Mainstream politik i Danmark og Vesten er gået fra undertrykkelse af enhver kritik af Kina, som f.eks. forholdene i Tibet i 2012-14, hvor politiet med magt forhindrede en lille håndfuld demonstranter i at stå med det tibetanske flag under et kinesisk statsbesøg, til Mette Frederiksens forslag om ekstra told på kinesiske varer og Magnus Heunickes forslag om boykot af kinesiske varer fra Temu i dag.
Kina er gået fra at være en global samarbejdspartner til en økonomisk stormagt og en global konkurrent, som selv definerer spillereglerne præcis som andre stormagter.
Derfor er Adrian Budds bog “China, Rise, Repression & Resistance” et velkomment bidrag for socialister til at forstå, hvad Kina er og hvad det ikke er.
1949 revolutionen, Maoismen og den post-maoistiske overgang
Den 1. oktober er Kinas nationaldag, og i år fejrer Kina 75 år for den nationale revolution i 1949, som gav kommunistpartiet magten med Mao i spidsen.
Revolutionen havde stor international betydning. For millioner af kinesere og mennesker i det globale syd, bragte den håb om en afslutning på den ydmygende imperialisme, og den var en vigtig del af afkoloniseringen efter 2. verdenskrig.
Bogen beskriver det kinesiske kommunistpartis historie, dets stalinistiske rødder, og hvordan den nationale revolution førte til opbygningen af et statskapitalistisk system under ledelse af kommunistpartiet – bl.a. gennem massekampagner som “Det store spring fremad” og “kulturrevolutionen”.
Bogen beskriver det kinesiske kommunistpartis historie, dets stalinistiske rødder, og hvordan den nationale revolution førte til opbygningen af et statskapitalistisk system under ledelse af kommunistpartiet
Citat: Lene Junker
Disse kampagner afveg fra den russiske statskapitalisme-model, og nød betydelig opbakning på den internationale venstrefløj. Efter Maos død i 1976 begynder en overgang til økonomiske reformer, der for alvor igangsættes efter Tiananmen-oprøret og den efterfølgende massakre i 1989.
Økonomisk fremgang og nye problemer – modsætninger i den autoritære statskapitalisme
Den kinesiske økonomi omstruktureres og åbnes for international og privat kapital. Den blev kaldt “Socialistisk markedsøkonomi med kinesiske karakteristika”.
Mellem 200-300 millioner migrantarbejdere blev ført til kystområderne i de “specielle økonomiske zoner”. Her var der et minimum af rettigheder, lav løn, næsten ingen selskabsskat og gode muligheder for private til at etablere sig. Det tiltrak privat udenlandsk kapital i stor målestok. Privat kapital udgør i dag 60% af Kinas BNP.
Samtidig blev millioner af kinesere løftet ud af ekstrem fattigdom og sikrede Kina en eksplosiv vækst. Statsejede virksomheder udgør stadig en vigtig del, omkring 30%, af BNP, ligesom bankerne kontrolleres af staten.
Kina kommer bedst ud af finanskrisen i 2008-09. Men blandingen af statskapitalisme og neoliberalisme kan ikke længere holde systemet i gang, så i dag er Kina ramt af de samme krisetegn som resten af verden, især efter pandemien.
Vækstrater på 10% fra 1982-2011 er faldet til 3% i 2022 og yderligere 2 % i år. Voksende gæld (dog mest intern gæld). Nedsmeltning af bygge/boligsektoren med gigantfirmaet Evergrandes konkurs.
Den sociale kontrakt mellem staten og Kinas arbejderklasse: “Du bliver rigere og vi udvikler Kina, men glem alt om rettigheder og demokrati”, kan briste når magthaverne nu må sende regningen for lavere vækst og hårdere global konkurrence videre til arbejderklassen.
Xis politiske projekt: undertrykkelse og legitimitet
Xi Jinping blev leder af kommunistpartiet i 2012 og har siden 2013 også været Kinas præsident.
Det såkaldte ”Belt and Road”-initiativ betragtes som hjørnestenen i Xi´s udenrigspolitik. Det går ud på at investere i transportinfrastruktur med henblik på at forbinde Kina bedre med omverdenen. Kina har i forlængelse heraf investeret i cirka 70 lande siden 2013, da initiativet blev indledt.
Indenrigspolitisk har Xi sikret sig en næsten enevældig position i spidsen for Kinas herskende klasse og det kinesiske kommunistparti. De tilbyder samme løsninger, som den herskende klasse i Vesten: autoritær populisme, nationalisme, racisme, forringet velfærd, lønnedgang og genetablering af den traditionelle køns- og familiepolitik.
