Serie: Almindelige menneskes historie. Del 18. Den Franske Revolution II. ”La Terreur” 1793-4.

I den første del om den Franske Revolution så vi, hvordan en kombination af et radikalt mindretal indenfor borgerskabet, Jakobinerne, som var parat til at drive 1789-revolutionen videre via appeller til ”sans-culottes” mobiliseringer på gaden, kunne sikre at kontrarevolution ikke druknede oprøret i blod. I denne del ser vi på, hvorfor terroren opstod og hvordan kontrarevolutionen indledtes.

Efter kongens halshugning i januar 1793, nederlag for den franske armee, oprør i Sydfrankrig og Normandiet og bøndernes oprør i Vestfrankrig, begyndte den mere moderate del af borgerskabet, Girondinerne, at gå i offensiven mod Jakobinerne. ”Jeres ejendomme er truede og I lukker øjne for faren, vi må jagte disse bæster tilbage til deres huler” , sagde en repræsentant for denne fløj, som var bange for de indgreb i ejendomsretten som Jakobinerne havde gennemtrumfet.

Jakobinerne var også en del af borgerskabet og de ønskede at bevare ejendomsretten, men tidligt i sommeren 1793 kunne de se, at bag de bagstræberiske Girondiner lurede på den royalistiske kontrarevolution og deres venner i England, Østrig og Spanien, der  ønskede republikken elimineret. De indså at den eneste vej frem var at alliere sig med de parisiske masser og give indrømmelser til bønderne for at vinde dem til revolutionen. De udsendte et opråb til oprør. 80.000 omringede nationalforsamlingen i tre dage og tvang den til at udstede arrestordre mod 29 Girondiner. De parisiske ”sektioner” var nu magtens centrum og Jakobinerne Frankrigs de facto regering, selv om de ikke havde et flertal i nationalforsamlingen.

Girondinerne flygtede og agiterede for oprør mod Jakobinernes magt ude i provinsen. En regulær borgerkrig brød ud. Anti-jakobinere i havnen i Toulon overgav flåden til Briterne. Udenlandske tropper var på vej mod Paris. En kvindelig royalist sneg sig ind til en af de ledende Jakobinere, Marat, og dræbte ham med en kniv, mens han var i bad. Kontrarevolution var på fremmarch.

Sansculotterne pressede på, for at Jakobinerne skulle tage yderligere revolutionære midler i brug. Der blev nedsat en komite for offentlig sikkerhed, som reelt blev regeringen. Den havde næsten uindskrænket magt. De indførte maksimumspriser for brød, og spekulation og hamstring blev mødt med dødsstraf. De rige skulle betale for krigen gennem et progressivt skattesystem. Jord taget fra adelen, som var flygtet (émigés) blev fordelt til bønderne. Endelige blev hæren demokratiseret, så frivillige kunne indtræde. Og efter flere massemobiliseringer i september enedes man om ”La Terreur” som et middel til at sikre gennemførelse af disse skridt.

For at retfærdiggøre en sag mod en af republikkens generaler, som havde trukket hæren unødigt tilbage,  sagde Robespierre: ”I to år blev 100.000 mænd slagtet på grund af forræderi og svaghed. Det er svagheden mod forræderen som ødelægger os”. Den værste blodsudgydelse skete uden for Paris, hvor revolutionen hele tiden havde kontrollen. Som Mark Twain kommenterede: ”Der var to terrorregimer: et som varer få måneder, det anden 1000 år”. Den hær som marcherede mod Paris fra nord ville have dræbte samtlige republikanere de kunne finde, uden nåde.

Robespierres henrettelse. Foto. Store norske leksikon.

Disse drastiske og diktatoriske skridt kunne Jakobinerne forsvare for at sikre revolutionens overlevelse, men da den republikanske hær vandt over deres fjender og revolutionen var sikret, ændrede tingene sig. For Jakobinerne var alliancen med masserne det nødvendige onde mod kontrarevolution. Men de repræsenterede også den klasse, som revolutionen var sat i gang for at sikre – borgerskabet. Derfor skulle massernes indflydelse svækkes, ellers vil de blive en trussel mod borgerskabet. Så i løbet af efteråret og foråret 1793-4 blev den mere artikulerede og organiserede del af sansculotterne undertrykt og deres ledere endte på guillotine. Samtidig sikrede gruppen omkring Robespierre at stække den del af Jakobinerne, som ønskede forsoning med resterne af Girondinerne og den del af nationalforsamlingen, som kun var gået med til La Terreur på grund af pres fra masserne. Blandt andet blev Danton m.fl. også sendt til guillotinen.

Robespierres succes med at balancere mellem højre og venstre var også hans akilleshæl. Ved at angribe sin egen klasses repræsentanter (og i mange tilfælde dræbe dem) skabte han sig fjender. Kræfterne imod ham så ingen grund til at fortsætte med diktatoriske midler, når man havde vundet over kontrarevolutionen. Disse kræfter samlede sig mod Robespierre og hans gruppe, og selvom de gjorde modstand var kræfterne imod dem for store. Robespierre råbte i nationalforsamlingen ”Republikken er en tabt sag. Banditterne har sejret”. Han havde ret i den forstand, at den store bevægelse, som havde skabte så store fremskridt for almindelige folk i de sidste fem år, sluttede. Og det indledte en periode af kontrarevolution som er blevet kaldt Thermidor (juli måned i den revolutionære kalender). Herom næste gang.

Læs første del om den Franske Revolution: http://socialister.dk/den-franske-revolution-del-i-1789-1792-frihed-lighed-og-broderskab/

Alle andre dele af serien Almindeloge menneskers historie kan læses ved at skrive “Almindelige menneskers historie” i søge feltet.