Siden har regnvandskatastrofen indenfor Tysklands grænser bredt sig til delstaten Sachsen samt til det sydlige Bayern og har herudover også fremkaldt voldsomme oversvømmelser i Østrig.
I det øvrige Mellemeuropa er de østlige dele af Belgien, det sydlige Holland, Østrig, Schweiz, dele af Norditalien, dele af nordøst-Frankrig, Luxembourg og Tjekkiet blevet meget hårdt ramt af uvejr og enorme regnmængder, der overalt har givet massive oversvømmelser.
I Tyskland er alle enige om, at regnvandskatastrofen er historisk. Der har tidligere været oversvømmelser – men absolut intet der kom i nærheden af den nuværende katastrofes omfang og alvor.
Ihvertfald i Tyskland har oversvømmelses-katastrofen således forandret den politiske dagsorden.
Video-indslag om katastrofen i Tyskland og Belgien
Video fra dagen derpå om oversvømmelsernes voldsomhed og de ufattelige ødelæggelser – tysk tale, men billederne fortæller mere end ord. En video fra den tyske offentlige public service kanal ZDF
Video-billeder af kraften i de ekstreme vandmasser, der forvandlede gader til rivende floder.
Videoindslag om katastrofen i Belgien, i det fransktalende Vallonien i Ardenner-bjergene nær Tyskland. Voldsomme vandstrømme farer igennem byen Theux i Liège-provinsen – en samling af privat optagede videoer.
I byerne Theux, Spa, Eupen og Verviers – alle i Liège-provinsen – er gaderne forvandlet til rasende floder – et indslag lavet af RTBF, Belgiens offentlige public service radio og TV på fransk (billederne siger det hele).
Katastrofen har flyttet de politiske grænser
I 2019 rykkede klimaet for alvor ind på den tyske, politiske scene. Ligesom i store dele af resten af Europa og verden. Det var dog karakteristisk, at det primært var den yngre del af den tyske befolkning, der forstod klimaspørgsmålets alvor.
Men resten af befolkningen forstod endnu ikke alvoren i klimaforværringen. Den opfattede spørgsmålet som ret abstrakt, og ikke rigtigt noget, der kunne vedrøre dem. Og jo længere til højre, jo mere blev klimaet nedtonet – og det yderste højre afviste klimaspørgsmålet totalt.
Det har regnvandskatastrofen ændret radikalt på. For lige pludselig rykkede det ekstreme vejr ind i de mest tætbefolkede dele af Tyskland, hvor ca. 1/4 af landets indbyggere kunne opleve vejr-katastrofen foregå umiddelbart uden for deres hjem. Folk er chokerede, og oplevelserne oversteg deres vildeste fantasier – sprængte grænsen for, hvad de troede ville være muligt.
I og med at katastrofen uden sammenligning er meget værre end alle tidligere oversvømmelser, så forstår millioner af mennesker nu, at der må være en ekstra faktor, der gør sig gældende her: Og det kan kun være klimaforværringen!
Ikke omme på den anden side af jordkloden – men lige her hos os!
Alle har set 10-sekunders TV-indslag om katastrofer i fjerntliggende lande. Hos en ret stor del af befolkningen går sådanne TV-beretninger lige hen over hovedet: De kan simpelthen ikke forestille sig sådanne monsunregns-oversvømmelser og tyfoner, og ” … hvad har det med os at gøre ?!”
Men nu udspiller det ekstreme vejr sig lige-her-og-nu hos os midt i Mellemeuropa, hvor vejret ellers plejer at være nogenlunde medgørligt. Dét har en meget stor betydning, at klimaet “viser tænder” lige her hos os, og at det påvirker millioner af mennesker. Ekstremt vejr er ikke længere bare “varm luft” og noget, der bliver snakket om – men derimod stenhård virkelighed, som et meget stort antal mennesker kan se udspille sig lige udenfor deres egen dør!
