Hvor befinder USA sig efter at have været regeret af Trump i tre år? Hvilke chancer har Bernie Sanders, og hvilken vej skal den amerikanske venstrefløj følge? Sean Larson fortæller om et land mellem krise, polarisering og håb.
Billedet foroven viser den hidtil største demonstration imod Trump, dagen efter hans indsættelse, lørdag den 22. januar 2017: Kvindedemonstrationen “Women’s March on Washington” samlede 470.000 deltagere i hovedstaden – her på Pennsylvania Avenue med udsigt til kongressen, Capitol Building. I hele USA var der denne dag 408 demonstrationer med et sted mellem 3,3 og 5,6 mio. deltagere.
Martin Haller fra marx21: I tre år har der nu med Donald Trump befundet sig en racistisk og sexistisk milliardær i Det Hvide Hus. Hvordan har USA forandret sig i løbet af denne tid?
Sean Larson: Det politiske systems krise er blevet synlig for hele verden igennem valget af Trump. Han er fuldstændigt ligeglad med de gamle, uskrevne regler, der tidligere gjaldt for det amerikanske præsidentembede. Oppositionen fra det Demokratiske Parti i kongressen klager ganske vist over det, men den har ikke noget politisk alternativ at tilbyde. Samtidig er den racistiske retorik fra Trumps valgkampagne i 2016 idag blevet til politisk virkelighed, og migranter adskilles fra deres børn og sættes i interneringslejre ved grænsen.
Går USA til højre?
Det er den ene side af sagen. På den anden side er store dele af befolkningen blevet desillusioneret af Trumps hårde højreorienterede kurs, og mange er blevet radikaliseret til venstre. Især blandt unge hører en vis venstreorienteret radikalisme mere og mere til sund menneskefornuft: Siden Anden Verdenskrig har vi ikke oplevet et sådant opsving for socialismen som svar på krisen.
Trumps opstigen er blevet ledsaget af en vækst for det radikale højre, såsom den nyfascistiske ”alt-right” -bevægelse og en voldsom stigning i racistisk vold. Hvilken indflydelse har nynazister og andre højreekstreme i dag?
Det radikale højre er vokset, men har også ændret sig. Organiserede nazistrukturer findes stadig, men mange af de bedre kendte organisationer fra 2016 og 2017 kollapsede igen. Ikke desto mindre er antallet af højreorienterede mord steget markant i de sidste tre år sammenlignet med de to foregående årtier.
Har nazisterne stadig bånd til Det Hvide Hus, efter at Trump fyrede Steve Bannon?
Ja, folk fra første række i Trump-administrationens som Stephen Miller har mere eller mindre direkte forbindelser til nynazister. Dette er ikke underligt, fordi de repræsenterer den samme ekstremt racistiske ideologi. Under alle omstændigheder føler nazisterne sig styrkede og opmuntrede af en racist i Det Hvide Hus.
Den amerikanske imperialismes krise
Den amerikanske kapital ville have Hillary Clinton som præsident i 2016. Hun modtog 80 pct. af virksomhedernes valgkampstøtte under præsident-valgkampen. Men efter Trumps valg blev virksomhedsdirektører og større aktionærer hurtigt venner med hans politik, hvilket bestemt også skyldtes Trumps massive skattegaver. Står de herskende idag bag Trump, eller ønsker de en “tilbagevenden til normale forhold”, hvilket for eksempel kunne ske med Joe Biden som præsident?
I princippet ville de fleste sektorer af amerikansk kapital ikke være imod en figur som Joe Biden – en pålidelig administrator af den amerikansk kapitalisme. Imidlertid har den herskende klasse også erkendt, at situationen i dag er anderledes end for få år siden. Krisen i det amerikanske imperialistiske projekt bliver mere og mere synlig – kapitalisterne har også indset dette og kræver derfor nye svar
Hvordan kommer denne krise til udtryk?
Det ses især i form af USA’s relative tab af styrke sammenlignet med Kinas opstigen. I de sidste 70 år har USA fastlagt rammerne for de internationale relationer. Det ændrer sig nu skridt for skridt. Siden Finanskrisens udbrud i 2008 har den hidtidige frihandels-ideologi i stigende grad favoriseret den kinesiske økonomiske model.
Hvordan reagerer den amerikanske kapital på dette?
