikt i regimet, herunder dets væbnede styrker. Noget sådant ville være et tegn på regimets svaghed og usikkerhed, og det ville kunne svejse oprørerne sammen, og potentielt ville det også kunne det føre til et brud, hvor enten nogle af magthaverne, dele af politiet eller hæren tilslutter sig de revolutionære.
Det kan dog af flere grunde være svært at få øje på en sådan splittelse. For det første har regimet udadtil en åbenlys interesse i at fremstå samlet og stabilt, og vil gå langt for at bibeholde en illusion om styrke og ufravigelighed. For det andet forstår regimet vigtigheden af at lukke luften ud af bevægelsen, og et effektivt middel til dette formål er at give det indtryk, at det er villigt til at give indrømmelser i forhold til visse af bevægelsens krav.
Reformister (i regimet) er villige til at give demonstranter visse indrømmelser som at ophæve kravet om brug af hijab, er de konservative lodret imod nogen form for kompromisser
Citat: Asbjørn Valhøj
Et sådant eksempel er de signaler, der blev udsendt den 5. december, på tærsklen til den store 3-dages strejke, om at moralpolitiet skulle blive afskaffet – noget visse internationale medier faldt for, men som det senere viste sig nok udelukkende var tom retorik. Resultatet er, at det kan være umådelig svært at gennemskue, hvilke udtalelser der er udtryk for reelle koncessioner eller splittelse, og hvilke der bare er strategiske løgne.
Jafari mener dog alligevel, at der er tegn på alvorlig intern uenighed i magteliten om, hvordan den skal håndtere bevægelsen – uenighed der følger de skillelinjer, der traditionelt har været i iransk politik, mellem konservative hardliners, reformister, og moderate. Han skriver, at hvor reformister er villige til at give demonstranter visse indrømmelser som at ophæve kravet om brug af hijab, er de konservative lodret imod nogen form for kompromisser. Moderate repræsenterer derimod en mellemvej, hvor de er indstillet på at opretholde påbuddet om, at kvinder skal gå med hijab, men ikke i praksis vil håndhæve påbuddet i nær så høj grad.
Det er dog værd at huske på, at sådanne uenigheder kun angår håndteringen af situationen. Ser vi bort fra nogle få parlamentsmedlemmers udtrykte sympati for bevægelsen, er der foreløbig ingen af magthaverne, der giver udtryk for at være villig til at acceptere reel systemforandring, endsige revolution.
Hvad kan vi gøre?
Det kan være svært at gennemskue, hvad man som almindelige mennesker i Danmark – et land som ikke er allieret med den Islamiske Republik – kan gøre for materielt at hjælpe vores revolutionære kammerater i Iran. Ofte tales der om igennem den danske stat at lægge diplomatisk pres på Iran og/eller pålægge det forskellige slags økonomiske sanktioner, men da der her ikke er spalteplads nok til at yde denne yderst relevante problemstilling den opmærksomhed, som dette emne fortjener, vil jeg nøjes med at påpege, at sådanne tiltag under alle omstændigheder vilel være på den danske stats præmisser – en stat som hverken har den danske eller iranske arbejderklasses interesser på sinde, medmindre den danske stat skulle have en direkte interesse heri. Det er fortsat afgørende for socialister at finde måder, hvorved vi direkte vil kunne assistere andre landes arbejderklasse på uden staten som et tvivlsomt medium.
Én ting, vi kan gøre, er at understrege vores uforbeholdne solidaritet med den iranske befolknings frihedskamp, hjælpe den med at komme til orde, og nægte at lade den internationale opmærksomhed forsvinde. Den slags støtte er vigtig, både for bevægelsens kampgejst, men også fordi det vil være et positivt modstykke til den overfladiske og geopolitisk begrundede støtte, som vestlige stater og deres tilhængere udviser – samtidig med at de dobbeltmoralsk støtter lige så diktatoriske regimer som Saudi Arabien og Egypten, samt diskriminerer og udviser iranske flygtninge. Lige nu sidder der for eksempel 271 iranske statsborgere på danske udrejsecentre, dømt til udvisning til netop det regime, som den danske stat fordømmer. At bekæmpe vores uhyrlige udlændingepolitik er af højeste prioritet, især hvis revolutionen fejler, og tusindvis af iranere får akut behov for asyl.
I Iran som i andre lande er det arbejderklassen, der er den revolutionære agent – ikke os socialister. Vores rolle er at analysere og formidle, hvordan et socialistisk samfund vil se ud, og hvordan arbejderklassen vil kunne opnå det – og dermed indgyde et håb om, at det rent faktisk kan lade sig gøre.