Hidtil kunne borgerlige politikere slippe afsted med at gøre så lidt som muligt imod klimaforværringen
Hidtil har erhvervslivet og de borgerlige politikere i Tyskland forsøgt at nedtone alvoren i klimakrisen og har nøjedes med mere beskedne indgreb.
Men i år 2019 blev det i Tyskland – ligesom i resten af Europa og større dele af verden – klart, at klimaet var blevet så stort et spørgsmål, at de borgerlige politikere ikke længere kunne fortsætte “business as usual”. Især den yngre del af befolkningen krævede handling – mens en anden del af befolkningen endnu ikke rigtigt forstod alvoren i klimaforværringen.
Derfor blev den tyske regering – ganske som det skete i Danmark og i EU – politisk tvunget til at gøre noget ved klimaet. Men fordi en del af befolkningen endnu ikke rigtigt forstod, hvorfor CO2-udledningerne skal nedbringes, kunne de borgerlige politikere slippe afsted med at gøre så lidt som muligt – og under størst mulig hensyntagen til profitterne:
Et klokkeklart eksempel på dette er forbundskansler Angela Merkels politiske forlig om at udfase brugen af brunkul og stenkul fuldstændig (kaldet “kul-exit”, på tysk “Kohle-Ausstieg”). Forliget giver erhvervslivet hele 18 år til at droppe brugen af stenkul og brunkul – plus meget store erstatninger til de store stålværker og elselskaber, der er blevet tvunget til at holde op med brugen af kul, som hidtil har været den mest profitable måde at fremstille strøm og stål på! Beslutningen om udfasningen af kul blev besluttet i 2020 og skal først være helt afsluttet i år 2038. At bruge hele 18 år til udfasning af kullene er jo vanvittig lang tid, og i de første mange år skal kul erstattes af russisk naturgas, som naturligvis også er CO2-udledende. Den russiske gas skal leveres via den politisk omstridte ledning “Nord Stream 2”, der ligger på bunden af Østersøen og passerer tæt forbi Bornholm.
Fra nu af bliver det politisk sværere at gøre så lidt som muligt, for med regn-katastrofen har millioner af mennesker lige midt i Europa nu fået en særdeles brat opvågnen til de nye klima-realiteter!
Katastrofen vil givetvis få betydning også for EU
I 2020 besluttede EU en fælles klima-indsats, kaldet “Green Deal” på engelsk. Den hævder at ville reducere drivhusgasudledningen med ca. 50% i år 2030 sammenlignet med år 1990. Denne politik var en reaktion på den enorme mobilisering med krav om stop for CO2-udledning, der fandt sted i det meste af Europa i år 2019.
Ikke desto mindre er EU’s indsats udpræget halvhjertet:
Indenfor EU forsøger kapitalen – som overalt i verden – at undgå klima-indgreb rettet imod drivhusgas-udledning, der kan true dens profitter. Og overalt har især det politiske højre forsøgt at nedtone klimatruslen – eller som det yderste højre totalt at afvise den. Indenfor EU har især de landes regeringer, der står mest til højre (anført af Polen og Ungarn), derfor blokeret for en mere aktiv indsats igennem EU. Af alle disse forskellige grunde har EU’s indsats imod udledning af CO2 derfor hidtil været udpræget halvhjertet og tandløs.
Og dette præger da også det sidste udspil, kommissionens “den europæiske grønne pagt” fra selve den 14. juli – lige præcis den dag, hvor klima-katastrofen ramte i centrum af Europa som aldrig før.
På grund af regnkatastrofens omfang i Tyskland, Tjekkiet, Østrig, dele af Frankrig, Belgien og Holland (Schweiz er ikke medlem af EU), vil presset på EU for en mere helhjertet indsats imod drivhusgasudledningen kunne forventes at blive øget. Ikke mindst fra Tyskland, der med 83 mio. indbyggere er EU’s folkerigeste land og med den største økonomi og indflydelse. Men kapitalen vil naturligvis gøre alt for at undgå indgreb, der vil kunne gå ud over profitterne.
