Robespierre råbte i nationalforsamlingen: “Republikken er en tabt sag. Banditterne har sejret”. Han havde ret i den forstand, at den store bevægelse, som havde skabt så store fremskridt for almindelige folk i de sidste fem år, sluttede. Og det indledte en periode af kontrarevolution, som er blevet kaldt Thermidor (juli måned i den revolutionære kalender).
Kontrarevolutionens grimme ansigt
Månederne efter jakobinernes fald var en periode med ny tillid til dem, som hadede revolutionen og som grundlæggende ønskede monarkiet tilbage og at tilbagerulle alle de fremskridt, som revolutionen havde skabt.
Grupper af unge, rige bøller ‒ “la jeunesse dorée” (den gyldne ungdom) ‒ gik på gaden i Paris og terroriserede dem, der gerne vil fortsætte revolutionen. Jakobinerklubben måtte lukke under et af deres angreb. Samtidig blev der “luget ud” i den revolutionære del af borgerskabet, og det førte til en bølge af henrettelser. Faktisk var månederne efter Robespierres fald langt mere blodige end selve “La Terreur”.
Selv om de parisiske masser, sansculotterne, forsøgte at standse tilbagerulningen af revolutionen i april og maj 1795, blev de slået ned af den del af hæren, der var loyal over for Thermidorerne (som de kontrarevolutionære hed). Rige folk og monarkister, som var flygtet under revolutionen, begyndte at vende tilbage til Frankrig. Louis XVIII insisterede fra sit eksil på at vende tilbage og indtage sin plads som konge. Han ville tage hævn mod alle, som havde deltaget i revolutionen, Thermidorerne inklusive. I oktober 1795 forsøgte royalisterne et væbnet oprør i Paris.
Napoleon gør sin entré på scenen
Thermidorerne blev rædselsslagne og appellerede til sansculotterne og begyndte at bevæbne jakobinerne på ny. Men inden da kom en del af hæren, under kommando af en ung officer, Napoleon (en tidligere jakobiner), dem til hjælp. Det royalistiske oprør blev slået ned, men nu var Thermidorerne bange for en blodig kontrarevolution, som ville feje alt det, de havde opnået, væk. De dannede et “Direktorat” af fem mænd, som fik uindskrænket magt.
De kræfter, som eksisterede i Frankrig, var royalisterne, som ville have et monarki à la før 1789; borgerskabet, der ønskede at fastholde afskaffelse af de barrierer, som gav dem mulighed for at tjene penge; og de franske masser, repræsenteret af de parisiske sansculotter, som ønskede at drive revolutionen frem mod at imødekomme det store flertals interesser og ikke kun borgerskabets.
Disse kræfter lagde pres på Direktoratet, så de blev trukket først den ene vej og så den anden. Den eneste stabile kraft, som kunne holde sammen på landet, var hæren, hvor Napoleon blev mere og mere magtfuld. Han repræsenterede en bastion både mod faren for en royalistisk kontrarevolution og en tilbagevenden til jakobinernes radikale visioner om et retfærdigt samfund. Til sidst gennemførte han et militærkup, afsatte Direktoratet (som selv han var en del af) og indsatte sig selv som diktator (senere kejser i 1804).
Men militærkuppet rullede ikke helt og aldeles revolutionens fremskridt tilbage. Feudale skatter til godsejeren og adelen samt interne tariffer forblev afskaffet. En selvstændig bondestand blev skabt gennem afskaffelsen af stavnsbånd og fordeling af jorden til tidligere besiddelsesløse. En central administration blev også skabt og fastholdt.
Og allervigtigst – regeringen, selv en diktatorisk en af slagsen, regerede i borgerskabets interesse og ikke i adelens og monarkiets. Ligesom de hollandske, engelske og amerikanske revolutioner, som kom før, nedrev den store franske revolution de barrierer, som forhindrede et gennemgribende markedsbaseret samfund.
Almindelige mennesker skaber historien
Revolutionen, selv om det var borgerskabet, der endte med at få det, det ville have, bestod ikke kun af middelklassens politiske grupper, den ene mere radikal end den anden.
Den bestod også af millioner af mennesker både i byerne og på landet, som for første gang skabte deres egen historie. Mange lærte at slås for deres egne interesser. Specielt de parisiske sansculotter var afgørende i at redde revolutionens fremskridt, gang på gang. Det var i en skala ikke før set i historien. Og det gjorde de igen i 1830, 1848 og ikke mindst i Pariserkommunen i 1871. Almindelige mennesker var begyndt at skabe historiens gang.
De tidligere dele af føljeton om Den Franske Revolution:
Del I: http://socialister.dk/den-franske-revolution-del-i-1789-1792-frihed-lighed-og-broderskab/
De andre dele af serien kan læses ved at taste Almindelige menneskers historie i søge feltet.
