Seksuel vold mod palæstinenserne, en del af zionismens DNA

Desværre er det intet nyt eller overraskende. Den israelske historiker Ilan Pappé har beskrevet det i bogen “The ethnic cleansing of the Palestine”. Ifølge ham var det en bevidst strategi at fremprovokere frygt og flugt blandt palæstinensere ved at sprede rygter om voldtægt samt deltage i gruppe- og individuelle voldtægter af palæstinensere.

Israeli Defence Forces, IDF - Kfir Brigade. Foto. Flikr

Billede tekst: Israeli Defence Forces, IDF – Kfir Brigade. Foto: Flikr

Der er omfattende rapportering om, at palæstinensiske fanger bliver tortureret i israelske fængsler. FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) har modtaget rapporter om systematisk mishandling af palæstinensere, der er blevet taget til fange fra Gaza af israelske styrker. 

Det nye er, selvom dette altid har kunnet  læses i bøger og rapporter, at det nu til er debat i det israelske parlament, hvor Likud-politikeren Hanoch Milwidsky har udtalt, at “alt er tilladt”, da han blev spurgt om, hvorvidt voldtægt af palæstinensiske fanger kan retfærdiggøres. 

Baggrunden er, at ni israelske soldater er blevet tilbageholdt og skal afhøres i en sag om mistanke om overgreb på en fange. Da nyheden blev kendt, strømmede flere hundrede israelere til detentionscentret for at vise støtte til de tilbageholdte soldater. Blandt andet flere politikere fra den yderste højrefløj i Israel. Nogle stormede også centeret og trængte ind i det, men blev dog smidt ud igen af det israelske militær.

Seksuel vold og ydmygelser er heller ikke forbeholdt zionisterne i Israel. Det ramte også bosnierne i Srebenica i 1995 i forbindelse med de nationalistiske krige, som kom efter Jugoslaviens opløsning. Også irakerne blev mødt med seksuel vold og ydmygelser i Abu Ghraib fængslet, da USA besatte Irak i 2003. 

I enhver erobringskrig ser vi hvordan “fjenden” dæmoniseres og gøres til et “ikkemenneske”, som det er tilladt at skræmme, ydmyge og dræbe.

Takket være civile bosniske bevægelser, antikrigsbevægelsen og solidaritetsbevægelsen med Palæstina, skete og sker dette i “fuld offentlighed”. Vi ser det og vi glemmer det ikke.