Alle klima-sagkyndige er enige om, at ekstremt vejr, som det, vi netop har været vidne til, uundgåeligt vil forekomme hyppigere i fremtiden. Hændelser med sådant vejr, som tidligere forekom én gang indenfor 1.000 år, vil fra nu af forekomme måske en gang for hver 20 år eller endnu oftere.
Det vil uundgåeligt udløse et stort politisk pres fra de berørte befolkninger om en væsentligt mere helhjertet indsats imod klimaforværringen indenfor EU.
Oversvømmelses-katastrofen har en stor betydning for tysk politik
Ovenpå de enorme ødelæggelser spørger millioner af tyskere sig selv: “Hvordan i alverden kunne dette dog ske??!! Hvorfor var myndighederne helt uforberedte?!”
I første omgang er forbunds-indenrigsminister Horst Seehofer blevet ramt af alvorlig kritik. Han repræsenterer højrefløjen indenfor Angela Merkels regeringskoalition. Så den højreorienterede Seehofer har været mere optaget af at nedtone klimaet som politisk spørgsmål.
Men kritikken af, at myndighederne var totalt uforberedte på katastrofen, rammer imidlertid ikke blot Horst Seehofer, men hele koalitionsregeringen bestående af Merkels konservative CDU, det bayerske søsterparti CSU samt Socialdemokratiet SPD. Årsagen til, at myndighederne var fuldstændigt uforberedte, ligger dels i den nyliberale nedskærings-politik – hvor f.eks. brandvæsenet er blevet udsat for besparelser – og dels i, at regeringen ønskede at holde lav profil på klima-spørgsmålet:
For såfremt de tyske myndigheder ville have haft en realistisk bedømmelse af risikoen for katastrofale nedbørsmængder og efterfølgende oversvømmelser, ville de naturligvis være blevet tvunget til at opbygge et meget omfattende beredskab plus ombygninger af veje og jernbaner, så disse ikke ville kunne blive oversvømmet, samt til at opføre høje og kraftige beskyttelsesmure til sikring imod oversvømmelser af truede byer. For naturligvis er det teknisk muligt at sikre udsatte byer imod sådanne katastrofale oversvømmelser, som dem vi netop har set. I nabolandet Holland findes den højeste sagkundskab i verden på disse områder. Sådanne teknisk helt igennem realistiske beskyttelsesforanstaltninger ville imidlertid have været dyre og dermed 1) uvægerligt have truet den nyliberale politik, der satser på mindre stat igennem nedskæringer, flere skattelettelser og mere marked – og 2) med beskyttelsesforanstaltninger imod oversvømmelser uundgåeligt ville have peget på de katastrofale følger, som klimaforværringens ekstreme vejr ville have kunnet afstedkomme – og når befolkningen ville blive klar over det, ville den naturligvis begynde at kræve en helt anden klimapolitik, der uundgåeligt ville kunne true erhvervslivets profitter, når der ville skulle skæres ned på CO2-udledningen m.m.
Virkeligt mange tyskere er utroligt vrede over, at myndighederne overhovedet ikke varslede befolkningen over det forestående uvejr og var totalt uforberedte. Det er blevet afsløret, at det europæiske oversvømmelses-advarselssystem EFAS fungerede aldeles perfekt, og hele 3- 4 dage forinden udsendte advarsler, der efterfølgende har vist sig at være korrekte. Således forudså systemet, at der ville kunne falde op til 200 mm vand. Så der var absolut tid til at foretage evakueringer og og foretage andre relevante beskyttelsesforanstaltninger. De involverede meteorologer og hydrologer begriber derfor ikke, at de tyske myndigheder ikke fulgte advarslerne – og det gør den tyske befolkning heller ikke. Den eneste mulige konklusion herpå kan kun være, at myndighederne politisk var så påvirket af at ville nedtone klima-forværringen, at de afviste advarslerne. For nogen må jo aktivt have truffet den beslutning at nægte at følge oversvømmelsesadvarslerne! Myndighederne ønskede jo netop ikke af politiske grunde at gøre befolkningen opmærksom på, hvad klimaforværringen indebærer! Den højreorienterede indenrigsminister Horst Seehofer bliver derfor nu af meget vrede tyskere beskyldt for at have ansvaret for, at et større antal mennesker er omkommet, samt at oversvømmelsesskaderne har kunne blive så kolossale, som de blev. Men han nægter at træde tilbage.