Det amerikanske projekt, som går ud på at bevare overherredømmet, var nødt til at omdefinere sig selv, hvilket Obama forsøgte at gøre med hans “Vending mod Asien” og “Trans-Pacific Partnership.” Dette har dog ikke i tilstrækkelig grad båret frugt, og efter de halvt mislykkede militære interventioner i Mellemøsten var vejen frem ikke længere så klar for den amerikanske imperialisme som for ti eller tyve år siden. Trump var i 2016 endnu ikke den herskende klasses foretrukne svar på den stadigt mere åbne krise for den amerikanske imperialisme. Men han har leveret noget nyt: En anden måde at håndtere nyliberal globalisering på, baseret på økonomisk nationalisme og enorme skattegaver til kapitalen.
Trump repræsenterer derfor et svar på krisen og udfordringerne for den amerikanske imperialisme. Var det vellykket set fra de herskendes perspektiv?
Nej, det var ikke særligt vellykket, heller ikke set ud fra et kapitalens perspektiv. Men det blev samtidig mere og mere tydeligt, at det traditionelle politiske establishment heller ikke har noget svar. I de sidste tre år har store dele af den herskende klasse erkendt denne situation, tilpasset sig Trump og også på en måde støttet ham – men dog ikke helt kritikløst. Som altid forbliver de opportunistiske og ville også være åbne over for en person som Joe Biden, Obamas tidligere vicepræsident og nuværende demokratisk præsidentkandidat. Men trods alt kan kapitalen godt klare fire fede år under Trump.
Trumps politiske basis og rigsretssagen
Det ser ud som om, at det republikanske parti har opgivet sig selv og fuldstændigt har underkastet sig Trump, som de satser alt på. Er Trump ubestridt i sit eget parti, eller er der udfordrere?
Trump er næsten ubestridt. Republikanerne har forenet sig bag ham på grund af angrebene fra Demokraterne. Hvis individuelle Republikanere kritiserer Trump, vil han åbent angribe dem. Frygten for at miste Trumps hårde, kompromisløse politiske vælgerbasis får hurtigt kritikken til at forstumme.
Kan den igangværende rigsretssag ( … som i mellemtiden er overstået) medføre hans undergang?
Nej, muligheden herfor er næsten nul. Rigsretssagen er en sløringsmanøvre med henblik på at skjule det faktum, at det Demokratiske Partis establishment ikke yder nogen reel modstand imod Trump. I stedet for at angribe Trump for hans umenneskelige politikker og racisme, ønsker ledende demokrater som Nancy Pelosi at begrænse sagen mod ham til krænkelser af den udenrigspolitiske protokol.
De afgørende stemmer, der sikrede Trump sejren, kom fra den gamle, tunge industris kriseramte regioner, det såkaldte “Rust Belt”, hvor der har foregået en kraftig afindustrialisering siden ca. 1980, dvs. staterne i det nordøstlige USA – fra staten New York og over New Jersey, Pennsylvania og Ohio til staterne rundt om Chicago og Detroit, dvs. Indiana, Illinois, Michigan og dele af Wisconsin og Iowa – stater hvor Obama havde vundet i det forrige valg. Har Trump opfyldt hans løfter i hans arbejderklassevælgeres øjne, eller har desillusioneringen også spredt sig der?
Arbejdernes stemmer fra “Rust Belt” var afgørende for Trumps sejr på grund af det specielle valgsystem i USA, men inden for Trump-lejren er denne gruppe et klart mindretal. Set med Trumps rige, hvide tilhængeres øjne har han rent faktisk “leveret varen”, men set med “Rust Belt”-arbejderklassens øjne har han højst sandsynligt ikke gjort det. Desillusionering? Ja, helt bestemt, men uden tillid til noget som helst alternativ ændrer det jo ikke noget som helst.
Udviklingen i modstanden mod Trump i årene 2017 – 18: “To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand” – Socialistisk Arbejderavis http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=36921
Strejker og bevægelser i USA
Den voksende polarisering i USA er i de senere år også kommet til udtryk i form af et opsving for sociale bevægelser – lige fra de antiracistiske protester i “Black Lives Matter” over kvindebevægelsen og til klimabevægelsen. Hvor står de sociale bevægelser i dag?
