Denne artikel er en sammenskrivning og redigering af to tidligere artikler i Socialistisk Arbejderavis (SAA). Dels af Ole Mølholm Jensen i SAA nr. 7 (marts 1985) og Marie Jæger i SAA nr. 307 (marts 2011). Redigeret af Charlie Lywood.
Den franske revolution i 1789 gjorde op med enevælden og gav borgerskabet magten. Og senere i 1830 og 1848 stadfæstede de deres magt. I disse opgør støttede den spirende arbejderklasse borgerskabet. Men samtidig viste det sig, at borgerskabets magt ikke blev brugt til at forbedre arbejderklassens forhold.
Tværtimod blev klassemodsætningerne mellem borgerskab og arbejderklasse uddybet. Industrialiseringen øgede antallet af industrielle arbejdere i byerne markant. Imens fik borgerskabets profitjagt og udbytning af arbejderklassen friere tøjler. Så da krisen brød ud i 1870 pga. den fransk-preussiske krig, ulmede oprøret allerede i samfundets bund.
Preussisk besættelse og radikalisering i Paris
Den fransk-preussiske krig fra sommeren 1870 førte i september 1870 til preussisk belejring og besættelse af Paris. Fødevareforsyningerne til byen standsede, arbejdsløsheden steg, og store dele af den parisiske overklasse flygtede ud af byen. Og overlod byen til sin egen skæbne.
Den franske regering tillod at arbejderklassen trådte ind i hæren, der tidligere havde været forbeholdt middelklassen. Men nu var store dele af de franske tropper i preussernes varetægt, så regeringen så sig nødsaget til at indkalde arbejderne, som derved blev bevæbnede.
De bevæbnede arbejdere begyndte nu at udvide demokratiet i hæren; ikke alene valgte de selv deres officerer, men organiserede også komiteer med centralkomiteen som den øverste administrerende myndighed.
Derudover begyndte pariserne at samles i teatre o.l. for at diskutere politik. Over 30 af disse såkaldte ”røde klubber” mødtes dagligt igennem besættelsen og diskuterede alt fra socialisme til militærstrategi og prissætning af fødevarer til behovet for en kommune.
Magten til arbejderne
Da den franske regering 18. marts 1871 efter Paris’ kapitulation (og preussernes tilbagetrækning) forsøgte at afvæbne arbejderne, forsvarede pariserne deres våben, og den nationale regering flygtede til Versailles. De efterfølgende to måneder brugte de parisiske arbejdere på at omdanne deres by som en kommune.
De organiserede straks deres egen magt i modsætning til den måde, som den franske stat fungerede på. De startede med at opløse den stående hær og dannede i stedet deres eget forsvar ved at bevæbne alle og danne forsvarskomiteer, som var direkte underlagt de beslutninger, som de kollektivt tog i kommunen.
Man indførte demokratiske valg ved besættelse af alle stillinger indenfor uddannelses-, retslige og administrative sektorer. Alle lige fra kommunalråd til fabriksarbejder fik samme løn, hvorved man sikrede, at ingen stræbte efter administrerende stillinger for egen vindings skyld. De opløste samtidig politiet og den forhadte efterretningstjeneste.
Det gamle styres besluttende forsamlinger blev erstattet af et fællesstyre for kommunen. Et styre der blev valgt gennem direkte valg i de forskellige områder af Paris, hvor det godt nok kun var mændene, som havde stemmeret. I modsætning til det gamle styre kunne de valgte ledere kaldes tilbage, hvis der i et af områderne var utilfredshed med dem. Lederne var således under direkte kontrol af dem, som havde udpeget dem til at lede.
Samtidigt ændrede de den gamle opdeling af lovgivende og udøvende magt, så de i stedet for at adskille disse funktioner gjorde dem til et. Styret skulle være et arbejdende styre. Denne sammenkobling af den lovgivende og udøvende magt betød samtidigt, at alle embedsmænd var under direkte kontrol og kunne afsættes af kommunen.
Staten må knuses
Karl Marx sammenfattede denne form for hidtil ukendt arbejderdemokrati som: »Den endelig opdagede politiske form under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå«. Det var med andre ord en form for organisering, der kunne virkeliggøre, at arbejderklassen og andre undertrykte grupper kunne få den kollektive kontrol over samfundet og forme det i sit eget billede.
At arbejderne under Pariserkommunen måtte opbygge sin egen stat for at få kontrollen var ikke en erkendelse, de havde, før de gik til revolutionær omstyrtning af det gamle undertrykkende kapitalistiske statsapparat i Paris. De gjorde det nærmere i forlængelse af den virkelighed, de oplevede. De oplevede jo netop, at den stående hær blev forsøgt brugt imod dem, og at det gamle styre ikke kunne reformeres til et apparat, de selv kunne bruge.
Den konklusion, som Karl Marx drog af disse erfaringer, var, at »Arbejderklassen kan simpelthen ikke tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne mål«. Nej, det gamle statsapparat må knuses, og et andet må erstatte det.
Staten er netop en samling af den herskende klasses magt til at udøve kontrollen over samfundet. Under kapitalismen er der en adskillelse mellem dem der producerer, og dem der bestemmer. De lovgivende institutioner som Folketinget er også bygget på denne adskillelse. Vi kan ikke i dag stemme kapitalisterne ud eller via et flertal i Folketinget gøre op med kapitalismen. Det kræver, som under Pariserkommunen, selvstændig organisering og kamp mod borgerskabet og alle den borgerlige stats institutioner såsom hær, folketing og domstole.
Kamp og kontrarevolution
Selv om Pariserkommunen kæmpede en heroisk kamp, så endte den første arbejderrevolution alligevel i et kontrarevolutionært blodbad. Årsagerne hertil er mange, men af de mest centrale er at der manglede en erkendelse af, at det var nødvendigt med et totalt opgør med hele det borgerlige Frankrig som første led i en spredning af revolutionen. Havde de parisiske arbejdere forsøgt at indtage Versailles umiddelbart efter magtovertagelsen i Paris, hvor den franske hær stadig var svækket, eller havde de forsøgt at vende tilfangetagne nationale tropper til Pariserkommunens side frem for at løslade dem, havde chancerne for Pariserkommunens sejr sandsynligvis været større.
Mange troede under Kommunens dage, at der kunne opnås forlig med kejser og borgerskab i Versailles. Det var en illusion som kostede dyrt, for borgerskabet brugte hele Kommunens levetid til at reorganisere sin egen hær og sendte den til slut mod Paris.
Efter 64 dage med den hidtil højeste form for demokrati druknede Pariserkommunen i blodet fra de over 30.000 parisere, som de kontrarevolutionære mejede ned.
Erfaringer fra Pariserkommunen
Pariserkommunen var, på trods af nederlaget, et vigtigt skridt fremad for arbejderklassens kamp mod kapitalismen, og erfaringerne herfra fik afgørende indflydelse på kommende revolutionsforsøg. For første gang i historien greb arbejderklassen magten og organiserede en storby, Paris, under demokratisk arbejderkontrol. Her leverer Pariserkommunen en vigtig lære om klassekamp og arbejderdemokrati, som også i dag er særdeles relevant for revolutionære socialister og alle der ønsker forandring.
Læs også:
http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=30729
http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=610