Også corona-pandemien ramte ligeledes et totalt uforberedt Tyskland (ganske som det skete i alle andre nyliberale lande i Europa og verden), fordi sundhedsvæsenet som følge af den nyliberale politik var blevet skåret ned til et minimum.
Vil en tysk regering ledet af partiet De Grønne radikalt kunne optrappe klima-indsatsen??
Den 26. september skal der være valg til det tyske parlament, forbundsdagen. Her er det fuldstændigt klart, at klimaet vil blive et helt centralt politisk emne – ud over, at Tyskland skal have en ny forbundskansler, efter at Angela Merkel træder tilbage.
Det er ligeledes klart, at befolkningen vil kræve en forstærket indsats imod den store CO2-udledning – og at partierne vil kappes om at fremstå som mere klimavenlige. – Hvordan vil styrkeforholdet mellem klimabevægelsen og den kommende tyske regering udvikle sig?
I Danmark lykkedes det meget hurtigt for Mette F-regeringen og et flertal i Folketinget allerede fra december 2019 at indgå en politisk klima-aftale, hvormed regeringen og folketings-flertallet fuldstændigt erobrede det politiske initiativ fra klimabevægelsen, som nu blot kigger til fra sidelinjen. I Danmark påstod det politiske flertal og regeringen at ville reducere CO2-udledningen med 70% i 2030 sammenlignet med år 1990. Dette har vist sig at være meget langt fra virkeligheden.
En tilsvarende politisk udvikling som i Danmark vil så absolut også kunne ske i Tyskland.
I foråret 2021 kom partiet De Grønne til at stå ret langt fremme i opinionsundersøgelserne. Man begyndte derfor at tale om muligheden for, at De Grønnes leder Annalena Baerbock ville kunne blive Tysklands kommende forbundskansler, måske i koalition med et andet parti. Imidlertid dummede hun sig ved bl.a. at “pynte sig med lånte fjer”, og den pinlige afsløring heraf bevirkede, at hun mistede troværdighed overfor en del vælgere, og partiet gik noget tilbage.
Men samtidig er regeringskoalitionspartnerne CDU og SPD generelt politisk svækkede – og CDU’s kanslerkandidat Armin Laschet har også dummet sig under oversvømmelses-katastrofen. Og Socialdemokratiet SPD har i 20 år ført en så højredrejet politik, at partiet har mistet betydelige dele af sine tidligere vælgere.
Annalena Baerbock fra De Grønne har derfor en rimelig chance for at blive Tysklands næste kansler, sandsynligvis i en koalition med et andet parti i forbundsdagen. For højst sandsynligt vil regnkatastrofen og dens sammenkobling med klimaspørgsmålet komme til at blive en historisk chance for De Grønne op til forbundsdags-valget til september. Medmindre De Grønne påny dummer sig, burde partiet derfor have en historisk chance.
Et radikalt klimapolitisk alternativ til den hidtil førte politik?
Tilbage i 80’erne og 90’erne var De Grønne opdelt i to fløje, “Fundis” ( = “fundamentalisterne”, som ønskede mere radikale miljøpolitiske skridt) og “Realos” anført af Joschka Fischer, der udelukkende ønskede at arbejde indenfor parlamentet og indgå i en regerings-koalition med socialdemokratiet SPD. “Realos”-fløjen vandt kampen, og herved blev De Grønne et parti, der udelukkende satsede på politiske studehandler indenfor parlamentets snævre vægge.