De er vokset i de sidste tre år, men forbliver desværre sporadiske og flygtige. Gang på gang finder store, koordinerede protester sted, for eksempel i solidaritet med migranter eller i form af kvindebevægelsen, men desværre er disse bevægelser ikke i stand til at opbygge organisationsstrukturer, der forbliver permanente. Den meget ungdommelige klimabevægelse er dog en undtagelse. Denne er uden tvivl et af de bedste varige resultater af de nylige bølger af protester, og klimabevægelsens organisationsgrad fortsætter med at vokse. Imidlertid sluger de uendelige valgkampagner megen energi. Noget nyt er imidlertid, at bevægelseskrav som “Green New Deal” har opnået en langt større offentlig lydhørhed. De bedst organiserede og mest magtfulde bevægelser er strejkebevægelserne.
Lærernes store strejker i flere amerikanske delstater har også fået opmærksomhed i europæiske medier. Er vi for tiden vidne til et opsving i faglige kampe, og hvordan står det til med den amerikanske arbejderbevægelse generelt?
Ja. Arbejderbevægelsen – også selv om den er mindre end for fyrre år siden – vokser igen. Alene i 2018 har næsten en halv million arbejdere strejket – mere end i noget andet år siden midten af 1980’erne. Det drejer sig om ansatte ved luftfartsselskaberne, plejepersonale, bilarbejdere, arbejdere inden for high-tech, bryggeriarbejdere og mange andre, for eksempel i den hurtigt voksende “Gig economy”, der består af løst ansatte på midlertidige kontrakter, som organiserer sig og går i strejke.
Har fagforeningerne udviklet sig politisk under Trump?
Billedet er modsætningsfyldt: Lederskaberne fra de gamle store fagforeninger, som f.eks. bilarbejderne United Auto Workers, er stadigvæk blinde overfor realiteterne under Trump og handler meget tilbageholdende. – Men indenfor nogle brancher, hvor mange arbejdere hidtil har været uorganiseret i stort tal, blæser nu en frisk vind. Derudover er der opstået nye reformbevægelser i nogle af de gamle fagforeninger, og til dels har de været succesrige. Denne proces er længst fremme i lærernes fagforbund, som ikke kun på grund af dens samfundsmæssige rolle er meget betydningsfuld, men som også har gennemført meget politiske strejker.
Hvad er det for politiske strejker?
I Los Angeles og Chicago har lærernes fagforening f.eks. kæmpet og vundet strejker for beskyttelse af de såkaldte illegale indvandrere. Især i Chicago fungerer lærerforbundet som en politisk modkraft til bystyret.
Bernie Sanders og Demokraterne
Kampagnen indenfor det Demokratiske Parti om at blive nomineret til præsidentkandidat er i fuld gang. Alle på venstrefløjen har deres øjne rettet mod Bernie Sanders’ kampagne, som efter et snævert nederlag til Hillary Clinton i 2016 nu endnu engang vil prøve kræfter. I de borgerlige medier bliver kampen om at blive nomineret til det Demokratiske Partis præsidentkandidat dog mest fremstillet som en tvekamp mellem Joe Biden og Elizabeth Warren. Har Sanders fortsat en chance?
Der foregår en systematisk kampagne i de amerikanske medier imod Bernie Sanders. Derfor tegner de et ekstremt forvrænget billede. Selv forfalskning af opinionsundersøgelser er ikke ualmindeligt. Sanders har faktisk stadig chancer, men meget taler imod, at han vinder, så jeg vil bedømme chancerne som begrænsede.
Bernie Sanders’ kampagne-hjemmeside under kampen for at blive præsident-kandidat https://berniesanders.com/?nosplash
Bernie Sanders’ hjemmeside som medlem af det amerikanske senat for staten Vermont: https://www.sanders.senate.gov
Hvad taler imod Sanders?
Hans chancer for at blive nomineret som præsidentkandidat er ikke dårlige, fordi han skulle være upopulær. Tværtimod: For tiden er han den mest populære politiker i USA. Men den samlede amerikanske kapital vil bruge alle tricks og smædekampagner for at forhindre, at han bliver valgt som præsidentkandidat. Modstanden er allerede enorm. Det gælder både indenfor det Demokratiske Parti, men også indenfor medierne, de store koncerner, statsapparatet – dybest set indenfor hele den herskende klasse og det politiske og sociale establishment. Konkurrencevilkårene for kandidaterne er derfor alt andet end lige.
Joe Biden betragtes som det Demokratiske Partis politiske establishments foretrukne kandidat. Med Elizabeth Warren ser det imidlertid ud til, at en anden venstrekandidat nu rydder ud blandt præsidentkandidaterne. Hun kræver formuesskat, en stigning i mindstelønnen, mere magt til fagforeningerne, mere regulering af bankerne, annullering af de studerendes gæld, gratis videregående uddannelse samt en statslig sundhedsforsikringsordning for alle. Det lyder ikke dårligt. Hvori består forskellene til Bernie Sanders?