Staten har slået ned på civilsamfundet og arresteret advokater, miljøaktivister, feminister, arbejdere, studenter, muslimer, Hongkongere og marxister i et omfang ikke set siden 1989 ifølge Kinas menneskerettighedsforkæmpere. NGO’er er blevet tvunget til at opløse sig selv.
Overvågningen er næsten total og gør det svært for kineserne at organisere sig og protestere. Hvor staten tidligere har løst utilfredshed i arbejderklassen ved at tillade lønforhøjelser, så er dette ikke længere muligt pga. den økonomiske stagnation og den langt hårdere globale konkurrence. Derimod optrapper magthaverne den ideologiske kontrol via kommunistpartiets lederskab og Xi´s tanker i alle dele af samfundet.
Arbejderklassens organisering og aktivisme
Kinas 800 millioner store arbejderklasse har potentialet til at udfordre magthaverne. Strejkebølgen i 2007-17 viste os det. Og den medførte en forhøjelse af mindstelønnen og andre lønforhøjelser.
Men selvom magthaverne har en lang række splittelsesmekanismer til rådighed, så er der hele tiden eksempler på protester og strejker i Kina
Citat: Lene Junker
Men staten og de private virksomheder har udviklet et hårdere greb om arbejderklassen ved f.eks. at kræve at de bor og sover tæt på fabrikkerne, da de ellers ikke har ret til at opholde sig i området. Samtidig lever de langt væk fra deres familie og modtager ingen sociale ydelser.
Men selvom magthaverne har en lang række splittelsesmekanismer til rådighed, så er der hele tiden eksempler på protester og strejker i Kina. Ikke store fælles og nationale kampe, men lokale kampe, som får opbakning og solidaritet fra andre. Efter covid-nedlukningerne har vi set en ny strejkebølge i Kina ifølge China Labour Bulletin, hvilket har været helt tydeligt i 2023.
Læs mere om den nye strejkebølge her
Modstand mod undertrykkelse
Folkelig modstand mod kontrol, undertrykkelse og fattigdom udfordrer hele tiden Kinas kommunistparti og staten – ikke kun fra arbejderklassen, men også fra nationale, religiøse minoriteter, feminister og miljøaktivister.
Efter 4 årtiers vækst er de fleste kinesere ikke længere absolut fattige, jævnfør IMF´s fattigdomsgrænse. Men den relative fattigdom og ulighed er tydelig. Men Xi understreger, ligesom Mette Frederiksen, at “man” skal arbejde mere og længere
Undertrykkelsen af tibetanerne, uighurerne og Hongkong’erne har stået på i lang tid og fortsætter systematisk. Der er dog små tegn på solidaritet fra majoritetskinesere og de nationale grupper imellem.
Kvinders rettigheder og status er blevet radikalt bedre sammenlignet med før 1949.
Kvinderne udgør 43% af arbejderklassen, dog til lavere løn som herhjemme. Dertil kommer, at kravet om, at man som migrantarbejder arbejder og bor samme sted, betyder at kvinder forlader familie og børn for at arbejde. Hverken vold mod kvinder i hjemmet eller ægteskabelig voldtægt er forbudt i Kina. Familien betragtes også i Kina som en grundsten i samfundet.
Kina – USA og den interimperialistiske rivalisering.
Relationen mellem Kina og USA (Vesten) har skiftet fra samarbejdspartner til konkurrent.
Med Kinas optagelse i WTO i 2001, deltagelse i BRIKS samarbejdet fra 2009 og Belt & Road projektet i 2013 er Kina gået offensivt ud i verden for sine egne interesser. Konkurrencen med især USA men også EU er tiltaget.
Finanskrisen i 2008-9 satte USA og EU tilbage og styrkede Kina. Covid-krisen viste USA´s og EU´s afhængighed af forsyninger fra Kina. Ukrainekrigen og den voldsomme inflation skærpede konkurrencen yderligere, hvorfor hjemtagelsen af produktion fra Kina nu vokser og det før så store åbne globale marked lukker sig og erstattes af protektionisme i form af told mv.
Det har ramt Kina hårdt, og magthaverne forbereder sig nu på denne skærpede konkurrence ved at presse arbejderklassen yderligere og opruste for at forsvare sine interesser i Taiwan, Det Sydkinesiske Hav, Afrika mv.
Min fjendes fjende bliver aldrig min ven.
Socialister har det med Kina, som med Rusland, Iran, Syrien mv. Selvom de kan fremstå som anti-imperialister og kalder sig selv socialister, marxister eller kommunister, så skal vi ikke lade os forblænde. Vi ser ikke på deres mund og hvad de siger, men på deres hænder. Og vi står aldrig sammen med magthaverne, systemet og staten, men altid med arbejderklassen og de undertrykte og støtter deres protester, strejker mv. Også i Kina.
Bogen kan købes i Internationale Socialisters boghandel for 150 kr
eller i bookmarksbookshop.co.uk