Når de parlamentariske muligheder for De Grønne var gunstige, fik de f.eks. mulighed for at indføre lavgulvs-letbaner i tyske byer, hvor de i byrådene kunne blive enige med Socialdemokratiet SPD. Og letbaner var noget helt nyt i 90’erne. Andre steder havde De Grønne mulighed for at fremme sol og vind.
Men når de parlamentariske muligheder for De Grønne var blokerede, nægtede de at igangsætte en udenomsparlamentarisk mobilisering og kamp. Det er nemlig en uskreven regel af meget stor betydning indenfor det borgerligt-parlamentariske system, at man ikke mobiliserer til udenomsparlamentarisk kamp. Og da De Grønne satsede 100% på den parlamentariske strategi, holdt de sig til den. Det viste sig med al klarhed på spørgsmålet om atomkraft:
Under de to koalitions-regeringer i årene 1998 – 2005 mellem Socialdemokratiet SPD under den daværende forbundskansler Gerhard Schröder og partiet De Grønne var der i den tyske miljøbevægelse forhåbninger til, at De Grønne ville kunne garantere, at atomkraften (som dengang var et stort spørgsmål i Tyskland) ville kunne blive stoppet. Men det nægtede Gerhard Schröder for ikke at skade samarbejdet med erhvervslivet og de øvrige borgerlige partier. Og De Grønne var ikke villige til at bryde regeringssamarbejdet – og slet ikke villigt til at gennemføre udenoms-parlamentariske massemobiliseringer. Resultatet var, at miljøbevægelsen ventede og ventede i hele 7 forgæves år.
Således blev atomkraften aldrig stoppet af koalitionsregeringen mellem De Grønne og den daværende SPD-forbundskansler Gerhard Schröder. Anti-atomkraftbevægelsen blev totalt svigtet af De Grønne, idet partiet satsede så meget på det parlamentariske samarbejde, at det affandt sig med, at mulighederne for stop for A-kraft blev blokeret af Gerhard Schröder. (Atomkraften blev først stoppet adskillige år senere i 2011 – og det skyldtes alene Angela Merkel, som blev bange for den tyske befolknings reaktion ovenpå Fukushima atomkraft-katastrofen i Japan. Man taler om “atom-exit”, på tysk “Atom-Ausstieg”. Det var en utrolig kovending i tysk politik. Langt de fleste tyske atomkraftværker er siden hen blevet lukket, og de allersidste lukker endegyldigt næste år, 2022. Og alt dette har De Grønne ingen direkte andel i).
Partiet har i 10 år haft regeringsmagten uafbrudt i delstaten Baden-Württemberg. Winfried Kretschmann har i alle disse år beklædt posten som ministerpræsident over delstaten. De Grønne har måttet indgå i en koalition med de kristelige demokrater CDU, og derfor har De Grønne absolut ikke foretaget sig noget, der går imod den hidtidige samfundsorden.
Alt i alt er der reelt ingen grund til at forvente, at en kommende forbundskansler fra De Grønne, Annalena Baerbock, vil gøre ret meget mere end Mette F gør i Danmark og det, som De Grønne gjorde tidligere under Gerhard Schröder.
Opgaven for klimabevægelsen
Skal der virkeligt sættes virkningsfuldt ind imod CO2-udledningen, vil det kræve, at klimabevægelsen i Tyskland og i de øvrige forskellige europæiske lande kommer ud på gaden og samler op på befolkningernes frustrationer over, at indgrebene imod CO2-udledningen hidtil har vist sig alt for svage, og samler hele denne frustration i en udmøntning i slagkraftige politisk krav, der virkeligt kan mobilisere, og således kanalisere befolkningens utilfredshed ind i baner, der klimapolitisk kan gennemtvinge ændringer, der virkeligt betyder noget – uanset hvad kapitalen og højrefløjen synes om dem. Først da vil der for alvor ske noget.