Elizabeth Warren var engang en udtalt tilhænger af den frie markedsøkonomi og var aktiv indenfor republikanerne indtil midten af 1990’erne. Selv i dag beskriver hun stadig sig selv som “kapitalist helt indtil benet”. Men hun er skarpsindig og er vældig god til at tale, som om hun skulle være venstreorienteret. Nu ser hun sin chance for at vinde det Demokratiske Partis præsidentkandidat-nominering på en angiveligt venstreorienteret politik. Men hvert eneste af hendes konkrete forslag efterlader store bagdøre åbne.
Kan du give et eksempel?
Lad os tage det centrale spørgsmål i debatten indenfor det Demokratiske Parti: “Medicare for All”, den statslige sundhedsforsikring for alle. Til at begynde med gik Warren ind for det. Derefter fremlagde hun et meget kompliceret forslag til finansiering, som næppe nogen forstår, og som har adskillige smuthuller. Endelig sagde hun, at hun først kunne begynde at håndhæve “Medicare for all” tre år efter valget som præsident, dvs. først ved slutningen af hendes præsidentembedsperiode. Da hun sagde det, blev det klart for Wall Street, at de ikke behøver at frygte et sådant forslag.
Så Elisabeth Warren udgør ikke nogen trussel mod kapitalinteresserne?
Nej, hun signalerer til bankerne og de store koncerner, der finansierer og forvalter det Demokratiske Parti, at det ikke udgør nogen trussel imod dem. På baggrund af dette kan man godt forstå, at de forbliver loyale overfor det Demokratiske Parti.
Gælder det ikke Sanders?
Nej, Sanders siger ærligt, at han ønsker at føre politik imod bankerne og de store virksomheder. Han fremsætter ingen fredstilbud til kapitalen.
Kunne Warren være et flertalskompromis mellem partiets establishment og den vælgerbase, der er gået til venstre i de senere år?
Absolut. På grund af den regerende klasses fjendtlighed mod Sanders er det meget muligt, at Warren vil bruge hendes venstreorienterede energi i en kampagne til at bygge bro til establishmentet. Hun ville være en ideel kandidat for den fremsynede kapital – såfremt vi skulle have sådan noget i USA. På den anden side har mange vælgere ikke let ved at skelne Sanders’ klassepolitik fra Warren’s floskler og fraser. For de almindelige venstreorienterede vælgere forekommer forskellene ikke så store, som de faktisk er.
Der er dog forskelle i Sanders’ og Warrens vælgerbase. Sanders’ base befinder sig helt klart i arbejderklassen. Warrens tilhængere kommer derimod snarere fra den uddannede middelklasse på østkysten samt fra den liberale middelklasse.
Bernie Sanders’ støtte blandt hvide, sorte og latino-arbejdere i Iowa: https://www.jacobinmag.com/2020/02/iowa-working-class-satellite-caucus-sanders
Rykket til venstre blandt vælgerne vs. establishmentet i det Demokratiske Parti
Sanders og bevægelsen bag hans kampagne har naturligvis lagt et enormt pres på det Demokratiske Parti fra venstre. Samtidig beklædes alle de vigtige partiposter hos Demokraterne fortsat af folk fra det nyliberale establishment. Kan det partiapparat, der kontrolleres af dette, torpedere det stadig mere klare ryk til venstre i vælgerbasen?
Jeg er bange for, at det er ganske sandsynligt. Hvis der ikke bliver nogen klar vinder op til den Demokratiske kongres i midten af juli – og sådan ser det ud for øjeblikket – så vil de samme 765 “superdelegerede”, der i 2016 forkastede Sander som præsidentkandidat, afgøre sagen.
Hvem er disse “superdelegerede”?
Der er tale om både nuværende aktive samt tidligere medlemmer af det Demokratiske Parti, inklusive Demokratiske medlemmer af kongressen og guvernører. I modsætning til de delegerede, der er valgt ved primærvalgene, er de ikke forpligtet i forhold til nogen som helst kandidat.
