Afstemningen sluttede den 12. april. 59,3% af de stemmeberettigede stemte. Heraf stemte 79% ja, og 21% nej. Et sikkert flertal for fagtoppens forlig. Ingen tvivl om, at utilfredsheden med Bededags Tyveriet og truslen om storkonflikt betød, at arbejdsgiverne var mere rundhåndede end forventet.
Kun i 3F´s byggegruppe var der et flertal for nej. Og ser man nærmere på stemmetallene, står det klart, at de fagforeninger, der havde kørt en aktiv ‘Stem Nej’ kampagne, også havde et nej-flertal.
Modstand kom for sent i gang

Stormødet den 1. april kom for sent, og kunne ikke nå at udfolde en bredere kampagne, som kunne udfordre fagtoppen, mainstream medierne, og eksperternes lovprisning af forliget. Allerede da industriforliget lå klar den 17. marts, burde stormødet være indkaldt.
Nu går de lokale lønforhandlinger på minimallønsområdet i gang (Industri, Byggeri og HK). Her skal der forhandles løn individuelt eller kollektivt på arbejdspladsen, og her skal realløns tabet pga. inflationen hentes. Det vil kræve langt højere lønstigninger, end vi har set før ved lokale lønforhandlinger.
Kampen mod løndumping pga. lav mindsteløn og manglende kædeansvar vil selvfølgelig fortsætte som før.
Ingen kan vinde alene, så fremover vil der være brug for solidaritet og sammenhold i praksis, med støtte til de strejker og blokader, som vil komme.
Fortsat kamp mod SVM regeringen
Det gælder også i kampen mod SVM regeringen, som angriber på alle fronter. Når fagtoppen vælger at opgive kampen for store bededag, og ikke rejser kravet om en erstatningsfridag til OK23, så er det fordi de langt hen af vejen køber regeringens politik og derfor ikke ønsker at bekæmpe den. Men vreden er der stadig og venter på at blive organiseret, sådan som vi ser det ske først og fremmest i Frankrig, men også i Grækenland og Storbritannien.
Når fagtoppen vælger at opgive kampen for store bededag, og ikke rejser kravet om en erstatningsfridag til OK23, så er det fordi de langt hen af vejen køber regeringens politik og derfor ikke ønsker at bekæmpe den
Citat: Internationale Socialister
Utilfredshed er der nok af, men der er for få, der kan eller vil organisere utilfredsheden, så den kan forene sig. Der er brug for et alternativt lederskab i fagbevægelsen, som kan fortsætte kampen, når fagtoppen står af. Et alternativt lederskab, som har sin rod og henter sin styrke på arbejdspladserne.
Det er venstrefløjens politiske ansvar at være med til at opbygge et alternativt lederskab i fagbevægelsen, og stormødet den 1. april er et godt afsæt for at bygge et permanent “Fagligt Fælles Initiativ”.