Årsagerne til vejr-katastrofen i Tyskland
Det er karakteristisk, at de danske mainstream-medier nok lige nævner klimaforværringen i forbifarten under omtalen af regn-katastrofen i Tyskland og i de omgivende mellemeuropæiske lande. Men nogen virkeligt seriøs beskrivelse af klima-udviklingens betydning for katastrofen springer de “let og elegant” henover:
Meget mere vand i skybruddene: Generelt stiger temperaturerne som følge af den globale opvarmning: Og da varm luft kan indeholde meget mere fugtighed end kølig, vil langt større regnmængder kunne vælte ned sammenlignet med for blot få årtier siden.
Skybruddene kan vare meget længere, og derfor vil de kunne afgive langt mere vand end kortvarige skybrud: I Tyskland varede de mest intense faser natten til den 14. juli 3 – 4 timer, og efterfølgende kom også store mængder regn. Således blev de samlede mængder helt anderledes store end under et skybrud på 30 minutter. – Denne udvikling skyldes, at Nordpolen smelter, og det har afgørende indflydelse på de luftstrømme højere oppe i atmosfæren – kaldet jet-strømme – der har stor indflydelse på vejret. Når Nordpolen varmes op, bliver jet-strømmene langsommere – og det bevirker, at skybruddene derfor ikke længere passerer forbi i en fart, men bliver “hængende” i betydeligt længere tid. På den måde får de langt mere tid til at afgive utrolige mængder vand.
På tysk TV bliver meteorologerne oven på regnkatastrofen hele tiden spurgt om klimaudviklingens indflydelse. Her finder altså en slags undervisning af millioner af mennesker sted. Det har stor betydning, når sammenhængene med klimaforværringen for alvor går op for store dele af befolkningen. Så er det ikke længere snak – men stenhård og brutal virkelighed, som de ved selvsyn har oplevet.
Millioner af tyske TV-seere får forklaret klima-baggrunden for vejr-katastrofen i Tyskland: ZDF er den ene af tre offentlige public service kanaler, og her har man straks indsat programmer, der virkeligt lødigt forklarer, hvordan klimaet udvikler sig og hvilke konsekvenser det har: Wetterextreme – das neue Normal ? ( = Er vejrekstremer det nye normale ?) https://www.zdf.de/wissen/leschs-kosmos/wetterextreme-das-neue-normal-102.html
Vi kan roligt gå ud fra, at i Tyskland vil kun de mest yderligtgående højre-fanatikere – der lever i deres egen lille “osteklokke” – benægte eller tvivle på, at ekstremt vejr er et helt nyt fænomen, som ikke tidligere har været kendt på samme måde. Regnkatastrofen er helt uden historisk fortilfælde – og det har alle forstået. Og det skyldes klima-forværringen.
Ud over Tyskland er også dele af Belgien (den fransktalende del i Vallonien), nordøst-Frankrig, Norditalien, Luxembourg, det sydlige Holland og det nordlige Schweiz i sommeren 2021 blevet ramt af helt usædvanlige regnmængder. Baggrunden for det hele skyldes klima-udviklingen, som kraftigt forværrer her-og-nu årsagen i form af, at varm og meget fugtig luft over Østeuropa – som har givet en kraftig sommervarme i Danmark – har mødt kølig og fugtig luft, der er strømmet ind fra Atlanterhavet over det vestlige Europa syd for Danmark. – Sammenstødet mellem de varme og de kolde luftmasser har resulteret i enorme mængder vand, der har givet meget store oversvømmelser i de nævnte lande – endnu værre end “århundredets oversvømmelser” i 2005.