En radikal venstreorienteret bevægelse i amerikansk politik synes at være opstået ikke blot i form af Bernie Sanders: Alexandria Ocasio-Cortez er i løbet af ganske kort tid blevet et af de mest kendte nye ansigter for demokraterne. Et af hendes mest fremtrædende krav, som også er blevet taget op af Sanders, er “Green New Deal”. Hvad handler det om? Er det et radikalt social-økologisk reformprogram? Eller er det baseret på ideen om, at kapitalismen skulle kunne blive grøn for at skabe ny vækst, således som allerede Obama har prædiket det, eller sådan som partiet De Grønne i Tyskland gør det?
Alexandria Ocasio-Cortez’ Twitter-konto https://twitter.com/AOC
Alexandria Ocasio-Cortez’ hjemmeside som medlem af repræsentanternes hus – under menuen “Issues” findes hendes centrale, politiske områder: https://ocasio-cortez.house.gov
“Green New Deal” er mindre et konkret krav, men snarere en ramme, indenfor hvilken mange ideer og forslag til økologisk, antiracistisk og økonomisk retfærdighed samles. Den grundlæggende idé bag det er ikke kun baseret på Alexandria Ocasio-Cortez, men også på en organisation kaldet “Sunrise”, hvor især unge mennesker organiserer sig for at arbejde for klima-retfærdighed. En “Green New Deal”, således som det bliver diskuteret her, kan ikke sammenlignes med Obamas koncept eller De Grønne i Tysklands forestillinger. Måske vil man kunne beskrive konceptet som en form for visionær, venstreorienteret keynesianisme, der efter 40 års nyliberalisme forekommer at være meget nyt og modigt. Men det er naturligvis også kontroversielt i klimabevægelsen, hvad der præcist menes med “Green New Deal”, og hvor megen antikapitalisme der befinder sig i det.
“Sunrise”-bevægelsen https://www.sunrisemovement.org
Under alle omstændigheder har Sanders og bevægelsen bag ham opnået en ting: Udtrykket socialisme er igen blevet en del af den politiske diskussion i de Forenede Stater. Onde tunger hævder imidlertid, at hvad der kaldes socialisme i USA og bliver taget op af det Demokratiske Parti venstrefløj, snarere svarer til det systemtro socialdemokrati i Europa. Har de onde tunger ret heri?
Nej, det er bestemt ikke den samme ting. Sanders er ganske vist ikke en revolutionær venstreorienteret, men at sammenligne ham med nutidens socialdemokrati i Europa ville være absurd. Hans kampagne er ganske vist en valgkampagne i et parti, der er grundlæggende kapitalistisk, men hans kampagne er baseret på venstreorienteret klassepolitik.
Bernie Sanders’ styrker og svagheder
Hvor ser du Sanders’ politiske svagheder?
Sanders’ største svaghed er hans holdning til den amerikanske imperialisme. Selvom dette ikke spiller en central rolle i hans kampagne, og hans holdninger er bedre end de andre demokraters, forbliver Sanders ikke desto mindre inden for rammerne af den amerikanske imperialisme. Således vil han bygge mere på diplomati i udenrigspolitikken, men kræver alligevel et stærkt nationalt forsvar. Som kongresmedlem stemte han også forholdsvis konsekvent for at øge de militære udgifter. Som alle andre demokrater støtter han Israel som de Forenede Staters imperialistiske forpost i Mellemøsten. Af protektionistiske grunde støtter han også handelskrigen mod Kina.
En af Sanders’ styrker er imidlertid, at han ikke kun ønsker at blive valgt som præsidentkandidat, men at hans tale altid inkluderer en appel til vælgerne om selv at blive aktiv og selv at gøre sin indflydelse gældende. Er dette blot et retorisk værktøj, eller er hans kampagne rent faktisk baseret på sociale bevægelser, fagforeningskampe og organiseringen af venstreorienterede modkræfter?
Dette er ikke et retorisk middel – Sanders mener det alvorligt.
Da han annoncerede sit fornyede kandidatur, skrev han på Twitter, at han ønskede at starte en “hidtil uset historisk græsrodsbevægelse”. Er denne proklamation blevet til virkelighed?
Bevægelsen er imponerende. Sanders inspirerer og mobiliserer millioner. Hans tilhængere, især de Demokratiske Socialister i Amerika (DSA), er meget engagerede. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan der ud fra en valgkampagne vil kunne blive opbygget permanente organisatoriske strukturer, indenfor hvilke venstreorienterede modkræfter vil kunne blive opbygget ud over valgdagen.
Den amerikanske venstrefløj, som står bag Bernie Sanders
Hvilke bevægelser og organisationer står bag hans kampagne?
Især nogle lærerfagforeninger, den store sygepleje-fagforening, de Demokratiske Socialister i Amerika (DSA) og utallige individuelle aktivister.
Hvem er DSA?
DSA er nu den største socialistiske organisation i USA med ca. 56.000 medlemmer.
Hvad står den for politisk?
DSA har ingen ensartet ideologi, og de enkelte lokale grupper gør meget forskellige ting.
Kan du give os en oversigt over de forskellige politiske fløje eller strømninger inden for DSA?
Selvom mange forskellige politiske ideologier og traditioner mødes i den – anarkisme, maoisme, socialdemokrati, stalinisme, revolutionær socialisme – er der kun få organiserede strømninger. De to mest markante er “Bread and Roses” og “Build”, men begge har kun et par hundrede medlemmer. Bag “Bread and Roses” står udgiverne af magasinet “Jacobin”. De præger i betydelig grad DSA’s offentlige ansigt udadtil.
DSA´s månedsblad “Jacobin” https://jacobinmag.com
DSA – de Demokratiske Socialister i Amerika https://www.dsausa.org
Hvad er “Bread and Roses” samt “Build’s” politiske orientering?
“Bread and Roses” ønsker at organisere valgkampagner for Bernie og andre venstreorienterede politikere i det Demokratiske Parti, for at opbygge og støtte klassekamp på arbejdspladsen og fremme politisk skoling på nationalt niveau. “Build” ser ikke sig selv som en organiseret tendens. Ideologisk er de snarere ret apolitiske. Strategisk set har de de forpligtet sig til at “opbygge på græsrodsplan” og ønsker at bruge ressourcerne mere lokalt snarere end at opbygge nationale kampagner. Mange af “Build”-aktivisterne er også medlemmer af “Libertarian Socialist Caucus”, der kritiserer DSA’s nationale ledelse.
Perspektiverne for venstrefløjen i USA
Efter Trumps valg i november 2016 beskrev du det Demokratiske Parti i en artikel til marx21-Magazin som et “hospice for ethvert håb om forandring”. ( … dvs. at partiet sørger for, at alle sociale bevægelser, der var aktive i valgkampen, dør, for at de ikke skal forstyrre det parlamentariske arbejde i kongressen). Ville det stadig gælde, såfremt Sanders skulle vinde præsidentvalget?
Hvis den usandsynlige hændelse skulle indtræffe, at Sanders overvinder alle hindringer og vinder valget om at blive det Demokratiske Partis præsidentkandidat, ville partiets magtfulde politiske og økonomiske strukturer alligevel ikke ophøre med at yde modstand mod ham. De håb, som en sejr til Sanders ville vække, ville ikke kunne trives indenfor rammerne af disse nyliberale magtstrukturer – men udelukkende i opposition til dem. Lige så længe alle de, der ville fremføre disse håb – millioner af unge, de mange demonstranter samt venstreorienterede vælgere – forbliver lænket til det Demokratiske Parti, vil dette håb før eller senere dø ud.
Hvad er alternativet til at opbygge valgkampagner inden for det Demokratiske Parti?
Uanset om der bliver ført kampagne indenfor det Demokratiske Parti eller ej: Permanente og uafhængige politiske strukturer må og skal opbygges. For at gøre dette er det nødvendigt at tænke ud over de tilbagevendende valgkampagner. Vi har brug for en selvstændig socialistisk styrke i de Forenede Stater, der på pålidelig måde vil kunne kæmpe for en venstreorienteret politik.
Marx21us er i USA søsterorganisationen til “Internationale Socialister”, der i Danmark udgiver Socialistisk Arbejderavis: marx21us.org
Martin Haller førte interviewet for marx21, Socialistisk Arbejderavis’ tyske søsterblad. – Oversat fra tysk af Jens Riis Bojsen.
Sean Larson er aktiv i en nyere fagforening for lærere ved de højere læreanstalter. Samtidig er han ved at opbygge tidsskriftet “Masses Magazine”, der har rod i Chicago-området: https://rampantmag.com/about-rampant/ Tidligere skrev han for avisen “Socialist Worker”, der i årene 1977 til 2019 blev udgivet af International Socialist Organization (U.S.), men i 2019 ophørte både organisationen og bladet: https://socialistworker.org Efterfølger-organisationen er marx21us.org Ligedes skrev Sean Larson i organisationens tidsskrift International Socialist Review: https://isreview.org/issue Sean Larson har også skrevet i tidsskriftet “New Politics”: https://newpol.org