Skiftevis perioder med voldsom regn – afløst af perioder med kraftig tørke
Det er karakteristisk for klima-udviklingen, at perioder med en syndflod af ekstraordinære skybrud, som i juli 2021, skifter med perioder med usædvanlig hedebølge og tørke som sommeren 2018. Eller som den 28. juni 2019, hvor der blev målt 45,9 graders varme i Frankrig – så varmt som aldrig nogensinde før i landet. – Det er karakteristisk for klimaforværringen, at den resulterer i sådanne stadigt hyppigere drastiske udsving.
Således indtraf i 2018 den værste tørke i 75 år. Den har udløst omfattende skovdød i Tyskland, hvor barkbiller som følge af tørken fik mulighed for at angribe nåletræer i et omfang som aldrig tidligere set. Meget betydelige dele af de tyske skove er angrebet af barkbiller, plantesygdomme og varme-stress – og situationen for landets skove er derfor særdeles alvorlig.
Vi er nu her hos os i Mellemeuropa kommet ind i det ekstreme vejrs tidsalder!
Uden direkte vejrmæssig sammenhæng med skybrudskatastrofen i det vestlige Mellemeuropa blev Tjekkiet i den sydlige del af Mähren (Morava) ramt af en hidtil ukendt voldsom tornado den 24. juni i år. Her blev registreret vindhastigheder på op til 330 km / t. Tornadoen udløste lokalt utrolige ødelæggelser, hvor biler, hustage og træer fløj rundt i luften, som om det var det rene legetøj. Hidtil har de fleste europæere slet ikke regnet med, at et sådant vejrfænomen kunne indtræffe i Mellemeuropa. Men det kunne det altså. Også det var en meget ubehagelig og brat opvågnen.
Skader som efter et bombeangreb – video viser de utrolige skader, som tornadoen med vindhastigheder på op til 330 km/t anrettede, dagen efter: https://www.youtube.com/watch?v=tZb_7pE9daU
Tornadoens frygtelige kræfter lidt før de nåede max – videofilmet af indbyggere i byen Hodonín under dens angreb. Træer knækker som tændstikker. Der dog ingen, der har filmet hustage blive flået af – på dette tidspunkt havde indbyggerne måttet søge dækning i f.eks. kælderen: https://www.youtube.com/watch?v=wB-loH8hQYk
Utrolige video-billeder optaget midt under ekstremt vejr med en meget voldsom hvirvelstorm i byen Leersum ved Utrecht, 75 km sydøst for Amsterdam i Holland. 18. juni 2021, altså ca. 3 uger før oversvømmelseskatastrofen. – I døgnet op til det ekstreme vejr 18. juni i Holland havde det været 30 grader varmt i hele døgnet, og det udløste meget store naturkræfter. – Utrolige videobilleder af hvirvelstormen, mens den foregik: https://www.youtube.com/watch?v=utbrFCjBHas
Alt dette har ikke været omtalt af danske medier !
Ekstremt vejr i Danmark har vækket rigtigt mange danskere
I de sidste 10 år er Danmark blevet ramt af skybrud, oversvømmelser og storme med en hyppighed og voldsomhed som aldrig før: http://socialister.dk/det-ekstreme-vejr-i-danmark-mildnes-ikke-blot-fordi-corona-er-kommet-forbi/
Vi kan derfor roligt konstatere, at vi nu for alvor i Europa er kommet ind i en helt ny tid, nemlig klimaforværringens og det ekstreme vejrs tidsalder. Vi må forvente, at det blot vil være et spørgsmål om tid, førend den næste ekstreme vejr-hændelser vil gøre sig katastrofalt gældende igen. Alt dette kan næppe undgå at få politiske følger. Men det afhænger i høj grad af klimabevægelsen, i hvilket omfang denne nye situation vil kunne udnyttes til for alvor at sætte ind mod årsagen til det hele: Udledningen af CO2 og drivhusgasser. Eller om det går som i Danmark, hvor de gyldne løfter ikke indfries.
